Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Eny Roland Hernández Javier "Der hersker en ide om, at trans er noget tragisk. Det er en sygdom, man ikke selv kan gøre for, og det er synd for en."

”Jeg indser det, da jeg er 18 år. For helvede, jeg er trans.”

Laura gider ikke høre på flere offerhistorier om transkønnede kvinder. Dem er der nok af. Vi har taget en snak med den 24-årige transkvinde om at springe ud af skabet, være usynlig, og hvorfor hun er ked af, at hun ikke har menstruation.

Transkønnede er i denne uge på alles læber, fordi storfilmen Den Danske Pige har premiere. Filmen handler om den første transkvinde i verden, der fik foretaget kønsskifteoperation. Den transkønnede Lili Elbe bliver spillet af Oscar-vinderen Eddie Redmayne, men selvom hans præstation har fået rosende ord med på vejen, betragter Laura Tams, der selv er transkvinde, filmen som endnu et eksempel på, at transkønnede bliver fremstillet som stereotyper i film.

- Lili er en fuldkommen modsætning til alt det, jeg stræber efter at være. Og jeg ved allerede, at jeg i kølvandet på denne film igen vil være tvunget til at forklare endnu flere mennesker i min hverdag som familie, kolleger og venner, at sådan er alle transkvinder altså ikke.

LÆS OGSÅ: "Jeg føler mig latterliggjort som transkønnetkvinde af Den danske pige"

Laura har derfor budt indenfor i sit hjem i Valby. Hun har sagt ja til at fortælle sin egen historie, der i Lauras øjne ikke har meget at gøre med de historier, medierne typisk hiver frem, når trans kommer på dagsordenen.

Hun tager i mod med to forskellige stribede strømper på fødderne. Det mørkblonde hår hænger ned over skuldrene, og to gyldne ugler hænger på hver side af de markerede kindben. Under den røde bluse titter en blå bh med sorte tern frem, og neglene på de lange fingre er klippet helt korte. Laura har ingen make up på, og øjenbrynene ligger over hendes øjne i deres naturlige, brede form.

Hendes stemme er lav og forsigtig, som om hun aktivt prøver at begrænse lyden, når hun taler, så stemmen ikke fylder for meget i rummet. En drengepige med både maskuline og feminine træk, vil de fleste nok tænke, når de ser hende. Hun bliver glad, når nye mennesker, hun møder, antager, at hun er en kvinde. Men Lauras historie er ikke fortællingen om en kvinde, der er født i en mands krop. Det er med Lauras egne ord historien om et menneske, der selv vil have lov at definere, hvad hun er for en:

- Jeg plejer at sige, at jeg er blevet tildelt det forkerte køn. Det var den lille begivenhed, der skete, da jeg kom ud af maven, hvor lægen sagde, at jeg var en dreng. Derfor fik jeg et mandligt cpr-nummer, og mine forældre tænkte, at så skulle jeg opdrages som en dreng. Jeg synes hellere, at man skal sige født som baby eller født som menneske.

Laura har på sin arm tatoveret ordet Killjoy, som hendes blog også hedder. Killjoy (glædesdræber) handler for Laura om at insistere på at sige de ting, resten af samfundet ikke gider høre.

Svært at være dreng
Barndommen i provinsbyen Slagelse i 1990'erne var præget af et firkantet miljø, hvor man enten var meget pige eller meget dreng. Der var intet midt imellem, og Laura var i de andres øjne en ranglet, indadvendt dreng, som var det nemmeste mobbeoffer. Laura gad heller ikke spille fodbold med drengene og fik tit at vide, at hun løb helt forkert. I stedet for at sætte plakater med fodboldstjerner på væggen derhjemme, spejlede Laura sig i kvindelige forbilleder – men hun forstod ikke hvorfor, før meget senere:

- Mit allerførste forbillede var en pige, der hed Emilie i min folkeskole. Hun var bare så klog, sej og smuk. Og jeg tænkte, hvor ville det være sjovt, hvis jeg var hende. Dengang tænkte jeg, at jeg måske var forelsket i hende. Jeg var jo sikker på, at jeg ikke kunne være en pige – jeg var jo født som en "dreng". Jeg skulle heller ikke prøve at være alt for feminin, for så var jeg jo bøsse. Og bøsse var en dårlig ting, et skældsord. Sådan var det bare.

