Klara Liljas keramik er inspireret af computerspil: ”Min kunst legemliggør den verden”

Prøv at lukke øjnene. Forestil dig en radioaktiv planet. Så radioaktiv, at der ikke kan bo mennesker på den. I hvert fald ikke helt almindelige mennesker. Naturen er overalt omkring dig. Eventyrlig og overmægtig. I træerne, på jorden og i vandet vokser underfundige farverige eksistenser og gevækster frem. Så farvestrålende, at de næsten ser syge ud. Dine omgivelser er i det hele taget svære at greje. Er du i nirvana eller skærsilden? Intet er sikkert, ud over at du befinder dig i Klara Liljas kunstneriske computerspil-inspirerede fantasyunivers.

“Jeg forestiller mig, at der måske findes engle. Eller måske går der ét meget ensomt menneske rundt. I mit univers er det naturen, der bestemmer. Når folk siger, at vi ødelægger naturen, så er det lidt noget vrøvl. Vi ødelægger den for os selv. Vi kommer måske til at uddø som race, men naturen vil bestå. Den er ligeglad med os. Den er det største af alt,” siger Klara Lilja og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Kasper Winding: ”Hele mit liv har jeg søgt det lette og ukomplicerede” 

“Men det er egentlig komisk, for jeg kan ikke være ude i naturen i meget mere end to timer, før jeg synes, der er for mange insekter. På den måde er jeg lidt en gammel 1700-tals-romantiker, der kun kan forgude den på afstand.”

Vi sidder i Klara Liljas studie i Nordvest i København og taler om det univers, hun har skabt gennem sit kunstneriske virke, hvor hendes keramiske kunstværker nærmest fungerer som en form for merchandise, en lille fysisk amulet fra en anden planet. Omkring os i værkstedet står og hænger kunstværkerne. En kæmpemæssig blå prydvase med blæksprutter, der smyger sig om hullet i toppen. Farvestrålende søstjernelignende eksistenser stråler som sole fra væggene. Og på bordet bag os ligger et koralfarvet spyd, som ligner noget, du kunne bruge til at jagte drager med.

Der er rift om Klara Lilja, og det har der været længe. Hun tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2021, og hendes afgangsværk, der bestod af et bord dækket med deforme, alkymistiske og fantasifulde legemsdele, blev flittigt delt på Instagram. I efteråret 2021 havde hun en soloudstilling på V1 Gallery, og allerede inden sin afgang fra akademiet havde hun udstillet i Politikens Forhal og deltaget i diverse gruppeudstillinger, bl.a. Guld og magi på Arken. Lige nu er Klara Lilja aktuel i gruppeudstillingen Willumsen, Gauguin, Lilja. Mellem myte og virkelighed på keramikmuseet CLAY, hvor hendes kunst spiller op mod to af de store inden for keramikken, J.F. Willumsen og Jean Gauguin.

Klara Lilja betragter kunstverdenen som et spil, og fra sin gamerstol på den anden side af bordet insisterer hun på, at hun ikke er særlig. Nøglen til det hele ligger ifølge Klara Lilja i 90’er-sangerinden Enyas liv og i Klara Liljas velopbyggede magiske univers, som hun håber, man vil finde spor af i fremtidens arkæologiske udgravninger.

Et uforgængeligt materiale

Da Klara Lilja var barn, fik hun og hendes søstre en PlayStation 1 og et lille fjernsyn på deres værelse, der var begyndelsen på en livslang kærlighed til fantasy-computerspil og ikke mindst starten på udformningen af hendes kunstneriske univers.

Klara Lilja er vokset op i København. Hendes far er kunstner, og hendes mor er væver og uddannet konservator på Nationalmuseet. Som barn var Klara Lilja meget optaget af at tegne og opdagede bl.a. Manga-tegneserierne, som blev en stor inspirationskilde. Hun fortæller, hvordan hun og moren kniplede sammen, og hvordan hendes far opfordrede hende til at tage billeder. Op gennem gymnasiet fyldte det kreative mere og mere. Hun søgte ind på Kunstakademiet første gang som 19-årig og kom ind i fjerde forsøg. Det var her, hun fandt keramikken.

