Lærke Bagger Interview ALT for damerne scroll-down
Foto: Franne Voigt & Caroline A. Bagger "Da det var lykkedes mig at komme ud af spiseforstyrrelsen, havde jeg det sådan: Aldrig mere regler igen!" fortæller ærlige Lærke Bagger her.

Strikdesigner Lærke Bagger: ”Jeg var godt klar over, at jeg var syg”

Lærke Bagger strikkede, længe før det blev moderne igen, og hun blev væltet bagover, da hun under den første lockdown i foråret 2020 ramte plet på Instagram med sin Alone Together Sweater – strikket af restegarn og med synlige knuder. Her fortæller den populære strikdesigner om at hylde det uperfekte også som mor og menneske, efter hun slap ud af spiseforstyrrelsens fængsel.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Lærke Baggers mor læste ALT for damerne, og Lærke var vild med modesiderne, som hun begyndte at kigge på allerede som 10-årig. Og kreativ som hun er, var det ikke nok at se, hvordan andre lavede tøj og blade. Hun ville selv. Så hun begyndte at lave sine egne modeblade. ALT for mor hed de, og hun har dem stadigvæk. Hun finder dem frem fra en kasse i sin garnhimmel af et værksted på Nørrebro, hvor vi sidder for blandt andet at tale om hendes spritnye og første strikkebog, Lærke Bagger Strik, og bladrer lidt i dem.

"Se her, noget af det er rigtig fedt," siger hun begejstret.

Vi kigger på nogle af de farverige outfits, hun har tegnet dengang i 1996. 11 år gammel.

"Og der er også brevkasser, noveller, konkurrencer og opskrifter."

Stærkt inspireret af ALT for damerne?

"Ja, ja, hundrede procent."

Så din strikkebog er faktisk ikke din første udgivelse?

"Ha ha, nej, slet ikke. Jeg har lavet mange, mange af de her blade."

Strik er eksploderet. Fra at have været i dvale siden slutningen af 80'erne, hvor den sidste store strikkebølge ebbede ud, har pindene klikket og frembragt trøjer, veste og huer i en uendelighed de seneste par år. Ikke mindst under coronanedlukningen. Det var da også under den første lockdown i foråret 2020, at Lærke Bagger ramte plet på Instagram med sin Alone Together Sweater. Hendes første strikkeopskrift i eget navn og strikket med restegarn og synlige knuder på garnet og dermed trøjen. Søger man på hashtagget #alonetogethersweater er der tusindvis af versioner af Lærkes sweater, og hun elsker det.

"Det overgår min vildeste fantasi i forhold til, hvad jeg havde troet, da jeg startede. Strik er blevet meget mere end et personligt projekt. Min mormor strikkede af nød, men i dag strikker vi af lyst, og for mig er det kvindefrigørende. Strik er blevet noget, som giver kvinder styrke."

"Prøv at tænke på, hvor mange kvinder der er blevet selvstændige og har en fin indkomst som selvstændige iværksættere igennem håndarbejde. Da jeg startede på min uddannelse i 2009, var der ingen unge piger, der strikkede. Og nu kan du ikke kaste med håret i København uden at ramme en pige, der har en hjemmestrikket top på. Jeg synes, det er så fedt."

Lærke er uddannet tekstildesigner fra Designskolen, og hendes navn blev for alvor kendt i strikkekredse, da Mette Lindberg som X Factor-dommer i 2016 bar en af hendes perlebesatte trøjer. Sådan en trøje tager en måneds tid at lave – hvis Lærke arbejder på den hver dag fra 8-15 – og der går omkring 25.000 perler til den. Dermed når den ud til et relativt lille segment, men Lærke har også siden 2017 været ansat som kreativ leder af Hjertegarn, hvor hun designer mere almindeligt tilgængelige opskrifter. Og nu kommer altså hendes første – rigtige – bog, hvor man kan få fingre i hele 15 af hendes helt egne designs. Alle udformet ud fra devisen om, at perfekt er kedeligt, og at der ikke er nogen regler. Et par dogmer, der gennemsyrer alt, hvad Lærke står for.  

Før Lærke fik børn, havde hun tre prioriteter i livet:

At strikke. At holde fest. Fedt tøj. I nævnte rækkefølge.

"Jeg levede et virkelig, virkelig ubekymret liv, inden jeg fik børn. Det ved jeg nu, hvor jeg har fået børn. Jeg kommer fra Aalborg, som har en udpræget festkultur, og jeg startede med at gå i Jomfru Ane Gade, da jeg var 13. Det var altså ikke fordi, mine forældre ikke havde styr på mig, jeg var bare herre-snu. Jeg syntes selv, at jeg havde det utrolig hårdt som ung."

