Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Stephanie Caruana
Foto: Carsten Bundgaard

Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. Jeg mistede begge

Hvad er det værste, der kan ske, hvis du mister dit forhold eller dit job? At du lærer at svømme og at klare dig selv.

Jeg har nok noget med vand. Jeg kan lide at være på det, ved det, i det, jeg kan lide at se på det. Jeg er lykkelig der. Men jeg er angst for at drukne. Jeg ved to ting om vand, udover at det er vådt. Den ene er, at folk, der dør på havet eller i havnen, ofte falder i, når de døddrukne forsøger at tisse i vandet. Den anden er, at hvis du ender i et såkaldt hestehul, hvor strømmen holder dig fanget, så må du ikke kæmpe imod, men lade strømmen føre dig ud igen. Ellers er det forbi med dig.

For et år siden havde jeg et job, jeg ikke var glad for, og som nok ikke passede til mig (eller omvendt). For et år siden brækkede jeg min venstre ankel ved et banalt vrid, blev stavnsbundet til mit eget hjem, mens jeg helede. Jeg møvede på bagdelen op og ned af trappen, når jeg skulle ud. For et år siden prøvede jeg at finde ud af, hvordan jeg skulle være i det, jeg troede, var et forhold.

For et år siden drømte jeg om at gøre noget andet med mit liv, men jeg turde ikke rigtigt. Jeg var begyndt at skrive klummerne her, men hvis jeg skal være helt ærlig, så tog jeg det ikke helt seriøst. Jeg regnede nok egentligt ikke med, at I læste de ting, jeg skrev. Undskyld! Det gør I, har jeg fundet ud. Tak for det.

I det år, der er gået, har jeg lært at give slip på andres rammer og at prøve at skabe mine egne. Lade mig føre ud af hestehullet, hen i mere smult vand. Være min egen redningskrans.

Nogle siger, at jeg er modig. Sådan at skrive om ulykkelig forelskelse, råt begær og pinligheder. Vel er jeg ej. Jeg må konstatere, at det blot er de emner, der grundlæggende interesserer mig. Jeg har ingen illusion om, at de klummer, noveller, romaner, og hvad jeg nu skriver, ændrer noget i andres liv. Men ved at stå rådighed, skrive om det, kan det måske være, at andre mærker noget almenmenneskeligt, fælleskvindeligt. At de ikke er alene. Eller ikke.

Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. At svæve frit, ikke være nogens, ikke høre til. Det er en grundlæggende ting ved os mennesker; vi vil gerne høre til. Selv benhårde individualister må have en stamme. Men livet forandrer sig. Også det, der gør ondt.

Jeg stod uden begge dele omtrent samtidig. En tsunami af frihed, hvor jeg først var løftet op, og så kastet tilbage. Så lå jeg dér, på mit livs strand og følte mig både skibbruden og beruset af virketrang. Som en Robinson Crusoe, der ser realiteterne i øjnene og begynder at indrette sig.

Og hvad gør man så? Udover alt det kaos, der følger med at stå uden job, med åndssvage krav og kurser og bokse, der skal krydses af, så er det så dér, man kan bygge sig selv om. Ja, det økonomiske er så noget decideret møg lige der, men man klarer sig jo. Og her må jeg komme med en lille indrømmelse, som min redaktør måske tilgiver - sådan en skribenttjans er bestemt ikke nogen guldgrube. Men med hiv og sving, så bliver de der regninger jo betalt. Og man klarer sig. Og man må godt råbe røv, når man synes, det er hårdt.

Uden manden, det var værre. Utallige kopper kaffe og vin med mænd, der enten mindede om ham eller var stik modsatte (tag den!). Som skulle få mig videre, præcis som jeg nok var deres håb om at komme videre. Ikke noget kønt syn. Intet førte rigtigt til noget. Mennesker har brug for hinanden, men vi skal ikke være andres redskaber. Og man må også gerne råbe røv hér, når man synes, folk er dumme.

For nylig blev jeg mindet om det igen; at alle mennesker kommer med usynlig bagage, og du aner ikke, hvad det er. Du prøver at bære det med dem, navigere i det, og så ender du i hestehullet. Du kæmper, og du kan ikke vinde den kamp. Du drukner bare. Let that shit go, lad dig føre videre.

Jeg har fået et job, det er midlertidigt. Men det løfter mig ud af hullet. Jeg skal finde ud af, hvad fanden det er for en strand. Jeg har fundet et par arme, der måske er en havn. Mit ben er helet, jeg løber stærkere end nogensinde.

Jeg kender en anden kvinde, der pludselig skulle have et barn. Det gik stærkt. Hun var blevet kæreste med en mand, jeg kendte perifert. Han havde to, hun havde to. Og nu skulle de så have nummer fem. Jeg mødte hende, da barnet var helt nyt og fint. Jeg kom til at sige højt, at det var skønt at nyde hendes unge, uden at høre sine egne æggestokke akkompagnere som kastagnetter. Når man nu er single og sådan. Hun så på mig, uudgrundeligt som en havfrue, som en kvinde, der ser ind i en anden kvindes sjæl.

Der kan ske meget på et år.
Det tror jeg på.

Se, hvad vi ellers skriver om: Stephanie Caruana, Klumme, Parforhold og Job