Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Lisbet Lundquist
Foto: Sara Skytte Kom bag om skuespiller Lisbet Lundquist.

Lisbet Lundquist: "Det var en stor sorg for mig at være skyld i, at andre mennesker blev kede af det"

Som ung legede Lisbet Lundquist med roller. Men selv om hendes forældre var imod det, blev skuespillet hendes skæbne som voksen. Det var der også en mand der gjorde, for da hun mødte Søren Østergaard, var der ikke noget at gøre.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Ibstrupvænget, hvor vi boede i en lejlighed, til jeg var seks år. Jeg kan tydeligt huske den lejlighed, hvor jeg var enebarn, indtil først min ene lillebror blev født og siden den anden. Der var et lille kvadratisk flisebord, hvor der altid stod en vase med blomster plukket i Ermelunden, en reol proppet med bøger og et flygel, der stod mast ind i et hjørne. Min far var forsker og cyklede hver dag til universitetet med sin madkasse i mappen. Min mor var en begavet kvinde, der havde en enorm interesse for udenrigspolitik, som hun skrev om. Derudover gik hun hjemme med sine tre børn, som hun ind imellem vist nok følte sig lidt forstyrret af.

Om lørdagen kom en lille firkantet bil med is. Hver familie købte en stor blok is, som man lagde ned i en kasse, der var foret med aluminium, og det var vores køleskab. Hvis man var heldig, gav ismanden en lille flis is, som man kunne gå og sutte på.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Jeg ved ikke, om jeg kan lære at trække vejret uden min mand"

Hvordan fandt du din levevej?
– Jeg havde en skuespiller i mig som barn – det må jeg jo have haft. Mine forældre var kulturradikale og tog os tit med i teatret. Det var fantastisk at sidde i salen og opleve skuespillerne deroppe på scenen. Genboerne med Poul Reumert for eksempel. Eller Pinaforte. Hold da kæft. Da jeg var tre-fire år, var jeg sammenmed min moster inde og se En Søndag paa Amager på Folketeatret. Det var noget om en dreng, der gemte sig i en kiste, og da hans mor kom ind på scenen og spurgte, hvor han var, kunne man høre min lille barnestemme i salen: "Han er nede i kisten". Alle grinede. Måske blev jeg inspireret i teatret, jeg legede i hvert fald tit med roller. Nogle gange lå jeg ude i skoven og var syg fin dame, der hed Alice, og så var mine brødre hjælpere.

Det var ikke så ligetil, da jeg blev voksen og begyndte på universitetet, for jeg gik med den hemmelige drøm om at blive skuespiller. Min mor kom selv fra et fattigt miljø, og vores forældre ville have, at vi børn fik en akademisk uddannelse. Vi skulle indfri min mors drømme. Det lykkedes dem endda at tale mig fra det, da jeg blev optaget på Studenterrevyen. En dag var jeg statist, da nogen optog en film i universitetets kantine. Der var en stillfotograf, der blev ved med at fotografere mig, og da jeg kom hjem, ringede de fra et modelbureau. Jeg kom til møde – det var Danmarks første modelbureau – og hun sagde, at jeg skulle tabe fem kilo og lære at lægge øjenmakeup. Derfra kørte det. Det endte med, at jeg var for gammel til at søge ind på skuespillerskolen. I stedet ringede de en dag fra Cirkusrevyen, fordi de manglede dansepiger. Jeg skulle til en slags audition i bikini og højhælede sko. Jeg kom med, og det var fantastisk.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Det har jeg gjort flere gange, men især de gange jeg har forladt en mand for en anden. Jeg har et par gange i mit liv mødt den store kærlighed, men jeg er dårlig til at forlade nogen, og jeg trækker det for længe. Det handler jo også om at beskytte dem, man holder af, men det gør man ikke ved at trække det i langdrag. Det var en stor sorg for mig at være skyld i, at andre mennesker blev kede af det, da jeg mødte Søren. De var så ulykkelige, og det var min skyld. Hvis jeg skulle give mig selv et råd sådan lidt baglæns, så er det, at man ikke skal være så bange for at gøre nogen kede af det i den sammenhæng. Gør hellere kort proces. Det er faktisk det mest hensynsfulde.

LÆS OGSÅ: Helle Helle: "Jeg husker min mand på, at han skal rose mig og sige, at jeg er smuk"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Et par stykker, men især Søren. Jeg havde ingen planer om noget med mig og ham, for jeg havde mand og barn, og Søren var 14 år yngre end mig. Men der var ikke noget at gøre, og det har holdt i 30 år nu. Jeg faldt for hans nakke og skuldre, når han forlod scenen. Noget på én gang rørende og maskulint. Der står et lys om den mand. Han er den, han er. En stor original. Den morsomste, sødeste og mest overrumplende, jeg ved. Hvor heldig kan man være? I mange år er vi taget højt op i bjergene i Norditalien, hvor vi lejer det samme hus. Der er ikke andre end os to, og vi står der og kigger ud over bjergene og op på fuglene, der svæver over os. Vi ligger i haven i hver sin liggestol og læser bøger, indtil vi rejser os, tager på markedet og skiftes til at lave mad.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Man lærer i denne her branche ikke at have øjenkontakt. Jeg elsker selv at glo, og når jeg sidder på en café i udlandet, kan jeg glo i timevis. Men når jeg er hjemme, og jeg kan se på folk, at de genkender mig og hører mit navn blive hvisket, kan jeg gå uden at få øjenkontakt, og på den måde bemærker jeg det ikke. Jeg er smaddergod til at gå tværs gennem Magasin i juletid uden øjenkontakt. Jeg ser bare et andet sted hen.

