Meningernes mod(stand)

"Vi har lokket Anne Sophia Hermansen til at fyre den sidste salve af "

Ugens leder handler om at have mod til at ytre sin holdning- nogle gange for provokationens skyld(?)

Hun har meldt sig ud af folkekirken og proklamerer, at pengene i stedet går til undertøj. Hun mener, kvinder skal droppe drømmen om at sidde i bestyrelser, da det alligevel kun er for ”gamle nisser”, der sidder og piller i papirer. Og endelig så er folkeskolen et sted med alt for høj fraværsprocent, mobning og lavt engagement.

Ordene tilhører meningsdanner Anne Sophia Hermansen, som i årevis har provokeret og inspireret med sine holdninger blandt andet i Berlingske Tidende. Hun er ikke en kvinde, der søger de lette standpunkter. Tværtimod tør hun sætte tingene på spidsen og rokke ved det gængse. Det skal hun have ros for. Man kan ikke ændre samfundet ved at forholde sig passivt.

Anne Sophia Hermansen har så oven i købet tilladt sig at ændre holdninger undervejs. Det gav en del knubs at gå fra at være kandidat for Liberal Alliance til at bekende sig til de socialdemokratiske værdier blot nogle få år senere. Selvom den slags politiske skift er stadigt mere almindelige, fremkaldte de særligt aggressive reaktioner omkring Anne Sophia Hermansen – også blandt hendes egne trofaste følgere.

Nu stopper hun som meningsmaskine for at hellige sig sit nye job som studievært på TV2 Finans. ALT for damerne er kede af at se en kvinde med meninger forsvinde fra offentligheden – også selvom Anne Sophia Hermansen flere gange har været ude med riven i forhold til damebladene.

Det er forfriskende med en god debat og med mennesker, der tør sætte ting på spidsen. En fri og levende debat er demokratiets salt. Det kræver, at nogen gider at deltage. Vi har lokket Anne Sophia Hermansen til at fyre den sidste salve af på side 30 i denne uges ALT for damerne (nr. 11, 2014).

God fornøjelse.

LÆS OGSÅ sidste uges leder: Har danske kvinder stadig noget at kæmpe for?