Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Johannes Langkilde
Foto: Les Kaner Johannes Langkildes kones hest, Jazz, pludselig genstand for en heftig offentlig debat.

”Jeg er klog nok til at vide, hvordan det ender, så det ville være stupidt”

Johannes Langkilde er tilbage på TV Avisen efter fire år i USA. Her fortæller han om oplevelsen – og så sætter han for første gang også ord på den famøse "heste-gate", hvor DR betalte for at få hans kones ridehest fragtet over Atlanten.

Skjorten er nystrøget, og slipset bundet, når Johannes Langkilde toner frem på tv-skærmen. Men i dag er han i civil. Stribet T-shirt og et par jeans.

De sidste fire år har Johannes måttet binde slipset på de mærkeligste tider af døgnet som DR's USA-korrespondent med base i Washington DC. Siden 2013 har han besøgt 43 ud af 50 amerikanske stater, ventet lange aftener på forsinkede indenrigsfly, overnattet på små, lurvede landevejshoteller og taget fire kilo på. På grund af tidsforskellen har han arbejdet drypvist døgnet rundt i de uger, han havde reportage- og nyhedsvagt. Og med et dagsprogram, der sommetider sluttede klokken 01 med live-radio på P1 Morgen og startede allerede klokken 04 lokal amerikansk tid med indholdsproduktion til DR's øvrige platforme, og USA's friturebelagte og salatforladte motorvejsstrækninger, er det nok ikke så mærkeligt, at "velfærdspuklen" voksede sig større, ræsonnerer han.

Det lyder måske horribelt, men for nyhedshunden Johannes, der hader rutiner, var det et drømmejob af dimensioner.

LÆS OGSÅ: Huxi Bach om kærlighed

– Jeg rejste ikke til USA for at blive en halvgod korrespondent, jeg rejste derover for at blive en rigtig god korrespondent. Derfor var jeg også nervøs for, om jeg nu blev god nok. Om jeg kunne tilegne mig en stor nok viden. Som korrespondent må du aldrig skøjte på overfladen. Alt, hvad du udtaler dig om, skal du have styr på. Bare fordi der står korrespondent på dit visitkort, er du det ikke nødvendigvis fra første færd. Du skal sætte dig ind i meget, meget komplekse forhold, og det tager tid, så det er et job, du arbejder dig stille og roligt ind i, men samtidig er det jo et job, du skal varetage fra dag et. Der er du nødt til at læne dig op ad gode kollegaer. Nogle gange måtte jeg ringe til Steffen Gram, som var min forgænger, og høre, om han havde tid til at tale med mig en times tid. Man skal aldrig være for stolt til at bede om hjælp, men heller aldrig for smålig til at give hjælp. Og jeg er ret god til at bede om hjælp, for jeg kender mine begrænsninger, og jeg hader at tage fejl.

Var du bange for ikke at leve op til dine egne eller andres forventninger?
– Jeg var nervøs for, om jeg blev god nok, fordi jeg havde hevet hele min familie op med rod, og hvis ikke jeg slog til, ville den ultimative konsekvens jo være, at vi måtte flytte hjem igen. Du kan ikke stinke som korrespondent i fire år og få lov til at blive.

Hvordan håndterede du det pres?
– Jeg lever utroligt godt under pres, og jeg går altid til en opgave med det formål, at resultatet skal blive det absolut bedst tænkelige. Det gør også, at jeg nogle gange presser mig selv meget hårdt og nogle gange urimeligt hårdt. Engang imellem tænker jeg, at nu må jeg sænke ambitionsniveauet lidt, men jeg kan ikke... Jeg kan sgu ikke.

I løbet af de sidste fire år har Johannes dækket det amerikanske præsidentvalg med alt, hvad det førte med sig af grænsesøgende Trump-tweets og bristede klimaaftaler. Besøgt hjemløse amerikanere på samfundets bund og rapporteret fra terrorangrebet på en homo-natklub i Orlando. Nu er han tilbage i Danmark og har skrevet bogen "Da amerikanerne gik hver til sit" om sine oplevelser og de mennesker, han har mødt på sin vej.