“Inden jeg startede med at lave keramik, syntes jeg, det var rigtig svært at lave værker, og det tog mig virkelig lang tid. Men da jeg begyndte på keramik, væltede ideerne ud af mig,” siger Klara Lilja.

“Jeg tror, at grunden til at jeg er så glad for ler, er, at det er et uforgængeligt materiale. Keramik er menneskeskabt af sten. Det er utrolig vigtigt for mig, at det vil være her i 100.000 år. Hvis nogen smider det i en sø, og det bliver gravet op igen om 150.000 år, vil det stadig være her, selv om man ikke kan se, at det er mig, der har lavet det. Det, synes jeg, er kæmpestort,” siger Klara Lilja og peger på et lille keramiksmykke, der ligger på bordet foran os. Det er en del af hendes nyeste projekt, en smykkekollektion lavet i samarbejde med guldsmeden Sara Jin Mi, og som sælges i Holly Golightly i København.

“Og så kan man blive begravet i det. Det er det største plus. Nogle synes, at det er morbidt. Jeg synes, det er trygt,” siger hun.

Som ung var der særligt ét spil, der optog Klara Lilja. Et dragespil ved navn Spyro the Dragon, som foregik i et farvestrålende fantasyunivers, som stadig den dag i dag kan spores i Klara Liljas værker. Men det er ikke kun den lilla drage, der har sat sit præg på hendes kunstneriske verden. Spiluniverser generelt og særligt fantasyspil er hendes største inspirationskilde.

I dag er gamingindustrien en gigantisk underholdningsindustri, hvor det ikke kun er selve spillet, der er vigtigt. Når et stort spil som fx Final Fantasy eller The Legend of Zelda udkommer, bliver der ofte udgivet store, flotte kunstlignende bøger, hvor du kan se alle monstrene, karaktererne, våbnene og landskaberne.

“Når man opbygger et spilunivers, kalder man det for worldbuilding. Og det er totalt det, jeg gør i min kunstpraksis. Computerspil eller fantasy eksisterer ikke i virkeligheden, men det er her, jeg kommer ind i billedet. Min kunst legemliggør den verden,” siger hun og fortsætter:

“At snakke om min kunst som elementer fra et spilunivers giver også rigtig god mening for mig. Modsat flere af mine professorer på Kunstakademiet, vil jeg hellere tale Crash Bandicoot end Michel Foucault.”

Klara Lilja tilgiver dårlige game mechanics, når bare der er en god historie. Hun spiller fx heller ikke first person shooter, forklarer hun. Det er altid universet, naturen og landskaberne, det handler om, og mange af de spil, hun spiller, har hjulpet hende igennem virkelig svære tider.

“Det spil, jeg har haft de største oplevelser med, er Final Fantasy 15, som jeg spillede meget i en periode, hvor jeg havde det rigtig dårligt og døjede med angst og kroniske smerter. Der hjalp det at blive suget ind i det univers. I et spil hersker der et meget mere overskueligt system end i livet. Støder du på en udfordring, får du en bonus bagefter, og din karakter bliver stærkere. Sådan synes jeg ikke, det er i virkeligheden. På den måde er spillogik megaberoligende,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt: ”Jeg er mest bekymret for, at det hele går op i luft igen”

Et happy place

Søstjerner med ualmindeligt mange arme, en gren, hvor der vokser noget fremmed ud, eller en strålende blomst, hvor der bor noget pudsigt inde i midten. Når du kigger på de nærmest magiske eksistenser, der hænger på væggene i atelieret, og som Klara Lilja lægger på sin Instagram, skitserer de en verden, der er smukkere, vildere og mere eventyrlig end vores. Samtidig er det, som om de på deres egen underfundige facon også varsler en verden i voldsom transformation, en verden, der på et tidspunkt bliver ubeboelig for mennesker. Den tvetydighed virker Klara Lilja egentlig godt tilfreds med.

