Katerina Pitzner: "Jeg har arbejdet meget med mig selv gennem livet"

Katerina Pitzner går ikke langt uden at have pyntet sig med lidt diamanter. Om halsen hænger den trofaste kæde med diamantvedhænget, og på hånden holder diamantringen altid de røde negle med selskab. Med solbriller i håret og tasken over armen suser hun til hverdag rundt for at handle med skinnende ædelsten. Det har man blandt andet kunne følge i tv-programmerne ”Diamantfamilien” og ”Købmænd på 1. klasse”, hvor hun og hendes børn har vist deres glimtende hverdag frem. For en stund har Katerina dog kastet alle tanker om diamanter over bord for at tage på en usædvanlig rejse. I flere uger har hun sagt farvel til fastlandet for i stedet at knokle på en sejlbåd med ét formål – nemlig at krydse Atlanten. Det gjorde hun for at bryde med hverdagens rytmer og rutiner. Søsyge, vågne nætter og pasta med ris til middag satte da også hurtigt de vante rammer i perspektiv.

– Den første uges tid havde jeg det sådan lidt, at vi skulle lave sjov med det hele. Jeg lavede sjov med min egen nedtur og hele den groteske situation, som vi var i, fortæller Katerina. 

LÆS OGSÅ: Mens Danmark er lukket ned, befinder 22-årige Tobias sig alene på Atlanten

Men på et tidspunkt måtte Katerina se i øjnene, at hun ikke kunne joke sig igennem hele turen. 

– Man bliver lidt træt af sine egne jokes. Jeg kunne mærke, at den måde at deale med det på, kunne jeg ikke blive ved med. Det var for hårdt. Så jeg traf en bevidst mental beslutning. Jeg var nødt til at vende det hele. Derfor besluttede jeg, at jeg skulle have det bedste ud af situationen, og tog overnight
min ja-hat på.

Hvordan kunne du ændre din tankegang på den måde?  

– Jeg havde en selviagttagelse og måtte bare erkende, at mit liv ville være fyldt med fugtigt tøj, et vippende toilet og koldt vand de næste par uger. Der var ikke andet at gøre end at vende det om. Jeg kender heldigvis mit eget sind godt og er derfor god til at navigere i det. Og jeg tror, at det skyldes, at jeg efterhånden har været i mange afkroge af mit sind og har arbejdet meget med mig selv gennem livet. Jeg har nemlig ikke altid haft et nemt sind. Jeg har været og er meget sensitiv over for energier, og det kan både være a blessing and a curse. Jeg har taget det som en velsignelse og lært at navigere i det. Men da jeg var barn og ung pige, kunne det være svært, fordi jeg blev påvirket af alting omkring mig, indtil jeg lærte at styre, hvilke energier som var mine egne, og hvilke der var kollektive. Indtil da var det meget vanskeligt – for så strømmer alle følelser ind i en, og man forholder sig til det hele. 

At fornemme energier var heller ikke uvæsentligt for Katerina, inden hun skulle bruge 18 dage på at krydse Atlanten for at nå destinationen Skt. Martin i Caribien. ALT for damerne mødte Katerina på Lanzarote dagen inden afrejse. Hun havde netop prøvet sit nye sejlertøj, brugt timevis på at hjælpe med at fylde skibet op med proviant og valgt den køje, der skulle være hendes soveværelse. 

– Jeg vidste med det samme, hvilken køje jeg skulle vælge at sove i. Det kunne jeg mærke på energien i rummet. Jeg går altid efter energien! Selvom der IKKE er meget plads på båden, fortæller hun, mens hun stadig har benene på fast grund og en stol at læne sig tilbage i.

Ugerne op til afrejse har været lidt pressede, for når man som Katerina skal være væk fra alting i flere uger i streg, så bliver to do-listen hurtigt lang. Et af punkterne på den liste var at få styr på manicuren, så neglene også kunne klare tre uger med fysisk arbejde. 