Da Johannes første gang luftede tanken om at flytte til USA, tog det ikke hans kone, Sisse, mange timer at sige ja til en ny tilværelse på den anden side af Atlanten. Også selvom det betød, at hun måtte opgive sin karriere, forlade venner og familie og hive børnene ud af deres vante ramme for at følge sin mand. Hun fornemmede godt, at det her ikke var en af Johannes' sædvanlige impulsive ideer, som blev afløst af en ny dagen efter. Parrets to børn, Emilie og Andreas, var så små, da familien rejste, at de begge har haft skolestart i USA og dårligt husker Danmark. De er vokset op i et grønt, børnevenligt parcelhuskvarter i Washington DC og har gået i den lokale folkeskole.

– Når du bor i udlandet og ikke har venner, familie og netværk, som kan støtte og hjælpe dig i din dagligdag, så kryber du sammen som familie. Som par. Og som forældre. Alt, hvad du foretager dig, bliver meget mere nært, og man gør alting sammen, for du kan ikke bare sende ungerne over til bedsteforældrene. Du er et nyt sted, hvor du skal lære at gebærde dig, der er mange nye indtryk, der skal bearbejdes, og der er megen modgang.

Den nye hverdag tvang den tidligere korrespondent til at pakke journalist-egoet væk. Hjemme ved middagsbordet stod terrorangrebet i Orlando og Black Lives Matter-bevægelsen ikke øverst på dagsordenen, og det måtte han finde sig i.

– Jeg havde et job, der krævede, at jeg skulle ud og rejse mange dage i træk, hvor Sisse måtte stå for at sikre, at børnenes dagligdag foregik så upåvirket så muligt, så de ikke blev kede af, at jeg var væk. Så hun skulle håndtere, at jeg pludselig var væk, men også at jeg pludselig kom hjem igen og var fyldt med indtryk, som jeg syntes, jeg skulle snakke om. Mens det måske var mere nærliggende for familien at tale om, at et af børnene havde matematik for til i morgen fremfor at høre om, at jeg havde set nogle demonstranter få tåregas i Ferguson.

Ud af de fire år, Johannes har været udstationeret i USA, har han været bortrejst halvdelen af tiden. Derfor har han prioriteret samværet med sine børn benhårdt, når han har haft fri eller kunnet arbejde hjemmefra. Blandt andet har han fulgt dem i skole om morgenen og været hjælpelærer i deres klasser.

– Alle de gange, jeg har kunnet møve mig ind i deres liv, har jeg gjort det. Så jeg bilder mig ind, at jeg har været der dobbelt, når jeg har været hjemme, siger nyhedsjournalisten.

Som velfærdsdansker har især den sociale ulighed i det amerikanske samfund gjort uudsletteligt indtryk. Der findes amerikanere, som ingenting ejer og bor i trashy trailerparks, og der findes amerikanere, som lever i ekstrem overflod og luksus.

– Det kan godt være, at skatterne i Danmark er høje, men der er en mening med, at vi har indrettet vores samfund, som vi har. Vi vil ikke acceptere, at mennesker falder tungt uden at blive hjulpet op igen. Det sætter man endnu mere pris på, når man ser, hvordan det forholder sig andre steder.

– Jeg synes jo både, USA er et skræmmende og fascinerende sted på samme tid. Noget af det, jeg elsker højt ved USA, er, at du kan nå meget, meget langt, du kan tænke stort og bedrive noget stort. Der er ikke nogen, der holder dig tilbage, og opnår du noget stort, så står folk bag dig og siger: "Well done, good for you." Der er ingen jantelov. Ingen, der siger: "Dit dumme svin, det skulle have været mig." Der er to sider af mønten, og den sociale ulighed er den grimme side. Men der er også en virkelighed, hvor det personlige initiativ bliver hyldet.