“Jeg kan også selv bedst lide at lede efter mine egne svar og synes, det er fedt, hvis der er flere af dem,” forklarer hun.

Morbiditet og smerte er meget til stede i Klara Liljas værker. Men hun føler ikke, at hun eller værkerne siger noget generelt om, hvordan mørket skal eksistere i vores liv. Tværtimod.

Efter Klara Lilja fik sin søn, fik hun en fødselsreaktion og skabte et værk, der direkte beskrev den oplevelse. Det var en baby, der lå ovenpå en blomst, hvor bladene og stilkene var rådne. Værket blev solgt allerede inden, det nåede galleriet. Det var fint at lave det værk, men hun har ikke behov for at lave flere af den slags.

“Det er nok, fordi jeg ikke kan digte en lykkelig slutning. Jeg tror heller ikke, at den altid eksisterer i virkeligheden. Når folk fortæller om hårde perioder i deres liv, men at de kom stærkere ud på den anden side, tror jeg ikke altid på det. Nogle gange er man bare knækket. Sådan var min fødselsreaktion for mig. Det var så stort et traume, at jeg ikke tror, at jeg skal have flere børn.”

I vores samfund er der en tendens til, at dårlige oplevelser partout skal sættes i et positivt lys, mener hun. Mens virkeligheden for de fleste af os er, at tiden går, uden at der nødvendigvis kommer andet ud af det, end at vi var i verden.

“Det er måske ikke en rar erkendelse, men sådan er livet. Heldigvis synes jeg, at den yngre generation har en anden tilgang til de her ting. De virker ikke til at have samme behov for at polere smerten,” siger hun.

“Men man kan måske prøve at finde skønheden i det deforme og det morbide. Det er også lidt blevet et varemærke for mine værker,” tilføjer hun.

“Jeg synes ikke, at mine værker handler om traumer. Men det univers, jeg har skabt, er helt klart mit happy place. Der var engang en professor, der sagde til mig, at han syntes, det var patetisk, når kunst var healing – det er så meget en boomerting, at sige sådan noget, by the way. For mig må kunst gerne være healende. Det tror jeg i mange tilfælde, det er,” siger hun.

Nogle kunstnere behandler deres samtid direkte i deres kunst. Men så findes der også kunstnere som keramikeren Bjørn Wiinblad.

“Wiinblad var 24 år, da 2. Verdenskrig brød ud, og man kan på ingen måde se det i hans praksis. Det, synes jeg, er så fedt. Hans kunst er hans sandhed. Han har boet i København, så han har 100 procent mærket krigen. Han var også homoseksuel, og det, tænker jeg, kan have været svært i 40’erne. Men hans kunst handler ikke om virkelighed, krig eller traumer. Nærmest det modsatte. Det er en manifestation af glæde og skønhed. Jeg bryder mig heller ikke om litterær socialrealisme. Jeg synes, det er enormt fladt at læse om ting 1:1 og ofte utrolig deprimerende. Jeg synes, det er langt mere brugbart at læse Kometen kommer af Tove Jansson – selv om den sikkert indirekte handler om atombomben,” forklarer Klara Lilja.

Nogle gange kan fraværet af noget være den stærkeste måde at beskrive det på, tilføjer hun.

“Jeg tror også, at min fascination af og glæde ved fantasy bl.a. bunder i, at man kan skabe sin egen virkelighed og lave sine egne regler. Det er en form for flugt, men fantasy er samtidig et udvidende univers. Det er ikke nødvendigvis woke eller systemkritisk, det handler i højere grad om drømme. Og nogle gange er drømme stærkere end virkelighed. De er en form for overlevelse,” siger Klara Lilja.

LÆS OGSÅ: Lea Korsgaard: ”Den første jeg lavede, blev et mesterværk. Jeg tænkte: Det må jeg overgå”

At se kunstverdenen som et spil

På et tidspunkt faldt Klara Lilja over en artikel, der ændrede hendes tilgang til det at være kunstner. Den handlede om 90’er-sangerinden Enya, som er en af de 250 bedst sælgende musikere på kloden.

Hun har solgt 175 millioner albummer, hvilket er det samme som fx Nirvana, til trods for, at hun ikke er lige så eksponeret som dem, ikke har givet særlig mange koncerter, aldrig har været på turné og næsten ikke giver interviews.

“Enya har altid gået sin egen vej. Hun producerede sin egen musik, hun pionerede sin egen stil, og hun skrev sine egne tekster. Den artikel, jeg læste, beskrev i det hele taget en kunstner, der ikke gjorde noget, hun ikke havde lyst til. Det var hendes politik fra starten af, og hun er alligevel blevet den her monstersuccesfulde musiker. Det lærte mig, at der var en anden måde at drive sin kunstneriske virksomhed på,” siger Klara Lilja.

På Kunstakademiet lærer man faktisk utrolig lidt om at drive en kunstnerisk virksomhed, forklarer hun. Et af de eneste råd, du får, er, at du skal tage til ferniseringer og mingle for at få succes. Et råd, som hun selv, der er introvert, ikke kunne bruge til ret meget.

“Den manglende undervisning på området saboterer de stude- rende. På akademiet hersker der en myte om den lidende uspolerede kunstner, hvis virke bliver forplumret, hvis det kommer i kontakt med markedet. Men det er en gammel, åndssvag munkelignende opfattelse af kunstneren – som om din ånd er renere, hvis du ikke har jordiske besiddelser,” siger Klara Lilja.

“Hvis du har en god økonomi, der gør, at du har det godt, tror jeg, at du laver bedre værker. Jeg tror heller ikke på, at du kun kan lave god kunst, når du lider – du laver sjældent god kunst, når du står midt i en krise. Jeg tror, jeg er blevet en bedre kunstner af at have lært mig selv at drive en virksomhed.”

En anden person, der har hjulpet Klara Lilja rigtig meget, er en guldhåret, blid og mild Manga-troubadour, som græder guldtårer. Han er en karakter, hun selv har opfundet. I en spirituel podcast hørte hun om en øvelse, der gik ud på, at man skulle forestille sig, at ens penge var en person. Og det var i den øvelse, at hun ‘mødte’ ham, forklarer hun lidt grinende.

“Men han har virkelig hjulpet mig, når jeg er løbet ind i kedelige administrative opgaver, som der jo også er rigtig mange af, når man driver sin egen virksomhed. På dage, hvor jeg fx bliver kastet rundt i manegen af Skat, taler jeg med ham,” siger hun.

“I det hele taget betragter jeg kunstverdenen som et spil, hvor man har klare mål og skal overkomme forskellige udfordringer.”

Sidste år omsatte Klara Lilja for 1,6 millioner kroner, og det vil hun gerne gøre igen i år. Det betyder fx, at hendes galleri, V1 Gallery, skal have 18 af hendes værker om måneden. Klara Lilja er også utrolig selektiv i forhold til, hvem hun lader sig interviewe af. Det tog Eurowoman fire forsøg at få fat i hende, og hun viser aldrig sit ansigt på billeder, da det er kunsten, det skal handle om.

Allerede da hun gik på Kunstakademiet, blev hendes Instagram et vigtigt og velovervejet businessværktøj. Det handler om at budgettere med sig selv og sin energi, forklarer hun.

“Jeg er generelt virkelig træt af, at du som kunstner bliver opfattet som en airhead, der sidder i sit atelier og sammenligner farveprøver, mens det hele bare falder ned i skødet på dig. Sådan er jeg ikke. Det, jeg har lært i mit virke efter akademiet – og særligt af Enya – er, at du gerne må stole på dit indre kompas. Jeg ved godt, det er et lidt fluffy råd, men du skal altså stå ved dine grænser. Hvis du får en dårlig vibe fra en mail, eller det virker, som om nogen vil udnytte dig, er det ofte, fordi det er dét, der kommer til at ske. Selv om du gerne vil være succesfuld, må du gerne sige nej.”