– De er meget, meget korte i forhold til, hvad de plejer! Men det syntes kaptajnen ikke. Han har aldrig haft sådan nogle røde negle om bord før, fortæller Katerina grinende. 

LÆS OGSÅ: Mor til sine døtre: "Vi skal ikke skrue ned for feminine værdier – de skal være højstatus"

Grinet sidder generelt løst på Katerina. Også selvom hun fortæller om de forholdsvis primitive vilkår, som hun og resten af besætningen skal leve under de næste par uger. Der er ingenting på båden, der ikke har en praktisk funktion. Dækket er fladt, fyldt med reb, og intet sted indbyder til, at man sætter sig et øjeblik. I kabyssen vælter man nærmeste ned i det lille køkken, som er omgivet af det, som Katerina ved første øjekast troede var til madopbevaring. 

– Jeg troede, at det var hylder, men så viste det sig saftsuseme, at vi skulle sove der!

Håber på fællesskab

Efter at have talt en del om Katerinas kommende hjem de næste tre ugers tid foreslår Katerina, at vi går ned og kigger på båden. Nogle af de andre deltagere er allerede kravlet om bord for at vænne sig til omgivelserne. Kunstneren Kristian von Hornsleth øver sig ved roret, youtuber Julia Sofia nyder solens stråler, mens musikeren Wafande spiller lidt musik på sin ukulele. Ud over dem skal radiovært Anders Lund Madsen og kok Jesper Volmer også være en del af besætningen. 

– Jeg glæder mig virkelig til det fællesskab, som jeg håber opstår på båden. Det med fællesskab er nemlig noget nyt for mig. Det meste af mine børns opvækst har jeg har jo været alene med dem alle fire og har haft en stor del af ansvaret for dem. Og så er jeg jo også alene i min virksomhed. Det skal bestemt ikke lyde, som om  jeg beklager mig, for jeg kan jo også godt lide at have det på den måde. Men jeg kan også godt mærke og forstå værdien i at løfte i flok. Alle har en funktion, alle kommer med forskellige bevæggrunde for at være der. Men vi skal alle sammen over Atlanten og hjælpe hinanden – det synes jeg er fedt!

Du er jo, som du selv siger, vant til at arbejde alene. Hvor i fællesskabet tror du så, at du kan blive mest udfordret? 

– Jeg tror, at det er, hvis noget er uretfærdigt. Ikke kun over for mig selv, men også over for andre. Det har jeg det ikke så godt med. Men så siger jeg noget! Jeg er ikke sådan én, som går og brænder inde med noget. Jeg er sådan en, som italesætter den usynlige elefant i rummet. Jeg kan ikke arbejde med, hvis der er noget usynligt, som alle ved er der, men ingen tør sige. Det kommer også til at gælde, hvis andre ikke laver det, som de skal. Jeg skal nok sørge for, at der ikke er nogen free-riders på vores båd, siger Katerina med et smil.

Katerina nøjes ikke kun med at sige, at tingene skal klares – hun er heller ikke selv bleg for at trække de røde negle op af lommerne og arbejde for tingene. Lige fra hun var lille, har hun været god til at få tingene gjort. Hun er opvokset med en far, som blandt andet var landmand, og hun er derfor med egne ord ”bondefødt og kvajet opdraget”. Som 6-årig gik hun og hendes søskende rundt på marken for at samle sten. På den måde hjalp de deres far med at gøre klar til næste høst. Belønningen var 5 øre for en lille sten og 10 øre, når det var en stor sten, som blev smidt på ladet. 

– Jeg syntes, at det var fantastisk at kunne være med til at arbejde og tjene penge. Der var et formål med det, og så tror jeg egentlig bare, at jeg har fødderne solidt plantet i den danske muld. Jeg elsker det der hands-on, og derfor tror jeg også, at måden, hvorpå vi skal lære at sejle, er lige mig. Vi bliver jo bare kastet ud i det – ingen af os deltagere har prøvet at sejle selv før. 

Bryd med hverdagen

Ud over at lære at sejle er der en anden grund til, at Katerina har sagt ja til dette sejlende eventyr. Hun vil gerne bryde med hverdagen. 

– Når man får sådan en chance, har man bare at smide alt, hvad man har i hænderne og hoppe ombord. Det er jo fuldstændig fantastisk! Jeg tænker meget over, hvordan jeg forvalter mit liv, og kigger ofte på mig selv udefra og tænker over, om det nu er sådan, jeg vil leve. Laver jeg det, jeg gerne vil? Bruger jeg tid på det, jeg gerne vil? For nogle gange kan vi komme lidt på afveje, hvis vi pludselig kommer ind i en eller anden rutine eller en ny vane – hvor man pludselig tænker, hvorfor gør jeg overhovedet det? Man ved jo aldrig, hvornår vi tjekker ud herfra, og derfor er det vigtigt at opleve en masse ting og bryde med hverdagen. Det er jo selvfølgelig en balance, fordi der også er en hverdag, som skal hænge sammen, og nogle penge, som skal tjenes for at opretholde livet. 

LÆS OGSÅ: Langt fra lejlighed, familie og venner: Kunne du leve som Maja og Stefan?

– Et eller andet sted føler jeg også, at alt det her kommer ind som en velsignelse lige nu. Forstået på den måde, at jeg jo har knoklet for min virksomhed i mange år, mit eget onemanshow, og derfor er det der med at tage så mange uger ud af kalenderen lidt angstprovokerende. Der er jo kun mig i virksomheden, så ingen kan klare skærene, mens jeg er væk. Men der må man også bare sige, at selvom jeg elsker, hvad jeg laver, og virkelig har arbejdet for det – så er der jo også andet i livet, og man skal turde udfordre sig selv.

Hvad håber du på, at denne rejse giver dig? 

– Lige nu har jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvad der vil ske af livsændrende oplevelser for mig. Jeg vil nemlig mene, at jeg kender mig selv og mit sind så godt, at der ikke er noget, som kan overraske. Jeg ved, hvordan jeg vil reagere på de forskellige situationer. Derfor er jeg næsten også sikker på, at det, der vil udfordre mig mest, er manglende søvn. Vi skal køre fire timers-vagter, så man bliver vækket hele tiden, hver dag, og der vil altid være folk, som er vågne lige omkring dig. Det kan jo være, at de skal have et stykke af skinken eller chorizopølserne – og de hænger altså i min fodende, siger Katerina og griner.

Hjemme igen 

Efter 18 dage på det åbne hav er Katerina atter hjemme i sin hverdag igen – og de røde negle skal friskes op efter nogle usædvanlige uger. Vi mødes i den salon, hvor hun altid får ordnet negle. Det er to dage siden, hun igen landede på dansk jord, og siden har Katerina haft travlt med at indhente det forsømte. Ikke mindst de forsømte grøntsager, som hun ikke fik mange af på den sidste del af sejlturen. Derfor er det med glæde, at hun i sin hånd holder en græsgrøn juice. 

– Jeg har ikke tal på, hvor mange af de her jeg har drukket, siden jeg landede i Danmark igen. Det var noget af det, jeg drømte mest om på turen. 

At drømme var der dog ikke meget tid til på det åbne hav. Præcis som Katerina havde forudsagt inden turen, blev søvn en udfordring. Nattevagter og vågne timer var normalen. 

– Jeg vil sige, at den her tur kunne man ikke have forberedt sig på – overhovedet! Jeg tror, at det kom bag på os alle, hvor hårdt det var. Fra første dag, vi satte vores fødder på båden, til vi kom på land igen, fik vi jo ikke en fuld nattesøvn. Vi kørte fire timers skift døgnet rundt, hvor man var on duty, og nogle gange havde man ikke fri alligevel. Hvis der nu pludselig skete et eller andet, så var det altså bare tough luck. 

