Julie var 14, da hendes far fik kræft: ”Det er et desperat forsøg på at bearbejde traumerne”

Julie var alene hjemme og havde glædet sig til en løbetur, da et opkald fra hendes far ændrede alting. Hun vidste godt, han havde været til tjek på sygehuset, alligevel gik hendes verden itu, da hun fik beskeden: Hendes far havde kræft.

– Jeg kunne høre, at han trak lidt på det, før han fortalte, at lægerne havde fundet en knude i bugspytkirtlen, fortæller Julie Lund Fisker om den forfærdelige samtale.

Hun var 14 år, og efter samtalen smækkede hun i frustration røret på og hoppede i løbeskoene for at komme ud i den friske luft.

– Jeg forsøgte at holde sammen på mig selv, husker hun. 

– Men midt på en landevej gik beskeden op for mig, og jeg smed mig i en grøft i mudderet og lå bare og skreg og græd.

Tilgivende digte

Det er 12 år siden, og Julie har i dag svært ved at huske den raske voksne og stærke politimand, hendes far engang var. Han er langsomt blev forandret af kræften, mens Julies ungdom blev parkeret på et sidespor, da hun trådte til for at hjælpe og pludselig selv var ”den voksne”. 

Sidste år blev de mange følelser forvandlet til ord med digtsamlingen Jeg venter på, du dør, som er en kærlighedserklæring til hendes far. Han har ikke selv læst alle digtene endnu, det er for svært. Men han har sagt ja til, at de må udgives. 

– Digtsamlingen er et desperat forsøg på at bearbejde traumerne – men også at tilgive mig selv, at jeg er blevet så påvirket af min fars sygdom, forklarer Julie.

– Hvorfor er det mig, der tager sovepiller for at kunne sove? Er jeg et svagere menneske, fordi jeg reagerer sådan? spørger hun og svarer selv:

LÆS OGSÅ

Julie indså noget vigtigt, da hun flyttede ud af København: ”Sådan er det nok bare”

Ugens klummeskribent har forladt hovedstaden efter næsten 10 år, og det har bragt en følelse med sig, som hun ikke havde forventet.

– Jeg har en forståelse for, at min storebror og mor reagerer anderledes, men det har været kilde til voldsomme misforståelser og nødvendige samtaler.

Byttede roller

Julies far er i dag 67 år og har levet med kræften i adskillige år. For Julie har det betydet, at hele hendes ungdomsliv har stået i skyggen af hans sygdom.

– Min far og jeg har næsten byttet roller; jeg er blevet en slags mor i en ung alder og har taget mange beslutninger på hans vegne – hjulpet ham til og fra sygehuset, hjulpet ham i bad, når han ikke orkede det, fortæller hun. 

Sygdomsforløbet har været med til at forme hende til den, hun er i dag, for ud over de praktiske opgaver har frygten for at miste en forælder allerede som teenager været svær.

– Selv når jeg var i byen med mine venner, kom folk og klappede mig på skulderen for at høre, hvordan min far havde det, så det var ikke mange timer, jeg fik lov til bare at være ung, siger hun.

Julies far er dog ikke typen, der selv bryder sig om at tale om hverken følelser eller døden. 

– Han er enormt stærk og har en psyke og en vilje til at kæmpe for at leve, siger hun.

Sorgens kraft

Trods hendes far brændende livsvilje, mærker Julie alligevel både ventesorgen og afmagten. 

– Det føles som, at den, man elsker, er ved at brænde op, uden at man kan gøre en skid, siger Julie. 

– Følelsen kan tage én derud, hvor man selv har lyst til at sige farvel til livet eller få den syge væk fra livet. Den kraft er så enormt voldsom. Og man er sovset ind i skam og skyld over at have de følelser, siger hun.

Tilbage i 2014 viste skæbnen sig dog hurtigt fra sin positive, da Julies far blev erklæret rask. Men fire år senere, i 2018, kom kræften tilbage, denne gang med spredning, og Julie husker dagen ganske tydeligt, for midt i den glade studentertid rykkede døden igen tæt på.

– Jeg var lige blevet student, da min far fik stemplet som uhelbredeligt syg. Det var et kæmpe chok at opleve ham få den besked, husker hun. Hun måtte atter se sin verden falde sammen, men livet gik stille videre, og hun kom ind på Journalisthøjskolen og blev sidenhen færdig som journalist. En stor dag, som hendes far kunne være med til. 

