Maria Bramsen
Foto: Sara Skytte "Det var også Benny, der introducerede mig for jazz og folkemusik. Senere fik jeg lov at illustrere omslag til nogle af hans digtsamlinger, han gav mig muligheder og viste mig stor tillid", fortæller Maria Bramsen.

Maria Bramsen: "Det var faktisk aldrig livet som popsangerinde, jeg gik efter"

Sangerinde Maria Bramsen om en lidt alternativ rute til vejen som sangerinde i Tøsedrengene.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Funkiavej på Amager, hvor jeg boede mine første år med min mor, Cynthia, min far, Ludvig, og min lillebror, Luis. Jeg husker det som om, det var sommer hele tiden. Senere flyttede vi til Lyngby for at få et større hus. Jeg var sådan en lille uartig en, der klatrede i træer, blev væk og gjorde ting, jeg ikke måtte. Begge mine forældre var udearbejdende, hvilket var lidt usædvanligt på den tid. Min mor var sygeplejerske og havde nattevagter, så vi havde også en nanny, som det hed dengang. Jeg husker det som en god barndom med frihed og plads til at være sig selv. 

Der var altid musik i mit barndomshjem. Min farfar spillede i DR’s symfoniorkester, og min far spillede både cello og klaver. Han stod tit inde i stuen og hørte høj klassisk musik, mens han dirigerede. Da jeg var omkring seks år, rejste vi til Barbados for at besøge min mors familie. Der blev jeg introduceret for calypso og reggae, som, jeg syntes, var virkelig fedt. Det var også fantastisk at møde alle mine fætre, kusiner, onkler og tanter. Jeg tog også til Barbados et par gange i mine teenageår og fik et rigtig tæt forhold til min familie der. Mine forældre blev skilt da jeg var 12 år, og i en periode var min mor alene, inden hun mødte Benny (digteren Benny Andersen, red.). Benny var jo pianist og sangskriver, og han har skrevet nogle meget fine sange til min mor. Det var også Benny, der introducerede mig for jazz og folkemusik. Senere fik jeg lov at illustrere omslag til nogle af hans digtsamlinger, han gav mig muligheder og viste mig stor tillid. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg gik på Sankt Annæ Gymnasium, som er kendt for at være en skole med meget fokus på musik, og det var noget af en øjenåbner. Tænk, at man bare kunne gå rundt og synge på gangene uden at nogen kiggede skævt til en, og der var musik over det hele. Det var faktisk aldrig livet som popsangerinde, jeg gik efter, selv om jeg sang i flere bands i gymnasiet. Jeg havde altid tegnet meget, så da jeg var blevet student, ville jeg på designskolen. Jeg søgte helt glad ind på beklædningslinjen som 17-årig, men jeg kom ikke ind. Jeg blev både skuffet og fornærmet og tænkte, at de kunne rende mig. Men i dag kan jeg godt se, at jeg slet ikke var klar. At musikken blev min første levevej, skete ret tilfældigt. Jeg havde sunget i nogle bands, men jeg blev noget overrasket, da jeg en dag blev ringet op af Debbie Cameron, som spurgte, om jeg ville være korsangerinde på en turné med hende. Dengang var der stor ungdomsarbejdsløshed, og jeg skulle jo lave et eller andet, så jeg sagde ja. Vi var på en lang disko-turné iført jungleprint og mine første højhælede sko. Kort efter blev jeg inviteret til audition hos Tøsedrengene og fik ”jobbet” som sangerinde og frontfigur sammen med Anne Dorte (Michelsen, red.). 

LÆS OGSÅ: Mette Bluhme Rieck om sin mor: "Når man mister nogen, fortsætter man ikke i samme spor"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Dengang kunne man godt gå i fred, og folk hilste for det meste bare. Så jeg syntes ikke, at det var belastende at være et kendt ansigt. Det var mere det at blive interviewet, der var det værste. Jeg følte, jeg skulle kunne svare på alt muligt fra politik til børneopdragelse, men jeg havde jo ikke fået mine egne meninger endnu og havde slet ikke nok livserfaring. Jeg var nærmest en baby sammenlignet med de andre, som jeg syntes var vildt voksne. Jeg var kun 17 år og meget genert, så at tale til publikum var også noget jeg skulle øve mig på. 

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Jeg var kun 23 år, da jeg fik Josephine, mit første barn. Andre kan måske godt være forældre i den alder, men det var ret tidligt for mig, og måske fik jeg også lidt det, man i dag ville kalde en fødselsdepression. Josephine var kun en måned gammel, da jeg tog hende med ud at spille. Jeg troede, jeg godt kunne klare det, men jeg blev kørt helt i smadder af det. Det var alt for hårdt. Ikke så længe efter blev jeg også skilt. Jeg skulle virkelig kæmpe med at holde sammen på mig selv. Heldigvis var min mor der for mig og hjalp med pasning, så jeg kunne tage på turné. Og efter et års tid havde jeg fundet mine ben igen – med stor hjælp fra min mor og Benny. 

LÆS OGSÅ: Pernille Schrøder: "Derfor gjorde det ondt i nogle år at blive skilt"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Simon. Vi mødte hinanden i RayDeeOhh i 1989. I starten var vores forhold hemmeligt for resten af orkesteret, så jeg delte hotelværelse med Caroline (Henderson, red.). Faktisk blev jeg ved med at dele værelse med Caroline også efter, at alle i bandet godt vidste, at Simon og jeg var blevet kærester. Men jeg havde et princip om, at vi ikke skulle være ”kæreste-agtige” og isolere os fra de andre. Det var desuden vigtigt for mig og Caroline at bruge tid sammen – også når vi ikke var på scenen. 

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min mor er nok et af de mennesker, der har støttet mig allermest. Engang var hun med ude at købe nye sko til min dengang treårige søn, Alfred. Han VILLE bare have et par lyserøde Pippi Langstrømpe-sko, selvom jeg prøvede at overbevise ham om, at de måske ikke var passende til en dreng. Min mor sagde: ”Let him have them”, og sådan blev det. Alfred gik i de sko, til de var slidt i laser. Da han var omkring ni år, gik han i en periode i særlige kjoler á la Alice i Eventyrland – både til hverdag i skolen og til familiefester. Hans klasselærer havde svært ved at acceptere, at Alfred kom udklædt i skolen, men som Alfred sagde: ”Jeg er ikke klædt ud. Jeg er mig”. I dag er han 22 år og bor i London, og selv om Alfred er ung, er han faktisk også blevet en slags vejleder for mig. Han inspirerer mig og minder mig om værdien af, at være ærlig over for sig selv omkring hvem man er, og hvad man vil. Mine tre børn er vidt forskellige. Min ældste, Josephine, har taget en universitetsuddannelse, Anton er lige startet på politiskolen, og Alfred arbejder i modebranchen. 

LÆS OGSÅ: Anette Kokholm: "Jeg overvejede at tie stille og bide tænderne sammen"

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Midt i 90’erne havde jeg mistet gnisten. Både i Tøsedrengene og RayDeeOhh var der mange konflikter med store egoer, som skændtes, og jeg var også blevet rigtig træt af bandlivet. Men beslutningen om at stoppe helt med at spille tog jeg efter en Åh Abe-børnekoncert en forårsdag i Ikast. Det, der skulle have været en kæmpe børnefest, druknede i skybrud, guitaristen var ny og havde ikke fået øvet sig, og der stod cirka ti gennemblødte børn og voksne i regnen og lyttede til en dårlig version af Mariehønen Evigglad. Lige dér tænkte jeg: ”Okay, nu har jeg vist prøvet det her”. Og det var vel en slags korsvej, hvor jeg skulle finde ud af, hvad jeg så skulle. Samme år var jeg kommet ind på Danmarks Designskole – endelig – så jeg begyndte at fokusere på det og var overbevist om, at mit liv som professionel sangerinde var et helt overstået kapitel. Men da Anne Dorte (Michelsen, red.) i 2013 ringede og sagde: ”Hey, alle andre synger hele tiden vores sange. Hvorfor gør vi det ikke selv?”, endte det alligevel med, at jeg sagde ja til at synge igen, og det har været helt fantastisk. 

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Vi bor for tredje gang i Nørre Søgade i København. Her købte jeg også min første lejlighed for de penge, jeg tjente i Tøsedrengene. Vi har boet mange steder, men af en eller anden grund vender vi altid tilbage til Nørre Søgade. Da Alfred som den sidste flyttede hjemmefra, sad vi tilbage i lejligheden med masser af plads. Så da Anton og hans kæreste stod og manglede et sted, flyttede de ind hos os. Nu har de også fået en baby, så vi bor tre generationer sammen, og det kan stærkt anbefales.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg står igen ved en korsvej. Jeg vil gerne blive ved med at lave musik, for da vi begyndte på det igen, føltes det som at blive vækket. Det havde jeg faktisk ikke regnet med, men jeg tror, jeg trængte til igen at synge foran et publikum og lave en fest. Men jeg kan jo også godt mærke, at jeg ikke er i 20’erne længere – kræfterne er ikke helt de samme. Til dagligt arbejder jeg med bøger, som grafiker og illustrator, og det er jeg meget glad for. Men jeg vil jo egentlig helst også blive ved med at spille – gerne til jeg bliver 80. Vi må se hvor længe knæene holder til det, ha-ha. 

Hvem er Maria Bramsen

Maria Bramsen fakta.jpg

  • Født 1963.
  • I 1980’erne først sangerinde i Tøsedrengene sammen med Anne Dorte Michelsen. Senere dannede hun RayDeeOhh sammen med Caroline Henderson, inden hun lagde popstjernekarrieren på hylden og blev selvstændig grafiker. 
  • I 2014 genoptog hun og Anne Dorte Michelsen samarbejdet og har udgivet ny musik og været på flere turnéer. 
  • Dette års forårsturné blev dog udsat på grund af corona.
  • Gift med Simon Vesth Hansen og har tre voksne børn og to børnebørn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Musik, Livsstil og Interview