Med Helena Christensen i Afrika

Helena Christensen har rejst rundt i Afrika med sit kamera og set de konsekvenser, som klimaforandringerne har. Her fortæller hun i ord og billeder om sine oplevelser. 

“Jeg har fået åbnet mine øjne og mit hjerte op for, hvilke forfærdelige kår kvinder, mænd og børn lever under. De ved ikke, hvorfor naturen opfører sig anderledes, eller hvad klimaændringer er, men Afrika tager konsekvensen af, hvad vi i den vestlige verden pumper ud – og dét skal vi altså have ændret,” siger 43-årige Helena Christensen og refererer til forbruget af bl.a. kul, olie og gas, der er årsag til udledningen af store mængder CO₂ og derved den globale opvarmning.

Hun bruger sit navn og smukke ydre på meget andet end at pryde magasinforsider og modekampagner. Som global ambassadør har hun i de sidste tre år arbejdet sammen med organisationen Oxfam, som er en international paraply-organisation, der yder hjælp til hungerramte og fattige. Senest var hun i Kenya i Afrika for at opleve og fotografere, hvad det helt konkret betyder for verdens fattigste, at regnen falder voldsommere, og at tørken varer længere end tidligere.

“Stammernes kultur og traditioner er ved at forsvinde, fordi de ikke længere kan leve af det, som de har gjort i århundreder. De tager deres smukke dragter af og hopper i noget hæsligt vestligt tøj og rejser ind til byen, hvor de stiller sig op i arbejdsløshedskøen. Det har jeg set alle de steder, jeg har besøgt indtil videre. Politikerne tænker kun på det store overblik, men vi er ved at miste disse helt utrolig smukke traditionsrige kultursamfund fra inkaerne i Peru til stammerne i Afrika – og det er jo forfærdeligt.”

Mens Helena var i Kenya, mødtes netop alverdens politikere i Sydafrika til FN’s klimatopmøde, hvor de endnu en gang ikke kunne blive enige om en fælles politik.

“Jeg mærker, hvordan det tærer på de personer, der arbejder og bruger deres energi på at hjælpe andre, når politikerne ikke når til enighed. Tænk på, hvor meget det koster at samle dem og deres store følge af rådgivere til stormøde i Sydafrika, og så kommer der ikke en skid ud af det. De burde måske droppe mødet og i stedet sætte pengene, det koster for hver af dem at skulle møde op, ind på en fælles verdenskonto, som går til projekter, der hjælper mennesker i nød,” siger Helena.

Ingen levevej tilbage

“I de små landsbyer i Kenya bliver de skiftevis ramt af oversvømmelse og tørke. De mister deres dyr, fordi de enten drukner, når floderne svømmer over, dyrene dør af sult eller søger et andet sted hen for at finde mad og vand. De mister også deres afgrøder med de underlige mængder regn, som falder – enten er det kæmpestore regnskyl, eller også kommer der ingenting i lang tid.”

På landet er det kvinderne, som har fået ansvaret for at brødføde familien. De fleste mænd må søge ind til byerne for at få et job, fordi landbruget er gået nedenom og hjem pga. vejret. Kvinderne er alene tilbage sammen med deres børn, og de er nødt til at finde en anden måde at overleve på.

“Det gør de bl.a. ved at sælge kul. De går i flere timer ind til byen, hvor de køber en stor sæk kul, som de bærer hjem på ryggen, fordi deres æsler er døde. Kullet deler de op i mindre poser, som de sælger. Jeg snakkede med en kvinde på 35 år, som har ni børn. Hun tjener to dollars ekstra ved at gøre det – det var overskuddet. Mange kvinder ligner 70-årige, selv om de er i 40’erne. De ammer med et bryst, der er helt udtørret, tyndt og slapt, og en lille unge, som prøver at hive i det for at få nogle dråber. Samtidig sidder tre børn i kø, fordi der ikke er meget anden mad.

Jeg mødte også kvinder, der har hiv, har ni børn, og som stadigvæk sørger for alt for hele familien. De bor i små hytter, der er to gange to meter, hvor de alle sover – direkte på jorden. De ligger i ske for at holde varmen. Der er så mange store spørgsmål, man kunne stille dem, men jeg kunne ikke lade være med at tænke: Vender hele rækken sig på én gang, når man vil skifte side, og hvordan laver man overhovedet flere børn, når man ligger på den måde?”

Lort bliver til strøm

Sammen med organisationen Oxfam besøgte Helena også et slumkvarter med 600.000 indbyggere i Kenyas hovedstad Nairobi. Her så hun nogle af de projekter, som organisationen har sat i gang.

