Lisbeth mistede sit livs kærlighed

September, 2007. Der er begravelse ved kapellet, da Lisbeth ankommer. Så den ungarske politibetjent forklarer på gebrokkent engelsk, at hun må vente lidt med at gå ind og se Thomas. Han ligger derinde på en båre. De sidste timer flyder lige nu sammen til én tåget masse i Lisbeths erindring. Hun fatter ikke, at det er virkeligt. At hun for få timer siden mistede den mand, hun skulle gå ind i fremtiden med. At deres 2-årige søn Patrick har mistet sin far. At det hele ikke er en ond drøm. Måske vågner hun om lidt op, og deres sommerferie i Ungarn kan fortsætte, som var intet hændt. Hun er nødt til at se Thomas med egne øjne, før hun tager flyet hjem til Danmark, for hvad nu, hvis det ikke passer – det der med bilulykken. Hvad nu, hvis det hele er én stor misforståelse? Begravelsen er slut, Lisbeth tager en dyb indånding, og idet hun træder ind i kapellet, rammer virkeligheden hende med en enorm kraft. Hun genkender dem straks. Thomas’ store snørestøvler på båren.

En god far

December 2003. Det er kraftigt snevejr, men Thomas kører hele vejen fra Fyn til Vestjylland i sin røde Toyota Hiace for at besøge Lisbeth. De har lært hinanden at kende gennem Lisbeths søster, og da hun sidder ansigt til ansigt med Thomas på restauranten i Ringkøbing, bliver Lisbeth positivt overrasket. Han er så ligefrem og jordbunden. Og sjov. Helt uden den typiske facade mange andre fyre har på første date. De kysser hinanden farvel, og da hun betragter hans bils baglygter forsvinde i snevejret, kan hun mærke, at hun er tiltrukket af Thomas.

– Thomas virkede præcis som den mand, jeg ville tilbringe resten af mit liv med. Jeg elskede, at han var så meget nede på jorden, fortæller Lisbeth i dag.

Thomas driver sin egen virksomhed som rejsemontør, og som tiden går, beslutter Lisbeth sig for at flytte til Faaborg for at slå sig ned hos Thomas.

– Vi besluttede os ret hurtigt for, at vi gerne ville have børn, og så fik vi Patrick. Thomas var en god far. Utrolig god. Han var ivrig jæger og tog ofte Patrick med ud i skoven for at kigge på dyr, ligesom de også tit slog sig ned på græsplænen derhjemme for at kigge på biller og fugle.   

Intet farvelkys

Thomas har længe haft en drøm om at skyde en stor, flot hjort, og de findes i Ungarn. Så søndag den 16. september 2007 triller den lille familie ind foran en kro i det sydvestlige Ungarn med udsigt til en uges kombineret jagt- og familieferie. Thomas taler flydende tysk, så han tjekker uden problemer det lille trekløver ind på et værelse på kroens øverste etage. Han går på jagt tidligt om morgenen og om aftenen – for her er dyrene vågne og lettest at fange. Hver morgen ved 4.30-tiden kører han ud på dagens første jagt, kommer tilbage ved 9-tiden og spiser morgenmad med Lisbeth og Patrick, som han tilbringer resten af dage med, indtil han tager på jagt igen efter aftensmaden. De første dage bruger de på at udforske den nærliggende by, der byder på lokale markeder og hyggelige restauranter.

Onsdag morgen står Thomas igen tidligt op. For ikke at vække Lisbeth og Patrick trækker han forsigtigt i sit grønne jagttøj og kører af sted mod jagtområdet nogle kilometer væk.

– De forrige morgener var jeg vågnet hurtigt og havde givet ham et farvelkys, men lige nøjagtig den morgen vågnede jeg ikke. Det har jeg senere haft det rigtig skidt med, for jeg føler ikke, jeg fik sagt farvel, siger Lisbeth.  

