Udgangspunkt

– Mit udgangspunkt er en mærkelig blanding af en stor selvsikker og samtidig en grundlæggende angst for, om jeg nu har lov til at være her. Jeg drives konstant af en kraft, der går ud på, at jeg skal ud og erobre verden. Folk skal høre på mig. Jeg har noget at sige. Der er jo et element af storhedsvanvid i at blive chef – eller instruktør – noget med, at man går ud og siger, at andre mennesker altså skal høre på en, og jeg har aldrig savnet tillid til, at jeg godt måtte sige noget, og at jeg godt måtte fylde noget.

– Men samtidig er der i mit kunstneriske virke en angst for, om det nu er godt nok, det jeg laver. Er jeg instruktør, eller er det bare noget, jeg leger? Har jeg talent nok? Eller er det bare noget, jeg bluffer mig til, fordi jeg er god til at snakke og lade som om? Det er det forfærdelig svære ved at have et arbejde, hvor alt er et spørgsmål om smag. Det, som den ene synes er fantastisk, synes den anden er frygteligt, og det spændingsfelt befinder jeg mig konstant i.

– Mine forældre har givet mig en fantastisk opvækst i form af, at jeg altid har følt, at jeg måtte være her. Der var et grundlæggende sikkert fundament af stor kærlighed og hengivenhed. Og jeg har altid haft en vished om, at selvom mine forældre begge havde travle jobs – min mor som nationalbankdirektør og min far som direktør for bl.a. et forsikringsselskab – så ville det altid være mig og min bror, der kom først, hvis lokummet brændte. De ville til hver en tid smide, hvad de havde i hænderne, og komme. Men i forhold til mine jævnaldrende var der en vis ensomhed – især i teenageårene.

– Jeg var dygtig i klassen, jeg var ham, der altid fik gode karakterer, og så kastede jeg mig over opera, som på en eller anden måde var noget meget voksent noget at kaste sig over, og det var måske også et forsøg på at imponere de voksne. Det var nørdet og bidrog ikke til fællesskabsfølelsen, og jeg havde altid en lille følelse af at stå lidt udenfor. Det er mærkelige er jo, at når man er barn og teenager, tror man, at alting handler om at være ligesom andre. Det er først, når man bliver ældre, man finder ud af, at man tit får point for at være anderledes.

– At være kunstner er inspirerende, fantastisk, og man kan realisere sig selv. Det handler om at turde tage chancer og dermed også acceptere, at man kan fejle. Men det er også et pres, fordi der ikke er noget, som er rigtigt og forkert. At være leder er på mange måder det samme. Man skal coache, udvikle og inspirere, men hvornår er det godt nok? For mig ligger selve udgangspunktet nok lige præcis i, at jeg har en forfængelighed i mig, som gør, at jeg gerne vil have, at folk elsker mig og synes, jeg er fantastisk, og den side slås med den side af mig, der godt ved, at der kun kommer rigtig kunst ud af det, når man tør tage chancer. Når man tør gå derud, hvor der ingen garantier er for, at folk vil elske en.

LÆS OGSÅ: Winnie blev forelsket i sin elev på 15 år

Omdrejningspunkt

– Min søgen efter mening er helt klart et omdrejningspunkt for mig. Jeg er ikke religiøs, jeg ville sådan set gerne være det – og var det også engang – og jeg kan godt misunde de mennesker, der oprigtigt er i stand til at tro på, at der er en gud. Jeg kan bare ikke finde mening i, at der skulle være en gud, medmindre det er en gud, der er så magtesløs og impotent, at det ikke har med noget som helst at gøre alligevel. Jeg har lige sat ”Don Giovanni” op her i Covent Garden, og forestillingen slutter med, at Don Juan bliver sendt i Helvede, og derfor har jeg været meget optaget af, hvad Helvede er? Nogle af dem, der har kritiseret forestillingen, har brokket sig over, at der ikke er flammer på scenen, når man ser Helvede.

