Hun er soundtracket til manges kærlighedssorger – men er aldrig blevet anerkendt på linje med Bob Dylan og Leonard Cohen

“I really don’t know love ...”

Måske genkender du situationen. Jonis bløde guitar og dig, der hikster til teksterne om det svære liv og den umulige kærlighed, mens du tømmer glas på glas. Gode sange er jo som digte og romaner, man altid kan vende tilbage til.

Du har siddet der i dine teenageår, i 20’erne og sørme nu igen her i 40’erne, hvor 30’ernes tætte bletåge er lettet, og du igen aner konturerne af det autonome menneske, du var engang. Men hvem er du så nu? Godt spørgsmål. Svært spørgsmål!

LÆS OGSÅ: Kunstner Jeannette Ehlers: Denne del af København bærer på en mørk og smertelig historie

Og hvem bedre at søge svaret hos end dronningen af eksistentiel melankoli, komponisten, folk- og jazzsangerinden Joni Mitchell? Tænd nu bare den smøg, ingen kigger, og tag med på en musikalsk rejse.

For i Joni Mitchells skrøbelige stemme båret af poesi, så ærlig, selvudleverende og knivskarp, findes et rum, et røgfyldt, drømmende rum, hvor vi alle har brug for at være engang i mellem. Et rum, der minder os om, at nok kan tilværelsen være ubærlig, men det er i hovedspringet ud på dybt vand, at den nødvendige udvikling findes – i kunsten og livet.

Kunst og kærlighed

Joni Mitchell havde allerede optrådt i en årrække – alene og sammen med sin eksmand Chuck Mitchell, som hun fik sit efternavn fra – da The Byrds’ sanger og guitarist David Crosby, manden, der havde gjort Bob Dylans "Mr. Tambourine Man" til et kæmpehit, ved et tilfælde trådte ind på Gaslight South i Miamis Coconut Grove-kvarter en aften i 1967. På scenen sad en kvinde på en taburet med en guitar og en stemme, der væltede ham omkuld.

“Jeg anede ikke, at der fandtes nogen, som var så god,” har David Crosby fortalt i et interview med Jonimitchell.com om mødet og aftenen, hvor de indledte et professionelt og personligt forhold.

I sangen anede han en sorg, som var alt for stor til så ung en kvinde. Som kunststuderende blev Joni Mitchell i 1964 ufrivilligt gravid og måtte bortadoptere sin datter, fordi hun var ugift, fattig og ikke kunne forsørge hende alene.

I et forsøg på at skabe en familie, hvor hun håbede at få lov at beholde datteren, giftede hun sig med folkemusikeren Chuck Mitchell, de flyttede til Detroit og optrådte som gruppe i en kort periode.

“Jeg følte ikke, at jeg kunne vokse sammen med Chuck. Jeg var nødt til at frigøre mig fra duoen og blive et selvstændigt individ,” udtalte Joni Mitchell senere i interviewbogen Joni Mitchell: In Her Own Words, om det halvandet år parret var gift. I sangen "I Had A King" på debutalbummet Song to a Seagull beskriver hun ægteskabet sådan her:

“I had a king in a salt-rusted carriage / Who carried me off to his country for marriage too soon (…) I can’t go back anymore / You know my keys won’t fit the door / You know my thoughts don’t fit the man / they never can, they never can.”

Ægteskabet blev aldrig det eventyr, hun havde drømt om, og den bortadopterede datter, Kilauren Gibb, om hvem hun bl.a. skrev sangen "Little Green", blev aldrig en del af deres forhold og var en hemmelighed for offentligheden, indtil mor og datter fik kontakt i 1997.

“Jeg gjorde det rette med det barn. Jeg havde ingen penge til at købe bleer eller noget (…) At være en ung, fattig kvinde i den position er Dickensk. Du aner ikke, hvor dårligt kvinder i min situation blev behandlet dengang,” sagde hun i et interview i Vanity Fair i 1997.

Som 23-årig havde Joni Mitchell allerede erfaret, at livet sjældent bliver, som man forestiller sig. Hun sad i et fly, da linjerne til hittet "Both Sides Now" formede sig i hendes hoved, og hun kom til at tænke på, hvordan hun som barn havde drømt op mod skyerne:

“I’ve looked at clouds from both sides now,” som bliver til “love from both sides now” og så “life from both sides now.”