Enten elsker eller afskyr man "the sky's the limit"-mentaliteten. Johannes elsker den.

– Jeg kan ikke se logikken i, at hvis andre får noget, så er der mindre til en selv. Så at komme til et land som USA, hvor det ikke handler om at få en bid af kagen, men at bage sin egen kage og vise andre, hvordan de bager mange kager, det er virkelig befriende. Hvis du har kæmpet for noget og gjort en stor indsats, hvorfor søren skal du så ikke have lov til at sige: "Det er jeg stolt over"? Amerikanerne spørger hinanden: "Hvad er du god til?" En lidt misforstået ydmyg dansker ville svare: "Jeg synes, det går meget godt, men det må du jo bedømme..." Og det er jo meget sympatisk, at man ikke står og er sådan en bralrerøv, men hvis du virkelig er god til noget, hvorfor så ikke sige det højt?

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmanns råd til unge, der har for travlt med at samle på 12-taller og likes

Er du god til at minde dig selv om, hvad du er god til?
– Ja, det synes jeg da, men jeg er sørme også god til at minde mig selv om, når det går galt. Jeg er den første til at slå mig selv i hovedet, hvis jeg har lavet en fejl. Jeg har nogle meget høje forventninger til mig selv, og hvis de ikke bliver indfriet, så kan jeg godt blive skuffet.

I et velfærdssamfund som det danske har man udliciteret det at hjælpe hinanden til staten, hvorimod befolkningen i et kapitalistisk samfund som det amerikanske er nødt til at støtte op om hinanden, fortæller Johannes.

– Der er et fantastisk socialt overskud i det nære miljø. Hvis Sisse havde influenza, og jeg kom til at sige det ovre i skolen, så stod der to mødre med suppe foran døren et par timer senere. De føler sig forpligtet til at træde til.

Til gengæld er der også meget, amerikanerne kan lære af danskerne, mener den hjemvendte journalist. Blandt andet om bæredygtighed, lighed og frihed. Faktisk har han selv været offer for amerikanernes blufærdighed.

– Amerikanerne putter regler ned over alting. Hvis du går på stranden i USA og formaster dig til at skifte badetøj, så bliver du jo nærmest anholdt, fordi de tror, du er sexforbryder. Små piger i 2. klasse skal have top på, når de bader, hvilket jo er helt håbløst, for der er jo ikke nogen bryster. Det er over grænsen for, hvad der er nødvendigt, synes jeg. I Danmark er der en dejlig naturlig tilgang til livet. Vi har ikke så mange tabuer og hæmninger. Efter min mening er der for mange regler i USA, der hæmmer din personlige frihed i en eller anden grad, siger Johannes, som også har observeret, at det amerikanske mandeideal adskiller sig væsentligt fra det danske.

– Jeg har oplevet, at der er en tendens til, at manden skal være lidt af en machomand i USA. En mand skal ikke vise, han er ked af det og slet ikke græde. Han skal være det faste holdepunkt, fordi sådan viser man styrke og gør sine børn stærke. Det er ikke et ideal, jeg dyrker. Jeg har altid haft den holdning, at jeg synes, det er udmærket, at børn ser, at der er mange sider af en hverdag, og at alting ikke er fantastisk hele tiden. Nogle gange er man ked af det, og der er problemer, der skal løses, andre gange er man glad. Voksne kan også godt være bange. Sådan viser vi vores børn, at verden har flere facetter end som så. Selvfølgelig er det en balancegang, for du skal jo ikke inddrage dine børn i voksenting, de hverken kan eller skal forstå. Grundlæggende skal de vide, at far nok skal løse alle problemerne, men det er okay, at de får indblik i, at far ikke er en He-Man (superheltefigur, red.), for det er der ikke nogen mennesker, der er.

Johannes er vokset op i et kunstnerisk akademikerhjem i Hjørring med en mor, der er pianist, og en far, der er læge, som også kan spille en habil omgang klaver. Musikere fra hele verden gæstede hans forældres hus i Nordjylland, og Johannes selv spillede i et hav af orkestre som ung.