“Der er fx ingen sanitet i slumkvartererne, men Oxfam er i gang med at bygge flere bygninger, som har bad og toiletter. En bygning var færdig, og den ligger som et lille mini-slot midt i det hele. Du går rundt i afføring, folk bor i bølgeblik, der er slået sammen, du kan nærmest ikke trække vejret derinde, men de er så stolte af det og passer det på skift.”

Oxfam har også startet et nyt projekt, der hedder Human Waste Ressource, hvor de bruger folks afføring til at regenerere energi.

“Jeg så det kæmpe hul, hvor de opbevarer afføringen – og typisk mig var jeg lige ved at skride i, fordi min gummisko gled på det forkerte sted. Men projektet er jo fantastisk. Det er lidt syret og fremadskuende, at man kan gøre sådan noget. Jeg hørte om det allerede sidste år, hvor jeg på en konference mødte skuespillerinden Daryl Hannah. Hun fortalte, at hun de sidste 20 år kun har brugt energi fra sit grøntsags-affald til hele sit hus. Jeg respekterer folk, der selv tager et ansvar.”

Skraldebørn

I slumkvartererne var børnenes legeplads den nærmeste losseplads.

“Der sad en et-årig pige og bed i et snavset stykke plastic – jeg ved ikke, om det var jord eller afføring. Det ville aldrig gå i vores lande, hvor en pylret mor fortæller folk, at de skal vaske deres hænder, før de må holde hendes lille barn. Jeg havde lyst til at tage plasticet fra hende, men på den anden side ville hun jo bare tage et andet stykke op igen,” fortæller Helena og fortsætter:

“Jeg spurgte børnene, om de var glade. “Yes,” råbte de. “Do you want to live somewhere else?” “No.” De blev ved med at spørge, hvordan jeg havde det. “I am fine, how are you?” “I am fine,” svarede de. De ved nok ikke, hvad det betyder, men de var så glade. De løb rundt med hinanden og legede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på et vestligt barn, der sidder foran computeren hele dagen og ikke ser sine venner. Børnene i Afrika så meget gladere ud end de stressede børn, jeg ser rundt omkring i vores lande.”

Fra fattig til rig

Efter hver tur med Oxfam går der et stykke tid, inden Helena har bearbejdet indtrykkene, fordi de er så stærke. Denne gang fløj hun direkte videre fra slumkvarteret i Nairobi til Dubai til en velgørenhedsmiddag for Oxfam.

“At komme fra den ene yderlighed til den anden var følelsesmæssigt en mærkelig oplevelse. Jeg holdt en tale og kiggede ud over hele forsamlingen af sheiker og deres koner, som havde masser af smykker på. Det positive var, at vi fik samlet en mio. dollars ind, som kan være med til at bygge 23 skoler og fylde dem med børn. Hvis der ikke var nogen, der havde givet noget, var jeg nok blevet lidt aggressiv.”

En kamp mod håbløshed

Når Helena står midt i det hele, kan hun dog godt miste håbet om, at det nogensinde vil ændre sig. “Når problemerne tårner sig op, hvordan skal det hjælpe, at der bliver bygget et sanitets-hus, og at Oxfam giver kontanter til kvinderne, så de kan opbygge deres egne små firmaer, som at stå og sælge kul eller te? Men for dem er det jo den eneste måde at overleve på. Når jeg snakker med de kvinder, der bliver hjulpet, finder jeg ud af, at man en gang imellem bare må starte i det små. Du må tage ét menneske ad gangen og gøre det glad. Det er bedre, at den ene storfamilie i hvert fald får ét barn i skolen, som senere måske går hen og bliver læge og kan passe resten af familien og få flere ud af slumkvarteret.”

“Der er en masse håbløst over vilkårene i Afrika, men samtidig er der noget, som er rigtigt, varmt og ægte. Som det sammenhold, der er i de små lokalsamfund, hvor alle hjælper hinanden og tager sig af hinandens børn. Forældrene sidder under træerne og fortæller historier sammen med alle børnene, bedsteforældrene og børnebørnene. Alle de steder, jeg besøgte, blev jeg mødt med en overstrømmende varme, og det lidt, de har, giver de hjertens gerne. Oxfam finder måske de små løsninger, men de spreder sig forhåbentlig som ringe i vandet, og jeg vælger at tro, at det er de små ting, vi gør, der vil gøre størst nytte i den sidste ende.”

Læs mere på Oxfam.org »