En perfekt beskrivelse af, hvordan vi forestiller os kærlighed, sorg og liv, når vi er unge og naive og igen, når vi som ældre både har mistet og vundet fra de forhold, der ligger bag os.

Joni og Leonard

Det var Bob Dylans skrivestil, der havde inspireret hende til at afprøve en personlig fortælling i sine tekster, men i første omgang blev det kollegaen Judy Collins, som fik et hit med "Both Sides Now", og som i 1967 introducerede Joni Mitchell for landsmanden Leonard Cohen på Newport Folk Festival.

På gamle fotografier fra dagen ligner de to nogen, som har kendt hinanden i årevis. Afslappede i hinandens selskab og tydeligt tiltrukket af hinanden. Han iklædt stivet skjorte og blazer med blikket rettet næsten genert mod jorden og guitaren over skuldrene. Hun er iklædt en kort minidress og læner sig op ad ham. Dagen blev begyndelsen på et kort, men passioneret forhold bundet sammen af deres fælles kærlighed til poesi og søgen efter en dybere mening.

“Det var snarere hendes fysiske skønhed end hendes musik, der rørte mig. De to er forbundne størrelser, og for en ung mand som mig, der stod midt i en hormonel lavine, var hun utrolig nærværende,” udtalte han senere om deres forhold i David Yaffes biografi Reckless Daughter: A Portrait of Joni Mitchell.

Da Joni Mitchell lyttede til "Suzanne" for første gang, syntes hun omvendt, at det var en af de bedste sange, hun nogensinde havde hørt.

“Han fik mig til at føle mig ydmyg, fordi jeg lyttede til den og tænkte: “Woah, alle mine sange virker så naive sammenlignet med den.” Det hævede barren,” fortæller hun i interviewbogen Joni Mitchell: In Her Own Words.

LÆS OGSÅ: Jada: ”Jeg fik mit hjerte knust og måtte leve med en kæmpe hjertesorg”

Chuck Mitchell havde nedgjort hende, fordi hun ikke havde læst særligt mange bøger og kaldte hende udannet, så Joni bad Leonard lave en liste over bøger, han var optaget af, og som hun burde læse: Federico García Lorca, Albert Camus, Rainer Maria Rilke:

“Jeg bliver nødt til at læse noget mere. Jeg er analfabet.”

Leonard Cohens umiddelbare respons var: “Af en, der aldrig har læst noget, skriver du vældig godt, så måske skulle du holde dig langt væk fra litteratur.”

Hun blev temmelig forarget, da hun fangede både Bob Dylan og Leonard Cohen med hænderne dybt nede i litteraturens kagedåse, når de skrev deres sangtekster, fortæller hun i Joni Mitchell: In Her Own Words og forklarer:

“For mig handler det ikke om at plagiere. Enten stjæler man fra livet, eller man stjæler fra bøger. Livet er der fri jagtret på, men det er der ikke på bøger. Det er min personlige opfattelse. Stjæl ikke fra andres kunst, det er snyd. Stjæl fra livet – det ligger bare der og venter.”

Laurel Canyon

Da albummet Song to a Seagull udkom i 1968, skilte det sig ud ved at være nærmest gammeldags. David Crosby, der producerede det, insisterede på at skabe et tæt, intimt rum, hvor lytteren kom helt tæt på Joni Mitchells stemme og den akustiske guitar i en periode, hvor Jimi Hendrix excellerede i forvrængede, elektriske guitarsoloer, og selv Bob Dylan havde sat strøm til sin.

David Crosby præsenterede hende for alle, og Joni Mitchell fortalte senere, hvordan han viste hende frem, som var hun hans opfindelse, selv om hun allerede dengang var niveauer over ham.

I kunstnerkvarteret Laurel Canyon omkring Hollywood Hills, lejede Joni Mitchell en californisk bungalow på Lookout Mountain med stentrapper og glasmosaikvinduer og en have med vilde blomster, palmer og azaleaer.

