Hjemmets brevkasse
SPONSORERET indhold

Kære brevkasse: Jeg er bekymret for min flinke nabo

Jeg er bekymret for, at min flinke nabo er syg, hvad gør jeg? Det tager Vibeke Dorph stilling til i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Stockbillede, Getty Images
26. apr. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmets brevkasse

Jeg er 64 år og sidder i kørestol pga. sygdom. Jeg er enlig og bor i et lille handikapvenligt rækkehus i provinsen, tæt på min voksne søn, og jeg nyder virkelig at være sammen med ham, hans kone og deres to drenge.

Jeg er også tæt på naboer, hvor man kan slå en sludder af. En af dem, der allerede boede her, da jeg flyttede ind, er en pensioneret malermester, som hurtigt fik for vane at smutte ind gennem køkkendøren med tilbudsaviserne, som vi gennemgik, og jeg lavede en liste, hvorefter han handlede ind til os begge i sin bil.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vores søn nægter at flytte hjemmefra

Efterhånden er det jo blevet et fast mønster, og det er derfor, jeg er blevet lidt alarmeret over hans opførsel. For det første er han nogle gange begyndt at glemme at kigge forbi, selvom vi har aftalt det. Han glemmer også nogle gange varerne, og han er også en enkelt gang kommet tilbage, fordi han havde glemt, at han skulle ud og handle!

Min egen datter er uddannet sosu. Hun siger, at det er tydelige tegn på demens, og jeg er godt nok ikke ekspert, men det passer lidt for godt på det, man hører om lidelsen.

Jeg har selvfølgelig forsøgt at tale med min søde nabo om det, men han slår det hen med almindelig glemsomhed, og så er det jo, at jeg er bange for, at han skal føle sig krænket, hvis jeg gør noget, som f.eks. at kontakte hans datter, der bor i Jylland.

Min søn og hans kone mener begge, at jeg bør overveje en snak med kommunen. Hvad tænker du? Har du måske en helt tredje idé?

Vibeke Dorph svarer

Jeg har tænkt meget over, hvad du stiller op med din bekymring. Jeg har i årenes løb fået en del spørgsmål om demens, og det er altid en svær og følsom problematik, specielt fordi den demente selv ofte er den sidste til at ville eller kunne erkende sin lidelse.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Jeg er dødtræt af at være mor for min mor

Det resulterer i, at omgivelserne tit må tage affære på en måde, der kan føles som et overgreb på den demente, der ikke rigtigt forstår situationens alvor. Det er svært at gribe ind, men det er desværre tit nødvendigt.

Nu er jeg bare ikke 100 % sikker på, at det er demens, der er tale om her. At din nabo et par gange har glemt jeres aftaler og en enkelt gang har glemt at få dine varer med retur, er ikke ensbetydende med, at han er dement, han kan bare være glemsom af natur. Begynder du nu at kontakte kommunen eller hans familie, vil han derfor med rette kunne føle det som et voldsomt overgreb, og det vil kunne få konsekvenser for jeres fine naboskab. Så hold øjnene åbne, men slå koldt vand i blodet.

Skulle det senere vise sig, at der er noget om snakken, så ville jeg overveje at få din datter til at kontakte enten kommunen eller hans familie. Hun har grundet sin uddannelse viden og forstand på at håndtere den type sager, og du vil undgå at komme personligt i klemme.

Ellers vil jeg anbefale dig at gå ind på Alzheimerforeningens hjemmeside på www.alzheimer.dk Den er utrolig god at blive klog af. Du kan også kontakte foreningen på telefon 5850 5850 og her tale med en vejleder, der ved langt mere om emnet end jeg, og som kun sidder der for at hjælpe sådan et omsorgsfuldt medmenneske som dig.

Anbefalet til dig