Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Suzanne Brøgger
Foto: Getty Images, Rasmus Weng Karlsen, Kristina Demant, Sigurd Høyen, Pernille Ringsing og Anne Mie Dreves Der er tre ting, Suzanne Brøggers datter aldrig må glemme

Kendte mødre giver råd til deres døtre

Kære datter: 10 kendte mødre giver gode livsråd til deres døtre

Lyt til dit hjerte, vær modig, skil dig ud, og gå efter dine drømme. Resten kan du google dig til. Vi har bedt 10 mødre om at give deres døtre et godt livsråd med på vejen.

Suzanne Brøgger, forfatter

– De tre ting, jeg vil minde min datter om som det vigtigste i livet, og som hun allerede har, men aldrig må glemme: Mod. Uden mod kommer man ingen vegne. Evnen til at elske. Uden kærlighedens nådegave ville livet være en flad affære. Sans for humor. Uden den forsonende humor ville livet ikke være til at bære.

Sisse Sejr-Nørgaard, radiovært

– Det er vigtigt, at du ved, at det kan du sagtens. Nogle ting skal du lige øve, men du kan alt, du sætter dig for. Brug dog tid på at mærke efter, hvad det så er, som betyder noget for dig; det er tid givet godt ud. Tag pauser, snus til det hele, og nyd det. Det skal nok gå, også selv om det ikke går som planlagt. Og hey, du kan altid google dig til resten.

Caroline Fleming, tv-personlighed

– Lyt til dit hjerte, og vær tro mod det. Altid. Lad alle nye venner være i din observationstank i seks måneder, så tillid kan bygges organisk. Lyt til din sunde fornuft, bliv klogere af dine oplevelser, og mærk efter. Din safe haven vil altid være hjemme hos din mama lige meget hvad. Jeg er her og vil altid være her med ubetinget kærlighed.

Line Jensen, illustrator og forfatter

– Jeg ville ønske, at jeg kunne lære mine døtre, at de ikke behøver at være sådan nogle pæne piger altid, men jeg tror, det bliver svært, for jeg har altid selv været en utrolig pæn pige, der har gjort, hvad læreren sagde og udfyldte opgaven korrekt. Men det bliver jo først rigtig interessant, når man begynder at sprænge rammerne lidt. Jeg vil opfordre mine døtre til at være mere ligeglade med, hvad folk tænker. Måske kan jeg også selv lære noget.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og 5 andre seje kvinder: Dette gør os lykkelige i hverdagen

Bodil Jørgensen, skuespiller

– Jeg ville sige til min datter, at hun aldrig må glemme at lege med sten. Det bedste råd er ikke at lytte til gode råd, men finde din egen vej. Det tror jeg selv på, for du forstår alligevel ikke din egen mor.

Le Gammeltoft, radiovært og dj

– Du skal vide, at alt det, der gør, at du skiller dig ud, er det, der bliver din styrke, når du bliver ældre. De lange ben. Energien og udstrålingen. At du ikke ligner alle de andre er til hver en tid en fordel, når først du slutter fred med det. Alle er helt specielle, og det er fjollet at arbejde på at være som de andre. Elsk dig selv, dine styrker og svagheder, og gå efter dine drømme. Det er kun dig, der kan leve dem ud for dig.

Maise Njor, journalist og forfatter

– Tal ikke grimmere til nogen, end du ville tale til din mor. Og du skal ikke tale grimt til din mor!

Margrete Auken, politiker og europa-parlamentariker

– Hold hovedet koldt, hjertet varmt, og husk det vidunderlige lille ord pyt, når uoverkommelige situationer rammer.

Sherin Khankan, forfatter og imam

– Jeg vil give det råd videre, som min mor gav mig, og som min mormor Eeva gav min mor: Ingen kan gå på vejen for dig. Det er din vej og dit liv, dine tanker og dine drømme, du skal udleve. Forsøg aldrig at være andre end dig selv. Inde i dig bærer du hele universet. Når du selv får børn en dag, så forsøg aldrig at danne dem i dit eget billede. Lær dem noget nyt hver dag, som du ikke selv har lært, og husk Khalil Gibrans ord: "Vores børn er ikke vores børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv og har deres egne drømme.

Anne Lose, chefredaktør

– Stå op for dig selv! Find dig ikke i noget fnidder og pis fra de andre piger. Der vil være mange bump på livets vej, men de gør dig stærkere. Fordyb dig i noget, læs lidt hver dag, eller løs en kryds og tværs.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Kendte, Maise Njor, Caroline Fleming, Bodil Jørgensen og Politik