– Men hvis jeg vågner klokken tre om natten og er bange, så er det altså ikke flammer, jeg er bange for. Så er jeg bange for, at det hele var lige meget. At det hele bare forsvinder. Hvorfor gøre sig umage med at lære italiensk eller læse bøger, hvis det bare forsvinder alligevel? Et svar kan være, at man jo ikke bare er sig selv, man er en del af noget større, og hvis vi alle sammen gør os umage, beriger vi hinanden. Så hver gang, jeg gør mig umage med mit liv, smitter det måske af på andre mennesker, og når de gør sig umage, smitter det af på mig. Det er en tanke, jeg grundlæggende godt kan lide.

– En af de måder, man kan finde mening på, er qua sit arbejde. Det er et kæmpe privilegium for mig at arbejde med det, som er min passion, og det giver mig stor mening at være til stede i en prøvesal, hvor jeg er med til at gøre nogle andre mennesker bedre. De kommer med deres kroppe, erfaringer og stemmer, jeg giver dem nogle idéer, og de vokser i rollen. Den følelse af flow og af at skabe noget, som publikum forhåbentlig reagerer på og engagerer sig i, det er der en mening i for mig.

– Helt privat har det været en verdensomvæltende begivenhed at blive far. Det sætter arbejdet en lille smule i perspektiv og har givet mig et nyt omdrejningspunkt. Med alt andet i livet kan man altid have undskyldninger og udskyde ting, men der er jo noget meget umiddelbart i et barns behov. Når min datter er syg, så er hun syg NU . Ikke i morgen. Det vender op og ned på alt det med at forsøge at kontrollere alting.

– Jeg vil stadig gerne være en succes, og jeg vil stadig gerne have, at folk kan lide mine produktioner, men det bliver alligevel lidt nemmere at tænke, nå ja, hvis de ikke kan lide det, jeg laver, så fred være med det, for jeg kan kigge på min datter og vide, at jeg i hvert fald elsker hende. Selvom man har hørt, hvordan det er at blive forælder, kan man ikke forestille sig, hvor voldsom en kraft der kommer ind i ens liv rent følelsesmæssigt, før man selv prøver det.

Punktnedslag

– Det geografiske er jo temmelig kompliceret, fordi jeg bor her i London, og min kæreste stadig har folkeregisteradresse i København, fordi hun arbejder mest i Danmark. Hun og vores datter bor selvfølgelig i perioder her – og omvendt, når hun arbejder i København, kommer jeg selvfølgelig hjem på weekend.

– Det er blevet så let at rejse, og det gør det samtidig kompliceret, for man fristes til at planlægge med, at alt kan lade sig gøre. Den der SAS-morgenflyver mandag morgen kender jeg særdeles godt, og jeg ved præcis, hvad tid jeg skal stå op, og hvad tid jeg kan nå at være på arbejde her. Det er da nogle gange kompliceret især med et barn, og Anna er allerede frequent flyer med både SAS og British Airways.

LÆS OGSÅ: TV-vært Peter Mogensen: far efter one night stand

– Og når vi så oven i købet tilføjer, at både Signe og jeg er så privilegerede, at vi også nogle gange arbejder i helt tredje lande, så kan det blive yderligere kompliceret at få tingene til at gå op, og det er kun ved en betydelig backup af bedsteforældre og barnepiger, at det hele kan lade sig gøre. Jeg bilder mig stadig ind, at det væsentlige er, at så længe der er tryghed de steder, hvor vores datter er, så vil det forhåbentlig give en tryg opvækst, men det kan jo være, at det er det, Anna skal snakke med en psykolog om, når hun er 35!

– Selvfølgelig kommer der nogle begrænsninger på rejseriet, når Anna skal begynde i skole, og det er da noget, vi taler om, og det skal vi finde en løsning på. Derfor føler jeg det som et stort privilegium, at jeg har nået at opleve så meget af verden allerede. Det væsentlige i fremtiden vil være, at vi ikke rejser væg til væg. De af mine kollegaer, der rejser væg til væg hele året rundt, de er meget sjældent lykkelige mennesker, selvom de har en fantastisk karriere, og det er en meget god reminder.

