Sine elsker sin mobil og computer - men så sagde en fotograf noget, som satte sig i hende…

For nyligt udøvede jeg et helt uforvarende attentatforsøg på min computer. Ved et uheld druknede jeg den i Cola Zero, og det tog hverken den eller jeg særligt pænt. Min MacBook strejkede – jeg panikkede.

Ville den og dermed fem års arbejde forsvinde i en flydende blanding af kunstige søde- og farvestoffer?

Jeg strøg til min lokale tech-support, der tilbød en ultralydsscanning, og i Elgiganten for at redde, hvad reddes kunne fra min backup i skyen. Først tryglede jeg, så græd jeg, og så forbandede jeg langt væk, at jeg ikke var født i en analog tidsalder, hvor en computer var en skrivemaskine og en harddisk en stak papirer på mit skrivebord.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg vil glæde mig over al den modstand, jeg før 2020 ikke vidste, min hverdag manglede"

Et par uger senere var jeg ude at interviewe forfatter Tine Høeg, og med mig var fotograf Tine Bek. Vores første samtaleemne blev hverken Tines glimrende nye bog eller den smukke gravide mave, hun havde iført et herligt leopardplettet antræk.

Det var derimod fotografens analoge kamera, der med sin robuste klodsethed og anakronistiske charme bevægede os alle.

”Jeg kan meget bedre lide at skyde på film end med digitalt kamera. Jeg gør mig helt anderledes umage med det her kamera.

Jeg kan ikke tjekke billedet, før det bliver fremkaldt, jeg kan ikke gøre det om, og jeg har ikke flere billeder til rådighed end dem, der er på kamerarullen”.

Samtalen fortsatte i andre retninger, før interview og fokus blev rettet mod vores kære forfatter, men fotografens ord blev med mig. Da jeg var barn, havde jeg et lille lommekamera, og hver eneste sommerferie blev indledt med, at min far ceremonielt gav en filmrulle til mig og mine søskende sammen med beskeden om, at gaven indbefattede fremkaldelse af vores 24 feriebilleder.

Hvert motiv på sommerferierne blev taget med store overvejelser over motiv, perspektiv og stemning. Der var jo kun 24 skud i kameraet. Siden fik vi alle digitale kameraer og så kameratelefoner.

Vi kunne tage alle de fotos, vi ville, og derfor blev det ikke så afgørende, om vi gjorde os umage med det enkelte billede. Lidt på samme måde oplever jeg selv, at jeg kan opføre mig med mine timer og dage og mine ord på computeren.

Og jeg er bestemt ikke alene. I dag kan vi bruge timevis på at ”være på telefonen”, men vi kan næsten ikke unde os selv et øjebliks ro til at være i nuet.

LÆS OGSÅ: Efter festen: "Næste morgen vågnede jeg til noget uhørt..."

Vores indre, klodsede, analoge kamera, koncentrationen og fordybelsen er blevet erstattet af en evig scrolling på skærmen, på Tinder, på Wolt og på worddokumentet.

Tine Beks kamera og min døende computer fik mig til at stoppe op og tænke: Hvor ofte gør vi os egentlig umage med hvert billede, vi tager, hvert måltid, vi laver, hver samtale, vi fører, hvert ord, vi skriver?

Hvor ofte henfalder vi til at leve vores liv, som var det en endeløs række snapshots, vi kan redigere, lægge et filter på eller bare slette?

Aftalen, jeg laver med mig selv fremadrettet, skal ikke kunne hentes i min iCloud, redigeres i facetune eller omgøres af en stavekontrol. Jeg vil prøve at omgås min egen tid, som skrev jeg mit livs fortælling på en skrivemaskine og tog mine erindringsbilleder på filmruller.

Nogle af tilværelsens billeder vil fortsat være uskarpe, og billedteksterne redigerings-værdige. Men jeg vil i det mindste vide, at jeg har gjort mig så meget umage, som jeg kunne. Jeg vil insistere på at leve flere dage, som om de ikke kunne slettes eller laves om.