Teenageoprøret kom i en light version uden drama og raserianfald.

– Da jeg var ung, havde jeg en periode, hvor jeg havde langt, krøllet hår, ring i øret og spillede høj musik. Og der tror jeg da, at min far tænkte: "Hvad skal der blive af knægten?" Det tror jeg ikke, overlægen syntes var super sjovt. Men der er aldrig nogen, der har stoppet mig i det. Jeg klippede først mit hår, da min far en dag over morgenmaden sagde: "Ved du hvad, søn? Du ligner din mor med det hår." Så gik jeg ned og blev klippet. Man gider ikke ligne sin mor, når man er en ung mand.

Efter gymnasiet tog Johannes på Musikkonservatoriet for at uddanne sig til pianist. Drømmen var at leve af at spille koncerter.

– Der er ingen tvivl om, at min far tænkte: "Kunne han ikke have valgt noget lidt mere bogligt? Gad vide, hvad der skal blive af ham som musiker?" Så jeg tror, han var ret tilfreds, da jeg af egen drift valgte at blive journalist. Der mærkede jeg en glæde fra hans side, selvom jeg aldrig er blevet presset til noget.

Johannes er lidt af et musikalsk multitalent. Han spiller klaver, trompet og nu også mundharmonika. Det lærte han sig selv på tre måneder ved at se Youtube-videoer, da han skulle fordrive tiden på sine mange lange rejser. For at genere naboerne mindst muligt skruede han hver aften airconditioningen på hotelværelset op på max og tog dynen over hovedet, når han skulle øve sig.

Den tid, vi andre betragter som ventetid eller spildtid, udnytter Johannes til at udrette noget. Det er sådan, han er skruet sammen.

LÆS OGSÅ: Anders Agger forlod sine forældre som 17-årig i et kæmpe raserianfald: “Hvordan ku’ du, Anders?”

Hvor stammer det behov for at være den bedste til alt, du foretager dig, fra?
– Tingene er typisk bare sjovest, når man er bedst, lyder svaret.

Snart udkommer hans amerikanske bands anden cd, og for nylig jammede han på en bar på Vesterbro med sit danske jazzband. Musikken fylder stadig meget i hans liv, selvom han valgte journalistikken. Men de to verdener minder mere om hinanden, end man skulle tro, mener Johannes. Det er perfomancekulturer, hvor man bedømmes på sin egen og holdets præstation. Der er takter, der skal følges, og publikum forventer, at man møder forberedt op. Derfor er han meget bevidst om sin professionelle fremtoning.

– TV Avisens seere fortjener, at jeg gør mit bedste. Jeg skal ikke fremstå som sådan en, der snubler over ordene eller ikke har gidet at binde slipset. Det er min måde at signalere, at jeg tager det dybt seriøst, det, jeg laver. At være studievært er jo et spørgsmål om at påtage sig en rolle, og den skal være personlig, men du skal skrue op for nogle ting og ned for andre.

Hvad skruer du op og ned for?
– Jeg skruer op for det kontrollerede og det korrekte, for det mener jeg, at man bør. Som studievært har du en værktøjskasse, og hvis du bare går ind og lader tilfældet råde, så mener jeg ikke, du har grebet opgaven professionelt an. Derfor er jeg meget bevidst om, hvornår jeg gør hvad. Jeg skal ikke trække nogen følelser ned over seerne. Hvis de bliver rørte af et indslag, skal det ikke være, fordi jeg står og ligner en bedemand. Jeg skal heller ikke stå og ligne en julemand, hvis noget er morsomt, for andre synes måske, det er plat. Så jeg doserer følelserne.

Tidligere i år, et halvt års tid inden familien vendte hjem, blev Johannes' kones ridehest, Jazz, pludselig genstand for en heftig offentlig debat. Alle mainstreammedier bragte nyheden om, at DR havde brugt 70.000 skatteyderfinansierede licenskroner på at fragte en hest 6.500 kilometer tværs over Atlanterhavet. Siden har den brede offentlighed ikke hørt meget fra hestens egen mund.