Efter et par timers søvn giver Patrick lyd fra sig i babysengen, og Lisbeth vågner. Indtil Thomas kommer tilbage og kan nyde morgenmaden med dem i krostuen i underetagen, vil de slå tiden ihjel med lidt tegnefilm. Lisbeth lægger sig på sengen med sin søn, tænder den bærbare dvd og sætter animationsfilmen ”De Utrolige” på. Om den kejtede og sjove superhelt Bob. Da klokken passerer ni, undrer Lisbeth sig over, at Thomas ikke er kommet tilbage.

”Han har sikkert skudt et dyr, så tiden trækker ud for ham,” tænker Lisbeth for sig selv. Pludselig går hoveddøren i den lille kro, og Lisbeth tror et kort øjeblik, at det er Thomas. Men flere stemmer fletter sig ud og ind mellem hinanden, og pludselig står der fire mand i døråbningen og kigger på Lisbeth: kroejeren, en politibetjent, en tolk og en læge.

”Er du Lisbeth Knudsen? Må vi tale med dig et øjeblik,” spørger tolken på engelsk.

– Jeg fik ondt i maven med det samme, jeg så dem, for jeg kunne godt regne ud, at der var sket et eller andet. Min første tanke var, at Thomas var kommet til at fyre et vådeskud af og havde skudt en anden person. At der var sket ham noget alvorligt, faldt mig slet ikke ind.

De beder Lisbeth gå med ud i opholdsrummet, hvor de slår sig ned i en sofa. Hun oplyser sit fuld navn og bekræfter, da de spørger, om hun ejer en Toyota Carina og er kæreste med en Thomas Jørgensen.

Så siger tolken de ord, der rammer Lisbeth hårdt:

”Din kæreste er kørt galt og overlevede desværre ikke.”

Hun hører sig selv skrige. Nej. Nej. Nej. Det hele flyder sammen, og hun lytter ikke rigtigt, da tolken fortæller, at bilen er styret ud over skrænten i et skarpt venstresving mellem byerne Barduvarnok og Lipotfa, trillet rundt og landet på taget i en bæk ved bakkens fod.

– Jeg gik fuldstændig i panik. Og begyndte at stortude. Jeg rystede helt vildt og anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til alle de oplysninger.

Patrick har hørt sin mors skrig og tripper hurtigt ud til hende i opholdsrummet.  

”Vi har taget en læge med, hvis du vil have noget beroligende,” forklarer tolken og nikker over mod lægen.

Det har Lisbeth ikke lyst til – hun vil være klar i hovedet, så hun kan tage sig af Patrick og sikre sig, at denne skelsættende dag ikke fremover vil ligge hen i et svagt og uklart minde. Det er vigtigt.  

Læs også: Kendte om at miste forældre i en ung alder: Det sætter spor til evig tid

Et stærkt gensyn

Et kvarter senere ser Lisbeth sig selv sidde i en politibil med sin søn på knæet. De er på vej ind på den lokale station. Mens hun kigger ud på den ungarske natur, der flyver forbi bilruden, tænker hun på, hvor surrealistisk det hele er. ”Har jeg virkelig mistet Thomas?” På stationen bekræfter hun igen de praktiske oplysninger og skal blandt andet svare på, hvordan Thomas har været op til ulykken, om han har drukket alkohol. Hendes mobil begynder at ringe fra Danmark – opkald fra både forsikringsselskabet og fra folk, som har læst om ”En 31-årig dansk jæger, der er dræbt i Ungarn” på Tekst TV.   

– Det var ét stort kaos. Midt i det hele gik det op for mig, at jeg havde glemt Patricks pusletaske, så jeg måtte ned i byen med tolk og baby for at købe bleer. Men jeg klarede det hele – det var, som om jeg mandede mig op, og min hjerne gik på automatpilot. Det skulle bare ordnes, og så måtte jeg give slip senere, siger Lisbeth.