Sammen med Buffalo Springfield, The Doors, The Beach Boys og hendes ven fra Canada, Neil Young, i konstellationen Crosby, Stills, Nash & Young (et af 70’ernes største bands, der blev dannet i Jonis stue, red.) bidrog hun til den kreative eksplosion, der udgik fra bjergslugten.

Alle fra Eric Clapton til Cass Elliot fra the Mamas and the Papas var vildt imponerede over sangeren med det gyldne hår, der var helt sin egen.

Laurel Canyon var for 70’ernes rockmusik, hvad Paris var for kunsten i begyndelsen af det 20. århundrede. En kreativ smeltedigel, hvor musikerne inspirerede hinanden på kryds og tværs og fandt sammen i nye konstellationer. Der var fred, frihed og harmonier i luften, en følelse af, at de kunne alt, erindrede Graham Nash i Reckless Daughter: A Portrait of Joni Mitchell.

Graham Nash var Joni Mitchells kæreste i Laurel Canyon-årene, en engelsk rockmusiker, der trak sig fra gruppen The Hollies og rejste til USA i 1968, hvor han flyttede ind hos hende. Men det var ikke kun den lykke, som de falmede 70’er-fotografier fra perioden fangede.

Det var også en kamp om, hvem der først fik pladsen ved flyglet i stuen. “Hvem der først ville fylde rummet med sin musik,” som Graham Nash mindedes senere.

“Det var et interessant sammenstød mellem, “Jeg vil så gerne være så tæt på dig som muligt,” og “Lad mig være i fred, så jeg kan skabe noget”,” erindrer han i biografien.

De næste tre albums, Joni Mitchell udgav, Clouds (1969), Ladies of the Canyon (1970) og Blue (1971) udkom med kun et års mellemrum. Clouds var primært sange fra hendes arkiv, som andre havde sunget, og som hun fik gjort til sine, herunder "Both Sides Now".

Hippieæraen toppede, og da Woodstock-festivalen, årtiets musik-kulturelle begivenhed, løb af stablen i august 1969, insisterede hendes manager (David Geffen, red.) på, at hun skulle aflyse sin optræden.

Avisernes overskrifter berettede om 400.000 mennesker, der sad fast i mudder, og han turde ikke risikere, at Joni Mitchell missede sin optræden på landsdækkende tv dagen efter festivalen. I stedet måtte hun se sin generation, og vennerne fra Crosby, Stills, Nash & Young, boltre sig i fjernsynet, mens hun på et hotelværelse skrev den ikoniske Woodstock-sang, der, bedre end noget andet, indfangede øjeblikket med linjerne:

“We are stardust / We are golden / And we’ve got to get ourselves / Back to the garden.”

LÆS OGSÅ: Klara Liljas keramik er inspireret af computerspil: ”Min kunst legemliggør den verden”

“For mig kom Woodstock til at fremstå som et moderne mirakel (…) At så stor en flok mennesker kunne fungere så godt sammen, var virkelig bemærkelsesværdigt, og der var en fantastisk optimisme i det,” fortæller hun i David Yaffes biografi.

Senere indrømmede hun, at hun aldrig havde kunnet skrive sangen, hvis hun havde været der. Som så mange gange i sit liv betragtede hun tidsstrømningerne fra sidelinjen. Hun var en del af det, men insisterede på at være en outsider.

“Jeg så den (festivalen, red.) som et mulighedens vindue, der blev lukket. Det var begyndelsen på et potentiale, men det var også en begravelse,” siger hun med henvisning til, at det paradis, den have, hun beskrev i Woodstock-sangen, og som hippierne ønskede at vende tilbage til, var en illusion.

“Nu ved vi, at der ikke er noget, der hedder fri kærlighed. Der skal altid betales senere,” sagde hun i et interview med Entertainment Weekly i 1998, da hun blev spurgt til Summer of Love.

Også i sit forhold til Graham Nash kæmpede Joni Mitchell med modstridende følelser. Hun elskede ham, og han bad hende gifte sig med ham.

