Amalie Langballe
Foto: Laura Enemark
ALT.dk

Klumme af Amalie Langballe om venskaber

Amalie Langballe: Vi skal ikke finde os i de venner, der konstant er forsinkede

Når nu tid er det dyrebareste, vi har, overrasker det mig gang på gang, at folk aflyser, udskyder, forsinker og udebliver uden skyggen af skam. Til alle de punktlige, har jeg dog et råd: Stop med at finde jer i det.

Af 09.jan.2017 Livsstil

Forleden aften står jeg og bliver brændt langsomt af i bidende kulde. Jeg skal forestille at drikke øl med en ven, men han er allerede 10 minutter forsinket, da mit iPhone-display lyser op med beskeden: "Den bliver nok lige .20 over." Han bliver altså 20 frosne minutter forsinket.

Alle forsinkelser, der overstiger det akademiske kvarter, generer mig usigeligt. Jeg er selv punktlig, uptight og on time. Derfor vil jeg også helst bære under, når andre bærer over, men lige præcis denne aften sluger jeg alligevel den første bølge af irritation som en mundhuld harsk havvand.

Da forsinkelsen vokser fra 20 til 30 minutter, sluger jeg ikke noget som helst længere. Nu er det tid - eller utid - til at iværksætte Matador-doktrinen, så jeg ryster mig i min pels og cykler med snuden hjemad. Jeg er ikke sur. Jeg er ikke vred. Der er bare kommet regler for, hvor mange minutter man må spilde af Amalie Langballes liv.

LÆS OGSÅ: Frederikke Leth: Her er den anderledes ting, jeg nu har valgt at bruge min togtur på

Matador-doktrinen er mit nyeste genopdragelsesinitiativ for alle i min omgangskreds, der ikke kan passe deres aftaler. Hvis de, ifølge min, indrømmet, subjektive vurdering, kommer for for sent eller deres undskyldning er for dårlig, tager jeg hjem og ser Matador i stedet. For jeg har hele DVD-boksen, og Ernst Nyborg kommer snart til Korsbæk.

Tid, der er gået, kommer som bekendt ikke sådan lige spadserende tilbage, men i stedet genvinder jeg kontrol ved at tage hjem. Ikke at jeg er kontrolfreak, men min tid er kostbar, og hvis jeg lader andre anfægte det synspunkt ved at gå og spilde og øse og pøse med den - Ja, så fortrænger jeg selv den kendsgerning.

Det er nemlig en fornærmelse af de store, når folk kommer for sent. Den underliggende besked bliver, at deres tid er mere værdifuld end din. Og hvis deres tid er mere værd end din, må det nødvendigvis være, fordi de også selv er det. Altså mere værd end dig.

For mange er det sikkert et utilsigtet signal at sende, og jeg er sikkert også et sensitivt barn, der bare er blevet voksen uden at blive hærdet, men jeg bliver oprigtigt led og ked af sådan en subtil besked, uanset hvad for en intention, der ligger bag.

LÆS OGSÅ: Klumme: Kunsten at holde på en hemmelighed, når det virkelig gælder

Og det bliver ikke bedre af, at man skal lægge øre til kække kommentarer som "a wizard is never late," eller noget om at være "fashionably late." De er bare hverken Gandalf eller Gigi Hadid, så min opfordring vil være, at man i en fart skal svinge sig op til noget uforfalsket fortrydelse, hvis man ikke vil føje spot til skade.

Mange vil her fremføre det synspunkt, at man ikke altid kan gøre for, at man er forsinket. Og det er helt korrekt. Men gør alligevel lige hold her og løb din bekendtskabskreds igennem i hovedet. Er der gengangere af tidstabere, hvis forsinkelse er mere forventelig end den er overraskende? Det er der i min.

Jeg har en lille, men veldefineret gruppe af kroniske udsættere og aflysere. En pige i min venindegruppe er så velkalkuleret i sin forsinkelse, at vi med største sindsro inviterer hende en halv time før tid, for så ved vi, hun kun kommer mellem 10 og 20 minutter for sent. Forsinkelsen er altså ofte et valg, man træffer.

Tilbage til min ven, der fik min nyetablerede aflysningspolitik at føle på egen krop. Han var ikke færdig på arbejde, deraf forsinkelsen. Fair nok. Men ikke fucking fair nok, når jeg dagen igennem har modtaget billeder fra ham, hvor han fjoller rundt på arbejde. Tanter og fjanter som en skoledreng i evig frokostpause. Så har man ikke gjort sig umage med at passe på tiden. Så har man hygget sig godt, hvor man var, men glemt alt om mig, der står og fryser der ved Vesterbro, hvor man selv burde være på vej hen.

Foreløbig er jeg godt tilfreds med min nye Matador-metode, og jeg vil gerne anbefale den til andre. Jeg ved ikke, hvor mange venner, jeg har tilbage – de er få til at starte med - men det er svært tilfredsstillende at få magten over sin tid tilbage. Og jeg slipper for at gå og være sur eller anstrenge mig for at lade som om, jeg ikke er det.

Måske vil nogle hellere hjem og se Barnaby eller Den Store Bagedyst, men metoden virker lige godt uafhængigt af den underholdning, man vælger. Det vigtigste er, at du finder noget, der kan modsvare i glæde, hvad du har fået serveret i forbitret ventetid.

LÆS OGSÅ: Klumme: “Hvorfor er der ingen, der kører damen til lægen, når hun ikke kan gå?”

LÆS OGSÅ: Klumme: ”Det kræver større styrke at blotte min begejstring, end at vise min sårbarhed”

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: For at elske andre behøver du ikke at elske dig selv

 


Henter...