Joan Didion
Foto: Getty Images Forfatteren og essayisten Joan Didion i sit hjem i New York i 2011.

Joan Didion har for længst rundet de 80, men har aldrig været mere populær

Den amerikanske forfatterinde Joan Didion er foregangskvinden, der har gjort det cool at være kynisk, rigtigt at skrive råt, lækkert at være gammel og utænkeligt at droppe cigaretterne. Hun har for længst rundet de 80, men har aldrig været mere populær. Eurowoman har talt med 4 fans for at finde ud af, hvorfor den lille kvinde stadig fylder så meget i den kollektive bevidsthed.

Joan Didion er en af det 20. århundredes vigtigste stemmer og har fået vidtrækkende betydning. Ikke bare for litteraturen, men for kunsten, moden, filmen, journalistikken – og den amerikanske selvforståelse.

Hun er nemlig ikke bare forfatter, essayist, manuskriptforfatter og klummeskribent. Hun er også et moderne amerikansk symbol, der er så stærkt, at det er blevet et varemærke i sig selv. Hun er et levende Andy Warhol-maleri fyldt med brandreferencer: Lucky Strike, Coca-Cola, bourbon og den hvide Corvette, hun læner sig op af. Og så er hun ubarmhjertige ord, der dissekerer den moderne amerikanske erfaring. Hendes pen beskrives ofte som et barberblad, og hendes stil er iscenesat ubesværet.

Joan Didion siger tingene, som de er. Uden omsvøb, tandpastasmil, indladende sentimentalitet eller sensationelle armbevægelser. Hun siger ikke altid det, vi gerne vil høre, men påpeger det, vi bør erkende: At verden ikke er retfærdig, at moderskabet også er grimt, at sorgen er nådesløs og uskylden ikke kan eksistere i et samfund, der har dræbt koryfæer som Martin Luther King Jr. og John F. Kennedy. Og mens hun afmytologiserer den amerikanske drøm, bliver hun selv den mytologiske figur, vi tror, vi kender, men hvis gådefuldhed, vi aldrig helt kan afkode. Joan Didion formår at tage konkrete amerikanske begivenheder og gøre dem til universelle erfaringer, som vi skal og må forholde os til. Og hun gør det så stilfuldt og elegant, at vi ikke kan kigge væk.

LÆS OGSÅ: Ayse Dudu Tepe blev forladt: "Jeg følte, jeg var en kæmpe joke"

De nye, gamle koryfæer

Joan Didion har været kendt som en markant essayist og forfatter i USA siden 60'erne, men har først opnået international anerkendelse sent i livet og fik sit internationale gennembrud med den selvbiografiske bog Et år med magisk tænkning fra 2005, hvor hun hudløst og uden patos beskriver sorgarbejdet efter sin mand, forfatteren John Gregory Dunnes, pludselige død og den selvstændige fortsættelse Blå timer fra 2011, hvor hun fortæller om datterens død et par år efter. Og nu er hun her igen. I nyoversættelser og modekampagner, som Netflix-dokumentar og som pensum i Oprahs bogklub. Men hvem er kvinden bag de store sorte solbriller, cigaretten og skrivemaskinen? Og hvorfor er det, vi ikke kan få nok af hende?

Joan Didion

Stilistisk og stilfuld Joan Didion i 1972. Foto: Getty Images.

– I USA har hun været en af de centrale figurer i new journalism-traditionen (hvor journalisten bruger sig selv, når hun skriver, red.) og en kulturpersonlighed, der iscenesætter sig selv. Men nu er hun også en del af en større strømning inden for kunst og litteratur, hvor vi kigger på, hvem der er fyrtårne og vigtige for vores selvforståelse. Kvinderne har endelig fået en central position, og det er særligt de ældre kvinder, der bliver husket og hyldet, fordi hele deres oeuvre står frem og ikke bare et enkelt værk. Det er kvinder som Joan Didion, Iris Apfel, Joni Mitchell og Patti Smith, der ikke bare bliver læst og set, men også bliver brugt i reklamekampagner og magasiner, siger forfatter Olga Ravn, der netop har oversat Joan Didions roman Play It As It Lays til dansk under titlen Intet gælder. Modeekspert og journalist Chris Pedersen supplerer:

– Jeg kender Joan Didion fra hendes fænomenale essays i The New Yorker og Vanity Fair. Det er næsten deprimerende læsning, fordi hun minder en aspirerende journalist om, hvor overlegent godt hun skriver. Hun brød igennem internationalt, fordi hun på den ene side skriver om almenmenneskelige erfaringer, særligt sorg og tab, og så som popikon og billede, fordi vi pludseligt kigger på ældre mennesker igen. Det fokus vi har nu på det grå guld og erfaring, eksisterede ikke for bare 10 år siden. Sex and the City, der netop har haft 20 års jubilæum, slog tonen an for den lidt ældre sexede kvinde. Og nu er der sket et kæmpe skifte, fordi den ældre kvinde bruger penge og vil leve et liv med stil og synlighed. I 2012 skabte den 35-årige Ari Seth Cohen en blog og en bog, Advanced Style, der udelukkende fokuserer på kvinder og mænd over 60 med god stil, Iris Apfel er blevet et stilikon, og jeg har selv lavet serien Danmarks unikke stilikoner, der fokuserede på elegante ældre, til DR K.

