Michèle Bellaiche: "Jeg orker ikke at redde en mand eller fikse ham"

Faren: Roger Bellaiche, 70 år, pensionist

Ham der lige møver sig ind på Leonardo Dicaprio
– Min far blev forelsket i min mor, da hun var en smuk, blond au pair-pige i Paris. Efter et års kæresteri skulle hun hjem til Nykøbing Falster, hvor hun kommer fra. Og så havde hun vist fået sagt til min far, at han bare kunne komme på besøg en dag. Han var blevet meget forelsket, så det tog han sgu alvorligt. Han knoklede løs for at tjene en masse penge, og så kom han på visit i påsken for 50 år siden. Der tror jeg nu nok, at min mor var sådan lidt: "Nå, nu kommer han sgu til Falster". Dengang var der jo ingen indvandrere på gaden, så bare det, at der kom en franskmand, var i sig selv mærkeligt.

– Min mor var hjemmegående i ni år, og min far kunne ikke et eneste ord dansk eller engelsk den første tid. Han er ellers uddannet ingeniør, men kunne ikke bruge det, når ikke han kunne sproget. Så han måtte starte helt fra bunden som fabriksarbejder for at forsørge familien. I de første år havde vi ikke særligt meget, men jeg lagde aldrig mærke til det, fordi de var gode til at prioritere. Jeg kan huske, at min far lavede sådan nogle kasser med små rum i, hvor de satte penge til side til mad, ferier, husleje osv. De tjente lidt ekstra ved at undervise i fransk på aftenskole. Min far endte som direktør for et stort firma, der producerer plast, og for min mor blev det franske sprog hendes vej ind i filmbranchen, hvor hun har arbejdet på at få danske film solgt til udlandet.

– I dag er det blevet så populært at give hinanden knus. Også folk, man ikke kender. Den trend var min far frontløber for. Han har altid givet knus til alle, han er et meget varmt menneske. Hans tilgang til at møde andre mennesker er meget sydlandsk, og det har jeg lært meget af og nok også arvet en del af. At gå ind i folk med træsko på og bare tale med alle – høj som lav, rig som fattig.

– Selv efter 50 år i Danmark er min far meget fransk. Han spiller i hvert fald fransk klovn. Han har enormt meget selvironi og griner selv af, at han stadig laver fejl i grammatikken. Det dør vi stadig af grin over. Han finder hele tiden på nye uforståelige ting i det danske sprog. "Hvorfor hedder det "jeg går på posthuset" og ikke "jeg går på bageren"?". Da han var ung, kørte han ind i en anden bilist, som blev skidesur. Min far prøvede at berolige ham ved at sige: "Bare rolig, jeg har en åndssvag forsikring!". Han prøvede at sige, at han havde en ansvarsforsikring. Ha ha.

– Min mor har været i filmbranchen i rigtig mange år, og han har tit rejst jorden rundt med hende for at være med til en masse filmfestivaller. Og der er det ikke uvant at se ham stå og tale med Leonardo DiCaprio. Vi andre står altid og tænker: "Hvordan fanden fik du møvet dig ind på ham?". For han gør det på en meget elegant måde, så de der store stjerner ikke tænker: "Ej, det er lidt akavet det her". Han er god til at få venner. Det har jeg altid beundret ham meget for.

– Der har sjældent været stille i mit barndomshjem. Der har altid været filmfolk eller venner på besøg, som impulsivt fandt på, at vi skulle grille sammen. Det elsker jeg, og nu gentager jeg selv mønsteret. Da mine børn, min eksmand og jeg flyttede væk fra byen til Solrød, var jeg bange for, at mine venner ikke lige ville komme forbi. At mit liv ville blive helt vildt kedeligt. Men selvfølgelig kommer de på besøg. De bliver faktisk tit hængende.

