Louise From mistede alle sine ting, da underboens lejlighed brændte

Foto: Privat "Jeg bygger langsomt et nyt hjem. Men det kommer til at tage tid. Det kan ikke købes på én tur til IKEA," siger Louise From.

Erstatning efter brand

Fra den ene dag til den anden mistede Louise pludselig alt, hvad hun ejede

Louise From glemmer aldrig det mareridt, hun gennemlevede en novembernat sidste år.

Hele opgangen er fuldstændig sort af røg. Det er røg, som jeg aldrig har oplevet det før. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke se noget.

Jeg tager et kæmpestort halstørklæde på og slynger det rundt om mit hoved tre gange og presser det ind mod ansigtet. Adrenalinen pumper, så jeg hiver efter vejret, men der er kun giftig røg at trække ind.

Jeg står og famler efter stikkontakten til lyset og får den tændt, men det gør ingen forskel, for der kommer intet lys igennem sådan noget sort røg.

 

For fem måneder siden oplevede 30-årige Louise From noget af det, de fleste af os frygter allermest. Klokken er halv to om natten, og hun sidder og surfer på sin computer i det lille køkken i sin lejlighed i Berlin. Vinduet er åbent, for lugten af laksen, hun brændte på tidligere på aftenen, hænger stadig i luften. Men pludselig bliver den overgået af noget andet.

- Pludselig kan jeg lugte bål. Det lugter meget kraftigt. Jeg kigger ud, og der kommer sort røg op fra vinduet nedenunder. Det er som at kigge ind i toppen af en skorsten og føles meget uvirkeligt.

Min første reaktion er at springe op: Der er ild! Og så går jeg nærmest bare i aktion. Jeg føler virkelig, at det er en ud-af-kroppen-oplevelse. Min krop ved, hvad der foregår og har en slagplan for, hvad vi skal. Mit hoved tænker stadig: Hvad sker der? Hvad foregår der? Tre skridt bagud.

Jeg er rationel nok til at huske, at jeg skal have min taske med. Jeg bor i udlandet, så jeg skal have nogle dokumenter og mit pas med, tænker jeg.

Jeg griber min taske, som jeg bruger til daglig og min arbejdscomputer, mit pas og min pung og min telefon. Og så får jeg taget min eksterne harddisk med af en eller anden grund. Og mine yndlingssolbriller, fordi de ligger lige ved siden af. Det er det.

 

Foto: Privat | Louise boede på 3. etage i lejligheden over de barrikaderede vinduer. Hendes altan er den, der er helt sort, fordi der udbrød brand i lejligheden nedenunder natten til den 18. november 2016 i Berlin. Ingen mistede livet i branden, der enten skyldes en menneskelig eller elektrisk fejl.

 

Louise har åbnet døren og bevæger sig ud i den røgfyldte trappeopgang med halstørklædet viklet om sit ansigt uden at vide, hvad der venter for enden af trappen.

- Jeg begynder at bevæge mig nedad og klamrer mig fast til gelænderet med lukkede øjne og prøver på ikke at trække vejret. Der er ikke andet for end at føle mig frem.

Da jeg kommer ned forbi anden etage, hvor ilden er, og når til første etage, forsvinder røgen.

Der står en masse mennesker på gaden, som råber op i opgangen. Jeg kigger én af dem forvirret ind i øjnene og siger: ”Der er ild”. Han svarer: ”Det ved jeg godt! Du skal ud”.

Det går op for mig, OK, der er virkelig brand. Vinduerne eksploderer, og det hele kommer tættere og tættere på min lejlighed.

Jeg tænker bare: Hvornår kommer brandvæsenet? Hvornår kommer de?

Jeg tror på det her tidspunkt, at det godt kan reddes. Det er logikken: Sluk for ilden, så er der ikke noget problem. Men efterfølgende lærer jeg, at ild er ødelæggende. Røg er ligeså ødelæggende..

 

Foto: Privat | "Døren til min lejlighed blev tvunget åben med en økse. Det er derfor, der er splinter på gulvet og en lys træplade på døren. Man kan også fornemme, hvor mørkt der er i entreen, på trods af at den er oplyst af halogenspots. Det er fordi, alt er dækket af sod."

 

”ALT skal ud”


- Det hele er så surrealistisk. Folk siger altid, at de gerne vil vågne op fra et mareridt, og jeg har virkelig følelsen af, at det her bare ikke kan foregå. Det er sådan noget, man hører om eller ser på film, og det sker ikke for mig.

Da de har slukket branden, skal jeg med op i min lejlighed, fordi det er én af dem, der er blevet hårdest ramt.  Det er virkelig apokalyptisk. Der er meget varmt og fugtigt og mørkt inde i opgangen. Der løber sort vand ned ad væggene, og så stinker der, som jeg aldrig har oplevet det før. Den røglugt er noget helt vildt specielt. En meget kemisk lugt.

I min lejlighed er det hele væltet, og mange af mine ting er blevet smadret. Lejligheden er helt mørk, så jeg har ikke noget begreb om, hvor slemt det hele egentlig er. 

 

Foto: Privat | Tingene blev revet ned fra vindueskarmen, så Louises vinduer kunne åbnes.

 

Brandmanden viser mig rundt og fortæller på tysk, at jeg ikke må gå ind i stuen, fordi gulvet er brændt helt tyndt.

Han kigger på mig og siger: ”ALT skal ud.”

Jeg kigger bare på ham. ”Hvad?”

”Alt skal ud”.

Der er ikke noget, der kan reddes. Røg synker ind i vægge, stof, alting. Det eneste, man kan redde, det er sådan noget som porcelæn, og det skal igennem en kemisk rensning.

Jeg må gerne tage nogle dokumenter og forsikringspapirer med, siger han, men intet andet.  

Jeg føler mig nulstillet.

Den nat sover jeg hos en veninde, som jeg låner tøj, underbukser og en tandbørste af. Jeg ejer jo ingenting Alt er væk – billeder fra jeg var lille, tegninger fra min teenagetid, det nye billede af mine to nevøer og min lillesøster.

 

Foto: Privat | Louise var især ked af at miste dette billede af sin lillesøster og to små nevøer. Planten i baggrunden blev også dræbt af den giftige røg.

 

I dag er der gået fem måneder, siden Louise tog computer og solbriller under armen og famlede sig vej gennem den tykke altudslettende røg.

- Noget af det allerførste, jeg var ked af at miste, var mit tøj. Jeg tror, det er fordi, at der er så meget identitet forbundet med det udadtil.  Jeg havde vitterligt ikke noget at tage på.  Selv da min mor kom for at hjælpe to dage efter, og vi tog ud for at købe nogle trøjer og bukser, kan jeg huske, at jeg stod der i H&M og tænkte:

”Jeg er ligeglad. Det hele må gerne være gråt”.

For der var ikke noget af det, der ville føles som mit alligevel. Det var bare noget, jeg skulle have på.

Jeg følte mig underligt identitetsløs, fordi så meget af den, man er, er bundet op i ens genstande. Jeg har aldrig set mig selv som materialistisk, men jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg godt kan lide ting. Jeg kan godt lide lækkert tøj og møbler og pæne billeder, og jeg har altid været meget bevidst om min egen smag og haft lyst til at eksperimentere med det. Jeg havde det vildeste tøjskab med pailletjakker og farverige kjoler, fordi jeg tjener gode penge, og i Berlin er det billigt at leve, så man kan lidt mere.

   

Foto: Privat | Louise mistedet alt sit tøj efter branden og måtte låne alt fra underbukser til tandbørste af sin veninde dagen efter.

 

”Jeg ville gerne have beholdt alle mine fejlkøb”


- I dag sidder jeg med fuld erstatning og skal til at starte forfra.

Alle mine venner siger: ”Ej, hvor er det spændende, så kan du købe lige, hvad du vil.” Det har de selvfølgelig ret i, men det andet var jo resultatet af mig over tid, så det føles underligt fladt og endimensionelt.

Jeg ville gerne have beholdt alle mine fejlkøb. Jeg savner de små uskønheder rigtig meget, for de fortæller jo en historie om, hvem man var engang.

Det føles faktisk som om, at jeg er blevet slettet en lille smule. For mig var der også noget selvstændighed i det. Mine ting var ikke bare nogle, jeg selv havde valgt, men også nogle, jeg havde købt for mine egne penge. Mange af tingene kom fra rejser, jeg var taget på alene.  Jeg havde følelsen af, at al den selvstændighed, som jeg har opnået gennem tiden – især efter at være flyttet fra venner og familie til et andet land – også manifesterede sig i min lejlighed og mine ting, for det var jo det fysiske resultat af mit hårde arbejde.

    

Foto: Privat | Louise flyttede sin kinesiske vinkekat, så forsikrings-selskabet kunne se, hvordan alting var dækket af et tyndt lag sod fra den giftige røg.

 

En ny begyndelse


- Jeg har fundet ud af, hvor meget et godt netværk betyder. Jeg har haft andre traumatiske oplevelser i mit liv – mennesker, der er gået bort og den slags – men det her var noget helt nyt. Det var meget selvudslettende, og jeg havde en periode, hvor jeg havde utroligt svært ved at være social. Det var ikke decideret angst, men en konstant følelse af at være utryg. Det hele var jo så usikkert: Får jeg nu erstatning? Kan jeg starte forfra? Hvor skal jeg bo de næste tre måneder? Der er så meget praktisk hele tiden, og jeg havde bare slet ikke lyst til at håndtere det. Så jeg havde behov for at vide, at folk var der, hvis jeg havde brug for det.

Jeg har fået en ny lejlighed fra den 1. april, så det passer med, at det er ved at blive forår, og det hele føles pludselig lidt lettere og lysere.

Mit råd til andre? Den forfærdelige sandhed er, at du ikke kan helgardere dig. Det her var ikke engang min skyld, det var jo lejligheden nedenunder. Og det, der var ødelæggende, var røgen.

Det at miste er en del af livet, og det må man tage med sig. Jeg er flyttet ind med to IKEA-poser, og er ved at købe møbler til min nye lejlighed. Men det er ikke særlig sjovt.

Jeg har planer om at tage på en lang rejse for nogle af mine erstatningspenge, for jeg kan alligevel ikke gå ud og købe alt det, jeg havde før. Jeg havde for eksempel et helt vildt fantastisk håndvævet tæppe fra Syrien, som jeg købte, før der var borgerkrig. Det kan jeg ikke få erstattet. Men så kan det være, at jeg finder nogle nye ting, som kommer til at have bare lidt af den historie og betydning for mig, som alt det, jeg mistede, havde.

Jeg bygger langsomt et nyt hjem. Men det kommer til at tage tid. Det kan ikke købes på én tur til IKEA. 

LÆS OGSÅ: "På de dårlige dage tænker jeg: Hvorfor er der ikke nogen, der vil hjælpe mig?"

LÆS OGSÅ: Anne Mettes mand forlod hende pludselig en eftermiddag for tre år siden: Sådan kom hun igennem sorgen

LÆS OGSÅ: "Min verden styrtede sammen i et kaos af smerte, savn, sorg, frustration og magtesløshed"

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg

610x200_woordy_knap2.jpeg