Hvad husker du fra den tid?
– Jeg kan godt forstå, du spørger, og det eneste, jeg kan sige i den forbindelse, det er, at da vi flyttede til USA, foregik alt nøjagtigt, som DR ville have, at det skulle. Det vigtigste for mig var, at min familie kom med på en god måde. At det så endte med en såkaldt "sag", det tror jeg ikke, der er nogen, der er glade for.

Men hvordan husker du dagene omkring debatten?
– Det har jeg faktisk ikke nogen interesse i at snakke om. Derfor så er det, jeg lige har sagt, det, jeg har lyst til at sige.

Du er jo et meget korrekt og professionelt menneske. Tog det ikke ekstra hårdt på en som dig at blive mødt af den her folkedomstol?
– Du er god, siger Johannes og klukler lidt.

Hvordan var det for dig at møde den fordømmelse?
...

Johannes fniser, og jeg begynder at forstå, at jeg nok ikke kommer det mange mulehår nærmere. Men jeg giver det lige et skud mere.

Følte du dig misforstået?
– Da DR udstationerede mig og min familie, så foregik det nøjagtigt, som de ville have, det skulle foregå. Og jeg har aldrig rigtig følt, at den specifikt havde noget med mig at gøre, den såkaldte "sag". Derfor kan jeg heller ikke se, at jeg skulle have en interesse i at gøre den til det.

Men det kom jo til at handle om dig og din person. Jeg tror, at du af mange blev betragtet som sådan en, der aldrig trådte ved siden af. Er du nervøs for, om den her sag har skadet dit image?
– Ved du hvad, jeg har altid haft det sådan, at folk kan tænke lige, hvad de har lyst til om mig. Det vigtigste er, hvad jeg tænker om mig selv.

Vil du sige noget om, om du blev overrasket over, hvor heftig en debat det skabte?
– Næh. Jeg har ingen interesse i det. Så står der noget på forsiden af Ekstra Bladet i morgen, som er taget fuldstændigt ud af kontekst. For sådan arbejder de. Jeg er klog nok til at vide, hvordan det ender, så det ville være stupidt.

Lige nu bor familien midlertidigt hos Johannes' svigerforældre, indtil de kan flytte ind i deres hus i Hørsholm i Nordsjælland, som er lejet ud lidt endnu. Få dage efter de var landet på dansk grund, startede Johannes i sit nye job som nyhedsvært på TV Avisen. Og hjemkomsten har været lidt af en omvæltning for familien – ikke mindst for børnene, som er startet i dansk skole, og nu skal til at opbygge sig en ny vennekreds.

– Det er meget sværere at flytte hjem end at flytte ud, fordi du flytter hjem til noget, som ikke længere repræsenterer et eventyr, og som ikke længere er nyt. Og det er svært at lande i. Især når man ikke rigtig føler, at der er sket voldsomt meget, mens man har været væk. At glide ind i møllen og de vante rammer igen – det er faktisk temmelig hårdt. Det var vemodigt, at eventyret var slut. Vi kunne sagtens være blevet, men sådan en udstationering har en naturlig udløbsdato.

Nyhedsværten håber, at familien en dag får muligheden for at flytte tilbage. De er ikke færdige med USA endnu.

Hvor føler du dig mest hjemme i Danmark eller USA?
– Hjem er der, hvor sofaen står, og familien er. 

Johannes Langkilde, 40 år

  • Nyhedsvært på TV Avisen, tidligere USA-korrespondent for DR.
  • Aktuel med bogen "Da amerikanerne gik hver til sit", der udkommer 27. oktober.
  • Gift med Sisse, som han har Emilie, 6, og Andreas, 8 år, med.
  • Bor midlertidigt hos sine svigerforældre, men flytter snart i hus i Hørsholm.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Familieliv