Milano
SPONSORERET indhold

Milano: Modeby og meget mere

Selvom milaneserne er optagede af ”la bella figura” − at føre sig frem med stil og værdighed – er der meget andet end mode i Italiens nordligste storby. I byens nye, arkitekttegnede områder og gamle, krogede gyder finder du restauranter, der aldrig skuffer, verdensberømte seværdigheder og kaffebarer for kræsne kendere. Få de bedste tips til Milano med denne guide.

Af:: Sanne Gottlieb Foto: Akessio Taormina, Sanne Gottlieb og Getty Images
24. okt. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Her skal du bo
Luksus
Armani hotel
Minimalistisk stil. Ligger i huset med Armanis restaurant, tøjbutik og natklubben Armani Prive i kælderen. 300 meter fra Duomo. Fra 530 til 900 euro pr. nat.
milan.armanihotels.com

The Manin
Klassisk, varmt designerhotel. Fra 110 til 150 euro pr. nat.
Hotelmanin.it

Middel
Lancaster Hotel
Pænt mellemklassehotel i nærheden af Corso Sempione, parken og cafeer. Gode, rene værelser. God transportforbindelse til centrum med sporvogn.
Fra 96 til 183 euro pr. nat.
Hotellancaster.it

Hotel Ritter
Forholdsvist billigt hotel, men med gode værelser. Nogle bedre end andre. Bed om et superiorværelse, der er istandsat. I stueetagen ligger en god, japansk restaurant. Morgenmaden har en fin buffet, med stort udvalg. Fra 88 til 191 euro pr. nat.
Ritter-hotel.com

LÆS OGSÅ: Turen går til forførende Madrid

Det skal du opleve
Piazza del duomo
I det absolutte centrum på Piazza del Duomo ligger Duomo – en 600 år gammel katedral, bygget i gotisk stil med Leonardo da Vinci som en af arkitekterne bag. Pladsen foran katedralen er altid fuld af turister, og det kan være svært at fornemme, hvor stor Duomo egentlig er. Men ved siden af Duomo ligger luksus-stormagasinet La Rinascente, som på sin tagterasse har byens bedste udsigt over katedralen. Hvis du er klædt i noget pænere end joggingbukser og gummisko, får du tilbudt et sæde i en af loungesofaerne. Her serveres drinks og små tallerkener med udvalgte lækkerier. På Piazza del Duomo findes også den berømte arkade Galleria Vittorio Emanuele. Glastaget og mosaikfliserne i gulvet kan tage pusten fra de fleste. I Palazzo Reale, som også ligger på Piazza del Duomo, er der altid skiftende udstillinger.
Palazzorealemilano.it

Galleria Vittorio Emanuele.

Berømte malerier og det gamle Milano
Er du interesseret i kunst, skal du besøge Pinacoteca di Brera, der viser nogle af kunsthistoriens største mesterværker. For at få et glimt af det gamle Milano er en tur igennem Brera-kvarteret et must. Gå ad Corso Garibaldi, og drej fra ved Via San Carpoforo, for at gå rundt i de små, stenbelagte smalle gyder. Her sidder ældre spåkoner og håndlæsere og forudsiger din fremtid for cirka 75 danske kroner.
Pinacoteca di Brera Via Brera, 28

Den sidste nadver
Du kan se Leonardo da Vincis "Den sidste nadver" i Santa Maria della Grazie -kirken. Husk at bestille billetter i forvejen, da det ellers kan være svært at komme til for kø. Desuden lukker museet kun 25 personer ind ad gangen.
Milan-museum.com

For de mindste
På børnemuseet MUBA (Museo dei Bambini) er der løbende udstillinger og aktiviteter for børn. Parken Giardini Pubblici Indro Montanelli huser blandt andet det naturhistoriske museum Museo Civico di Storia ­Naturale, hvor I kan se ægte dinosaurskeletter og udstillinger om menneskets historie. I parken er der også ponyridning, små, elektriske biler til børnene og skildpadder, der varmer sig på bredden af en lille dam om sommeren.
MUBA, Via Besana 12 , Muba.it.
Giardini Pubblici Indro Montanelli/Museo Civico di Storia Naturale, Corso Venezia 55

Du kan ofte rende ind i modeller på fotoshoot i Milano.