Jeg mødte engang Jack Nicholson i forbindelse med forpremieren på Gøgereden i København, hvor der var buffet bagefter. Når man er så kendt, må man føle sig som en fisk i et akvarium. Han prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg ville sidde sammen med ham. Han var en fantastisk mand. Næste dag ringede Michael Douglas til mig. Han var producer på Gøgereden og skulle spørge fra Jack Nicholson, om jeg ville spise middag med ham samme aften, for han var blevet en ekstra dag i byen. Jeg var lige blevet kæreste med Eddie Skoller, og da jeg spurgte, om jeg måtte tage ham med, blev der ikke nogen middag alligevel.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg er ikke længere bange for at fejle og være uperfekt"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Min moster Elin, som var barnløs, men også stærk, humoristisk, fordomsfri, hyperintelligent og varm. Elin var meget glad for mig, og jeg blev en slags hendes barn. Hun var direktør for et forlag, 180 centimeter høj, boede i et stort hus med husbestyrerinde og røg lange cerutter. Hun havde et spændende liv og kendte alle de høje herrer og havde bare sådan rigtig mange tynde fine nylonstrømper og kunne hele Højskolesangbogen. Hun betød meget for mig, og jeg tænker tit: Hvad ville moster Elin gøre? Det var for eksempel hende, der sagde, at jeg skulle købe en computer i sin tid, selv om jeg ikke gad. Men hun købte selv en, og lærte mig hvordan man gør.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Jeg er engang blevet opereret i hjernen. Det var i 1999. En dag besvimede jeg i min bil. Jeg blev tjekket på skadestuen, men det skete igen, da jeg var på scenen og skulle læse op af min bog og i øvrigt havde lavet minestronesuppe til hele publikum. Jeg faldt om. Det næste, jeg husker, er, at jeg ligger på et hospital og nogen siger, at de ikke kan finde min puls. De råbte "Ulla, er du der?". Jeg åbnede øjnene og sagde: "Jeg hedder sgu ikke Ulla".

Så tog jeg på privathospital, men de kunne ikke se på scanningen, at der var noget galt. Jeg bad, om jeg selv måtte se scanningsbillederne. Jeg kunne se en lille hvid plet, men radiologen slog det hen og sagde, at det nok bare var arvæv. I det offentlige system kunne man heller ikke se noget. Til sidst fik jeg foretaget endnu en scanning, og den viste, at den hvide plet var en slags lille åreknude i hjernen. Jeg skulle vente to måneder på en operation. Det er længe at gå og vide, at man har noget siddende i hjernen. Jeg blev opereret samme dag, som Søren havde premiere på Zirkus Nemo. Det var hårdt for ham. Og det kunne jo være gået helt galt, hvis jeg ikke selv havde set billederne og spurgt. Jeg kan stadig nogle gange tænke "åh nej", når jeg får lidt ondt i hovedet. Heldigvis er Søren god til at sige "hold nu op, skat".

Jeg har vel en iboende glæde ved livet. Måske sker der en dag noget, som gør, at jeg ikke kan finde tilbage til den glæde, men indtil videre har jeg haft en let gang på jorden. Jeg producerer vist ekstra meget af glædeshormonet serotonin.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej videre i livet efter lige at have udgivet min fjerde bog Hvor er stjernerne når det er lyst. Når man skal skrive 400 sider, har man brug for at gå afsides, så jeg har skrevet i sommerhuset, hvor jeg har en tiptop gammel sigøjnervogn stående. Men jeg er mest produktiv på skriverefugiet Klitgården, som er en af kongefamiliens gamle sommerresidenser. Det er et helt vidunderligt sted ud til vandet med fuld forplejning. Man går ture, skriver, hygger sig og tænker. Det er så godt for mig. 

Hvem er Lisbet Lundquist?

  • Lisbet Lundquist, 75 år.
  • Kendt som skuespiller, hvor hun startede på ABC-Teatret og i Cirkusrevyen.
  • Har haft et utal af roller på teater, film og tv, bl.a. som politimanden IP's kone i tv-krimiserien Rejseholdet.
  • Har desuden spillet med i Hjørring-revyen 12 gange, ligesom hun var en fjerdedel af den satiriske kvindekvartet Byens Bedste Bryster, som debuterede i slutningen af 80'erne.
  • Gift med Søren Østergaard som hun bor sammen med i en lejlighed i København.
  • Har sammen med Eddie Skoller datteren Marie Lundquist, som er billedkunstner.
  • Har netop udgivet sin fjerde bog Hvor er stjernerne når det er lyst, hvor hun skildrer sit liv fra barndommen, og til hun som voksen mødte sit livs kærlighed.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere og Interview