– Min kæreste og jeg mødte hinanden gennem teaterverdenen, og vi arbejder sammen i perioder. Hun har f.eks. lige været koreograf på Don Giovanni, og det er et fantastisk privilegium at kunne deles om det, der er vores passion, men derfor skal der jo stadig mad på bordet, og man skal have købt ind.

– Jeg ser det som en fordel, at vi begge to arbejder med teater og forstår, hvad det er for et mærkeligt land, vi forsvinder ind i en kort tid, men som vi nok skal komme ud af igen. Det at kunne dele det er vigtigt. Mere vigtigt end om man opholder sig i det samme land hver eneste dag. Jeg vil ikke påstå, at det er det nemmeste i verden at få et forhold til at gå op, når man er i forskellige lande, men det er vel heller ikke nødvendigvis det nemmeste i verden at få tingene til at gå op, hvis man har sådan en rugbrødshverdag sammen. Jeg tror, at hvert par må finde sin egen løsning.

Holdepunkt

– Min iPhone og min MacBook Air er i hvert fald væsentlige holdepunkter. Jeg forlader ikke noget sted uden at have dem med mig. Efter premieren på Don Giovanni tog min kæreste og jeg væk et døgns tid alene for at få slappet lidt af, og der lod jeg faktisk min telefon blive hjemme. Det var en STOR ting! Det er jo mærkeligt, hvordan mail og mobiltelefoner har ændret vores måde at kommunikere på, det er så fantastisk vanedannende, og folk forventer, at man svarer med det samme. Man kan godt spekulere over, hvor fa’en det skal ende?

– Jeg undgår ikke at være stresset, og der er bestemt perioder, hvor adrenalinspejlet kommer højere op, og hvor jeg nok drikker lidt mere rødvin, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Hvor tankerne er svære, hvor jeg ikke sover så godt, og hvor jeg bliver dårligere til at være nærværende med min datter. Jeg tror, det er o.k. i perioder, bare jeg husker at stresse ned igen bagefter. Det kan man gøre på mange måder, men en af de vigtigste ting er nok at prøve at huske at lægge telefon og computer lidt væk.

– Jeg tror, at en af grundene, til at jeg føler mig så tiltrukket af opera, er, at det netop er langsomt og unplugged. En opera varer mindst tre en halv time, man er nødt til at slukke sin telefon, og man kan ikke tjekke e-mails imens. Man må bare sidde der, falde ind i det og nogle gange måske endda ”kede sig”. Det er en kvalitet ved opera, som vi skal dyrke, frem for at sige til folk, at det er o.k. at tweete undervejs i en forestilling. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg nogle gange bliver utålmodig og har svært ved at koncentrere mig under en opera, og netop derfor er det godt for mig.

Lighedspunkt

– Da jeg blev operachef som 26-årig, havde jeg ikke mange erfaringer at trække på, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt hørte en fortælle om, hvordan man leder i hospitalsverdenen. Det slog mig, at selvom det var en helt anden verden, så var der så mange lighedspunkter. Det har jeg skrevet om i min bog ”Forførelsen”, der handler om ledelse, for vi kan blive meget bedre til at lære af hinanden. Ved at få anekdoter fra et andet fagområde kunne jeg se det, jeg selv tumlede med, i et helt nyt lys, og derfor håber jeg, at mine anekdoter fra kunstens verden også kan bruges af folk i andre brancher.

LÆS OGSÅ: Erik Bjørn interview - her får du hele historien

– Dengang vi begyndte at arbejde med ledelse på Det Kongelige Teater, var vi meget optagede af, at vi ikke kunne lære noget af andre, fordi vi i kunstens verden er anderledes end alle andre. Det er vi også, men vi er jo også ens alle sammen. Og det er utroligt så lidt, mennesker udvikler sig. Når vi ser operaer fra 1700-tallet, er det jo forbløffende, hvor moderne de ofte virker. Omstændighederne er anderledes, ja, men de grundlæggende menneskelige og eksistentielle problemer – og de grundlæggende relationer – er nøjagtig de samme.