"Identitetsmæssigt var det rigtig svært, for jeg drømte om at blive designer og lave tøj, fra jeg var 10-12 år. Måske yngre. Men jeg kendte ikke nogen, der var kreative på den måde i Aalborg. Alle i min familie var skolelærere, sygeplejersker eller akademikere. Så det med at bryde ud, tage en chance og gå med noget, som virkede så ekstremt usikkert, var ikke noget, jeg for alvor turde tænke på. I stedet drømte jeg faktisk om at få en garnbutik, men i virkeligheden var jeg fuldstændig ligeglad med at sælge garn. Jeg ville bare gerne strikke."

"Jeg valgte alligevel at søge ind på universitetet, flyttede til København som 21-årig og læste et halvt år på religionsvidenskab. Men jeg var nødt til at droppe ud inden eksamen, fordi jeg bare havde siddet og strikket til alle forelæsningerne."

Lærke begyndte i stedet på Skandinavisk Designhøjskole, som er en forberedende højskole til Designskolen. Hun gik på beklædningslinjen og hadede det.

Hun gad ikke lave to-tre konstruktionsmodeller i lærred, inden hun kunne kaste sig over symaskinen og sy tøjet rigtigt. Hun ville hellere drapere, sætte ting sammen og eksperimentere med de lækre stoffer med det samme. Og hun syntes i øvrigt heller ikke, at det var sjovt at sy. Hendes selvtillid styrtdykkede, og hun fik en kæmpe krise, for hun havde jo altid troet, at hun skulle lave tøj.

Og så fandt hun ud af, at det skulle hun ikke. Lærke arbejdede sideløbende i en genbrugsbutik, og ejeren af butikken var gode venner med strikdesigneren Isabel Berglund, som var Lærkes helt store idol. Lærke var så heldig at komme i praktik hos Berglund, og det var hende, der opfordrede Lærke til at søge ind på Designskolen og blive tekstildesigner i stedet for tøjdesigner. 

"Det var ikke, fordi Isabel gav mig så mange tips, men hun gav mig selvtilliden til at tro på, at man faktisk godt kan blive noget andet end akademiker, og at man godt kan leve, selvom man ikke har en fast løn. Det handler om at have is i maven og tro på det."

Samtidig med at Lærke flyttede til København, fik hun en spiseforstyrrelse, som på mange måder blev definerende for, hvordan hun lever sit liv i dag.  

"Jeg tror, at det var et produkt af, at jeg i flere år havde haft svært ved at føle, at jeg passede ind. At lade være med at spise er jo en måde at opnå den ypperste form for kontrol, og jeg havde brug for kontrol. Spiseforstyrrelsen havde nok ligget latent, fra jeg var omkring 15 år, og så sprang den helt ud, da jeg flyttede hjemmefra."

"Da jeg kom herover, kunne jeg jo gøre lige præcis, hvad der passede mig, inklusive at stoppe med at spise. Spiseforstyrrelsen varede kun i omkring ni måneder, men jeg nåede at tabe mig 15-16 kg og kom ned på 46 kg. Jeg er 168 cm høj, så jeg var rigtigt syg. Jeg havde lavet regler om, at jeg kun måtte spise yoghurt med sødemiddel og tre druer om morgenen, dampet spinat til frokost og så en dåse tun med citron om aftenen. Jeg kunne ikke gå ud og spise med mine venner eller deltage i sociale arrangementer."

"Det var jo en form for psykose. Min mor ville helt vildt gerne have, at jeg flyttede hjem igen, men jeg nægtede. Jeg ville fandeme ikke flytte hjem, det ville være en falliterklæring, syntes jeg. Jeg var godt klar over, at jeg var syg, og mine forældre var rigtig gode og støttede mig, men jeg ville klare det selv."

"Jeg fandt en psykolog, som jeg gik hos, indtil jeg fik plads på et ambulant center, hvor jeg i et halvt år gik i en vægtøgningsgruppe, hvor der var krav om, at man tog et kilo på om ugen. Da det var lykkedes mig at komme ud af spiseforstyrrelsen, havde jeg det sådan: Aldrig mere regler igen!"

Hvem er Lærke Bagger?