Joan Didion passer stilrent ind i denne forsamling af velklædte, intellektuelle kvinder, og hun er den nødvendige modvægt til den farverige og trendbaserede influencer-mode, der crowdsurfer på Instagram, men aldrig kommer til at gå over i stilhistorien. Hun repræsenterer den tidløse, dyre og gode smag, som designeren Phoebe Philo har perfektioneret hos Céline, hvilket gjorde den amerikanske forfatter til det oplagte valg som kampagnemodel for det franske modehus' solbrillekampagne i 2015.

LÆS OGSÅ: Nanna Hjortenberg: ”Vi skal vise alt det nye, som kunsten, design og arkitekturen kan lige nu”

Kvinder på pensumlisten

Kunstkritiker og kønsekspert Maria Kjær Themsen mener, at det er uundgåeligt, at verdens øjne er rettet mod Joan Didion.

– I de sidste fem år, er der er kommet en helt ny opmærksomhed omkring kvinder, der har skjult sig i periferien. For selv om masser af kvindelige kunstnere og forfattere har været virksomme og opnået lokal anerkendelse, har de aldrig nydt den samme eksponering som deres mandlige modstykker. Kvinder har været anerkendt som muser for mænd – se bare på kvinderne i Picassos liv, der udelukkende var berømte i kraft af, at de var hans elskerinder, men ikke for det, de kunne i sig selv. Eller den litteraturhistorie, vi bliver undervist ud fra på universitetet, hvor der skal nævnes 20 mandlige forfattere, før en Virginia Woolf nævnes i parentes, og Karen Blixen ikke en gang bliver forundt en eneste forelæsning. Men nu sker der en modreaktion. Vi lapper på fortidens blinde vinkel med et nyt, rent fokus på kvinder.

Joan Didion

Her bor Joan og John. Forfatterparret i deres Malibu-hjem. Foto: Getty Images.

Nu ser vi soloudstillinger med kvinder, der har været overset. Et godt eksempel er kunstneren Louise Bourgeois, der først blev internationalt anerkendt efter hun var fyldt 70. Det er, som om kvinder først opnår reel status, når du kan se hele deres oeuvre – de skal kæmpe for at nå op på piedestalen," siger Maria Kjær Themsen og tilføjer:

– Didion ramte den magiske formel til vores tidsånd: et overlegent, langstrakt forfatterskab tilsat to internationale hits i kraft af hendes sorgbøger krydret med en Céline-kampagne. Alle, der interesserer sig for skrift og journalistik i USA kendte hende, men nu er hendes indflydelse nået meget bredere ud.

Værkerne

10 essaysamlinger, seks filmmanuskripter, fem romaner, tre erindringsbøger og et teaterstykke. Ifølge forfatter Mathilde Walter Clark er Et år med magisk tænkning (2005) og Blå timer (2011) bøgerne, hvor alt bliver slået løs, ideerne, held og uheld, sygdom og død. Pludselig var Joan Didion ikke kun cool, hun var også sårbar. Hun har vist, at hun mestrer alle genrer, men hvor er hun bedst?

Nyt medlem af Didion-kulten?

Start her

  • Stilen Første essay i The White Album, der også hedder The White Album, kondenserer Didions kølige, tekniske overskud; fra den rå udlægning af sin skrøbelige sindsstilstand, til den berømte pakkeliste, der burde være minimalismens manifest.
  • Kvinden Den intime og virtuose dokumentar The Center Will Not Hold (2017), der er instrueret af hendes nevø, Griffin Dunne, er en gave til alle, der elsker Didion – eller gerne vil komme til det. Find den på Netflix.
  • Sorgen Har du mistet en, du har kær? Lad Didion lindre. “Alle burde starte med Et år med magisk tænkning. Den er dit gateway drug til Joan Didions forfatterskab,” siger Olga Ravn.
  • Respekten Mangler du et selvtillidsboost, eller skal du sige fra over for chefen? Stiv dig af inden din medarbejdersamtale med essayet On Self-Respect, der blev trykt for første gang i Vogue i 1961.

– Jeg ender altid med at læse i hendes essays i den smukke udgave fra Everyman's Library, We Tell Ourselves Stories in Order to Live. Den bog kan jeg altid læse i, altid finde noget nyt i, og altid slå op og genlæse elskede passager i. Det er et tykt bind, hvor hele hendes produktion af nonfiktion frem til bogen, hun skrev om Californien, Where I Was From, er samlet. Og så selvfølgelig de to erindringsbøger. Der er meget at sige om hendes stil, altså skrivestil, fordi hun er så fremragende en stilist. Men lige så vigtig er hendes enestående evne til at se sin egen tid, som om hun ser den på nærmest majestætisk afstand. Hun krystalliserer tiden, og hun gør den uhyggeligt klar for dem, der står midt i den. Det gjorde hun i 60'erne, og hun gjorde det igen i 80'erne, fx i et essay om det komplicerede hykleri, der opstår omkring racespørgsmålet, og som er lige så relevant og klarøjet i dag. Hendes positioner er aldrig letkøbte, og hun ser lige igennem de klichéfyldte, ideologiske bevægelser, som har det med at opstå til alle tider, siger Mathilde Walter Clark, der selv har brugt selvransagelsen og det tilstræbte klarsyn som motiv – senest i sin bog Lone Star.

