Karriere og job - få lanvin-direktørens bedste råd

Karriere og job: Få Lanvin-direktørens bedste karriereråd

Stefano Robino har et imponerende CV. Han har arbejdet for både Ermenegildo Zegna og Tom Ford, inden han blev kommerciel direktør for herrelinjen hos Lanvin i januar 2010. Siden juni 2013 har han været Wholesale Director for alle Lanvins linjer, hvilket betyder, at han rejser verden rundt og besøger Lanvins forhandlere samt giver feedback tilbage til designteamet, som føres an af chefdesigner Alber Elbaz.

Robino kommer fra en italiensk familie med tradition for at arbejde med mode og tekstil, så det var ikke helt ved siden af, da han som færddiguddannet økonom fra Boccani Universitet rejste til London, inden han fik aftjent sin værnepligt, for at prøve kræfter med mode. Her blev han butiksansat, og værnepligten slap han for at skulle tjene, for han var så heldig at trække et frikort. I stedet blev han i London, hvor han fik job som indkøber hos Zegna og senere blev headhuntet til Tom Ford, som netop skulle lanceres. Det job førte til et job hos Lanvin og dertil bopæl i Paris, hvor han bor den dag i dag.

Eurowoman.dk mødte ham i København til en snak om karriere inden for den kommercielle sektor i modebranchen, og hvad der kendetegner modehuset Lanvin, som har eksisteret siden1889.

Hvad indebærer dit job hos Lanvin?

"Jeg rejser meget – nok mere end nogen anden hos Lanvin. Mit job er at lytte til kundens behov og feedback, og det giver mig mulighed for at viderekommunikere det til designteamet. Jeg skal virkelig forstå vores kunder og de trends, de rent faktisk går i. Derfor kigger jeg meget på gaden for at se, hvad folk rent faktisk går i."

Hvad er dine professionelle kendetegn?

"Jeg er en holdspiller, og jeg skal være god til at kommunikere, for det er vigtigt, at man som leder kan både lede og motivere. Samtidig skal jeg kunne kommunikere med flere forskellige mennesketyper i mit arbejder, både de kreative og forretningsfolk, som oftest tænker i tal."

Du har været hos Lanvin i tre år nu. Hvad har været din største succesoplevelse?

"Vi har fordoblet vores overskud på fire år, så det er jeg meget stolt af at have være med til. Vi har foretaget de nødvendige ændringer og har gjort meget for at følge med i, hvordan vi kan udvikle forretningen og stadig være tro mod husets traditioner."

Hvad kendetegner Lanvins designæstetik?

"Den er tidløs. Designteamet ser meget tilbage på gamle kollektioner og genbruger de ting, de godt kan lide. Det handler ikke om at skulle være moderne for at være moderne. Hvis noget fungerer, holder vi fast i det, og så har vi været gode til at skabe ting, som bare er smukke. Alber gør hver sæson anmelderne glade, fordi der er så mange utrolig smukke stykker i kollektionen. Jeg tror, Lanvin handler mere om at skabe stil end at skabe mode, men det handler også om elegance, uden at det bliver formelt. Fx er meningen med vores herresneakers, at de skal være fine nok til, at man kan have dem på, når man skal på arbejde, men uden at de bliver lige så stive i det som en laksko."

Apropos Alber Elbaz, hvor tæt arbejder I sammen – og hvad føler du, at han har gjort for Lanvin?

"Jeg arbejder rimelig tæt med hele designteamet, fordi jeg skal videreformidle deres vision til mit hold, og jeg skal viderekommunikere kundernes og butikkernes feedback til designerne. Han er meget dygtig. Alber Elbaz elsker at gøre kvinder smukke, uanset størrelse, hårfarve osv. Han tror ikke på en type skønhed, han elsker bare skønhed. Han har et fantastisk øje for design og forstår virkelig kvindekroppen, og han har været med til at give Lanvin et moderne image med respekt for historien – og så er han jo, som sagt, meget elsket af anmelderne. Når vi åbner en butik i en storby, vil folk så gerne have, at Alber kommer med, og vi forsøger selvfølgelig at sørge for det, men han har desværre meget travlt, så det er sjældent muligt. Han er jo en celebrity."

Hvilke er de mest populære items i kollektionen lige nu?

"Det afhænger meget af, hvilket land man snakker om, men i Danmark er ballerinaer og sneakers til mænd fx meget populære. Vi kan også mærke en stigende interesse for vores smykker – igen tror jeg, det handler om, at man gerne vil have den eksklusive og klassiske stil med et moderne, uhøjtideligt twist."

Dit bedste karriereråd til dem, der drømmer om en karriere som din?

""Get your hands dirty", som man siger. Du kan have nok så fin en uddannelse, men den bedste træning, jeg har fået, er at have prøvet kræfter med alle mulige forskellige jobs inden for mode. For mig har det været en fordel at starte fra bunden af og så arbejde mig op. Vil du arbejde i den kommercielle sektor i modebranchen, så start evt. med at arbejde i en butik, hvor du møder din kunde og virkelig begynder at forstå, hvordan folk tænker og shopper - og ikke mindst hvilken service de har brug for. Vær ydmyg og nysgerrig, det kommer du langt med, og skal du arbejde i en stilling som min, skal du være både skakspiller og psykolog, så en bred vifte af kompetencer (både faglige som professionelle) er en stor fordel."

Psst… Du kan selv opleve Lanvins gennemtænkte univers i flagship-butikken i København hos Birger Christensen.

Lanvin hos Birger Christensen, Østergade 38, 1100 København K. Tlf. 33 11 55 55