Julie Hastrup
Foto: PR Julie Hastrup deler ud af succesoplevelser og overraskende personlighedstræk.

Julie Hastrup: "Jeg håbede og bad til, at der åbnede sig en lem i gulvet, så jeg kunne forsvinde"

Forfatter Julie Hastrup om aldrig at tage på sommerferie i Danmark, om jagten efter det uhyggelige og om at være introvert i en ekstrovert verden.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– At blive nogens mor er den største og mest skelsættende begivenhed i mit liv. Livet bliver aldrig som før – det bliver meget bedre. Det er grænseoverskridende og vildt, at man lige pludselig står med ansvaret for et helt nyt menneske og opdager, at man magter opgaven. Trods søvnunderskud, et massivt indhug i økonomien og masser af bekymringer, så overskygger kærligheden det hele. Det er stort at opleve. Jeg tror, at det er sundt for mennesket at få flyttet fokus fra sig selv over på nogen andre. Det klæder de fleste.

Hvad er din største hjertesorg?

– At min elskede mormor, som var hende, der plantede kimen til min store interesse for drab, aldrig nåede at se mig debutere som krimiforfatter. Det ville hun have elsket.

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?

– Sommerhusferie i Danmark. Hver eneste gang vi har lejet sommerhus herhjemme og drømt om liggestole, fredelige cykelture, søde jordbær og solskin, har det stormet og regnet hele ferien. Så vi tager konsekvent til udlandet om sommeren, om ikke andet så af hensyn til alle jer andre, som forhåbentlig slipper for regnen, når vi rejser ud af landet.

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?

– Jeg synes generelt, at al begyndelse er let. Derfor elsker jeg at gå i gang med en ny bog – bare det at slentre gennem København og være på udkig efter nye uhyggelige steder, der kan inspirere mig, mens jeg lader fantasien flyde frit.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?

– ”Med øjne på stilke”, fordi jeg lige siden min tidlige barndom ofte har været betragteren, der sad helt stille og sugede indtryk til mig, som jeg så kunne digte videre på oppe i hovedet, og sådan blev daglige begivenheder til spændende historier.

Hvad er din størstesuccesoplevelse indtil nu?

– Ud over mine to unger må det være, at min drøm om at blive fuldtidsforfatter i den grad er blevet opfyldt. Jeg har haft en forfatterdrøm, siden jeg var 10 år, men arbejdede i mange år som journalist, før jeg turde tage springet. Det er ni år siden nu, og jeg har i mellemtiden skrevet syv kriminalromaner. Det er et enormt privilegie at få lov til at arbejde med det, man elsker, og jeg er dybt taknemmelig.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

– Folk antager, at jeg er utrolig ekstrovert, da jeg har let ved at møde nye mennesker og også skal være udadvendt, når jeg er på foredragsturne eller optræder i tv og radio. Men i virkeligheden er jeg meget genert. Den første gang, jeg stod på en scene, følte jeg, at jeg skulle dø. Jeg husker, da Jesper Stein skulle interviewe mig, og mens vi gik op mod scenen på Bogforum, håbede og bad jeg til, at der åbnede sig en lem i gulvet, så jeg kunne forsvinde. Jeg overlevede med et par røde husmoderpletter på halsen, og kort tid efter den oplevelse begyndte jeg at trives på scenen og kan ligefrem lide det nu.

Hvad kan gøre dig trodsig?

– Uretfærdighed. Jeg hader og afskyr, når folk bliver uretfærdigt behandlet, og jeg har svært ved at lade det passere. I det hele taget er det svært for mig at håndtere onde og ubehagelige mennesker, men så er jeg heldig, at jeg kan gøre noget ved det i fiktionen.

Hvad skal du prøve, inden du dør?

– Jeg håber, at jeg får lov til at blive oldemor, hvilket så forudsætter at jeg også er blevet mormor og farmor. Jeg vil også virkelig gerne opleve, at en eller flere af mine krimier bliver filmatiseret. Filmrettighederne er for længst solgt, så lad os nu se …