Klumme: “Hvorfor er der ingen, der kører damen til lægen, når hun ikke kan gå?”

Det var en af de ­brandvarme ­sommerdage, og vi skulle på ­Ordrupgaard for at se ­Olafur ­Eliassons kunstlegeplads. Vi trippede ned ad trapperne på stationen, og på vej ned passerede vi en meget dårligt ­gående ­ældre dame med en stok i hver hånd. ­Nedenfor trappen gik hun forbi en fyr, der stod med sin cykel og ventede på at komme ind i elevatoren. Pludselig ­bakkede han uden at se sig for og ramte den ­ældre dame, der faldt bagover og slog baghovedet ned i jorden. Jeg løb hen til hende. Det blødte fra baghovedet. Hun smilede og sagde "det ser værre ud, end det er, ­fordi jeg får blodfortyndende medicin". Jeg ­insisterede på at ringe efter en ambulance. En anden kvinde og jeg hjalp hende over at sidde på trappen, som var det eneste sted, hun kunne sidde ned. Solen bagte. Heldigvis havde jeg lige købt en halv liter iskold cola, hun kunne styrke sig lidt på.

Min 9-årige datter spejdede efter ­ambulancen, mens den anden ­kvinde og jeg talte med damen. Hun var det ­sødeste, stærkeste, mildeste, mest livsbekræftende, jeg længe har mødt. Hun fortalte, at hun havde været til speciallæge for at få undersøgt den ene ankel, som hun havde smerter i. "Men er der ingen kørselsordninger, som hjælper dig derhen?", ­spurgte jeg. "Nej, kun hvis det er på ­hospitalet – jeg kunne vælge mellem at vente to ­måneder på en tid hos speciallægen eller ­fire måneder på en tid på hospitalet". Vi kom også ind på vagtlægen, der ikke kan ­komme hjem til én mere. Det kunne jeg tale med om. Jeg har prøvet at stå med et barn med over 40 i feber, der må slæbes hen til en akutmodtagelse – og været taknemmelig for at jeg havde råd til en taxi.
Nu havde den ældre dame meget ondt i den ene balde. Jeg måtte ringe og ­høre, hvor ambulancen blev af. Endelig kom den – efter en halv time – og ambulancefolkene tog sig af hende. Efterfølgende har jeg så fundet ud af, at man åbenbart selv skal tegne et særligt Falckabonnement for ­altid at kunne blive kørt til og fra f.eks. en ­speciallæge.

Jeg fortalte historien til en god ven, som, viste det sig, for nylig havde ­oplevet ­noget med visse ligheder. Min ven var ­kommet gående med sin familie, og midt på ­vejen stod der en el­scooter med ­ejeren ­siddende i: En alkoholiseret mand, der ­afgav en kraftig urinlugt. ­Scooteren, som var ­totalt ramponeret, var løbet tør for strøm. De hentede kaffe, kage og ­tæppe til ­manden. Min ven ringede rundt til ­forskellige ­instanser hos kommunen, men der var ­ingen hjælp at hente til at få ­manden og hans køretøj hjem. Han ­skulle selv ­sørge for at have et abonnement hos leverandøren af elscooteren til ­sådanne ­situationer og generel vedligeholdelse. ­Efter en ­times forgæves ­boksekamp med kommunen endte min ven med at ­ringe efter en ­storvogn med lift, som er en slags udvidet taxikørsel. 500 kr. Min ven ­betalte.

Og så er det, jeg tænker: Hvad i ­alverden har vi tænkt os som samfund, når svækkede borgere ikke har penge, ­ressourcer eller andres hjælp til at ­købe alle mulige abonnementer, der sikrer, at de kan komme sikkert til lægen eller ned i ­supermarkedet? Som er afgørende for at bevare et minimum af værdighed og ­mobilitet. Det er et svigt. Selv børnene ved det. Den dag på Ordrupgaard spurgte min datter flere gange "hvorfor er der ingen, der kører damen til lægen, når hun ikke kan gå?" Tja, hvorfor? 

LÆS OGSÅ: Klumme: Kunsten at holde på en hemmelighed, når det virkelig gælder

LÆS OGSÅ: Klumme: Singleforældre med bofællesskabsdrømme

LÆS OGSÅ: ”Patienten sidder stadig og joker, selvom vi lige har hevet en hel liter blod op af maven på ham”