Forfatter Sara Blædel sender brev til sit yngre jeg

"Man kan godt være usikker, selvom man er sidst i 40'erne"

Hvad ville du fortælle en yngre udgave af dig selv, hvis du havde muligheden for at skrive et brev til hende? Krimiforfatteren Sara Blædel skriver her til sit yngre jeg om at miste forældre, om at gøre det godt nok, og om at holde af sin krop mens den (stadig) ligner marcipan.

Kære Sara,

Du bliver nok overrasket over at modtage et brev fra mig. Du er 25 år, jeg er dobbelt så gammel som dig – snart 50 år – og jeg har lyst til at fortælle dig, at jeg efterhånden har fundet den ro, som du mangler lige nu. Det tror jeg, at du vil blive glad for at høre. Umiddelbart kører det jo for dig. Dejlig lejlighed på Nørrebro, bil og to afsluttede uddannelser i bagagen – både som tjener og som grafisk koordinator.

Du skal til at vælge, hvilken uddannelse du skal bruge. Hvad du skal lave. Du står i et vadested, og du føler dig så gennemusikker indeni. Jeg ved, at du lige nu rigtig gerne vil vide, hvilken retning, du skal gå, men du dunker dig selv i hovedet med, at du ikke er god nok, og du bruger utrolig meget tid på at sammenligne dig med andre. Du føler aldrig, at du kan leve op til det, som alle andre kan og gør.

Din usikkerhed stammer fra din barndom, hvor der gik mange år, før lærerne opdagede, at du er ordblind. Følelsen af, at der var noget, du ikke magtede, var overvældende, når du stod ved tavlen foran hele klassen og ikke kunne stave. Ikke kunne skrive de rigtige endelser på ordene. Du følte dig udstillet. Det gjorde dig indadvendt. Jeg har det stadig sådan: Jeg hader, når folk kigger på, at jeg skriver – men jeg skriver.

Du vil nok næsten ikke tro det, unge Sara, men jeg er blevet forfatter. Endda en forfatter med succes. Du har ingen drøm om at blive forfatter lige nu, men kan du huske, hvordan du godt kunne lide at være alene med krimierne på dit værelse som barn, og at du på trods af dine læsevanskeligheder læste stakkevis af dem? Jeg skriver krimier i dag, og jeg føler, at jeg er landet i mig selv ved at blive forfatter.

LÆS OGSÅ: Mette Walsted Vestergaard: Sådan ældes man med ynde

Man kan stadig godt være usikker indeni, selvom man er sidst i 40'erne, men jeg vil virkelig gerne sige til dig, at der ikke er nogen grund til at være SÅ usikker, som du er lige nu. Det er okay at tro på, at du kan det, du gør.

Lad være med at gøre ting, fordi du tror, det er smart. Du blev jo aldrig god til hverken håndbold eller fodbold som barn, du spillede det kun, fordi det var der, hvor du troede, at de smarte var. Jeg er holdt op med at sammenligne mig med andre, og du skal vide, at mange ting bliver lettere med alderen. Lige så irriterende det er, at jeg ikke ligner en på 25 udenpå, lige så lidt ville jeg bytte min slappe hud væk for den viden og indre ro, jeg har fået.

Der er en anden meget vigtig ting, jeg også gerne vil fortælle dig, for det vil spare dig for mange, tunge bekymringer. Du er enebarn, og du har de mest fantastiske forældre, der har givet dig en meget tryg opvækst. De er vidner til dit liv, de tror altid på dig, og de synes, at alt hvad du gør, er rigtigt. Du tænker, at så længe de findes, kan det ikke gå helt galt. Men du tænker også rigtig meget over, hvad der skal ske, den dag, de ikke er der mere. Du frygter at miste dem, som altid er der for dig, og som du altid kan ringe til og spørge til råds.

I dag er dine forældre døde. De døde begge to sidste år. Selvom jeg savner dem ad helvede til, så har jeg fundet ud af, at jeg klarer mig. Man kan godt komme videre. Det skal du vide. Og det er, fordi man bærer dem inden i sig. Stol på, at det du har med fra din trygge opvækst, det ligger indeni dig, det forsvinder ikke, fordi dine forældre dør. Du skal vide, at jeg ikke føler mig alene, selvom de er væk.

Kærlig Hilsen

Sara 

PS:

Der er lige en ting mere, jeg vil fortælle dig, for det vil gøre dit liv meget nemmere i en periode. Du får en søn – Adam – og du skal lade være med at læse alle bøger i hele verden om børneopdragelse, mens han er lille. Drop bøgerne, de vil bare gøre dig ked af det, for du vil føle, at du ikke kan leve op til den perfekte mor-rolle. Gør i stedet, det som, du selv føler, er rigtigt. Det er okay, at han sover i din seng, for ved du hvad – det holder op. I dag er han 17, og han har altså ikke sovet der længe!

LÆS OGSÅ: Trine Pallesen: Jeg bliver bedre til at tåle livets knubs

Sara Blædel, 49

Forfatter til krimiserien om Louise Rick, som begyndte i 2004 med bogen "Grønt støv".

Seneste bog i serien er "Dødssporet", og den niende bog i serien udkommer til efteråret.

Sara bor med sin søn, Adam på 17 år.