"Jeg vil huske at kramme min morfar lidt længere næste gang vi ses"

KLUMME: Jeg er elendig til at sige farvel. Situationen fremkalder en klump i halsen, en følelse af sørgmodighed og et tårepres, der næsten er uimodståeligt. Mine første erindringer er tilbage fra min barndom, hvor jeg altid stod længe i ruden og vinkede og sukkede, når mine legekammerater blev hentet, hvorefter jeg gik grædende ind til min mor.

Med alderen har det udviklet sig til at gælde i mere seriøse sammenhænge, som når en æra ender, for at noget nyt kan begynde, eller når jeg mister nogen til fordel for døden. Af samme årsag er min største frygt at miste min 95-årige morfar til trods for, at det, hans alder taget i betragtning, ville være ganske naturligt.

LÆS OGSÅ: "Derfor brød jeg med min far"

Jeg har i mere end ti år været forberedt på, at hver dag kunne være den sidste, men der er i sandhed ikke nogen, der er forberedt på at blive forladt, uanset hvor meget de forsøger at være det.

Af og til tænker jeg på, hvordan det bliver, når han ikke længere er iblandt os, og det ender altid med at tårerne presser sig på og begynder at trille ned ad kinderne. Ikke at jeg går og overvejer den slags situationer til daglig, men hvis min mor har ringet flere gange uden, at jeg har nået at tage den, er det det første, der falder mig ind. Vi forestiller os jo altid det værste.

LÆS OGSÅ: "Som single forstår jeg SÅ godt, at så mange er utro"

Mit forhold til min morfar har altid været noget særligt. Dels fordi jeg ikke har kendt mine øvrige bedsteforældre, dels fordi jeg er enebarn, og dels fordi jeg er hans ældste barnebarn. Han har været alene, siden jeg var spæd, og passet mig utallige gange. Da jeg var seks år gammel, flyttede han til samme by som mine forældre, hvilket betød, at han af og til hentede mig og kørte mig til skole, at jeg besøgte ham flere gange om ugen, og at vi spiste sammen hver mandag, inden jeg skulle til spejder.

Udover mine forældre er han det menneske, der står mig nærmest. Det betyder også, at det ikke mindst for ham har været en udfordring, at jeg er flyttet hjemmefra.

Min morfar har ofte sagt til sine hjemmeplejere, at alle burde have en Karoline. Han forstår ikke, hvordan man klarer sig uden en Karoline. Jeg forstår ikke, hvordan man klarer sig uden en morfar.

Den dag han ikke længere er iblandt os, vil jeg med et smil på læben huske tilbage på alt fra barndommen i det store hus i Gentofte, hvor vi legede med modellervoks, spillede domino og spiste koldskål med nougatis på turene til Roskilde, hvor jeg lokkede ham i kørestolen og skubbede ham rundt, så vi kunne sætte blomster på min mormors gravsted, og gå en tur i hans barndomsby.

Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke vil stå tilbage og fortryde, at jeg ikke tilbragte nok tid med ham, den dag han ikke længere er iblandt os. Det er uden tvivl et privilegium, at vi har tilbragt så mange timer sammen, som vi har.

Min pointe er derfor ikke, at det er problematisk, at tage del i relationer, der kan fremkalde frygten for at miste. Jeg føler mig tværtimod privilegeret over at have relationer, der er så betydningsfulde, at de kan gøre det svært at sige farvel – også når det kun er for en kort stund.

Mit ærinde er derfor at opfordre til at holde fast i det, der oprigtigt betyder noget. Det vi reelt set er bange for at miste. Jeg vil derfor huske at ringe en ekstra gang til min morfar, at kramme ham lidt længere, når vi ses og nyde den tid, vi har sammen, mens han er her.

LÆS OGSÅ: Sandie: "Jeg droppede P-piller, og nu anbefaler jeg hormonspiral til alle mine veninder" 

LÆS OGSÅ: 20 erfaringer, jeg ville give videre til min teenagedatter 

LÆS OGSÅ: "Hvorfor er kvinder ikke bedre til at hjælpe hinanden?"