Laura Drasbæk: "Kærester er skønne, men hold kæft, de tager din tid"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må have været Kirkestien i Farum, som gik fra min mormors hus ned til det, jeg kaldte mælkebøtteengen. Der gik jeg som barn ud på egen hånd, inden jeg løb ind i haven igen. Jeg kan huske følelsen af at begive sig ud i verden alene, hvilket var lidt sværere hjemme på Nørrebro, hvor jeg boede med min mor og far. Jeg er enebarn, og der var derfor meget ro i mit barndomshjem. Vi var en treenighed, og jeg var ikke god til at gå til alt muligt, så jeg sad mest på mit værelse. Jeg gik på friskole, hvor der kun var 12 børn i klassen. Det hele var så småt og trygt.

Din levevej?

– Jeg havde prøvet at optræde som barn, for det var en skole med plads til udfoldelse. Da jeg var 13 år, var jeg til casting på en film, Lad isbjørnene danse, og fik rollen. Jeg var ikke ret god til andet end dansk og engelsk i skolen. I alle andre fag forstod jeg simpelthen ikke, hvad der foregik. Sådan gik mange timer, og det gav næsten sig selv, hvad jeg skulle.

Først senere hen har jeg tænkt, at jeg også kunne have lavet mange andre ting end at blive skuespiller, men mange døre var simpelthen lukket for mig, fordi jeg ikke var god i skolen. Derfor blev jeg skuespiller, men jeg har også taget et år af uddannelsen som body SDS-terapeut, for jeg interesserer mig for ernæring og anatomi, og jeg har endda også overvejet at blive gartner. Jeg har desuden skrevet to børnebøger, og lige nu overvejer jeg seriøst at blive keramiker.

Jeg synes, jeg har haft nogle år, hvor skuespilkarrieren har været frustrerende, for det hele har været så meget ude af mine hænder. Så har jeg sat andre skibe i søen som for eksempel skrevet manuskripter, oversat teaterstykker og sat dem op, mens jeg ventede på, at telefonen skulle ringe. Det er sjovt, men også opslidende. Det er dog en gave at være nået til et sted, hvor jeg tænker, at jeg bare skal trække vejret og ikke bekymre mig om fremtiden. Lige nu er der meget, andre gange er der mindre. Det gælder om at have tillid til, at der nok kommer noget andet. Verden skal nok hjælpe mig.

LÆS OGSÅ: Ann Eleonora Jørgensen blev ramt af mystisk sygdom som 25-årig: "Jeg vil leve maksimalt"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Det har jeg prøvet flere gange, efter jeg blev mor. Jeg fik for eksempel engang tilbudt en rolle i en svensk tv-serie, som skulle optages i Thailand i et halvt år. Man måtte have sin familie med, og der var sørget for skole til ens børn. Jeg havde virkelig lyst, for det var så spændende på alle planer, og det kunne have åbnet nye døre for mig som skuespiller. Men det var vigtigere at give mine børn fred. Det ville have været en kæmpe oplevelse for dem, men på det tidspunkt havde de brug for ro og stabilitet i hverdagen. Det var en svær beslutning, men jeg måtte ofre mine ambitioner. Andre gange er det gået den anden vej, og jeg har valgt arbejdet først, men det har været i kortere perioder.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Det gjorde jeg, da jeg blev skilt. Det var en livskrise, som rungede i mit liv i årevis, fordi jeg ikke fik taget ordentligt hånd om det dengang. Jeg blev forelsket i en anden, og jeg har altid haft det sådan, at hvad end jeg følte, så var det rigtigt. En forelskelse var for mig en sandhed, man ikke kunne diskutere, og som ikke skulle holdes nede. I dag ville jeg ikke have taget det så alvorligt. Jeg skulle have givet det et år til at gå over, for hey, det var jo bare en forelskelse. Jeg havde det svært med, hvad jeg gjorde mod min eksmand og mine børn. De savnede og blev kastet frem og tilbage.