Forsikringsselskabet har allerede planlagt, at hun kan tage et eftermiddagsfly hjem til Danmark, men Lisbeth nægter at tage hjem, før hun med egne øjne har set, at Thomas er død. Og da hun står alene i kapellet og opdager Thomas’ beskidte snørestøvler stikke ud fra en båre ved hun, at det er virkeligt.

– Jeg gik hen og kiggede på ham. Egentlig havde jeg forventet, at han så helt forslået ud, men det lignede bare, at han lå og sov. Jeg brød helt sammen.

Hun står og betragter Thomas et øjeblik, indtil Patricks gråd river hende tilbage til virkeligheden.

Han venter udenfor på politibetjentens arm.

Giver endelig slip

I sidste øjeblik ankommer Lisbeth til lufthavnen og må med Patrick på armen mase sig foran i køen til både sikkerhedskontrol og paskontrol. Hun har det dårligt med det. De to pladser i flyet er placeret på hver side af gangen, og Patrick, der er påvirket af den besynderlige stemning, hyler og vil ikke give slip på sin mor, da Lisbeth forsøger at fastspænde ham på det ene sæde.   

– Jeg blev helt panisk, for jeg kunne jo heller ikke selv lade være med at græde, og de andre passagerer sad bare og stirrede. De anede jo ikke, hvorfor det var sådan, siger Lisbeth.

To svenske veninder forbarmer sig og bytter plads med dem, så Lisbeth og Patrick kan sidde ved siden af hinanden. På flyveturen hjem glider Lisbeth ind og ud af dagdrømme, og når tankerne kredser om Thomas, fyldes hendes øjne med tårer. Og da hun klokken 20 falder sin far og søster om halsen i ankomsthallen i Kastrup Lufthavn, kan hun endelig give slip, og hun græder og græder. 

De næste 14 dage bor Lisbeth og Patrick hos Lisbeths mor i Vestjylland, hendes arbejdsgiver på Fyn har ringet og sagt, at hun ikke skal spekulere på noget som helst og først komme tilbage, når det passer hende.

– Jeg sov slet ikke de første to døgn. Jeg kunne ikke, gik rundt i min egen verden og hørte ikke, hvad nogen sagde. Jeg var helt zombieagtig og græd. Jeg følte, min verden var gået fuldstændig i smadder. Hvis det ikke havde været for Patrick, havde jeg overvejet selvmord, for jeg kunne slet ikke se, hvordan mit liv skulle kunne fortsætte, og hvad jeg skulle gøre fremadrettet. Men Patrick var fantastisk. Fordi han var så lille, var han ikke mærket af det på samme måde, så han var bare glad, og det holdt mig oppe.

Der er kommet resultat fra obduktionen i Ungarn. Præcis hvorfor Thomas kørte galt, kan obducenten ikke svare på, men det står klart, at Thomas blev slået bevidstløs i bilen, før han druknede.

– I dag kan jeg stadig ærgre mig over, at jeg ikke nøjagtig ved, hvad der skete i bilen den morgen, men det vigtigste for mig er at vide, at han ikke havde ligget og kæmpet, siger Lisbeth.   

Thomas mobil ligger stadig tændt i hjemmet, og det vælter ind med kondolence-beskeder. Ind i mellem ringer en uvidende kunde, og Lisbeth må igen og igen fortælle, hvad der er sket. En utålmodig mand skriver efter to ubesvarede henvendelser en sms med teksten, ”Hallo, er du død, eller hvad?” Og så må Lisbeth ringe og fortælle, at det er Thomas rent faktisk.

– I det hele taget snakkede jeg med rigtig mange mennesker. Der var hele tiden nogen omkring mig. Jeg har aldrig været typen, der lukker mig inde, og det var mit held i denne situation, for det hjalp mig at være naturligt åben omkring det. Jeg har altid klaret mine problemer ved bare at snakke og snakke og snakke. Jo flere gange, jeg fortalte det, jo bedre fik jeg det, og langsomt gik det op for mig, at det faktisk var den allerbedste måde for mig at bearbejde det på.

Fælles sorg

Efter en uge kommer Thomas til Danmark i en kiste og bliver bisat i Faaborg Kirke lørdag den 29. september. På en måde er det rart, og på en anden måde helt forfærdeligt, synes Lisbeth. For nu er det definitivt. Også da hun efter bisættelsen flytter tilbage til huset i Faaborg, er nogen hos hende hele tiden. Hvis ikke familie, så overnattende veninder. Og Patrick.

Mange af sine vågne timer bruger hun på at få afviklet Thomas forretning. Afsluttet regnskabet for kvartalet, stoppe de igangværende projekter, sælge hans bil og trailer.

– Det hjalp mig meget at have noget praktisk at foretage mig. Hvis jeg bare sad og stirrede ud i luften, fik jeg nogle knap så sunde tanker, siger Lisbeth, der en måned efter Thomas’ død, beslutter sig for at tage på arbejde igen. Det er svært, og da hun genser sine kolleger, bryder hun sammen og må tage hjem.

Lige siden Thomas’ død har hans bedste kammerat, John, ringet til Lisbeth hver dag for at spørge, hvordan hun og Patrick har det. Han er bekymret for dem. Egentlig har Lisbeth altid betragtet ham som lidt af en irriterende drengerøv og haft svært ved at forstå, hvorfor Thomas elskede at bruge så meget tid med ham, men nu træder han i karakter som en sympatisk og omsorgsfuld mand. For alvoren har ramt dem begge.  

– En dag ringede han pludselig til mig og var vildt ked af det, fordi han savnede Thomas. Så var vores roller byttet om. Vi brugte hinanden meget i sorgen, fordi vi begge havde kendt Thomas så godt. De havde lavet en aftale om, at hvis en af dem døde før tid, så skulle den anden hjælpe de efterladte og støtte, hvor de kunne, fortæller Lisbeth.

En ny mand

John hjælper med det praktiske i hjemmet, samler en reol til Patricks værelse og sætter et fjernsyn på væggen. Deres fælles kærlighed til Thomas trækker Lisbeth tættere og tættere på ham. Og i sensommeren 2008 – knap et år efter Thomas’ død – flytter hun ind hos John.  

– Det er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke elskede Thomas. På ingen måde. Men jeg vidste, at jeg aldrig ville få ham tilbage – uanset om jeg sørgede i tre måneder eller tre år. Den tid, jeg var alene efter Thomas’ død, føltes som flere år, siger Lisbeth.

Hun er i dag 33 år, hun og John har fået en datter og skal giftes til august. Men deres fælles omdrejningspunkt, Thomas, glemmer og fortier de aldrig:

– Vi taler tit om Thomas, og vi har billeder stående fremme af ham, for vi var jo begge meget tætte på ham. Hvis Patrick gør et eller andet frækt, kan John og jeg grine og sige i munden på hinanden: ”Det ville din far aldrig være gået med til.” Jeg tror, Thomas sidder oppe i himlen med et smil på læben, fordi vi to har fundet sammen. Og jeg er sikker på, at han ville have ønsket det her, frem for at jeg havde pakket al mit habengut, var rejst tilbage til Jylland og havde fundet en eller anden tilfældig mand.

– Nogle folk har ment, at jeg er kommet for hurtigt videre, men det synes jeg simpelthen ikke, der er noget, der hedder. Du kan ikke komme for hurtigt videre, og det er flot, hvis du overhovedet kan komme videre. Selvfølgelig glemmer jeg aldrig Thomas, og jeg vil altid elske ham. Men det nytter ikke noget, at du sætter livet på standby, når du mister én, du elsker. For Thomas er her ikke mere, og dét, han ville ønske allermest for mig og Patrick, er, at vi er glade og får fuldt udbytte af vores eget liv, mens vi har det.   

Læs også: "Mit fokus var at hjælpe min søn"