Tyve minutters bustur fra Aarhus Banegård og midt ude blandt træer og buske ligger et lille hus. Naturen omkranser det, men tæt på ligger også togskinnerne, der flere gange i timen transporterer folk til og fra Jyllands hovedstad. Nogle vil dertil, nogle vil derfra. 

Lærke kom selv for to år siden tilbage med toget fra København, hvor hun var bosat i en årrække for at studere og arbejde. Hun elskede København, men noget i hende begyndte at trækkes mod Jylland. Beslutningsprocessen var ikke uden tvivl og svære følelser, men et helt særligt møde gjorde, at hun fik det sidste skub. 

– Jeg sad der på mit værelse på Østerbro, og jeg kan bare huske, at jeg var virkelig ked af det og usikker på, om jeg skulle rykke til Jylland. Og så kommer det sådan forholdsvis tit og automatisk til mig at bede til Gud. Så det gjorde jeg også der. Pludselig var det bare som om, at han talte til mig – og jeg tror ikke, jeg hørte hans stemme – men det var bare supertydeligt for mig, at det var noget, der kom udefra. Og det er derfor, jeg tænker, at det må have været ham. 

– Og det han sagde, det var, ”Jamen Lærke, du flytter jo med dig selv. Du har jo dig selv med. Og det er faktisk det vigtigste. Det vigtigste er, at du flytter med dig selv. At du er samtidig med dig selv”. Det er noget, jeg har reflekteret over efterfølgende, og som jeg har taget som et tegn på, at det var det rigtige at flytte tilbage. 

Sådan mødte Lærke Gud i foråret 2018. Det er den eneste gang, hun har mødt ham og hørt hans stemme så tydeligt. Eller ”oplevet hans ord”, som hun beskriver det. 

– Jeg var vågen. Jeg kan huske, at det var midt på dagen, og jeg sad på min seng. Og ja, jeg blev bevidst om det i øjeblikket, at det var Gud, fordi jeg gik fra at være virkelig ked af det og fortvivlet til at mærke freden. Og det kom ret meget lige der, da jeg oplevede de ord. 

– Det var ikke en sådan dyb røst. Det var ikke på den måde. Det var bare som om ... Det var bare nogle ord, der ligesom blev givet til mig. 

I løbet af vores snak om flytningen drøner flere tog forbi uden for vinduet. I mit stille sind tænker jeg, at det er helt symbolsk. Måske et tegn fra en Gud? Eller bare tilfældig timing med togtiderne?

På Lærkes værelse ligger biblen på bordet, som hun læser i hver dag. I vinduet står der en ydmyg buket blomster fra haven, og på væggen hænger en stor gruppe personlige fotografier i glas og ramme. Nogle af dem er bryllupsbilleder, som hun fortæller er af hendes venner. Mange af hendes venner er gift og er blevet det i en relativt tidlig alder. Lærke er selv ugift og single, hvilket for hende betyder, at sex ikke er en del af hendes liv endnu. For hende er det vigtigt at vente til ægteskabet.

– Det er noget, jeg er vokset op med – at det er det, man gør. Både i min familie og også blandt mine venner og i de kredse, jeg har været i. Så det er selvfølgelig en ting, jeg har skullet tage stilling til. Mener jeg nu også det selv? Og ja, det mener jeg faktisk. Det er der flere grunde til. Der er både den kristne vinkel, men jeg kan også godt se fornuften i det rent menneskeligt.

– Jeg tror, at for mig bliver det et symbol på, hvor højt jeg sætter Gud. Sætter jeg ham over min kæreste, eller kommer han inden? Hvis jeg nu tænker, at det er Guds anbefaling til os, at vi skal vente med at have sex til ægteskabet, så er det jo det, jeg må indrette mig efter, og så er mine egne og andres behov underordnet. Derfor er det blevet en slags målestok i forhold til, hvor meget vil jeg Gud. 

– Det er dog bare min måde at tolke biblen på. Jeg anerkender og respekterer fuldt ud, at andre kristne tænker anderledes om det.

Hvorfor tænker du, at det er fornuftigt rent menneskeligt?

– Ja, nu har jeg jo ikke prøvet det, siger Lærke og griner på en både varm og uskyldig måde.

– Så på den måde ved jeg jo ikke, hvad jeg snakker om. Men jeg tænker bare, at det er noget rigtig fint at give til den eneste, man skal være sammen med. 

Har det haft nogle konsekvenser i dit liv, at du har det standpunkt?

– Jeg tror da, at det gør det lidt sværere at være sammen med en, der ikke er kristen. Det er i hvert fald en ting, der er vigtig at få snakket om. Derfor tænker jeg lidt, at jeg måske skal være sammen med en, som også er kristen og har de samme værdier. Blandt andet på grund af det, men også på grund så mange andre ting. 

Har du nogensinde fortrudt, at du altid har prioriteret Gud først?

– Når jeg sådan kigger tilbage, så gad jeg måske godt, at jeg havde været lidt mere rebelsk og gjort lidt mere oprør. Lige få prøvet lidt flere ting, som man nu gør. Jeg tror, jeg har sat mange begrænsninger op for mig selv. Sådan ret stramme regler både i den måde, jeg lever på, og dermed også i min mentalitet. Jeg tror, jeg har været for streng over for mig selv. Det kunne være i forbindelse med at feste og alle mulige ting, som man nu gør. Det der med en masse alkohol har jeg aldrig rigtig gjort mig i, og der kan jeg da godt tænke, hvorfor jeg egentlig ikke har gjort det? 

Hvad vil du opnå ved at være kristen? 

– Jeg tænker ikke, jeg vil opnå noget. Egentlig ikke. Jeg må nok indrømme, at jeg da har lyst til at leve evigt sammen med Gud. Så det er en motivationsfaktor. Men ellers tror jeg ikke, der er noget, jeg vil opnå. Jeg kan bare ikke forestille mig ikke at være det. Det kan jeg simpelthen bare ikke.

Vi har talt sammen i knap to timer, og Guds ord begynder bogstaveligt talt at ånde os i nakken. Lærke skal nemlig til gudstjeneste i sin lokale kirke, og selvom Gud er tålmodig og forstående, så er præsten også punktlig. Ligesom togene i øvrigt – på en god dag – og jeg skal nå en af de susende slanger tilbage mod København.