Mette Reissmann: "Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig skulle skilles"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Skrænten i Esbjerg, hvor jeg boede med mine forældre og min tre år ældre storesøster i en lejlighed på 2. sal. Det var et godt og trygt hjem, hvor min mor var skolesekretær, og min far var skolelærer. Det betød, at de havde tidligt fri hver dag, så jeg har aldrig været på for eksempel fritidshjem, og i det hele taget var det en gave i min barndom, at mine forældre var så meget hjemme. Min mor fik tilsendt mønstre fra Burda, og hun syede ens tøj til mig og min søster, indtil jeg gjorde oprør i mine præteen-år. 

Jeg var dybt genert i min barndom. Nærmest sygeligt. Jeg var pivet og turde ikke en skid. Jeg var mørkeræd og bange for hunde, heste og store drenge. Jeg var bange for vand og lærte først at svømme som 12-årig. Min søster skulle altid være med mig, når jeg skulle noget, hvilket hun var pænt træt af. Som syvårig blev jeg blåmejsespejder, og med tiden kunne jeg se, at mine veninder lavede sjove ting som dans og teater. Jeg kunne se, at jeg gik glip af alt det sjove, og jeg tænkte, at det skulle være løgn. Jeg ville ikke have et liv i skyggen. Jeg øvede mig på at gå foran mennesker, at tage ordet og melde mig til optrædener på skolen. Det viste sig, at jeg faktisk nød det, and the rest is history. Se bare hvor jeg er i dag. Når jeg møder nye mennesker, siger de, at jeg godt kan have en vis distance. Det er den gamle generthed, der stikker hovedet frem.

LÆS OGSÅ: Isabella Arendt: "Jeg kan sagtens acceptere, at andre ikke tror på Gud"

Hvordan fandt du din levevej?

– I mange år sagde jeg, at jeg ville være lærer ligesom min far og skuespiller om aftenen. Det er jo næsten lykkes, for jeg har været ekstern lektor på CBS i jura og økonomi, og jeg underviser folk i økonomi på tv, som også er en slags skuespil. Min søster læste jura, så det ville jeg også, for jeg ville være ligesom hende. Jeg ville til København, men jeg kom ikke ind på universitetet, så det blev HA jur. på Handelshøjskolen. Da jeg var færdig, var der enorm arbejdsløshed, så man søgte job med spredehagl. Jeg fik job i et forsikringsselskab og kunne ikke forstille mig noget mere kedeligt, men i dag synes jeg faktisk, at alt i den finansielle sektor er spændende. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, og jeg kan nævne for dig hver eneste gang, det er sket. Det var et chok, da mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år, og jeg følte, at jeg næsten ikke kunne holde min krop oprejst. Senere da jeg selv blev skilt, var chokket lige så stort, for jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig skulle skilles. Min søn var ni måneder, og samtidig var jeg blevet fyret, mens jeg var på barsel, så jeg førte en retssag og vandt selvfølgelig. Det, der ikke slår dig af pinden, bliver du stærkere af, og jeg fandt ressourcerne til at være enlig mor og arbejde videre. Det siger jeg også til folk, som jeg hjælper i tv-programmet Luksusfælden: Du kan godt finde ressourcerne til at tage det ekstra job.

Hvornår i livet skød du genvej?

– I 2007 var jeg juridisk direktør i en lille bank og sad også i både Forbrugerrådet og var i gang med at stille op til Folketinget for Socialdemokratiet. Jeg havde også lavet tv-programmet Rene ord for pengene og noget Go Morgen Danmark en gang om ugen, og midt i valgkampen ringede Metronome og spurgte, om jeg ville komme til casting på et nyt tv-program. Det ville jeg gerne, og da jeg ikke blev valgt, sprang jeg til og fik jobbet. Dengang i 00’erne lånte bankerne penge ud til mennesker, der ikke havde en chance for nogensinde at betale dem tilbage igen. Så kunne de købe huse ved vandet og speedbåde uden overhovedet at have en indkomst. Jeg var forarget over det, men på det tidspunkt var vi kun en lille gruppe, der vidste, at det ville gå galt en dag. Derfor sagde jeg ja til at blive vært på Luksusfælden. Min mor var til gengæld forarget over, at jeg kvittede et vellønnet fast job i en bank for en fire måneders kontrakt på et tvivlsomt tv-program, som ingen ville se. De gik jo godt i samfundet, og alle troede, de kunne gå på vandet. Luksusfælden havde premiere 1. september 2008, og få dage senere krakkede Lehman Brothers (amerikansk investeringsselskab, hvis konkurs blev starten på finanskrisen, red.). Det kunne ikke have passet bedre. I dag har jeg lavet Luksusfælden i snart 14 år, og det er blevet et begreb, som alle kender, og lærere bruger det til at undervise i folkeskolen. Jeg elsker at lave Luksusfælden. Det gør en kæmpe forskel i folks livskvalitet, når vi hjælper dem. Ja, gu’ er jeg skrap, men jeg er måske også den første nogensinde, der fortæller dem, at man ikke må købe pizza, når man ikke kan betale husleje.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: Én mand har gjort særligt stort indtryk på mig