  • 36 år.
  • Strikdesigner kendt fra DR2-serien Modens mønsterbrydere.
  • Har 138.000 følgere på Instagram.
  • Kreativ leder af garnfirmaet Hjertegarn.
  • Aktuel med bogen Lærke Bagger strik, som udkom i august på forlaget Gyldendal.
  • Uddannet tekstildesigner med speciale i håndstrik fra Designskolen.
  • Kæreste med Sune Christiansen og mor til Lulu på 5 og Lars på 1,5 år.

Er det derfor, at du strikker, som du gør, med blandt andet restegarn og knuder?

"Ja, det er det helt sikkert. Og det er også derfor, at jeg nogle gange spiser pomfritter til morgenmad og chips til aftensmad. Men det har jeg først indset, da jeg lavede bogen. Jeg sad blandt andet og skrev et afsnit, som handler om, at man skal strikke til sin egen størrelse. Til det afsnit havde jeg valgt et billede, hvor jeg sidder og spiser chips på stranden, og hvor man kan se, at jeg har den der bæltetaskemave, som man jo får, når man har fået børn."

"Jeg kunne pludselig mærke, at jeg syntes, det var svært at vise det billede. Men så tænkte jeg: Jamen, det er jo præcis derfor, jeg skal vise det! Der er sikkert rigtig mange, der vil sige, at jeg ser helt fantastisk ud på det billede, men for mig var det lidt svært at vise min krop på den måde. Det gik også op for mig, at jeg lige havde skrevet et langt afsnit om, at jeg ikke kan klare regler, og at der absolut ingen regler er, og samtidig sad jeg og skrev et afsnit om, hvor mange regler jeg levede under i den periode af mit liv, hvor jeg havde en spiseforstyrrelse. Dér gik det op for mig, hvor definerende spiseforstyrrelsen har været for, hvordan jeg lever mit liv i dag."

Hvad gør du anderledes i dag i forhold til mad?

"Jeg spiser, hvad jeg har lyst til, indenfor rimelighedens grænser. Hvis man én gang har haft en spiseforstyrrelse, så tror jeg aldrig, at man kommer fuldstændig ud af det igen. Det ligger latent i en, at man kan læne sig op ad den kontrol, og man kan hurtigt falde tilbage. Og det vil jeg aldrig igen. Det er også derfor, at hvis der er nogen, der siger, at der er noget, jeg ikke må, så er det det eneste, jeg gerne vil!"

Hvorfor har du ikke tænkt over de her sammenhænge, før du skrev bogen, tror du?

"Det er vel fordi, jeg ikke er så analytisk. Jeg tænker ikke så meget over, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Jeg gør ting, og når noget føles godt, kører jeg videre med det. Jeg forholder mig for eksempel konkret til den trøje, der ligger der på gulvet lige nu."

Hun peger hen på et ufærdigt strikkeprojekt på gulvet.

"Passer den grønne og den lyserøde godt sammen? Hvis ja, så fortsætter jeg. Men jeg kan også se, at den næste trøje nok skal strikkes på en pind nr. 9, fordi den der på gulvet er blevet lidt for tæt. Jeg gør ting, lærer af det og gør så noget andet næste gang, hvis det er det, der giver mening."

Lærke mødte sin kæreste, Sune, mens hun gik på Designskolen.

"Vi blev helt vildt fulde på vores første date, og jeg spurgte ham, om vi ikke skulle være kærester, og så sagde han ja. Jeg turde jeg ikke spørge ham igen dagen efter, da vi var blevet ædru, og han turde ikke spørge mig, fordi han var bange for, at jeg havde fortrudt. Efter tre uger spurgte jeg ham, om vi stadig var kærester, og han så helt forfærdet ud og sagde ja da, for han havde sagt det til alle, han kendte. Det var jeg meget lettet over, og så flyttede vi sammen otte måneder senere."

"Jeg blev gravid et år efter, vi havde mødt hinanden. Og det var en kæmpestor spand koldt vand i hovedet. Jeg syntes, det var rigtig svært. Jeg havde mange problemer med det i forhold til min krop, og det var hårdt for vores forhold. Identitetsmæssigt kom det også fuldstændig bag på mig. Jeg er så glad for, at der i dag er kvinder som forfatteren Olga Ravn, der italesætter mange af de ting, som jeg ikke selv kunne italesætte dengang omkring graviditet og fødsel og det at vokse ind i moderfølelsen."

"Da jeg var gravid, var der ikke nogen, der snakkede højt om, at det er hårdt. Der var sådan en konsensus om, at man skulle være glad og lykkelig. I dag kan man godt sige det højt. Og man er ikke en dårlig mor, fordi man synes, at det er svært at være mor. Ingen er perfekte. Jeg tog 25 kg på i begge graviditeter, men det havde jeg ikke problemer med, selvom jeg tidligere havde haft en spiseforstyrrelse."