– Min mor har været ramt af kræft, og i sommer fandt lægerne en svulst i min fars hjerne. Heldigvis godartet. Men der gik det op for mig, at jeg en dag skal miste dem begge. I sådanne situationer er der nok mange, der tænker: "Ej, nu skal jeg også være mere sammen med mine forældre". Det gør jeg ikke, fordi vi lever så tæt sammen. Jeg får mest muligt ud af den tid, vi har sammen.

– "Har vi det ikke godt?". Det er min fars motto. Han er en livsnyder, der elsker at sidde med et glas vin og kigge ud over vandet og være sammen med sin familie. Så vi har talt om, at når han ikke er her længere, skal vi have en lille bænk nede ved stranden, hvor der skal stå "Har vi det ikke godt?".

LÆS OGSÅ: Alenemor Tine Gøtzsche: “Jeg savner én at dele de store oplevelser med”

Vennen: Hans Pilgaard, 53 år, tv-vært og tidligere kollega

Ham jeg tisser for åben dør sammen med
– Hans og jeg har lige fejret 20 års venskab. Vi mødte hinanden, da vi blev sat sammen som TV3's nye faste morgenværtspar. Vi kendte slet ikke hinanden, så direktøren af Nordisk Film gav en frokost, så vi kunne se, om der var kemi. Og den samtale har varet lige siden.

– Det første halve år holdt jeg mig lidt på afstand, for jeg var sikker på, at Hans bagte på mig. Det viste sig jo så at være fuldstændig forkert. Første gang vi mødtes, fortalte han, at det britiske morgenværtspar, som var værter på den britiske pendant til det show, vi skulle lave, endte med at blive gift. Jeg syntes, han var lidt påtrængende. Men da jeg fandt ud af, at Hans var homoseksuel, sænkede jeg bare paraderne, og så vidste jeg, at jeg havde fundet en ven for livet.

– Da vi havde vores første værtsjob sammen, var jeg nok den strikse, der havde styr på tingene, og Hans var den klodsede, der hele tiden afbrød. Derfor løb han altid med empatien dengang. "Hvorfor skal du være så hård ved Hans?". Jeg fremstod som en lille snerpe. Vi kæmper meget om ordet. Her forleden fortalte jeg ham en historie, og midt i fortællingen skulle jeg tisse. Så jeg fortsætter bare med at fortælle med åben toiletdør, da Hans råber: "Sidder du og tisser for åben dør?". "Ja, for jeg var jo ikke færdig med historien!". Ha ha. Så tætte er vi.

– Hans er den storebror, jeg aldrig har haft, og han er meget tæt på min familie. Han har før været til grillaften hos min søster og svoger, selvom jeg ikke var der. Min bedste veninde er blevet hans bedste veninde, og vi rejser sammen hele familien. På den måde er han mere end en god ven. Hans har jo mistet både sin mor og far inden for de sidste par år og er adopteret og enebarn og har ingen børn. Så vi er hans familie. Faktisk er vi ret sikre på, at min mor er Hans' biologiske mor, fordi de minder så meget om hinanden. Så han er vitterlig en del af familien, og det er hans mand, Jobbe, også blevet. Mine børn kalder ham for onkel Hans, og han passer dem tit. Eller kommer herhjem og laver aftensmad til dem, hvis jeg ikke er der. Hans og Jobbe er en slags reservefædre for dem.

– Hans var en af de første, der holdt mine børn i sine arme på hospitalet, jeg var der, da hans far døde, og vi har begge to været igennem en skilsmisse. Han sov faktisk i min kælder i et halvt år efter. Vi har begge meget travlt, men vi har en aftale om, at hvis en af os skriver en sms, hvor der står "RØD ALARM", så skal man – uanset hvad man laver, og det er svært, når vi begge laver live-tv – ringe med det samme. Det betyder, at det er meget, meget alvorligt. Det gjorde Hans, da hans far var ved at dø, og vi kan altid regne med hinanden.

