Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Mig og min livredder
Foto: Peter Nørby

Mig og min livredder: “Jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået lov til at leve”

Hanne Mayland Søndergaard fik hjælp fra uventet side, da hendes kusine, Heidi Kallesøe, tilbød at ­donere sin ene nyre.

Reddet Hanne Mayland Søndergaard (t.v.), 44, konditor.
Livredder Heidi Kallesøe, 44, kontorfuldmægtig i NaturErhvervstyrelsen.

– Jeg er min kusine dybt taknemmelig for, at hun har givet mig sin ene nyre. Tænk, at hun er så modig, og tænk, at hun har taget stilling til ­organdonation – det er på alle måder så stort. Hun har reddet mit liv!

– Jeg har altid været nyresyg. Jeg har været igennem en del operationer, og jeg har altid vidst, at mit helbred ville bliver dårligere over tid. Jeg har gået til løbende kontroller, og jeg har været mere træt end andre mennesker. Det var dog en træthed, jeg lærte at leve med, men som betød, at jeg for fem-fire år siden måtte indse, at jeg ikke længere kunne have et arbejde på fuld tid, hvorfor jeg fik tilkendt fleksjob.

– I 2012 fik jeg det dårligere og kom i dialyse tre gange om ugen. Jeg blev sygemeldt og var igennem et udredningsforløb, der betød, at jeg kom på venteliste til en ny nyre. Jeg blev spurgt, om jeg havde nogen i familien, der kunne donere en nyre, og det er en svær situation, for hvem kan man spørge? Det er rigtig svært at tale om og rigtig svært at bede om. Mine forældre kunne ikke donere, og min lillebror turde ikke. Det er jo en ærlig sag. Han havde et lille barn på det tidspunkt, og jeg ville ikke presse nogen til at gøre det. Min datter tilbød at donere, men det, syntes jeg, var forkert, så jeg sagde pænt nej tak til hende. Hun var også selv lige blevet mor.

– En aften var jeg til banko med min kusine. Vi kom til at tale om min dialyse, og så sagde hun pludselig: "Du skal da ikke sidde derinde til det dialyse hele tiden, du skal da bare ha' min nyre." Hvad for noget? Det skal jeg da ikke, sagde jeg. Men jo, det mente hun, og hun spurgte, hvor hun skulle henvende sig. Jeg var lidt tilbageholdende i begyndelsen, men hun insisterede, og så gik processen i gang. Efter et halvt års tid fandt operationerne sted.

– Det er en spøjs følelse, at jeg har min kusines nyre. Jeg tænker på den som min lille guldklump. At min kusine har doneret sin nyre har ændret vores forhold på den måde, at vi ses meget mere end før og er kommet tættere på hinanden. Jeg kan have skyldfølelse over det, men hun siger, at nu skal jeg holde op, hun har netop gjort det, for at jeg kunne få "livet" tilbage. Jeg er meget mindre træt end før, og jeg er kommet tilbage på arbejdsmarkedet, hvilket betyder rigtig meget for mig. Og så er jeg så taknemmelig for, at jeg har fået lov til at leve.

LÆS OGSÅ: “Min fars handling den dag har givet mig det indtryk, at han er villig til at ofre sit eget liv for mig”

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede Sofia Manning og kæresten ind i en olivenmølle i Sydspanien

LÆS OGSÅ: Venindetema: “En ven er jo også en, der bare helt umiddelbart forstår ens begejstring”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview