"Madbudgettet bliver skåret ned til skodmad"
Vi bruger færre og færre penge på mad, men flere og flere på smartphones, apps og iPads.
I DR-programmet Teenage Boss, der blev sendt mandag d. 5. november, fik mig helt op i det røde felt.
Det handler egentlig ikke om mad, men om en families økonomi. Præmissen er at husets 13-årige pige skal styre familiens budget i en måned. Hun prioriterer at købe iPod, iPad og tøj til sig selv, mens familiens madbudget bliver skåret ned til skodmad fra den værste køledisk. "Vi skal i hvert fald ikke have noget økologisk – det er for dyrt," siger hun. I stedet kommer hun hjem med industrikyllinger, rugbrød, smør og pålæg til laveste pris – og ringeste kvalitet uden nogen tanker om tilsætningsstoffer, dyrevelfærd, sprøjtegifte eller medicinrester.
Det kunne man håbe hendes fornuftige forældre ville informere det shoppelystne pigebarn om, men efter en måned konkluderer familien. "Madmæssigt er det gået forbløffende godt. Vi kunne godt lære af det her. Der var ikke noget, der blev købt ind dyrere end det behøvede," siger moderen under bifald fra en forbrugerekspert.
Udover at programmet var endnu et lavpunkt for public service-tv, så udstillede programmet også endnu et lavpunkt for den danske madkultur. For mange følger åbenbart eksemplet. Selvom vi oplever stigende priser på fødevarer, så bare falder og falder den procentdel af vores indkomst vi bruger på mad.
I dag bruger vi 9,7 procent af vores disponible indkomst på mad. I 2005 var det 9,8%, i 2000 10,5 % og i 1970 17,7 %. Vores madkultur er blevet en discountkultur. Så kan det godt være, at vi har Noma, Claus Meyer og masser af andre gastronomiske ildsjæle, men vi gider ikke bruge vores penge på mad. Ligesom det blev vist i programmet Teenage Boss, så vil vi hellere bruge vores penge på elektronik. Det var en af konklusionerne på seminaret Food Consumer Trends, som jeg deltog i for nylig.
Smartphones, internet og og tv fylder stadig mere i budgettet. Siden 2005 er den post steget med 9 % i vores budget. Men hvorfor tager vi ikke den daglige mad alvorligt? I Italien og Frankrig ville man få offentlig prygl for at komme med udtalelser som i Teenage Boss. I Sydeuropa prioriterer selv lavindkomstfamilier fødevarer af høj kvalitet. I Danmark kigger flertallet kun på prisen.
Og det paradoksale er at tre ud af fem danskere dagligt bekymrer sig over indholdet af tilsætningsstoffer i de fødevarer de spiser. Men alt det glemmer vi åbenbart, når de gule prisskilte blinker, og der lige er landet en ny iPad, der skal have plads i budgettet. Jeg lyder sikkert gammeldags, men jeg synes der er grund til at råbe op. Køb nu noget ordentligt mad, der er produceret under ordentlige forhold. Både for din egen og klodens sundhed.