Siden 13-års alderen har Lars Løkke været involveret i politik, men det var først i gymnasieårene, at han gjorde sig tanker om at blive medlem af et politisk parti. Det første møde med Venstres Ungdom gik dog ikke helt som forventet, da han troppede op til et amtsbestyrelsesmøde i Hillerød.
”Jeg kan bare huske, at det var megakedeligt,” fortæller Lars Løkke om mødet i podcasten Lund & Løkke.
”Jeg oplevede det som enormt selvhøjtideligt. De snakkede om ting, de ikke havde nogen indflydelse på. Jeg kan bare huske, at jeg tog hjem med toget og tænkte: Det der gider jeg ikke at have noget med at gøre,” forklarer han.
Men så let fik han ikke lov at slippe. Formanden for Venstre i Græsted/Gilleleje havde nemlig fået nys om, at Lars Løkke Rasmussen havde udvist interesse for partiet, og det fik formanden til at gribe telefonen. Løkke kunne jo bare lave sin egen forening, lød det, og det tiltalte den ambitiøse unge mand.
”Hallo, så blev man formand og det hele med det samme og kunne selv bestemme,” siger Lars Løkke.
Lars Løkke Rasmussen og Anders Lund Madsen drager på tur rundt i landet for at vise hinanden - og lytterne - det Danmark, de begge er rundet af, og som former os alle sammen. Deres forhold er baseret på et spinkelt venskab fra et efterår på jurastudiet i 1983. Siden da har livet ført dem i forskellige retninger med hver deres erfaringer.