– Lige da Hans' mor var gået bort, ringede han bare for at tale lidt. Jeg var lige blevet færdig med en udsendelse og egentlig på vej hjem i min bil, men da han fortalte, at han var ved at pakke sin mors lejlighed ned, vendte jeg rundt og ringede på døren, og han blev simpelthen så glad. Den aften sad vi og gennemgik alle hendes ting, og det var jo egentlig meget sorgfuldt, men også livsbekræftende. Hun var sådan en lille fin dame med pelshue og pelsfrakke. Vi fandt pelshuen, og jeg tog den på, mens jeg bar rundt på en vase, og da Hans ser mig, hyler han bare af grin, fordi det ligner, at jeg står med hendes urne. Så grinede vi lidt og græd lidt og kiggede på gamle fotos. I en af kasserne fandt vi et gammelt kaffestel, som jeg fik med hjem, og hver gang vi samles til fødselsdag, dækker jeg op med det kaffestel. Og så skåler vi lige for Bodil.

LÆS OGSÅ: På jagt efter kærligheden? Sådan vælger du rigtigt

Ekskæresten: Kasper Daugaard, 33 år, pianist og tidligere bandmedlem i Lukas Graham

Ham der fik mig til at holde hund
– Mine børn har plaget mig om at få en hund, siden de var små. Det har jeg sagt nej til. Lige indtil Kasper kom ind i vores liv og overtalte mig. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle have hund, så det er helt vildt, at jeg er blevet sådan et hundemenneske. Den skide hund har fået en helt central plads i vores familieliv. Det havde jeg aldrig troet. Jeg har kollegaer, hvor jeg tænker "åh nej", når de begynder at snakke om deres hunde, og nu oplever jeg jo, at jeg ikke længere viser billeder af mine børn, men af min hund. Selvom Kasper og jeg ikke er sammen længere, så er vi gode venner, og han kommer stadig og besøger Sherlock.

– Kasper flyttede ind hos mig i 2013. Det var planen, at han kun skulle bo her i et halvt års tid, indtil han skulle på turné med Lukas Graham i USA, men det trak ud, så vi endte med at bo sammen i et års tid, indtil vi gik hver til sit. Lige nu befinder jeg mig rigtig godt her sammen med mine unger. Det betyder ikke, at jeg ikke vil lukke en mand ind i mit liv, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil have flere børn, og derfor er der ikke det store behov for at bo sammen med en fremtidig kæreste. Jeg gider ikke diskutere, hvem der skal tage opvasken – det er bare lettere at bo hver for sig. Det er sindssygt hyggeligt at være bonusmor til min eksmands to piger, som stadig troligt tager toget fra København for at besøge mig, men det var også en mundfuld i starten, og jeg leder ikke efter en far til mine børn. Det har de. Og de har mange faderfigurer i deres liv. Der er altid folk omkring mig, så jeg savner ikke voksenkontakt. Måske ændrer det sig, når ungerne ikke bor her længere, men sådan har jeg det lige nu.

– Jeg skal se en mand i øjnene for at falde for ham. Ellers kan jeg ikke mærke ham. Det er derfor, jeg ikke tager imod de tilbud, jeg får fra mænd, der har set mig i Go'aften Danmark. Og jeg går da sikkert glip af en pokkers masse søde mænd på den konto, men jeg har simpelthen ikke lyst til at åbne den dør. Uden at det skal lyde, som om jeg vælter mig i mænd og bare sidder på min trone og siger: "Duer ikke, væk".

– Jeg leder ikke efter en mand, fordi jeg har det så godt, der hvor jeg er i livet. I det øjeblik man leder, så mangler man noget i sit liv, og det gør jeg ikke, jeg har masser af kærlighed i mit liv. Det betyder ikke, at jeg har lukket helt af. Jeg er ikke blevet en mandehader. Jeg elsker mænd. Lige nu ser jeg ikke nogen, men hvis kærligheden pludselig viser sig, er jeg klar til at omfavne den.

– Jeg tror ikke på, at der findes en drømmemand, men jeg er selv meget i balance, og den egenskab kigger jeg også efter hos en mand. Jeg orker ikke at redde en mand eller fikse ham, jeg har været mental livredder for kærester utroligt mange gange i mit liv. Og det er opslidende. Det er nok også derfor, jeg ikke vil mødes med de mænd, der skriver søde beskeder til mig. Der er på forhånd en ubalance i vores relation, fordi jeg bliver sat op på en piedestal, hvor jeg ikke føler, jeg hører hjemme.

