Signe Nordstrand forfatter

Foto: Privat Samfundet har svært ved at acceptere, at Signe Nordstrand er en lykkelig single, skriver hun i denne klumme.

Jeg er single på syvende år og GLAD: Hvorfor er det så svært at forstå?

”Det er min erfaring, at min singlestatus, uanset hvor meget jeg forsøger at forklare den eller beskrive den som tilfredsstillende, selvvalgt eller lignende, altid bliver opfattet af andre som en midlertidig status”, skriver Signe Nordstrand i denne klumme.

I skrivende stund er jeg single på syvende år. Og når jeg møder nye mennesker, og talen falder på ‘relationship status’ (for det gør den før eller siden), så er der én ting, der er sikker: Når jeg siger, at jeg er single, bliver det i modtagerens hoved oversat til, at jeg leder efter en kæreste.

Men det gør jeg ikke. Og sådan har det været de seneste mange år.

Jeg har ikke prøvet hverken den ene eller den anden datingapp, og jeg har flere gange tænkt om mig selv, at jeg måske blot er et menneske bedst egnet til enehed, og at jeg sagtens ville kunne leve resten af mit liv uden that certain someone at dele det med.

Og det handler hverken om, at jeg er bange for at lukke andre ind, eller om, at jeg slikker sår efter at have brændt mig på kærligheden (eller altså jo, jeg har da datet min del af douchebags gennem årene, men det er ikke det, det handler om).

Svært for andre at tro på

Det handler kort og godt om, at jeg trives – og er glad – alene. Jeg har vel sammenlagt savnet en kæreste en halv times tid hver anden lørdag (altså, you know, den dér weekend i lige uger, hvor min datter er hos sin far), og da har det primært handlet om en overvældende spontan trang til at få lidt fodmassage eller blive nusset lidt på ryggen.

Men derudover har jeg ganske enkelt ikke haft lyst til eller behov for at anskaffe mig en kæreste, og af en eller anden grund er det ofte meget svært for andre at forstå. Og det er endnu sværere for dem rent faktisk at tro på.

Det er nemlig min erfaring, at min singlestatus, uanset hvor meget jeg forsøger at forklare den eller beskrive den som tilfredsstillende, selvvalgt eller lignende, altid bliver opfattet af andre som en midlertidig status.

Læs også: Derfor er singlemænd over 35 virkelig op ad bakke

Møder ofte skepsis

Men hvorfor er det, at en singlestatus nødvendigvis skal være midlertidig? Hvorfor konnoterer ordet single automatisk enten ”jeg leder efter en kæreste”, ”jeg vil dyrke fri og uhæmmet sex med alle” eller ”jeg er bange for at blive såret”? (Ikke at der er noget galt med hverken det ene, det andet eller det tredje). Og hvorfor er det, at ’i et forhold’ er samfundets automatindstilling, som det altid forventes, at vi er i en proces omkring at finde hen til?

Jeg møder ofte skepsis, når jeg kommer med min ‘forklaring’ (for jo, folk kræver altså en forklaring). Og det er, som om mange ikke sådan for alvor tror på, at jeg bare går rundt og er single helt uden grund – og helt uden at ønske mig eller lede efter en kæreste. For det lader til, at “jeg er bange for at blive afvist” eller “jeg leder med lys og lygte” på en eller anden måde er mere acceptabelt end blot “tjah, jeg gider ikke rigtig” eller “det har jeg ikke lige behov for”.

Som om couple/double absolut må være the default, og ‘single’ altid kan oversættes til ‘missing a person’ eller ‘not quite complete’.

But I’m not missing anything!

"I am my very own icing on the cake"

Men mange synes alligevel at tænke, at der må findes en anden sandhed om min tilstand, som jeg bare ikke selv har indset endnu, og de er altid behjælpelige med adskillige forslag eller stiller spørgsmål, der skal opklare mysteriet:

-          Er de for besværlige, de mænd dér?

-          Orker du det ikke længere?

-          Det handler bare om at finde den rigtige.

-          Det skal nok komme – du skal bare lige være klar!

Og når folk skal være rigtig søde og overbærende og forstående, siger de, at det også er sådan, det skal være: Man skal selv være sin egen kage, og så er en kæreste blot the icing on the cake (åh, den har jeg hørt mange gange – but honey: I am my very own icing!)

Jo flere spørgsmål jeg besvarer, jo flere nye afføder det – og jo mere vil jeg i øvrigt skulle stå til regnskab for mine besvarelser, hvis jeg vågner op en dag og har lyst til at ’spille Tinder’, som min veninde engang beskrev det.

Læs også: ”Jeg skal simpelthen ikke være 30 og være single”

Ikke et politisk statement

Så lad os få et par ting på det rene:

At jeg har været single længe, betyder ikke, at jeg er lavet af sten (der har været adskillige episoder, hvor en charmerende mand har kunnet tiltrække mit blik og løsne op for mit resting single bitch face for en stund, eller hvor en særligt Clooney-ish type har kunnet få mig til at tænke, at der måske alligevel vil komme en dag, hvor jeg kunne overveje at indgå i et forhold igen). 

Det betyder heller ikke, at jeg udlever et større politisk statement, eller at jeg bevidst afsværger parforholdets utvivlsomt mange glæder for evigt. Det betyder såmænd bare, at jeg – lige her og nu og i de seneste syv år – har det godt, at jeg ikke savner tosomhed, og at jeg lige nu hellere vil være alene end i et parforhold.

Det betyder ikke, at jeg ikke en dag kan få lyst til at sætte tænderne i en andens glasurdekorerede kage og give den anden lov til at sætte tænderne i min. Det betyder blot, at hvis jeg en dag skal indgå i et forhold med andre end mig selv, vil det sandsynligvis ikke være, fordi jeg en dag får lyst til en kæreste og begynder at lede. Det vil snarere være, fordi jeg tilfældigt møder en og tænker:

Dig kan jeg ikke ikke være kæreste med.

For jeg er på ingen måde imod selve ideen om forhold. Jeg har bare ikke nødvendigvis selv lyst til at være i et. I hvert fald ikke lige nu.

Om klummeskribenten

Signe Nordstrand.jpg

  • Signe Nordstrand
  • Forfatter og korrekturlæser (har skrevet bøgerne En overspisers bekendelser, Muusmann Forlag 2019, og Alt det, de andre har, Muusmann Forlag 2020)
  • Bosat på Frederiksberg i København
  • Delemor til Anna, født i 2010
Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Kærlighed og Klumme

610x200_woordy_knap2.jpeg