“Jeg sagde ja og begyndte så straks at tænke: “Min bedstemor var en frustreret digter og musiker og sparkede køkkenlågerne af hængslerne.” Måske havde jeg fået det gen, som må realisere det … ”

Hun tog til Grækenland, hvor hun skrev de fleste af sangene til albummet Blue og sendte ham et telegram fra Kreta, hvor der stod:

“Hvis man knuger sand for hårdt i sin hånd, så løber det ud mellem fingrene på én. Kærligst Joni.”

Sorg og glæde

Albummet Blue fra 1971 handler både om at undslippe de triste følelser, men også om at dykke helt ned i dem, og alt det, du finder på den ensomme vej ud af sorgen.

Da hun skrev på sangene, strømmede mange års ophobet melankoli ud af hende, hun var fuldstændig uden forsvarsværk, så sårbar som “cellofanomslaget på en pakke,” som hun sidenhen udtrykte det.

“Jeg opfangede en hel del had I mit hjerte, du ved; “I hate you some, I hate you some, I love you some / I love you when I forget about me” ("All I Want", red.). Jeg indså, at jeg ikke evnede at elske, og det skræmte mig,” sagde hun til magasinet Rolling Stones i 1979.

I marts 1997 fik Joni Mitchell og hendes bortadopterede datter, Kilauren Gibb, kontakt, og mødet blev helende for Joni Mitchell. I et interview med Interview Magazine i 2005, fortalte hun, at genforeningen helt fik hende til at stoppe med at skrive. Hver eneste sang, hun havde skrevet siden 1965, var en besked til den datter, hun måtte opgive.

“Jeg gav mig hen til musik for at kunne forholde mig til den utrolige forstyrrelse, det var at miste hende. Den begyndte, da hun forsvandt – og forsvandt, da hun kom tilbage. Jeg var dybt følelelsesmæssigt forstyrret i de 33 år, jeg ikke havde det barn at tage mig af, selv om jeg ikke lod mig mærke med det. I stedet legede jeg mor for hele verden og betragtede den verden, som mit barn bevægede sig rundt i med en sociologs blik.”

Forholdet blev turbulent, særligt i de tidlige år, og fyldt med længerevarende afbrydelser, men i David Yaffes biografi fra 2015 siger Joni Mitchell, at glæden ved sine to børnebørn gør problemerne overkommelige.

I over 10 år efter genforeningen skrev hun ingen nye sange. I stedet vendte hun sig mod sit gamle arkiv og indspillede bl.a. sin sang fra 1967, "Both Sides Now", med London Symphony Orchestra (den version fra filmen Love Actually fra 2003, der bliver spillet i scenen, hvor Karen (Emma Thompson) må trække sig tilbage fra familiejulen i sorg over, at den halskæde, hun har fundet, ikke er til hende, men elskerinden).

Den blev indspillet i ét take, og Joni Mitchells stemme, der engang rakte over tre oktaver, var blevet dybere, mere raspende, mindre smidig, men langt fra mindre vedkommende. Sangen genopstod, og ordene fik nye betydninger.

“Something’s lost, but something’s gained (…) so many things I could have done, but clouds got in my way.”

Blandt alle de albums Joni Mitchell har udgivet gennem sin lange, alsidige karriere, er Blue fortsat det, generation efter generation vender tilbage til. Det, som fortsætter med at inspirere.

Til at turde blive voksen af kærlighed, til at turde sorgen og smerten, når den ender, og til at tro på håbet.

“Well, there’s so many sinking now / You’ve got to keep thinking / You can make it through these waves.”

For glæden og lykken findes heldigvis også. Ikke altid og hele tiden, men i glimt og måske oftere og oftere, hvis vi holder op med at stræbe så intenst efter den. Så sniger den sig ind på os på de mærkværdigste måder, som Joni Mitchell reflekterede over i et dybdegående Rolling Stone-interview fra 1979:

“Nogle dage kan jeg føle en pludselig lykke, som jeg ikke aner, hvor kommer fra. Det kan være den måde lyset falder på, eller at jeg af en eller anden smuk og barnlig grund finder mig selv løbende ud i køkkenet for at riste brød. Den kan komme til mig selv på dårlige dage.”

LÆS OGSÅ: Kasper Winding: ”Hele mit liv har jeg søgt det lette og ukomplicerede”