Midtpunkt

– Min familie, min datter og min kæreste! Men ellers vil jeg sige, at jeg aldrig selv har været bange for at være midtpunkt. Jeg kan godt lide opmærksomhed. Jeg har også oplevet den negative side af det, og det lærer man selvfølgelig af, men dybest set kan jeg godt lide at få lov til at dele ting. Dog har jeg de senere år været opmærksom på, at jeg måske nogle gange er blevet lidt for selvoptaget.

– Jeg har prøvet at komme hjem fra fester og tænke, okay det eneste, jeg har oplevet i aften, er at høre mig selv fortælle de samme historier. Og den erkendelse voksede langsomt frem til, at jeg af ren selvisk nysgerrighed øver mig i at spørge mere og holde min kæft indimellem. Dels fordi jeg tror, det bliver mere interessant for mig selv, og dels fordi jeg tror, at jeg bliver en dårligere kunstner, hvis jeg bliver for selvoptaget og føler, jeg har svarene på alting. Det med at være kunstner handler også om at være nysgerrig, lære af verden og stille spørgsmål. Og så skylder jeg i øvrigt også andre mennesker at høre, hvad de tænker og laver. Det er jeg bestemt ikke verdensmester i, og jeg har flere gange oplevet, at f.eks. kollegaer ved alt om mit liv og min familie, men at jeg ikke engang ved, hvad deres børn hedder. Det er noget, jeg skal gøre mig umage med at blive bedre til.

Nulpunkt

– Det ene må folk næsten selv gætte sig til, det ønsker jeg ikke at tale offentligt om mere. Men det er en fase i mit liv, som altid vil være tung at skulle leve med.

– Ellers prøver jeg at være et menneske, der ikke samler på nulpunkter. Men de er selvfølgelig væsentlige at have med og samle op, for man bliver hverken gladere eller sundere af at fornægte dem.

– Men ud over de store nulpunkter kan nulpunkter i menneskers liv vel også være dem, der ikke er så synlige for ens omgivelser, ting man slås med livet igennem. For mig handler det f.eks. om tvivlen i forhold til min kunst, en evig pisken mig selv med, om jeg nu er kunstner nok. En bizar blanding af storhedsvanvid og mindreværdskompleks. Det kan være frustrerende at leve med. Jeg ville ønske, at jeg kunne give slip på at tvivle på mig selv og bare nyde det fantastiske privilegium, mit arbejde er. Men tvivlen er også min motor. Tvivlen er også den, der holder mig ydmyg, midt i at jeg kan have storhedsvanvid. Tvivlen gør, at jeg bliver ved med at tænke over, hvordan jeg kan komme videre. Dybest set tænker jeg, om man overhovedet kan være ambitiøs, hvis man ikke er frustreret?

– Som chef vil man selvfølgelig helst have, at alle er venner, at alt går godt, og at alt er lykkeligt. Men hvis man bliver FOR optaget af, at alle skal være venner, og alt skal være hyggeligt, så kommer holdet til at mangle noget edge. En konflikt kan godt være noget positivt. Det handler om at kende forskel på de konstruktive og de ukonstruktive skænderier.

– Dem er der heldigvis mange af. Og her må jeg vende tilbage til det med meningen med livet. Det tætteste, jeg kommer et svar lige nu, er inspireret af slutningen i bogen ”The Hours”, som handler om Virginia Woolf. Bogen ender med en slags bud på, hvad meningen med livet kunne være: At samle på højdepunkter og lykkelige momenter som perler på en snor. Man kan ikke fremkalde lykken. Det, man som menneske kan gøre, er at prøve at tilrettelægge sit liv, så man skaber muligheden for, at de lykkelige øjeblikke kan indtræffe, og så huske at glæde sig over dem – både i nuet og i erindringen – og ærgre sig over, at de er flygtige.

LÆS OGSÅ: "Jeg har selv begået den fejl i mit kærlighedsliv"