"Haven er det eneste sted, jeg kan glemme, at jeg har en smartphone"
Da Lene Russel var seks-syv år, fik hun et lille stykke jord af sine forældre og købte en masse frøposer – alle sammen med lyserøde blomster. I dag er hendes byhave med 110 forskellige slags roser et sted, hvor hun kan glemme tiden.
– Lige siden jeg fik min lille have som barn, har jeg dyrket blomster. Da jeg boede i lejlighed, dyrkede jeg i vindueskarmen, i små drivhuse og på altanen. Det har altid været en del af mit liv, og nu ville jeg have meget svært ved at klare mig uden en have. Jeg er læge, og når jeg for eksempel kommer hjem fra en nattevagt og går rundt om hjørnet, så kan jeg dufte haven – særligt når alle roserne blomstrer i begyndelsen af juni – og så får jeg en fornemmelse af ro: Okay, nu kan jeg godt trække vejret helt normalt igen.
LÆS OGSÅ: "Der er ikke noget tidspunkt, hvor det ikke giver mening at sejle i kajak"
– I min have kan jeg glemme tiden fuldstændigt. Hvis jeg går ud med en kop kaffe en forårs- eller sommermorgen for at tjekke et eller andet, så er klokken pludselig 11, og jeg står stadig i morgenkåbe og har ikke børstet tænder. Jeg forsvinder bare ind i den der dejlige planteverden.
Hvorfor har vi brug for et frirum?
– Vi lever med de her telefoner, computere, e-mails, deadlines og krav hele tiden, og det eneste sted, jeg fuldstændig kan glemme, at jeg har en smartphone, er i min have. Jeg tror, man kan have brug for et sted, hvor man ikke selv er det centrale. Meget i vores hverdag er personfikseret eller handler om at præstere, og i min have tænker jeg for eksempel ikke en gang på, hvordan jeg ser ud. Og så er der så mange små overraskelser i en have. Pludselig er der en rose, der blomstrer i november. Planter, fugle og sommerfugle omkring en passer sig selv, og det er nogle gange meget rart at føle, at man ikke er så vigtig.
Vil du altid have haven som dit frirum?
– Jeg havde en rigtig travl periode sidste år, hvor jeg valgte haven fra, og det gjorde mig ikke godt. Jeg manglede pausen og blev en mindre glad person. Det blev et indirekte tegn på stress, at jeg ikke prioriterede noget, som normalt betyder så meget for mig. Uanset om det er en have, gode venner eller andet, man pludselig vælger fra, så er det et tegn på, at man er ved at skubbe sig selv ud i et hjørne. Jeg kan slet ikke se mig selv uden en have. Den betyder så meget for mig. Jeg sætter mere og mere pris på haven og kan blive fascineret af selv det ukrudt, der dukker op de mærkeligste steder.
LÆS OGSÅ: "I dag kører jeg for det meste sammen med de piger, jeg har garage med"
Hvad er det særlige ved din have?
– Vi bor i et gammelt villakvarter med mange høje træer, og haven er så afskærmet, at den næsten er lidt hemmelig. Det bliver min egen lille verden, hvor jeg glemmer, at jeg er midt i en by. Forhaven er åben, og det er noget helt andet, for der kommer folk forbi og lufter hunde og snakker, men i bag-
haven kan jeg stå som den eneste, der er ude at dyrke have i november, når det regner. Der er jeg helt alene, og det er en fantastisk fornemmelse. Så kan jeg høre byen i baggrunden, men ellers er det kun mig og jorden og så den der rose, som tilfældigvis blomstrer lige der.
Her er jeg fri
Sommer, sol og en særlig setting, hvor vi er fri af hverdagens rutiner og mærker, vi lever. Mød tre kvinder, der har fundet hver sit inspirerende frirum.