Betjenten siger stop

Og han er her stadig. Kræften forsvinder aldrig, men kampen er ikke tabt endnu. I december sidste år fik han en stamcelletransplantation, som er en omfattende behandling, men som lige nu virker lovende. Julie besøger ham hver uge, og selv om det er barskt at se ham svinde ind, fortsætter den tætte duo.

– Min far får 35 piller om dagen og er ved sine fulde fem, siger Julie. 

– Jeg føler, at jeg har et stort ansvar, for jeg tænker dagligt på, hvor meget jeg kan presse ham uden at umyndiggøre ham; det er en svær balance.

Julies far har for eksempel stadig kørekort, men hun har været i tvivl, om det var forsvarligt. Hun befinder sig i et evigt dilemma mellem at hjælpe og passe på den før så stærke mand og samtidig gøre, hvad hun overhovedet kan, for, at han bevarer sin værdighed. Det er heller ikke uden sværdslag, for i ny og næ siger hendes far fra, når familien går over hans grænser. 

– Han kan godt få en nedsmeltning og føle sig overvåget, siger hun. 

– Han har været betjent i 30 år og været vant til overblik og kontrol. Nu er han den, der skal have hjælp.

Lasagne med kærlighed

Flere af Julies venner er forsvundet i løbet af hendes fars sygdom, men de, der er tilbage, forstår godt, at hun indimellem siger nej tak til en invitation. De forstår også vigtigheden i at springe til, når udbrændtheden opstår. 

– Det er en lettelse, når andre tager ansvar og hjælper – med aftensmad eller bare en gåtur uden snak om sygdom, siger Julie. 

– Jeg er godt nok ung og frisk, men i de tunge perioder er det at handle, gå i bad og finde aftensmad svært. Så er der kæmpe kærlighed i at komme med en fryselasagne fra Rema.

Der er ingen tvivl om, at Julie elsker sin far uendeligt højt og frygter den dag, hun ved kommer. Men samtidig kan hun også længes efter den.

– Min far og jeg har vildt stærke bånd og fortæller hinanden alt; vi minder utrolig meget om hinanden, og jeg har en afgrundsdyb kærlighed til ham, siger hun. 

– Men på den anden side vil jeg gerne have det afsluttet. Og samtidig konfronterer jeg mig selv med, hvordan jeg overhovedet kan tænke den tanke.

At give slip

Julie har dog lært meget af at befinde sig i ventesorgen og i sygdommens mange stadier. Derfor opfordrer hun os andre til at tage samtalen om døden, mens vi stadig har det godt. 

– Det er jo bizart, når vi alle skal dø, at vi har så svært ved at forholde os til det, konstaterer hun.

Sandet i timeglasset løber for os alle, for Julies far går det lidt hurtigere. Men hun har lært at passe godt på sig selv, mens hun venter på hans sidste dag. Hun løber, dyrker yoga og prøver at leve sit liv med kæreste og job. Og er lige nu i en fase, hvor hun er ved at give slip.

– Tidligere ville jeg med til alle samtaler på sygehuset og være i kontrol. Men jeg må også have mit eget liv; jeg er i en proces med at finde ro for at kunne være der for min far. Det skal være overskueligt og ikke ødelægge mit eget liv, siger hun.

– For selv om det gør ondt at sige, er det jo også vigtigt, at jeg har noget tilbage, når han ikke er her mere. 

Om Julie Lund Fisker, 26 år

• Journalist. 
• Hendes forældre er skilt, og hun har en storebror. Boede som barn hos sin far efter skilsmissen. 
• Bor i dag i Aarhus med sin kæreste. 

Jeg venter på, du dør af Julie Lund Fisker, Skriveforlaget, 200 kr.

LÆS OGSÅ

Signes fordomme blev gjort til skamme, da Bettina en dag hev fat i hende på legepladsen

Efter bruddet med min kæreste var jeg tvunget til at flytte ind i et socialt boligbyggeri sammen med min lille søn. Det huede mig bestemt ikke, for jeg synes, at mine nye naboer virkede som en flok tabere. Heldigvis skulle jeg snart blive klogere. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.