Min far døde meget pludseligt, og retrospektivt kan jeg se, at jeg ikke tog det chok alvorligt. Jeg har sidenhen tænkt, at det var medvirkende til de forhastede valg, jeg tog. Mit liv har været komplekst, men jeg øver mig i at leve med de valg, jeg har truffet og blive klogere af dem. Jeg er blevet bedre til at trække vejret og gå en tur i stedet for at reagere iltert. Jeg har meget temperament, og det var også det, jeg var styret af i den forelskelse.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er Sarah Kenter, som kontaktede mig, da hun for seks år siden samlede en håndfuld skuespillere til det, som senere blev teatergruppen Felt. I den gruppe er Sarah kernen og hjertet. Hun har blidt og kærlighedsfuldt skubbet mig i en ny retning. Hun har hjulpet mig med at bløde op for en hårdhed, jeg ikke vidste, at jeg havde i mig. Hun gjorde mig friere, gladere og mindre kompliceret. I Felt improviserer vi drama ud af ingenting, og skuespil er en fantastisk måde at arbejde med sig selv på.

LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund: "Urimeligt nok føles ulykken langtrukken, mens lykken kommer i glimt"

Det er ligesom en hemmelig vej til underbevidstheden. Og i et trygt rum som Felt giver det alle de psykologer, jeg har haft kontakt med i mit liv for at lære mig selv bedre at kende, baghjul. Uden Sarah ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Jeg har en større åbenhed over for alt det, jeg ikke kan styre, en større åndelighed og et bredere syn på livet.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til et nyt sted i mit arbejde og i livet. Der er en vidunderlig ro i at finde ud af, at det, som skal komme, det kommer. Før i tiden har jeg kæmpet med at styre mit liv. Jeg kæmpede for eksempel i mange år med at finde ud af, om jeg skulle have flere børn, men nu er jeg 44, og jeg er landet, og jeg kan mærke, at jeg får mere tid til mig selv, nu hvor mine børn er store. Jeg har ikke den hektiske følelse af at skulle nå en masse.

Der er mange veje foran mig, og jeg har lyst til at tage dem alle. Lige nu er jeg i gang med at optage tv-serien Sommerdahl, som kommer til næste forår. Så er der teatergruppen Felt, som jeg mødes med hver fredag, og endelig indtaler jeg lydbøger, for det er både sjovt og dejligt fleksibelt, når man har delebørn. Jeg har bare en nøgle, og så går jeg ned i et lydstudie og indtaler, når jeg har tid.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg har ingen kæreste, og jeg kunne godt tænke mig, at der ikke var nogen, der fandt vej til mit hjerte lige foreløbigt, for mit liv har været styret af kærligheden. Jeg havde ikke været uden en kæreste, siden jeg var 16 år. Nu har jeg været uden kæreste i halvandet år, og jeg er euforisk over det. Kærester er skønne, men hold kæft, de tager din tid. Nu har jeg fået tid til at hellige mig keramikken, og jeg er blevet meget ambitiøs med at få en flot køkkenhave. Den alenetid har jeg endnu ikke fået nok af, og den nyder jeg.

LÆS OGSÅ: Sangerinde Lecia Jønsson: "Folk kiggede på mig og talte om mig bag min ryg"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det sker kun i perioder. Nogle gange går der lang tid imellem, og så pludselig står jeg i en butik, hvor nogen kalder mig Laura. Men jeg kan stadig sagtens købe ind med morgenhår, for jeg føler ikke, jeg skal leve op til noget. Jeg har ingen dårlige oplevelser med det – kun frynsegoder. Jeg har jo altid et forspring. For eksempel da jeg skulle købe min lejlighed, og der var 20 andre, der også gerne ville have den.

Det er bare lettere at komme ind som skuespiller, som folk føler, at de kender i forvejen. Jeg er dog begyndt at tænke meget over, hvordan jeg svarer folk, der skriver til mig på Facebook, især mange ældre damer, har jeg lagt mærke til. Lige for tiden arbejder jeg sammen med Peter Mygind, og han taler altid med alle. Det har jeg svært ved, for jeg synes, det tager min energi.