Har du også prøvet at tale din teenager fra at tage på Roskilde? Eller dropper du selv at tage til Skanderborg i år, fordi du ikke orker at sove i telt? Virker Samsø Festival for lille, Musik i Lejet for smart og Heartland for elitær? Muligvis. Men jeg må alligevel overbringe en trist erkendelse. Du går glip af en oplevelse. Og her taler jeg ikke kun om det ekstraordinære ved at se Bob Dylan på slap line eller være en af de få til en intim koncert med Pernille Rosendahl. Nej, du snyder dig selv eller din teenager for den vigtige lektie, som enhver læreanstalt bør have ambitionerne om at formidle. Du snyder jer for den særegne mulighed at få udvidet jeres horisont.

Første gang jeg gæstede Roskilde Festival, var jeg knap fyldt tyve år. Jeg tog kun med, fordi min veninde lovede mig, at hun ville sætte vores telt op og sikre, at jeg fik både grineflip og ”Ski-Burgere” i rigelige mængder. Hvad hun ikke vidste, var, at hun forærede mig indgangen til musikoplevelser, jeg aldrig selv ville vide, hvor jeg skulle opstøve. Midt om natten i et telt med tusindvis af gummistøvleklædte festivalgængere hørte jeg nepalesisk verdensmusik efterfulgt af ”Bajofondo Tango Club”, der fusionerede elektronisk musik med tango. Jeg var solgt. Ikke kun på grund af musikken, men over tilfældighedernes gave til mig.

Få år senere overtalte mine søskende og jeg vores forældre til at slutte sig til vores Roskilde-oplevelse på ”seniordagen”. Og der i solen stod jeg så med min far og en fadøl i hånden og så Jamie Cullum overbevise hele Orange Scene om, at han var Englands sødeste singer-songwriter, og min far om, at Roskilde Festival havde meget lidt med mudder og fulde folk at gøre og alt at gøre med at skabe

fællesskab og nedbryde fordomme.

Jeg har siden sneget en festivaloplevelse ind om året, fordi jeg ved, at det er, når man overgiver sig til et sted, hvor hverdagens regler ikke gælder, at man giver sig selv plads til nye erkendelser. Et år fik Björk overbevist mig om, at jeg skulle forlade min kæreste. Et andet år mindede Massive Attack mig om, at de bedste venner er dem, der gider bære over med, at du snakker for meget og for højt, så længe du gør det til en vane at holde mund og nyde i stilhed, når musikmagien sætter ind.

I år var jeg for første gang på Heartland. Og min største oplevelse kom (naturligvis) ikke der, hvor jeg havde satset på det. Højdepunktet var nemlig ikke, da Knud Romer som en dansk Quentin Tarantino overøste Line Knutzon med åndfulde serenader, mens sidstnævnte jammede i vildskab over begreber som lykke, penge og livskvalitet. Og det var heller ikke at høre Mads Langer afprøve nyt nuttet materiale eller Smashing Pumpkins støve de gamle 90’er-minder af.

Hovedoplevelsen var lige så uventet, som den var morsom.

Kalle (Ramasjang) Mathiesen gav spontan koncert en tømmermandsramt fredag formiddag for en måbende campingplads. Vi spiste økologisk grød, drak nødvendig kaffe og tabte underkæben. For den konservatorieuddannede enfant terrible skabte en veritabel symfoni af trommevildskab og sort humor, mens han smed om sig med livsvisdom. ”Hvis man aldrig går for langt, så ved man ikke, hvor langt man kan gå”, råbte han umiddelbart efter at have overskredet alle tænkelige former for musisk sømmelighed og fået Frank Sinatras ”New York” til at handle om strip og viagra. Og hvor har han ret. Hvis vi altid bliver i vores komfortzones behagelige sofa, så opdager vi aldrig, hvilke erkendelser vi kan snuble over ude i verden. Det er det, vi lærer, når vi går på festival: at udvide vores horisont.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.