For helvede, jeg er trans
Som teenager begyndte Laura at følge forskellige videoblogs, hvor transkønnede kvinder fortalte om deres liv. Efter noget tid gik det op for hende, at der måske var en dybereliggende årsag til hendes nye interesse:

- Jeg indser det, da jeg er 18 år. For helvede jeg er nok trans. Når man gennem længere periode har fulgt med i videoblogs med transkønnede kvinder, siger det jo lidt... Men jeg tænkte ikke over det i starten. Jeg var nok lidt i skabet som trans på internettet i noget tid. Så begyndte jeg at tænke på, hvordan i alverden nogen, der ikke er trans, kan interessere sig så meget for det her? Så sprang jeg vel ud to år senere.

Lauras forældre var ikke specielt overraskede og tog beskeden om, at de nu havde fået en datter mere, pænt. Hendes far skulle lige sunde sig lidt, men var til gengæld den første til at respektere, at hun nu hed et nyt navn. Egentlig var hun glad for sit gamle navn, og havde aldrig drømt om at hedde noget andet. Den første tid tænkte hun også, at hun sagtens kunne være en transkvinde med et drengenavn. For Laura var det første skridt ud af skabet at begynde på en hormonkur. At få en mere feminin krop var i første omgang vigtigere for hende end navn og juridisk køn.

- Hormoner er en individuel sag, men for mit vedkommende har de gjort det nemmere for mig at holde af mig selv og føle mig sexet. Navnet tog jeg kun, fordi andre antog, jeg var en mand, når de hørte det for første gang, og det blev trættende til sidst.

På intet tidspunkt nævner Laura, hvad hun hed før. Hun taler påfaldende meget rundt om at udtale sit gamle drengenavn. Og det er fuldstændig bevidst – at bruge menneskers tidligere navne kan nemlig være en måde at svine folk til. Fænomenet hedder deadnaming og betyder, at man kalder en transkønnet ved sit gamle navn:

- Nogle mennesker bruger det gamle navn til at sige, at man i virkeligheden er en mand. Det bliver en måde at vise, at man ikke anerkender den nye identitet. Det er ikke altid forbudt, men det er et princip, jeg prøver at følge. Jeg har ikke lyst til, at min gamle navn skal offentliggøres, så det ligger derude og kan bruges imod mig.

LÆS OGSÅ: Liderligheden satte mig fri fra at være en pæn pige

Transkoder
Når man ikke selv har sin gang i transmiljøet eller kender nogen transpersoner, kan det være svært at finde ud af, om man træder folk over tæerne ved at deadname eller stille upassende spørgsmål. Den berøringsangst eller mangel på forståelse for transpersoner har været et vilkår for Laura, siden hun sprang ud. Hun lever med det hver dag, men kan godt blive træt af, at folk bryder ind i en samtale til en fest, hvor hun sidder og flirter med en, for at bruge hende som trans-leksikon. Men hun ved godt, at hun er en synlig normbryder – og i virkeligheden mener hun, at folk bare skal have en smule social forståelse:

- Hvis dit formål er at spørge, hvordan mine kønsorganer ser ud, så er det lidt uhøfligt. Men hvis du gerne vil ind på en samtale om trans, så giver det mening og er nødvendigt.

Der er nemlig én ting, der er værre end alle de upassende spørgsmål – og det er berøringsangsten:

- Hvis jeg er i en forsamling, og det er tydeligt, jeg er den eneste transkvinde, er der mange, som ikke tør tale med mig. Men jeg er jo også et menneske udover at være trans. Hvis vi gerne vil forstå hinanden, er det vigtigt, at vi ikke er bange for at fucke up med dumme spørgsmål. Som transkønnet sidder man i den situation, at hvis der aldrig er nogen, som snakker med os, er vi også bare fucked.