"Jeg fik dog plukveer allerede fra fjerde måned, og det generede mig meget. Samtidig syntes jeg, at der var en enorm ensomhed i hele den der eksistentielle oplevelse af at gro et barn. Man læner sig op ad sin partner, men partneren forstår det jo ikke."

"Jeg havde altid været ekstremt social og udadvendt, og det kunne jeg lige pludselig ikke være, fordi jeg var så fysisk udfordret. Heldigvis forsvandt alt det her tungsind ved fødslen. Begge gange. Så jeg havde ikke en fødselsdepression, men jeg havde det, jeg vil kalde en graviditetsdepression. Selvom der ikke er nogen, der snakker om det, så mener jeg, at det er en "ting". Det er enormt komplekst at blive mor, og man skal fuldstændig omdefinere sig selv. Alt, hvad man troede, man vidste, det ved man pludselig ikke. Livet bliver aldrig det samme, og man er nødt til at lære at være ansvarlig på en anden måde."

Lærke er i dag mor til Lulu på 5 år og til Lars på halvandet. Hun fortæller, at hun vist er mor som de fleste andre. På nogle tidspunkter er hun en virkelig, virkelig god mor, og på andre tidspunkter er hun en meget usikker mor.

"Jeg prøver at have fokus på at danne trygge rammer, som børnene kan regne med, og så køre noget rytme. Derudover handler det om at have det sjovt og om, at vi hygger os sammen. Jeg prøver også at have rigtig meget fokus på, at de selv får lov til at udvikle sig som personer, og præsenterer dem for så meget som muligt. Det er rigtig sjovt at se, hvordan ens børn er anderledes end en selv. Min datter er for eksempel tusinde gange mere feminin, end jeg har været i hele mit liv."

Hvad synes hun om det, du laver?

"Hun er helt vild med det. Hun snakker om, at hun gerne vil lave tøj. Og jeg siger, det skal du bare gøre, hvis du har lyst. Vi tegner sammen, og hun får en masse garn af mig."

Kan hun strikke?

"Ikke endnu, men hun vil gerne lære det. Jeg har tænkt på, at vi skal kigge på det i sommerferien, det kræver nogle dage, hvor hun kan øve sig. Jeg synes også, at hun skal passe på med at starte for tidligt, så hun ikke får nedtursoplevelser omkring det. Jeg lærte at strikke, da jeg var otte år, men for mig er det ligegyldigt, om min datter nogensinde lærer det. Hun skal kun gøre det, hvis hun har lyst."

Du sagde før, at du ikke har nogen regler, men hvordan fungerer det i forhold til børnene?

"Der skal selvfølgelig være nogle regler. Og det passer heller ikke, at der slet ikke er nogen regler i mit arbejde. Jeg har for eksempel regler for, hvordan man laver en pæn ribkant. Men det er det, der hedder rammen. Det er strukturen, der gør, at man kan gå helt amok inde i midten, og det er det, der gør, at en trøje bliver god. Når man har noget struktur og en ramme, er der plads til vildskaben andre steder. Og det er det samme med børnene. Det er vigtigt, at maden er på bordet cirka det samme tidspunkt hver dag. Det kan de regne med. Og vi forsøger også at holde sengetiderne i hverdagen. Når de ting er på plads, kan vi slå os løs og have det sjovt sammen."

"Hvis man har sådan en vildskab i sig, et ønske om at eksperimentere meget, som jeg har, så er man også nødt til at have nogle regler. Ellers tror jeg, at jeg ville eksplodere. Så ville der ikke komme nogen produkter. Vi snakkede meget om det på Designskolen. I en kreativ proces åbner, åbner, åbner man, indtil man på et tidspunkt er nødt til at lukke, lukke, lukke. Tage nogle beslutninger, præcisere og konkretisere og til sidst udføre. Ellers kommer der ikke noget produkt ud i den anden ende."

I dag ser Lærkes prioriterede liste lidt anderledes ud, end den gjorde, da hun var ung. Familien indtager en suveræn førsteplads. Strik og dermed arbejdet står på andenpladsen. Og derefter kommer fest og fedt tøj. Lærke elsker luksus og sparer gerne længe sammen til designertøj, dyre tasker og flotte sko.

"Så i virkeligheden har jeg måske ikke ændret mig.."

Hun holder en lille pause.

"Eller jo, det har jeg. Da jeg arbejdede som designer, før jeg fik børn, havde jeg al tid i verden og havde så meget weltschmerz. Åh, det er så hårdt, og skal jeg nu vælge den ene blå farve eller den anden blå farve? Jeg kunne sidde i et kreativt hul og FØLE så meget og græde så meget. Jeg havde så mange kriser over det, hvis et design ikke fungerede. Så fik jeg børn, og så blev jeg sådan her: Okay, begge blå farver er gode – det er lige meget. Videre."

Hun griner.

"Man er nødt til at optimere sin tid, når man har børn, og jeg kan ikke bare forsvinde ind i en kreativ proces, når der også skal laves mad og købes vinterstøvler. Og det har faktisk været rigtig godt for mig. Jeg har altid været ret struktureret, men jeg er blevet endnu mere struktureret og bedre til at bruge min tid på en god måde. Jeg tager hurtigere og bedre beslutninger, og jeg vil sige, at jeg er blevet en bedre designer af at få børn. Jeg synes også, at det er rart ikke længere selv at være det vigtigste." 

I Lærkes strikkebog er der opskrifter til både voksne og børn. Lærke kan godt lide, at hun kan sprælle endnu mere med tøj til børn. At hun kan være endnu mere vild. Samtidig fortæller hun grinende, at hendes børnedesigns fungerer rigtig godt, for der kan spises rigtig meget spaghetti med kødsovs, uden at man kan se det i de mange farver og mønstre. Hendes datter er dog ikke meget for at have strik på. Endnu.  

"Hun kan helt vildt godt lide det, og hun vil gerne have det, men hun lægger det i skuffen og kigger på det. Hun samler. Ligesom jeg altid har gjort. Hun har stået model til nogle af billederne i min bog, og der havde jeg lige præcis 2,5 minutter til at tage billederne. Jeg var nødt til at bestikke hende med en chokoladekiks. Det var ikke mit fineste øjeblik som mor, og jeg tror ikke, at der står i opdragelsesbøgerne, at man må gøre den slags, ha ha. Men det virkede."

Hvorfor er det uperfekte i alle livets forhold og i dine designs blevet et mantra for dig?

"Mantraet ”Just Tie Knots” voksede under coronaen med Alone Together Sweateren. Og det handlede om, at jeg simpelthen har så svært ved at bestemme mig for bare en farve, og at jeg synes, det er SÅ kedeligt at hæfte ender. Så i virkeligheden er det startet som en erkendelse af, at jeg er sådan her som person. Der var mange, der sagde til mig, at man ikke bare kunne binde knuder på garnet. Og jeg svarede: "Hvorfor kan man ikke det?" Jamen det kan man bare ikke, sagde de. "Men hvorfor?" gentog jeg?"

"I starten gik mine knuder op, men det gør de ikke mere. Der er en vejledning i bogen og på min Instagram til, hvordan man binder dem, så de ikke går op. Det er først senere, at jeg har haft mit analytiske øje på, hvad de knuder handler om. Og jeg har fundet frem til, at jeg i virkeligheden bare godt kan lide, hvis ting ikke er for pæne. Hvis alle knuderne bliver skubbet om på bagsiden, synes jeg, at trøjerne bliver kedelige. Og ja, det er min helt personlige holdning, andre har det anderledes, men jeg kan godt lide, at tekstilet har karakter."

"Det går også igen i min opfattelse af mennesker. Jeg synes, at hvis det hele bliver for pænt, så bliver det også kedeligt. Jeg vil rigtig gerne have, at folk ser mig på den måde også. At jeg bliver opfattet som et uperfekt menneske og derfor er lige, som jeg skal være. Der er også fejl ved mig, som når jeg for eksempel bestikker min datter med en chokoladekiks, fordi hun skal stå model i min bog."

"Det er jo en egoistisk måde at være på. Men altså, jeg tror faktisk, at hun bliver glad for det, når hun ser bogen som voksen, og hun var også helt vildt glad for, at hun fik en chokoladekiks, ha ha. Jeg var helt vildt glad for, at jeg fik billederne, inden hun var videre, og jeg vil gerne have, at der skal være plads til, at man kan tilgive sig selv. Tilgive hinanden. Vi er ikke perfekte. Vi begår alle fejl. Somme tider store fejl. Men det er sådan, det er at være menneske. Det er ikke til at holde ud, hvis man skal leve op til at være perfekt hele tiden. Og det er det, der går igen i mine designs."

Se, hvad vi ellers skriver om: Strik, Interview, Børneopdragelse og Spiseforstyrrelser
Tilbage til toppen