Men hvorfor er Didions underspillede, nøgterne skrivestil så virkningsfuld?

LÆS OGSÅ: Forfatter Mathilde Walter Clark: "Indtil jeg var 11 år, var mit forhold til min far fuldstændig ordløst"

Mathilde Walter Clark er ikke i tvivl:

– Det tilbageholdte virker gribende. Jeg tror, det har noget med værdighed at gøre. I de to sorgbøger kræver hun ingen medynk af læseren. Til gengæld fornemmer man i teksterne, hvad den beherskelse må have krævet. Joan Didion har én af ærespladserne i mit litterære medicinskab. Hun er én af dem, jeg konsulterer, når den fortvivlelse indfinder sig, som uundgåeligt hører med til arbejdet med en roman eller et kompliceret essay. Det er altid en inspiration at se, hvordan hun får bøjet en sætning i overraskende retninger, og hvordan hun arbejder med det modsætningsfyldte. Og så har hun lært mig, at der skal være et 'billboard'. Det er noget hun selv lærte af sin mand, John Gregory Dunne, der også var forfatter. Der skal være en kort passage et eller andet sted i starten, hvor det gøres klart for læseren, hvad teksten handler om. Jeg er meget bevidst om at lave billboards i mine egne tekster.

Personaen Didion

Joan Didion er ikke erklæret feminist, men hun er alligevel et stærkt feministisk symbol, som søgende kvindelige kunstnere kan læne sig op af og lære fra.

– Joan Didion har vist, at kvinders talent rækker ud over kønnet. Man skal ikke sætte ordet 'kvinde' foran hendes litteratur, for at den bliver relevant. Hun transcenderer det kønsspecifikke, og det er befriende. Hun er en essayist, der i modsætning til mange af sine samtidige, fx Erica Jong og Suzanne Brøgger herhjemme, ikke gjorde kvindeliv, moderskab, sex og mandemodstand til centrale tematikker. Hun viser, at vi ikke behøver gå gennem underlivet for at skrive noget af værdi som kvinde. Hun er jo selv ekstremt borgerlig, monogam og næsten frigid. Hun skriver ikke om kvinder versus mænd, men om vores almenmenneskelige opgave som individ. Og gør det forrygende. Bare læs hendes essay On Self-Respect, siger Maria Kjær Themsen.

Alle, der vil skrive eller lære at skrive, skal starte med hendes essays. Her viser hun, at du ikke må skrive om dig selv med følelserne i klemme. Du skal være nådesløs. Du skal sætte dig selv på spil, så din tekst bliver vedkommende. Olga Ravn forklarer, hvad det særligt tiltrækkende ved den gådefulde, men hudløse amerikanske forfatter er:

– Jeg tror, at hun har opfundet en persona, der er 'Didion'. Og der er en afgrund eller distance mellem stilikonet Didion og den skrællede sjæl, vi ser i hendes hudløse skrift. Det cool tøj, den lækre mand og de store biler bliver hendes skjold, siger hun.

– Hun blotter på den ene side sig selv og deler bl.a. sin psykiatriske udredning i et essay, men samtidig har du som læser følelsen af, at du ikke aner, hvem hun er. Og så skriver hun ufeminint og usentimentalt. Vi har en forventning om, hvad en skrivende kvinde kan og må sige. Men Didion er grænseoverskridende. I Netflix-dokumentaren The Center Will Not Hold, siger hun fx "It was gold," da hun bliver spurgt om sin reaktion på et femårigt barn, hvis hippieforældre har givet det LSD. Vi bliver mere chokerede over fraværet af empati, fordi hun er kvinde, end hvis en mandlig journalist havde sagt det samme. Men samtidig er hun den her waspy kvindefigur, der har en society lady's aggressive og pågående energi. Men hvor society ladies bruger den til at holde hus og fokusere på velgørenhed, retter Didion den mod at skrive, mod kunst, mod popkultur og finkultur.

Og således er Didion ikke længere bare en skribent. Hun bliver et billede på den amerikanske drøm.

Hvem er Joan Didion?

Joan Didion

Joan Didion

  • Født i Sacramento, Californien i 1943.
  • Har læst engelsk på Berkeley University.
  • Er forfatter til 25 værker, der dækker alle genrer fra new journalism over romankunst til erindringsbøger.
  • Blev gift med den anerkendte forfatter John Gregory Dunne i 1964.
  • Parret adopterede datteren Quintana (f. 1966), der døde i 2005 – kun to år efter John Gregory Dunne gik bort.
  • Joan Didion lever og skriver i dag i New York.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende og Bøger