Mand og kvinde

Da min mand fik nyt job, kom vores ægteskab for alvor på prøve

Det var meningen, at børnene og jeg skulle flytte over til min mand i USA, når han var faldet på plads i sit nye job der. Som tiden nærmerede sig, blev jeg dog mere og mere i tvivl om, hvorvidt jeg havde lyst til at flytte væk fra den hverdag, som jeg holdt så uendelig meget af her.

hjemmet logo farve

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Inger opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Siden Markus og jeg havde mødt hinanden, havde vi dårligt været fra hinanden. For vi elskede ikke bare hinanden og vores to sønner, vi var også hinandens bedste venner. 

For 10 år siden fik Markus så tilbudt sit drømmejob i et stort amerikansk IT-firma i USA. Det indebar, at vi skulle flytte til Californien – hvilket for mit vedkommende kom som lidt af en streg i regningen. 

For selvom jeg godt forstod, at Markus ikke ville gå glip af den enestående chance, han havde fået, så var jeg glad for mit eget arbejde som lærer herhjemme, og jeg var slet ikke parat til pludselig at opgive mit liv her for hans karrieres skyld. Det forstod Markus godt, så efter mange diskussioner, blev vi enige om, at han i første omgang rejste alene til USA i et år. Hvis arbejdet levede op til hans forventninger, havde vi andre så også haft mere tid til at forberede os på at flytte over til ham. 

Det viste sig snart, at Markus stortrivedes i sit nye job derovre, så vi besluttede, at når drengene og jeg kom over og besøgte ham i efterårsferien, så ville vi begynde at lede efter et sted, hvor vi alle kunne bo fremover. 

Da vi ankom til Californien, bød Markus os hjemmevant velkommen i sin lejede lejlighed, og vi brugte resten af ugen på at lære de nye omgivelser at kende. Når vi kørte rundt og så på huse, opstod den nærhed, jeg havde savnet mellem Markus og mig igen. Vi talte ivrigt om, hvordan det ville blive, når vi flyttede herover. Selvom det hele stadig var fremmed, var det også spændende, men tanken om at bo der for alvor var ret uvirkelig. 

Da vi skulle flyve hjem igen, havde både børnene og jeg svært at tage afsked, men jeg kunne mærke, at Markus’ tanker allerede var ved at vende tilbage til arbejdet igen, og det sårede mig. 

Når vi igennem de næste par måneder talte i telefon, irriterede det mig også, at Markus efterhånden talte mere ivrigt og længe om sit arbejde, end han spurgte til mig og drengenes hverdag herhjemme. 

Jeg må dog også indrømme at i takt med, at jeg havde vænnet mig til at være alene, savnede jeg ham heller ikke så meget. Jeg havde travlt med mit eget arbejde og skulle også sørge for ungerne, samtidig med at jeg sås oftere med mine veninder og dyrkede mine interesser. 

Da Markus kom hjem til jul, bemærkede jeg, at han opførte sig mere som en gæst i huset end som en, der boede der. Han arbejdede også meget, og der var ved at komme en helt anden afstand imellem os. 

I løbet af foråret fik vi endnu sværere ved at finde på andet end børnene at tale om. Jeg beroligede dog mig selv med, at når vi først fik en hverdag sammen i USA, ville vi få det som før. 

I maj havde vi meldt vores to drenge ind på deres nye amerikanske skole og underskrevet kontrakten på det hus, der i fremtiden skulle være vores fælles hjem i USA. 

Jeg havde det meget mærkeligt i den periode, for jeg glædede mig overhovedet ikke til at rejse. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvad skulle jeg egentlig derovre, andet end at køre drengene til og fra skole, alt imens Markus arbejde konstant? Da jeg luftede min tvivl for Markus, var han dog for optaget af sit arbejde og vores flytning til rigtigt at høre efter. 

I den første uge i skolesommerferien, fløj Markus til Danmark for at hjælpe mig med at pakke vores ting og møbler, der skulle sendes over til vores nye hus i Californien. Midt i al flytterodet, hvor jeg samtidig skulle finde tid til at tage afsked med hele mit liv i Danmark, bemærkede jeg, at Markus hvert eneste ledige øjeblik sad og arbejdede. En aften, mens jeg var ved at lægge låg på endnu en flyttekasse, kunne jeg bare mærke, at det her ikke gik. 

Jeg havde det forfærdeligt ved tanken om at rejse fra Danmark, og jeg glædede mig slet ikke til at komme til USA. For en ting var, at jeg havde været alene med børnene herhjemme i det seneste år, men hvad når vi kom derover? Der ville jeg for alvor blive ensom. For jeg ville stadigvæk være meget alene, og ovenikøbet havde jeg ikke noget socialt netværk, hvilket jeg i den grad havde herhjemme. 

– Hvad hvis jeg har ombestemt mig og i stedet beder dig om at flytte herhjem til os igen? spurgte jeg senere Markus med tårer i øjnene.

Markus så på mig som om, han havde fået stød, og resten af den nat, sad vi og skændtes og græd, uden at vi kom nogle vegne. For selvom Markus stadig elskede mig, var det jobbet i USA, der trak i ham, og han var ikke villig til at ”ofre” det for min skyld. 

Men når han ikke var det, hvorfor skulle jeg så ofre mit gode liv herhjemme for ham? 

Så selvom vi begge allerhelst ville have fortsat med at være sammen, endte vi lige ulykkelige med at indse, at vi ikke havde anden mulighed end at gå fra hinanden. 

Det mest smertefulde øjeblik i mit liv var, da børnene næste morgen vågnede, og vi måtte fortælle dem, at vores kærlighed ikke var stærk nok til at holde sammen på vores familie. Hele deres verden brød sammen, og hvis man skal sige noget som helst positivt om det kaos, der fulgte, var det kun, at vi ikke have nået at sælge huset og flyttet med til USA. 

Da Markus denne gang rejste, var jeg ikke bare knust over, at han havde valgt vores ægteskab fra til fordel for sin karriere, jeg stod også alene tilbage med to ulykkelige børn. Til gengæld var det en trøst, at Markus og jeg havde svoret, at vi ville bevare vores venskab, og at børnene, trods den store geografiske afstand, ikke skulle miste deres tætte forhold til ham. 

I dag, 10 år efter, hvor Markus stadig arbejder og bor i USA, flyver drengene flere gange om året over for at besøge ham. De taler også ofte begejstret om, at de på et tidspunkt gerne selv vil over at bo hos ham i et års tid. Jeg selv har aldrig fortrudt, at jeg ikke flyttede med til Amerika. 

For selvom det kostede mig mit ægteskab, så beholdt jeg trods alt dét, der var vigtigst for mig – mit liv her i Danmark, som jeg holder så uendelig meget af.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.