En "rigtig" kvinde
I Lauras verden er der ikke noget, der hedder en rigtig kvinde. Køn er noget, vi konstruerer og putter på hinanden. Hvis hun kunne bestemme, opløste vi begrebet køn – og betragtede hinanden som mennesker i stedet. Når hun taler om dametøj, holder hun demonstrativt fingrene oppe som to citationstegn, så jeg forstår, at der er tale om "dametøj." Hun mener ikke, at kvindelighed kan måles i hverken kønsdele eller nederdele. Men når andre fortæller hende, at hun skal være glad for, at hun ikke menstruerer, rammer de et ømt punkt for Laura og mange andre transkvinder:

- Jeg ved da godt, at menstruation kan være nederen, at det ødelægger undertøjet og gør ondt. Men jeg kan så heller ikke få børn. For mig er det allermindst fedt, fordi det adskiller mig simpelthen fra så mange andre kvinder. Det får mig til at føle mig som mindre ægte kvinde. Og det er en fæl følelse. At der er et fælleskab, jeg ikke er med i. Jeg bryder mig ikke om, at man siger, jeg er født i den forkerte krop. Men jeg ville jo gerne være født lidt anderledes.
Svømmehallens omklædningsrum er heller ikke et sted, som Laura besøger. Hun ville ikke vide, hvilket omklædningsrum, hun skulle vælge – ikke for sin egen skyld, men på grund af omverdenens reaktioner:

- Hvad skal der ske? Skal jeg gå ind til mændene eller kvinderne? Min krop er super androgyn, så uanset hvor jeg går hen, vil de kigge. Og selvom 90 % tager det helt fint og synes, trans er det nye sort, så skal der bare den ene person til, som gør et kæmpe nummer ud af det. Og det er jo en super udsat position, når man står der nøgen og blive overrumplet af en, der ikke synes, du skal være der. Bare ideen skræmmer mig fra vid og sans, så det gør jeg ikke.

Usynlige transkønnede
Laura har ikke noget tv, og hun ville ikke vide, hvilken kanal, hun skulle vælge, hvis hun havde et. Når man er transkønnet, er der meget lidt mainstream tv, der er interessant. Mediernes fremstilling af transkønnede - og mennesker der ikke er heteroseksuelle i det hele taget – er skræmmende stereotyp, mener hun. Som når hun bliver ringet op af en journalist, der skal bruge en case, fordi de igen kører en historie om transpersoner, der udsættes for diskrimination. De seneste års fokus på transkønnede med fremtrædende transpersoner som Caitlyn Jenner og serien Orange Is The New Black har givet transkønnede mere fokus. Men øget fokus har ikke gjort meget for at puste til de stereotyper, som vi typisk møder, når vi ser transkønnede i tv og aviser. Selvom der kommer film som Den Danske Pige, er det endnu et eksempel på, at transkønnedes historie fortælles af nogle andre end transkønnede:

- Vores historie fortælles hele tiden gennem nogle andres filter. Der hersker en ide om, at trans er noget tragisk. Det er en sygdom, man ikke selv kan gøre for, og det er synd for en. Mange tænker, at hjernen er forskellig fra kroppen, og at vi er født i et forkert køn. Den lykkelige trans findes ikke – tror man. Så går man ud og leder efter de her historier. Trans er blevet et virkemiddel i film. Der er kæmpe overrepræsentation i film med transpersoner, der bliver udsat for vold eller dør.

Laura fremhæver selv den amerikanske serie Her Story, der er lavet af transpersoner om transpersoner. Hun ser den som et af de få eksempler på populærkultur, som hun kan spejle sig i. Hun er holdt op med at se film eller serier, der er lavet til alle os andre – ganske enkelt fordi hun føler sig usynlig:

- Vi har fået vores egen subkultur, og den er jeg dykket så grundigt ned i som muligt. Jeg prøver at glemme, at der findes en anden verden. Ikke fordi jeg prøver at blive dummere, men fordi det gør mig lykkeligere. Jeg tænker slet ikke over, at det jeg er, er totalt unormalt for andre mennesker. Problemet er, at vi aldrig får udfordret det billede, omverdenen har af os. Jeg skal selv lægge alle kræfterne i at få udfordret den ide – og det kan jeg også godt gøre, men der er ikke særlig mange, der arbejder på det, så det går langsomt.

Filmen Den Danske Pige kører lige nu i de danske biografer - men for Laura Tams er det langt fra den slags historie, hun som transkønnet kvinde har lyst til at se.

LÆS OGSÅ: Efter voldtægten: ”Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt”

LÆS OGSÅ: Restaurantchefen: Selvom jeg er 1,5 m høj, har jeg ikke brug for en stor mand til at løfte ting ned til mig.

LÆS OGSÅ: Ny forskningsteori: Derfor har vi kønshår

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview