Katrine Engberg: "Det er den rejse, Timm og jeg aldrig er færdige med at tale om"

– Sommeren, jeg aldrig glemmer, var lang og strakte sig fra 2005 til 2006. Timm og jeg havde besluttet, at vi ville jagte sommeren i et år, og hvis jeg skal koge minderne ned til tre ord, er det: jordomrejse, kontroltab og genfødsel. Det er den rejse, Timm og jeg aldrig bliver færdige med at tale om, og som har gjort os til dem, vi er. Både sammen og hver for sig.

– Planen var, at vi ville tage fri fra alt, vi kendte, og kun have det med, vi selv kunne bære. Min rygsæk var proppet med alt det her nederen campinggear, men også notesbøger og en kuglepen. Og så var jeg ellers iført vandresandaler i et helt år. I dag, når jeg tænker tilbage, var det ikke det, vi havde med, jeg husker, men alt det, vi ikke slæbte rundt på. Jeg havde ingen telefon, ingen computer, ingen makeup og intet varmt tøj, for det var varmt hele tiden, hvor vi var. Men min bakteriefobi holdt ikke fri. Den har jeg omfavnet for længst, og jeg går op i hygiejne på en måde, som nogen ville mene er neurotisk. Det betød, at vi vaskede os hver dag, selv ude i den vildeste outback i Australien. Vi duftede godt hele vejen igennem, selv om alt var primitivt.

– Inden turen havde vi kigget på en globus og på skift sagt, hvad vi drømte om at opleve: nytår i Sydney, tango i Buenos Aires. Vi havde syv nedslagspunkter, vi skulle opleve, og så sjussede vi os til de datoer, vi skulle flyve på. Vi sparede op og solgte alt, hvad vi ejede og havde. Vi fremlejede vores hus og havde en forstående bankrådgiver, der tilgav os, at vi overskred budgettet allerede halvvejs på turen. Vi var måske voksne, men vi var også meget happy go lucky.

Kontroltabet

– Det var det ultimative kontroltab, for vi havde intet at vende tilbage til. Jeg var freelance-koreograf, og Timm var tv-vært. Vi måtte opgive alting, og vi vidste ikke, hvad vi vendte hjem til. Men det var også en del af planen. Vi ville se, hvad der sker, når man gør noget, der ikke er karrierefremmende. Alt, hvad vi havde gjort, frem til vi rejste, havde tjent et formål. Jeg skulle være danser, og han skulle være skuespiller. Nu vidste vi ikke, hvad vi skulle lave, når vi kom hjem. I dag er det fedt, at vi turde, men det var det ikke der. Det var angstprovokerende.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Det sker jo, når man har det skidt: Man bliver så pisse selvoptaget"

– Og så havde vi jo begge vænnet os til at lægge meget identitet i det, vi laver. Vores fag og vores netværk fyldte ekstremt meget i hverdagen, inden vi rejste. Det var væk. Jeg savnede at møde nogen, jeg kendte, tilfældigt på gaden. Nu skulle jeg genetablere mig selv hver dag. Det var så hårdt, fordi alt var nyt hele tiden. Jeg havde ikke min faste funktion og var flydende i tid og rum. Timm tog det bedre. Han er robust. Jeg kunne godt føle en vis angst, men jeg tæmmede den ved at begynde at skrive.

– Men vores sommer blev jo også livsomvæltende fantastisk, og den afstedkom mere, der bandt os sammen, end noget andet i vores liv, udover at få et barn, har gjort. For vi har stået i situationer sammen, der var så fucked op, at vi bare måtte holde ud og holde sammen. Som da vi strandede i vores autocamper tre kvarter uden for Sydney efter 10 timers kørsel, fordi et dæk punkterede. Klokken var 21.30, vi havde ingen telefon, og vi var så trætte og så sukkerkolde. Vi måtte tømme alt ud af bilen for at åbne for lemmen til donkraften, der så var lav. Vi kunne ikke blive sure eller frustrerede. Vi måtte bare løse problemet. Og det gjorde vi. Vi skændtes ikke, vi løste det bare. Den type oplevelser åbnede en kanal ind til det, vi begge er blevet i dag. Før var vi freelancere, der skulle ringes op. Nu er vi er begge selvstændige, der får tingene gjort. Når kontroltabet sætter ind, lammer det os ikke. Det får os til at handle.

Genfødsel

– En af de største oplevelser var jo også at komme hjem. Det blev meget tydeligt for mig, hvor lidt andre mennesker egentlig er sammen med dem, de siger, de helst vil være sammen med. For når du siger, at du helst vil være sammen med din mand og dine børn, men du bruger al din tid på arbejde, træning og venner, så er det da ikke mærkeligt, at du bliver skilt. Timm og jeg har prøvet at været sammen 24 timer i døgnet 365 dage i træk. Og vi opdagede på den tur, at jo mere vi er sammen, jo mere får vi til fælles. Når folk har for travlt, opstår der en distance, og distancen bliver selvforstærkende.

LÆS OGSÅ: Thomas Blachmann: "Sidste sommer kendte vi ikke hinanden. Det hele er gået meget hurtigt"

– Efter rejsen blev jeg hele tiden spurgt, hvad der havde været det fedeste ved den. Alle ville have ‘highlights.’ Det var så mærkeligt, for det var et jo magisk år, hvor vi kunne huske hver eneste dag; hvad vi havde lavet, og hvem vi havde mødt. Det var ikke lysglimt. Det var som at spise livet med en stor ske og aldrig blive mæt, men blot opdage, at det for helvede er op til dig selv at gøre noget ud af den tilværelse, som du er blevet skænket.

– Det var nedslående at komme hjem. Jeg havde en fornemmelse af, at vi havde rykket os helt vildt, og så kom vi hjem til en verden, hvor ingen havde rykket sig. Og vi var fattige, vi havde ingenting, og vi var så lidt eftertragtede på arbejdsmarkedet, som vi kunne være.

– Fra den sommer gik der 10 år, før jeg udgav noget. Jeg skrev en masse, men der var ikke nogen form på det. Timm lavede mad, jeg skrev. Vi gjorde det for os selv, og det var diffust. Nu kan jeg leve af at være forfatter, og han har en madskole med 65 ansatte. Tiden modnede os. Sommeren, hvor vi gav slip, gav os begge lysten og modet til at bide os fast i det, der gav mening. Den tur har bundet os sammen for evigt. Vi har blandet blod. Hvis vi nogensinde opgiver hinanden, så mister vi også den tur.

LÆS OGSÅ: Mette Lindberg: "Han så en anden, og det gjorde jeg også, men der var helt klart kemi"

– I dag støtter vi hinanden ubetinget. Jeg ved, at Timm har min ryg, og jeg har hans. Vores evige sommer var vidunderlig og røvhamrende hård og den bedste forberedelse til vores videre liv sammen. Det var den sommer, der gav os tiden til de lange samtaler om, hvordan vi ville leve livet, som om hver dag var sommer, og aldrig slå tiden ihjel.