Snup en aperitivo
Du kommer ikke uden om aperitivo i Milano. Det lille måltid kan sammenlignes med spansk tapas og serveres mellem klokken 18 og 21, hvor familie og venner
– med og uden børn – mødes til et glas prosecco eller spritz og nogle småsnacks – som regel små pizzastykker, forskellige oliven, skinke, rå snittede grøntsager og oliebagt brød med rosmarin. Det er ganske lækkert, og hvis pengene er små, kan man spise sig mæt i det, og springe aftensmaden over. Og hvis ikke aperitivoen skal udgøre et hovedmåltid, er det et kærkomment mellemmåltid. Milaneserne begynder nemlig først at spise aftensmad mellem klokken 21 og 22.30.

Prøv aperitivo på:
Ceresio 7
I den dyrere ende, men med en 360-gradersudsigt over byens tage og pool.
Via Ceresio 7

Aperitivo på Ceresio 7's tagterrasse.

Radetzky
Et ældre, stiligt sted, både om dagen og om aftenen til buffet og drinks. Her gælder i allerhøjeste grad "La bella figura," så husk de høje hæle.
Corso Garibaldi 105

Swiss Corner
Et godt mad- og kaffested, der om aftenen forvandler sig til en sydende bar, med musik og dans.
Via Palestro 2

LÆS OGSÅ: De smukkeste 24 timer i Stockholm

Her skal du spise
Uanset om du spiser på et lille trattoria eller en dyrere restaurant, går du sjældent skuffet fra et måltid i Milano.

Taglio
Uhøjtidelig restaurant i topkvalitet. Her får du en supergod risotto, og de er gavmilde med vinen. Og du får lov til at prøvesmage adskillige vine gratis, indtil den rigtige er fundet.
Via Vigevano 10

Sapori di Casa
Lille restaurant med speciale i kødretter til rimelige priser. Solidt, traditionelt køkken.
Via Ugo Bassi 22

Blue Note
På den berømte jazzklub kan du bestille lettere retter og drinks, og samtidig nyde musikken fra store verdensstjerner. Hver fredag aften sender Radio Monte Carlo direkte fra natklubben i en lille glasboks på første sal.
Via Pietro Borsieri, 37

Gadekøkken
Dette økologiske gadekøkken er det nyeste insted i Chinatown. Nudler og dumblings hives direkte op af det kogende vand, og langes over disken. Utrolig lækkert og billigt – mellem tre og fem euro for en god portion.
Via Paolo Sarpi 52

Sushi B
Skal det være anderledes og i absolut topklasse, er Sushi B, der ligger i det gamle Brera-kvarter, et godt bud. Her er kokkene fløjet direkte ind fra ­Japan, og du kan mæske dig i retter, der både smager fantastisk og er anrettet som kunstværker. Det er uforglemmeligt.
Via Fiori Chiari 1

Eataly
Det nyeste spisested i Milano. Tidligere var det et teater i tre etager. Nu huser det restauranter og gourmetvarer.
Piazza XXV Aprile 10

Eataly er byens nye gourmetvarehus med både restauranter og marked.

Tag en pause
Grøn pause
Kan du ikke undvære en løbetur, eller trænger du til fred og ro, er Parco Sempione skøn med søer, snørklede stier og cafeer. Om sommeren bliver der budt op til traditionelle danse i et stort udendørstelt. I den ene ende af Parco Sempione ligger det flere hundrede år gamle Castello Sforzesco, der rummer museet for oldtidskunst og andre gallerier. Fra slottet til Piazza Sempione i den anden ende af parken løber en hemmelig gang under jorden. Du kan se flisen, der skjuler nedgangen til den midt under Arco Della Pace-monumentet.

Castello Sforzesco og Parco Sempione.