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er hyggeligt at blive genkendt. Det sker både i supermarkeder, men også da jeg var i USA for et par år siden og gik ind på en restaurant, hvor jeg mødte en dansk fastboende kvinde, som kom over og fortalte, at hun streamer Luksusfælden hver uge. Det er da sjovt. 

Nogle gange kommenterer folk, hvad jeg køber ind. For eksempel da jeg for nyligt gik ind i et supermarked og købte to laksebøffer, og ekspedienten ved fiskedisken sagde: ”Jamen du har jo ingen indkøbsseddel med. Det plejer du altid at sige til andre, at de skal have”. I Magasins parfumeafdeling var der en dag en dame, som var ved at betale for en helt masse varer, der fik øje på mig. Så sagde hun undskyldende: ”Det er altså ikke til mig selv alt sammen. Noget af det er til min datter”. Men jeg har det sådan, at hvis du har råd, skal du da købe det, du har lyst til.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Nils har fundet vej til mit hjerte i den modne del af mit liv. Vi mødtes på nettet. Jeg ville have en ordentlig mand, så jeg gik grundigt til værks. Jeg havde mødt mange umuliusser, og jeg var begyndt at tænke over, om det var mig selv, der var noget galt med, siden jeg skulle møde så mange mænd, der ikke matchede mig. Min mor har altid sagt, at man skal finde en mand, som man deler humor og syn på penge med – og måske også politisk ståsted. På de områder passer Nils og jeg sammen, men derudover er vi dybt forskellige. Men Nils rummer mig og synes, at alt, hvad jeg gør, er fantastisk.  Han er en god kammerat, og jeg keder mig aldrig i hans selskab. Heller ikke på 14. år. Nytårsaften i år friede han på en natklub i Berlin, så næste år skal vi giftes. Når du bliver ældre, kan du se dine egne fejl, og så bliver det også lidt lettere at sige ”pyt” til andres. Men du bliver også skarpere på, hvad du vil have, og i Nils har jeg fundet en mand, som er på samme side som mig.

LÆS OGSÅ: "Jeg har ikke været i tvivl, de to gange jeg er blevet friet til"

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg har været medlem af Folketinget i to perioder, men sidste år røg jeg ud. Jeg har aldrig haft min gang i DSU eller andre ungdomsorganisationer, men jeg har mere end 25 års erfaring fra arbejdsmarkedet, hvilket mange af de andre politikere ikke har. Christiansborg er et hårdt miljø, og der bliver ikke givet ved dørene. Der er altid nogen, der vil kritisere dig, og du skal kunne tage mange slag over næsen. Det faglige var jeg god til, men det politiske spil og alle drillerierne forstod jeg mig mindre på. Jeg vil hellere finde en løsning på problemerne. Jeg var integrations- og udlændingeordfører, så det var ikke lette poster, jeg havde, og jeg har fået læsterlige tæsk undervejs. Jeg var også uddannelsesordfører, da uddannelsesloftet blev vedtaget, og det var ikke groet i min baghave. Ved valget i 2019 blev jeg ikke genvalgt, og det er først nu, vreden og skuffelsen er lettet. Det kørte jo pissegodt, så hvorfor skulle jeg ud af ligningen på grund af sølle 315 stemmer? Men der er jo ingen at skælde ud på, så nu stiller jeg op til kommunalvalget næste år, for jeg er slet ikke færdig med politik. Lige da jeg var røget ud, talte jeg med andre politikere, der har prøvet det samme – blandt andre Özlem Cekic (tidligere medlem af Folketinget for SF, red.). Hun sagde, at jeg skulle regne med, at det tager otte-ni måneder, før man ikke er vred mere, og hun fik ret. 

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til Ærø. Jeg skulle være rejst jorden rundt med Nils på tirsdag, men på grund af corona kan vi ikke komme af sted på det, der skulle have været et break midt i livet. Vi skulle have holdt et år fri og rejst rundt i Asien, sejlet med et skib i seks uger, været frivillige i den amerikanske valgkamp og redet over Andesbjergene på hest. Nils nåede endda at gå til ridning to gange, inden undervisningen blev aflyst. Vi har lejet vores lejlighed ud de næste ni måneder, så nu flytter vi ned i vores sommerhus på Ærø, og vi aner ikke, hvornår vi kommer hjem igen eller ud at rejse.