LÆS OGSÅ: Diamanthandler Katerina Pitzner har lært noget vigtigt om sig selv efter fire svære parforhold

Selvom nattevagterne var hårde på grund af den manglende søvn, så var det også netop dér, at Katerina synes, at det var fedeste at kalde sig sejler. 

– Jeg holdt allermest af natten på båden. Når vi bragede gennem den bælgmørke nat, sejlede 18 knob og betingelserne var perfekte – så var der for det meste helt stille!

Stilhed kan nemlig være en mangelvare, når man er 16 personer ombord på en 25 meter lang båd. Katerina havde inden turen lavet sjov med, at hun så frem til ro og en pause fra børnene, som hun normalt taler med flere gange dagligt. Men én ting er tanke, noget andet er virkeligheden. 

– Jeg fik ikke ro, og jeg savnede mine børn. Der blev ævlet konstant på båden. Selvom man ikke er en del af en samtale, så sidder man jo og forholder sig til det, som bliver sagt alligevel – og jeg skal love dig for, at der bliver sagt mange ligegyldigheder på en båd på 18 dage. 

Ville undres

Katerina kender sig selv godt, men alligevel følte hun, at hun fik noget ud af den 6000 km lange tur på åbent hav. 

– Jeg tog jo blandt andet af sted, fordi jeg gerne ville undres, og fordi jeg ville gerne væk fra al den der forudsigelighed, som jeg synes, der er i hverdagen. Det ironiske er så, at jeg knalder direkte ind på en båd, hvor hver dag ligner hinanden fuldstændig. Jeg vidste, hvad der ville ske i dag, og jeg vidste, hvad der ville ske i morgen. Så kan det godt være, at det blæser lidt op eller sådan noget, men det var virkelig forudsigeligt det hele. Det opdagede jeg efter to dage, og der kunne jeg godt sidde på båden og grine lidt af mig selv. 

Så du fik perspektiv på din hverdag? 

– Ja, det må man sige! Den var slet ikke så forudsigelig alligevel, og det er jo dejligt nok at få bekræftet. Man skal være glad for det, man har og omgiver sig med i sin hverdag.  

På neglesalonen er den røde neglelak er ved at være tør og grøntsagsjuicen tom, men der mangler stadig ét spørgsmål – om hun ville tage på turen endnu en gang. Det tager dog ikke lang tid for Katerina at overveje, hvad hun skal svare. Faktisk overvejer hun det slet ikke, men slynger bare svaret ud. 

– NEJ! Haha, det ville jeg godt nok ikke. Jeg har faktisk for sjov truet mine børn med, at hvis ikke de opfører sig ordentligt, så kommer de en tur over Atlanten med sejlbåd. 

Hvorfor ikke? 

– Jeg tror, at jeg har savnet, at der var noget mening med galskaben. Jeg har ikke noget imod at gå gennem ild og vand, hvis der er et formål med det. Og her, hvis jeg skal være helt ærlig, var det lidt meningsløst. Men det er også, fordi min hjerne fungerer sådan, at den fokuserer på, hvad opgaven er. Den var at sejle båden over Atlanterhavet. Så tænker min hjerne, hvordan gør vi det mest effektivt? Og det var ikke den mest effektive måde, som vi gjorde det på, fordi det tog 18 dage, men det kan faktisk tage 10 dage. Det har jeg senere fundet ud af, og det kan jeg mærke, nager mig lidt. 

– Men det værste er – og det sagde jeg også inden – at jeg ikke kunne se, hvad det var, som jeg skulle lære på turen, fordi jeg kender mig selv så godt. Så meningen var, at jeg skulle lære at sejle. Og det har jeg da også lidt. Men ellers, når jeg ser tilbage på mine reaktioner, så er de lige præcis, som jeg sagde inden. Jeg er åbenbart ret forudsigelig – og det har den her tur bekræftet for mig endnu en gang.