– Jeg går selv op i at holde mig fit og spise sundt, så det ville være enormt kompliceret for mig at være sammen med en, der ikke gider noget, som kun spiser junkfood og ikke dyrker motion. Balance er virkelig vigtigt for mig, for der er heller ikke noget værre end de der mænd med kæmpe store overarme, som bruger hele deres liv i et træningscenter. For mig er de også ude af balance.

LÆS OGSÅ: Sanne Søndergaard: Efter mange år som single har jeg fundet kærligheden

Svogeren: Lars Bellaiche, 54 år, bankmand

Ham der gør det muligt at bo i hus
– Lars er min håndværker, havemand, regnskabschef, revisor, legeonkel og reservefar for mine børn. Og min søsters mand naturligvis. Han sætter nye pærer i mine lamper, kører mine ting til storskrald, renser tagrender og kigger på mine regnskaber. Og så bor han og min søster lidt længere nede af vejen. Jeg tror ikke, jeg kunne bo her, hvis ikke jeg havde Lars, for hold op, hvor er der mange ting, der skal gøres ved sådan et hus, som jeg ikke kan finde ud af.

– På et tidspunkt havde en mus forvildet sig ind i huset, og vores hund jagtede den og fik den trængt op i en krog, men så tog han den ikke. Jeg gik i panik. Klokken var halv et om natten, da jeg ringede efter Lars, der kom sammen med min nevø og en trækasse og fangede musen. Der er mange gange, hvor jeg tænker, hvad i alverden jeg skulle gøre uden Lars. Da jeg blev skilt, tror jeg, at min familie tog en beslutning om at slå ring omkring mig. For det skal fandeme ikke hedde sig, at jeg ikke kan blive boende i det hus, fordi jeg ikke kan finde ud af sådan nogle ting.

– Vi har lige været på ferie i Afrika, og da vi kom ind ad døren, var der simpelthen så koldt, fordi hele varmesystemet var gået ned. Så jeg havde kun været hjemme i en time, da jeg måtte ringe til Lars. "Nå, så er ferien slut, hva'?," sagde han i den anden ende.

– Vi bruger hinanden på kryds og tværs og ses meget i dagligdagen. Hvis jeg har en fridag, tager jeg forbi mine forældre, og min datter kan lige cykle over til mormor eller moster. Når mine nevøer får danskopgaver for i gymnasiet, ding dong, så står de uden for døren og skal have hjælpe til en H.C. Andersen-analyse, fordi jeg har læst litteraturvidenskab. Vi skiftes til at lave en stor portion mørbradgryde, og så spiser vi sammen. Flere gange om ugen. Det fællesskab betyder alt og holder ensomheden fra døren, selvom jeg jo er alenemor.

– Det, jeg kan savne i forhold til en mand, er, at der nogle gange var nogen, der tog ansvaret. Ikke for mine unger. Men en, som siger: "Jeg har booket en weekend i Rom". Jeg har en kollega, som nogle gange spørger, om han må køre med mig ind til arbejde, og så siger jeg altid: "Ja, det må du gerne, men du skal køre". Jeg elsker, når nogen gider køre mig. Jeg kan godt savne at have en mand i mit liv, som finder et nyt tv, når det går i stykker. Som gider bruge tid på at lede efter det helt rigtige fjernsyn. Jeg skal styre ret meget i mit liv – mine børn, min karriere, mit hus, og mine forældre bliver også ældre – så nogle gange savner jeg ikke at skulle være bossen. Bare at kunne læne mig tilbage. 

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt om sit nye liv: “Det var en trist periode og en tomhedsfornemmelse”

LÆS OGSÅ: Tine Gøtzsche: "At jeg skulle adoptere var en nem beslutning. Jeg havde ikke lyst til at være gravid alene"