Hvad skal en mand gøre for at gøre indtryk på dig?
– Først og fremmest skal han have hjerne og hjerte, og så skal han være fræk og kunne rumme en stærk kvinde. Han må meget gerne have et stærkt bagland, elske sin familie og være handlekraftig. Og så kan jeg godt lide mænd, der er gode til at køre bil, som beundrer mig fagligt og måske endda får mig til at grine.
Hvad vil du ikke give penge for?
– Emhætter og sex.
Hvad bør enhver kvinde have nået, inden hun dør?
– Hun bør have haft oplevelsen af, at der ikke var noget, hun ikke kunne i denne verden. Jeg oplever det selv i små glimt, men gad godt komme i mål på den konto.
Hvilken del af din garderobe har den bedste historie?
– Min mors klassiske frakke har jeg gået med siden hendes død. Hun var en del mindre end mig, så den er helt revnet i foret, men det har været vigtigt for mig at have hende med mig og holde mig varm, så den bruger jeg stadig.
Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?
– Min største succesoplevelse er at have været med til at bringe den feministiske debat tilbage i den offentlige samtale. Det private er stadig sprængfarligt rent politisk, og kvinders kroppe, moderskab og ambitioner bringer sindene i kog som aldrig før. Der er lang vej endnu: hverdagssexisme, uligeløn, manglende deling af barslen, nethad mod kvinder i den offentlige debat, handlede kvinder i gadebilledet, misrepræsentation og modvilje mod ældre kvinder i medierne. Der er nok at tage fat på.
På hvilke områder mener du, der er plads til forbedringer blandt danskerne?
– Jeg gad godt, at vi blev bedre til at have det sjovt uden alkohol. Tænk, hvis man kunne danse ved højlys dag? Hvis vi kunne sige, "jeg elsker dig sgu" til en ven uden at være helt bedøvede af alkohol. Eller score hinanden uden barens dunkelhed og promillernes indbyggede undskyldning.
Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?
– Nærighed. Både når det kommer til penge, intimitet og tid. Jeg kan ikke fordrage folk, der holder igen.
Hvad kan gøre dig gal i skralden?
– Folk, der aflyser aftaler i sidste øjeblik. Man har en aftale, når man har en aftale. Medmindre alt brænder sammen i ens liv, eller arbejdet går amok, så må man kunne prioritere sit liv, så man holder, hvad man lover. Jeg hader det her med, at alle aftaler på grund af facebook, smartphones og sms altid er til genforhandling, hvis et bedre tilbud dukker op, eller man er lidt uoplagt. Det er nytårsaftensyndromet, hvor ingen vil forpligte sig, og det er virkelig ucharmerende.
På hvilke områder er mænd og kvinder forskellige?
– På alle områder. Men især når det kommer til selvkritik. Mænd tror altid, de er bedre til alting, end de i virkeligheden er, mens kvinder taler sig selv ned både fagligt og fysisk. Det gør jeg desværre også selv.
Kropskulturen i dag er...
– ... sygere end nogensinde før. Tanken om, at det aldrig er godt nok, bliver fodret til et købestærkt, selvkritisk kvindeligt publikum. Jeg hader den industri, der lever af at fortælle kvinder, at vi ikke er gode nok for derefter at sælge os en quick-fix-løsning med anal-blegning, plastikpatter, botox til panderynken, opstramning af skeden, bootcamp, livsstils-ændringer, raw-food, stenalderdiæt og faste. Brænd hele lortet – befri dit liv.
LÆS OGSÅ: "Der er masser af lærdom i at gå fra hinanden"
Fakta
Ditte Giese, 36, er journalist på Politikken. Privat er hun mor til Alfred på 4 år, single og bor i København.