Tania Lumby Sørensen

Foto: Privat "For mig er børn ikke bare noget, jeg skal have – koste hvad det vil", skriver 27-årige Tania Lumby Sørensen i denne klumme.

Min kæreste har truffet en ”kontroversiel” beslutning – og ingen hjælper os igennem det som par

Det er ikke altid, at der er enighed i et parforhold, når det gælder ønsket om at få børn. Og det er vi som samfund alt for dårlige til at forstå og tale respektfuldt og fordomsfrit om, skriver 27-årige Tania Lumby Sørensen i denne klumme.

Børn.

Et emne, jeg ser omdiskuteret alle vegne i podcasts, artikler, brevkasse-forummer, sundhedsplatforme og på tv.

Utroligt mange par i Danmark kan ikke få børn af fysiologiske årsager, selvom de brændende ønsker det. Meget svære problematikker, som man ikke kan andet end at have sympati for.

Dog bliver jeg ganske uforstående, når jeg laver den ene googlesøgning efter den anden med problematikken ”den ene part vil IKKE have børn, den anden vil” – og der så absolut intet eksisterer på det ellers så store World Wide Web.

Ikke engang nogen af de danske parterapeuter, jeg er stødt på, nævner det i deres beskrivelser af emner, som de hjælper par med…

Hvorfor?

”Han er bare ikke klar endnu”

Vi skriver 2021, og flere og flere har igennem de seneste år i Danmark brudt tabuet om ikke at ville have børn.

Det burde være okay. Det ER okay.

Men vores samfund og kultur kan stadig ikke forstå det.

Jeg ser det også i snakke med veninder, som er af den overbevisning, at det blot handler om ”ikke at være klar” til det endnu, og at ”lysten nok skal komme”.

Men det er langt fra altid tilfældet. Heller ikke i mit parforhold.

Her er min virkelighed nemlig, at jeg ønsker børn, og min kæreste ikke gør.

Og det er ikke på den der ”jeg er bare ikke klar”-måde.

Han ønsker virkelig ikke et liv med børn. Der er ingen lyst, ingen gevinst for ham.

Jeg vil i bund og grund gerne respektere dette, fordi jeg ikke selv tror på, at børn partout er meningen med livet.

Og fordi jeg tror på, at alle bør vælge den vej, der er bedst for dem.

Havde ikke troet, at det ville være et problem

Men jeg må samtidig konstatere, at vores samfund, relationer og kultur på ingen måde er gearet til denne snak.

Heller ikke min kæreste og jeg.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at dette skulle blive et problem i et parforhold.

Fortællingen går jo på, at man mødes, forelsker sig, og så er den del om børn noget, der ”bare” sker naturligt, fordi ”selvfølgelig har begge parter lyst.”

Jeg har aldrig selv givet tanken om børn megen overvejelse, før jeg mødte min kæreste.

Jeg har nok sagt, at jeg ikke var sikker på, om jeg havde lyst. Da vi havde været sammen i et år, kunne jeg mærke, at jeg måske nok havde lyst, hvis det var sammen med ham, men jeg var stadig utrolig vævende i mine svar.

Det har dog ændret sig på det seneste, hvilket komplicerer alting mere – både i parforholdet og i relationen til andre.

Børn kommer ikke af tvungen lyst

Jeg tror nemlig, at vi mennesker – og især par – har brug for at føle os specielle sammen og have en fælles historie.

Derfor tror jeg også, at sætningen: ”Ja, min kæreste ønskede heller ikke børn. OVERHOVEDET! Men så mødte han MIG og fik lyst” lever blandt mange par.

Men den sætning har jeg det meget svært med – også selvom jeg på mange måder selv har haft den følelse.

For jeg synes ikke, at man skal tale om det at få børn udelukkende ud fra en antaget kærlighedserklæring mellem to mennesker, men også ud fra den erkendelse, at det er en enorm mængde ansvar og frihedsindskrænkelse, der kan følge med, som det er helt og aldeles forståeligt, at nogen ikke har lyst til.

Måske prøver folk at overbevise parten om, at det kan ske, at ens partner ændrer mening, men det gør intet andet end at katalysere en kæmpe usikkerhed over på ens egen partner, der ikke har det på samme måde.

Skal jeg gå fra én, jeg elsker?

Mange vil måske tænke, at svaret på denne problematik er: Gå fra hinanden, hvis I ikke kan blive enige om, at den ene vil have et barn, og den anden ikke vil.

Eller måske spørge: Vil du vælge din kæreste fra eller et potentielt barn til? Kan den kærlighed, du har til din kæreste, virkelig give dig en stor nok følelse af fuldkommenhed sammenlignet med et barn?

Men hele problemet ligger i, at jeg har virkelig svært ved at forene mig med disse utroligt firkantede og logiske svar.

For mig er børn ikke bare noget, jeg skal have – koste hvad det vil.

Jeg ville have børn, FORDI jeg havde fundet en partner, hvori jeg kunne se en fantastisk fremtid med børn. Fordi det ville være med lige præcis ham.

At gå fra én, man elsker, fordi han ikke vil have børn, og som jeg ellers har det fantastisk med på andre områder, er selvsagt ikke let.

Og det er derfor, at denne problematik er så svær at snakke om og komme videre fra. For hvad jeg skal gøre?

Vi skal turde tale om det

Der mangler fortsat en større åbenhed og accept af, at der ikke nødvendigvis er et fælles ønske om børn i et parforhold.

Jeg ville ønske, at flere platforme diskuterede emnet i samspil med mennesker, der står i det, da jeg også kan se, hvor utrolig ensomt og skamfuldt det er for min kæreste at føle sig helt og aldeles alene med tanken og presset, når han samtidig ønsker at være sammen med mig.

Jeg foreslår, at vi begynder at tænke mere kreativt: For eksempel at man kan tale om, at den ene part får et barn med en anden (måske en ven), og at man måske kan bevare sit nuværende forhold på den måde?

Eller at man taler om måske at blive aflastningsfamilie eller plejeforældre, som på den måde ikke er et livslangt ansvar.

Godt nok er jeg lige nu overbevist om, at det kun er ham, jeg er sammen med, som jeg ønsker mine børn med. Men jeg er også åben for at forsøge at tænke anderledes.

Uanset hvilken løsning der måtte være den bedste for os – eller andre i en lignende situation – er én ting i hvert fald fuldkommen garanteret: Lyst kommer ikke af de akavede spørgsmål om børn ved samtlige sammenkomster med venner og familie.

Det er min overbevisning – og opfordring – at folk generelt skal bide sig selv rigtig hårdt i tungen, inden de begynder at udfritte par om dette.

For det er et meget hårdt emne for mange og utrolig privat – til tider også skamfuldt.

Om klummeskribenten

  • Tania Lumby Sørensen, 27 år
  • Uddannet socialrådgiver.
  • Arbejder til daglig som socialkonsulent i et lille firma, som laver indsatser til børn, unge og familier.
  • Bor på Nørrebro med sin kæreste. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold og Fertilitet

610x200_woordy_dmjpg.jpg