Mandlig klummeskribent om sexisme: "Min ven, vi skal være en del af løsningen, ikke problemet"

Der bor en gammel nordjyde i mig, og nogle gange burde han holde sin kæft.  Holde lav profil, lære, hvornår han skal tale, og hvornår han skal tie og lade alle de andre tagesig af diskussionen og debatten. Ladehans pladderkonservative bonderøvs-idealer blive hjemme og i stedet koncentrere sig om at få lappet hullet i taget på carporten, fikset bagsmækken på bilen og pakket havetrampolinen ned til vinteren. Eller hvad nordjyske mænd på hans alder nu ellers får tiden til at gå med på denne tid af året, mens resten af verden diskuterer sexchikane og strukturelle krænkelseskulturer.

LÆS OGSÅ: Stephanie var frigid i et år: "Jeg følte ikke den mindste gnist"

Uanset hvor nuancerede, hans holdninger til #metoo end måtte fremstå i hans verden, er det bare ikke hans kamp lige nu. Han er ikke noget offer, #metoo er ikke en trussel mod hans ret til at råbe “det sagde hun også i går!”, hver gang lejligheden byder sig, og medmindre Jeanett fra cafeteriet A-Z i Hjørring her 24 år senere skulle beslutte sig for, at hun følte sig krænket den dag ude i opvasken, så burde han heller ikke have det store at frygte, hvad angår skeletter i sexismeskabet.

Men ak, han er en stædig satan, så han ævler ufortrødent videre. Holder på sin ret til at turnere rundt blandt venner og kolleger med holdningen om, at det hele er ved at tage overhånd, at man ikke kan fyre en mand for noget, ingen ud over de allermest puritanske socialdemokrater for alvor var sure over, da det skete for 12 år siden, og at udsigten til en verden, hvor man ikke længere må flirte med Lone nede fra regnskab til julefrokosten, minder ham om Orwells udgave af 1984. 

Ti nu stille, hvisker jeg ham i øret, når jeg kan mærke, at han er ved at hidse sig op igen. Tiden er en anden, træk vejret, hvad i alverden ved du overhovedet om kvinders vilkår på det patriarkalske arbejdsmarked? Sæt dig ned, hør noget Allan Olsen, ring til mor og spørg, om hun snart giver kaffe. I øvrigt må du stadig flirte alt det, du vil, du skal bare undgå at true praktikanterne til blowjobs eller stikke hånden op i skrævet på folk, når de ikke har bedt dig om det. Den gik sgu heller ikke på Billys Værtshus i 1996, uanset hvor meget du forsøger at romantisere den tids ubekymrede omgang med det andet køn.

LÆS OGSÅ: Julie Kragh: ”Det er anstrengende at være den, der ødelægger den gode stemning”

Hvilket min indre nordjyde selvfølgelig godt forstår. Han er trods alt godt opdraget, noget dumt svin er han ikke. Men han er også svær at holde i skak, for han er en mand og tilmed en nordjysk en af slagsen, og lige så god, den slags mænd er til at bakke med trailere, lige så svært er det for dem at affinde sig med, at verden ikke længere tilhører deres slags. Han synes, det går for hurtigt, alle skælder ud på hinanden, ingen lytter, og der, hvor han kommer fra, plejer man som regel lige at tage en kop kaffe, før man finder høtyvene og faklerne frem. 

Men nu er vi jo ikke hjemme i Hjørring, siger jeg til ham. Så hold nu bare mund, og lad mig klare den. Selvfølgelig bakker vi op om #metoo. Du og jeg, min ven, vi skal være en del af løsningen, ikke problemet. Hvis du endelig vil lege nordjyde i København, så lær folk at bakke med en trailer. Det er de sgu ikke for gode til på disse kanter.