Marianne Eihilt
Foto: Henrik Bjerg Marianne Eihilt (f. 1974) er danseinstruktør og medejer af Let’s Dance i Aarhus. I år er Marianne dommer i Vild med dans for første gang. Hun er kæreste med Keld og mor til Frederic og Emily.

Marianne Eihilt: "Jeg har aldrig haft trang til at blive kendt"

Hver dag er en smuk vals for Marianne Eihilt, som både driver danseskole og sidder med ved dommerbordet i Vild med dans, men mest af alt nyder hun at være mor, lege og spise bland-selv-slik.

Den første tid

– Jeg voksede op i en rigtig kernefamilie i Aalborg. Der var stor samhørighed mellem generationerne, og der har aldrig været skilsmisser i min nære familie. Jeg var en genert pige, men følte mig godt tilpas på danseskolen, hvor jeg allerede kom som lille. Mine forældre dansede på konkurrenceplan, men kun lokalt.

LÆS OGSÅ: Silas Holst: "Jeg blev overrasket over mange af reaktionerne på, at jeg skulle danse med Jakob Fauerby"

– For mig blev det mere seriøst, især da jeg blev teenager og begyndte at danse med Brian. Vi blev nummer fire ved det første junior-VM, vi deltog i, og det gav os virkelig lyst til at fortsætte. Ikke bare dansen, men også vores venskab. I dag – 30 år senere – driver vi danseskole sammen og ses næsten hver dag.

Marianne Eihilt
Foto: Henrik Bjerg

Tiden lige nu

– Spændende og udfordrende! Jeg er tilbage i Vild med dans som dommer, og det er en ny rolle. I en del år var det mig, der stod foran dommerbordet og tog imod ris og ros, og den erfaring tager jeg med. Jeg vil være konstruktiv og positiv, men også presse danserne til at være modige og gå lidt længere, end de måske tror, de kan.

– I praksis er det nemmere for mig at deltage som dommer end som danser, fordi jeg kun er på om fredagen. Jeg skal ikke træne med en nydanser hver dag. På den måde kan det forenes med mit familieliv, der kræver sit med to små børn. Mine guldklumper som er det vigtigste af alt. Jeg har fået dem i en moden alder og er bare så lykkelig for, at den drøm nåede at gå i opfyldelse.

Min bedste tid på dagen

– Jeg er faktisk flyvende fra tidligt til sent. Det er skønt at stå op og tage hul på en ny dag, fordi mit job er min hobby. Som ung var fremtidsplanen at arbejde på kontor eller blive sygeplejerske, hvor jeg kunne udøve omsorg. Sådan gik det ikke, for dansen blev min karriere, men på vores danseskole Let’s Dance arbejder jeg mange timer på kontoret. Og når jeg instruerer, giver jeg andre noget, der er godt både fysisk og mentalt.

– På den måde har livet flasket sig fuldstændig som ønsket, og når man er så heldig, er hele dagen en smuk vals. Skal jeg alligevel fremhæve et tidspunkt, må det være eftermiddagstimerne, når jeg har hentet børnene, og vi leger og hygger på deres præmisser. Ofte på bekostning af madlavning, men man kommer langt med gode fiskefrikadeller fra fiskehandelen.

Marianne Eihilt
Foto: Henrik Bjerg

Min bedste tid på året

– Bare det her ikke kommer til at lyde sådan lallende positivt, men jeg kan altså også godt lide alle årstider. Foråret og sommeren har lys og lange dage, men jeg er ikke den fødte outdoor-type, så det er helt okay, når vi skifter til efterår og vinter. Jeg elsker at hygge med stearinlys og sidde på gulvet med kæreste og børn, se fjernsyn, spise sushi og også gerne bland-selv-slik. En af mange gode ting ved at have fået børn er, at der er et alibi for at købe meget stort ind i slikbutikken om fredagen.

Min bedste tid i livet

– Der har været forskellige kapitler, som ikke kan sammenlignes, men som alle rummer elementer af ”bedste tid”. I de år, Brian og jeg dansede professionelt, var der mange store rejseoplevelser. Vi var f.eks. i både USA og Kina, og det var noget helt særligt at udøve sport på eliteplan, hvor vi var i en slags boble, og alt handlede om træning, turneringer og mesterskaber.

LÆS OGSÅ: Tommy Kenter: "Selvfølgelig har livet slået knuder, det gør alle liv"

– Kort efter vi stoppede, blev jeg inviteret til at være med i Vild med dans, og så åbnede et nyt kapitel. Jeg har aldrig haft trang til at blive kendt, for genertheden er fulgt med fra barndommen, og jeg skulle vænne mig til den opmærksomhed, der følger med at være medlem af Vild med dans-familien. Hen ad vejen blev jeg dog ligeså indfanget af stemning, følelser og samhørighed, som alle andre. Det var skønne år, men på et tidspunkt var det nok.

– Jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle finde mand, kærlighed og stifte familie, så krævede det mere ro omkring mig. Min sidste sæson var i 2011, og syv-otte måneder senere mødte jeg Keld gennem en fælles bekendt. Med det startede endnu en bedste tid, som forhåbentlig varer livet ud.

Marianne Eihilt
Foto: Henrik Bjerg

Den værste tid i livet

– Jeg har været forskånet for store bump på vejen, men det var forfærdeligt, da min farmor døde. Vi har tætte bånd i min familie, og jeg så farmor næsten hver dag i min opvækst. Hun var en slags ekstra forælder, som stod klar med en franskbrødsmad, når jeg kom hjem fra skole. Men også efter jeg flyttede hjemmefra, bestod vores bånd. Hun døde, da jeg var i begyndelsen af 30’erne, og det medførte stor sorg og et tomrum. Jeg har ikke hverken før eller siden været så ked af det.

Hvis jeg havde en tidsmaskine

– Så ville jeg bruge den som almindelig flyvemaskine og rejse til Australien og New Zealand. Det er rejsemål, jeg meget gerne vil opleve.

Om den søde juletid

– Egentlig er det først nu, julen får en betydning for mig. Tidligere har jeg ikke haft nogen traditioner selv, men bare lagt mig i familiesporet, hvor ikke mindst min søster fører an. Men nu, hvor vi har fået børn, må vi se at stramme os an, og sidste år havde vi for første gang et juletræ. I år vil jeg prøve at få pyntet lidt mere og måske også bagt eller lavet marcipan med Frederic. Han har den alder nu, hvor december for alvor er magisk, og jeg vil gerne give ham – og hans lillesøster selvfølgelig – noget med, som er vores traditioner.

Marianne Eihilt
Foto: Henrik Bjerg

Om biddet fra tidens tand

– Ja, der sker uundgåeligt noget … Jeg har altid haft en slank krop, men efter jeg har fået børn, er vægten steget fra 46 til 56 kilo. Maven og bagen er blevet fyldigere, og helhedsindtrykket kunne være bedre, men helt ærligt, hvis jeg virkelig følte, det var et problem, gjorde jeg vel noget ved det.

LÆS OGSÅ: Szhirley og hendes mand: "Hvis I begge vil vinde stort, skal I være villige til at tage chancer"

– Med fokus på min sundhed løber jeg to gange om ugen for lige at få pulsen op og blodet til at rulle, men jeg er ikke god til at holde mig til sund mad. Der kommer bland-selv-slikket ind i billedet igen. Faktisk er jeg heller ikke så forfængelig, som man skulle tro for en, der kommer fra dansens visuelle verden. Jeg vil gerne se tjekket ud, når jeg er på offentligt, men jeg trives mindst lige så godt uden makeup og i joggingbukser, når jeg bare er sammen med min familie.

Man siger, tid er penge?

– Det er ikke et slogan, jeg plejer at bruge, men som selvstændig rummer det helt sikkert en sandhed. Jeg arbejder meget, men tænker ikke over antallet af timer, fordi dansen er hjerteblod. De penge, jeg tjener, forvalter jeg med jydefornuft, men også med bevidstheden om, at det er nu og her, vi lever.

– Jeg har to børn, så der skal være en vis tryghed i vores økonomi, men jeg kan godt være impulsiv og fyre en stor bunke penge af. F.eks. på lækre habitsæt. Jeg har dem i mange farver, men kan altid bruge et mere. Lige nu ønsker jeg mig et koboltblåt. Derudover koster det en del at købe mad, fordi jeg jævnligt vælger nemme, men gode løsninger. Det vil sige noget, der er helt eller delvist tilberedt, men i den sunde genre. Er der sundt på aftensbordet, føles det mere ok at spise slik eller drikke en cola bagefter.

Marianne Eihilt
Foto: Henrik Bjerg

Den sidste tid

– Den tænker jeg slet ikke på. Jeg aner jo ikke, om den kommer i morgen eller om 50 år. Min far er 81 og frisk som en havørn, så jeg håber på gode gener, men der er ingen garanti. Fagligt satser jeg på at blive ved, til jeg trimler omkuld. Med årene vil mine timer som instruktør blive færre, men så må yngre kræfter tage over, og jeg kan lave alt det andet, der følger med at drive danseskole. Og hvis jeg skal erkende, at det hele slutter en dag, så håber jeg, det sker med en bevidsthed om, at jeg fik det allerbedste ud af livet.

– Der kommer jo næppe en chance til, for hvis der findes genopstandelse, ville farmor helt sikkert have sendt mig et tegn, og det er ikke sket. Jeg vælger at tro på nuet i stedet, og heldigvis er jeg så vildt, vildt glad for det, jeg er i.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte og Dans