3 x Kaffepauser
Er du kaffeelsker, bør du prøve en marrocchino (udtales marokino), en lille espresso med kakaopulver og luftig varm mælk, lagt lag på lag i et lille glas. Lækker og delikat.

Panini durini
Et godt udvalg af kaffe og kager.
Panini Durini, Via Durini 26

Corso Como 10
Et absolut must. Cafe, galleri og designershop gemt i en baggård med hængende blåregn og en lille gårdhave. Perfekt oase til en kaffepause.
Corso Como 10

Cafe Napoli
Byens bedste napolitanske kaffe.
Cafe Napoli, Largo La Foppa 1

Her skal du shoppe
Milano er kendt for at være design- og modemekka, og du kan selvfølgelig finde alle de italienske modehuse som Prada, Gucci, Armani og Missoni. Men Milano har andet at byde på end design og high-end-mode.

Vintage
I Il Cameo Vintageshop sælger mor og datter fine kjoler og sko fra 1940 og frem. Lipstick Vintage sælger vintage Chanel, Dior og Missoni.
Il Cameo Vintageshop, Via San Carpoforo 6, Lipstick Vintage, Corso Garibaldi 79

Vintagekup og nye designere
I området ved Porta Genova, Navigli og Via Tortona ligger små pop-up-butikker på rad og række. Her finder du vintagetøj, diverse samlerobjekter og små butikker fra nye designere. Man kan gøre et rigtig godt kup i nogle af de mindre showrooms i området. Prøv for eksempel Iuris showroom. Her er fantastiske hatte, bluser og strømper i geometrisk design. Og er du heldig, byder den unge designer dig på kaffe.
Iuris show-room, Via privata Paolo Giorza 1

Tasker, sko og manicure
I Via Canonica ved siden af Chinatown ligger en del små taske- og tøjforretninger, hvor du kan gøre en god handel. I selve Via Paolo Sarpi er der ufatteligt mange skoforretninger. Og bliver du træt af shopping, så und dig selv en manicure eller fodmassage for mellem 120 og 200 danske kroner i disse gader.

Finurlige antikviteter
Om søndagen er der antikmarked langs med Navigli-kanalen. Det er fantastisk at slentre på begge sider af vandet og finde finurlige ting. Og bliver benene ømme af at gå, er der den ene restaurant efter den anden med udendørsborde her. Det er heller ikke ulovligt at prutte om prisen på dette marked.

Outlets
Mondæne Via Manzoni har gode shoppingmuligheder. Her lokker især DMagazine, et stort outlet i to etager fyldt med italienske mærkevarer. Emporio Isola er et andet stort outlet med et væld af mærker.
DMagazine, Via Manzoni 44, Emporio Isola, Via Giuseppe Prina 11

LÆS OGSÅ: Rejseguide til farverige og upolerede Porto

Vejret
Det regner en del fra oktober til februar. Milano føles ofte fugtig, og om sommeren kan det være ulideligt at gå rundt. Undgå august, hvor alle butikker er lukkede, fordi milaneserne rejser væk i den periode.

Kom derned
Både SAS, Easyjet og RyanAir har direkte forbindelser til Milano dagligt.

Kom omkring
Milano er overskuelig at komme rundt i. De fleste interessante ting ligger i gåafstand af hinanden, og metroen og de romantiske, gule sporvogne kører upåklageligt. En enkelt billet koster 1.50 euro. Har du mod på at leje bycykel, kan du købe dags- eller ugekort til den på de store togstationer.

Milanesernes do's and dont's
1: Milaneserne er optaget af "la bella figura", som betyder, at man skal bære sig selv med værdighed og stil. Det gælder også påklædning, og en del restauranter og barer har dresscode.

2: Italienerne drikker ikke vin for at blive fulde, og de ser ikke med milde øjne på folk, der gør.

3: De fleste milanesere taler dårligt engelsk, og derfor sætter de stor pris på turister, der forsøger sig på italiensk.

LÆS OGSÅ: Berlin på budget

LÆS OGSÅ: De bedste tips til en weekend i Paris

LÆS OGSÅ: Nordeuropas oversete shoppingmekka