Lone Hertz: ”Min krop tvinger mig til at være klassisk”

1951

Jeg er 12 år og har lige haft min første rolle som barneskuespiller. Kjolen var jo nok min mors smag og syet til mig. Meget pænt og nobelt, som alting jo var på den tid.

1969

Her er jeg i en italiensk silkekjole. Min daværende mand, Axel Strøbye, lavede film i Østrig, og den er købt der. I dag er den jo helt moderne. Den kunne jeg lige så godt have på nu. Jeg har faktisk også håret opsat sådan. Som skuespiller lærer man noget om sin egen krop, fordi man har fået lavet tøj hos så mange store modekreatører, som fortæller en, hvad man kan og ikke kan. Og så synes jeg egentlig også selv, at jeg har ganske god intuition for det.

1976

Her er jeg med Susse Wold. Da Axel Strøbye og jeg opløste vores hjem, havde jeg brug for et nyt "ansigt". Gun-Britt, der dengang knap nok var kendt, klippede mig sådan der, som den første. Den frisure kom faktisk til at danne mode. Jeg har min søn Steens konfirmationslæderjakke på og en lille, håndlavet kæde, min datter, Micaëla, har lavet til mig.

LÆS OGSÅ: Trine Skoller: Sådan gik jeg klædt engang

1986

Jeg spiller "Farlige forbindelser" på Det Ny Teater. Søren Hedegaard var stylist, og Gun-Britt lavede håret. Jeg har sådan et hestehår, så jeg blev permanentet hver tredje uge, for at få det til at stå sådan op. De fleste af mine forandringer har været at se i mit hår, fordi mit udtryk er tilpasset de roller, jeg har spillet.

1997

Dirch Passers kone havde en dejlig tøjforretning, der hed "Victoria". Hun købte altid noget smart ind fra Paris, og den lille dragt her er derfra. Den hænger stadig derhjemme i mit skab, hvor den venter på at komme på. Jeg går ind for genbrug, og det har jeg altid gjort. Ikke af fornuft, men jeg kan ikke nænne at smide tøj ud. Og hvis man i øvrigt bevarer sin skikkelse nogenlunde, så kan man jo blive ved med at genbruge sit tøj

2007

Jeg er til en premiere på Grønnegårds Teatret, hvor min søn er teaterchef. Jeg går i meget enkelt tøj. Jeg skal helst kun have en farve på, for når man har min størrelse, så skal man "hænge sammen". Min krop tvinger mig til det klassiske. En lille krop kan ikke bære så meget. Det giver sig selv. Til gengæld er jeg rigtigt glad for hovedbeklædning. Og tørklæder, for det kan jo shine op. Især når man er lidt diskret i tøjet, og hvis håret har en offday.

LÆS OGSÅ: Annette Wilhelmsen: "Der er jo også en bagside af at blive kendt"