Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Popkongen Rasmus Seebach der ikke tager noget for givet
Foto: Les Kaner, Polfoto og Scanpix Popkongen Rasmus Seebach der ikke tager noget for givet.

"Jeg føler ikke rigtig, jeg er i farezonen for at gentage min fars mønster, og så alligevel..."

Rasmus Seebach og kæresten, Julie, minder ofte hinanden om, hvor heldige de er. For Danmarks ukronede popkonge tager intet for givet. Hverken kærligheden, sin succes eller livets små øjeblikke. Her fortæller han om de mest skelsættende oplevelser i sit liv, som farens død, mødet med Julie, og da han fik kaldet til at blive sanger.

Af Louise Gade 

- Duevej, Frederiksberg, 1990 -

Da en dame roste min sang

– Jeg elskede det ekko, det gav, når jeg sang inde i en opgang. Som jeg gjorde, når jeg delte aviser ud. Anne Linnet, Sebastian. I en særlig opgang på Duevej i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg, skruede jeg altid lige lidt op for stemmen. For på 3. sal kom en ældre dame altid til syne og sagde: "Unge mand, jeg synes, det er så dejligt, når du synger." Så stak hun mig en femmer eller en af de der runde Anthon Berg Lifli-chokolader med gele indeni. Sådan gentog hun det hver eneste weekend. Det var for fedt, syntes jeg. Ikke kun på grund af femmerne og chokoladerne, men fordi hun hver weekend havde en forventning om, at jeg kom og sang. Jeg var 10 år gammel, drømte slet ikke om at blive sanger, men glæden ved at synge for et menneske, der satte pris på det, ramte mig alligevel, husker jeg.

LÆS OGSÅ: Når kærligheden står der, beder man den ikke om at vente

– Min mor opdrog mig til, at man skal arbejde, hvis man vil have noget, så da jeg var 10 år, oprettede hun avisruten til mig i min storebrors navn, fordi jeg ikke var gammel nok. Det var ikke sådan, at vi gik sultne i seng, min far havde en fin indtjening i en årrække, men han var også god til at brænde pengene af. Hvis han for eksempel gik forbi en lille dreng, der solgte Lillebror-lodder, så ville han 100 procent købe dem alle sammen. Sådan noget gjorde han tit, og så kom han hjem til mor, som var sådan lidt: "Fedt nok, men hvad skal vi så spise i aften?" Der tror jeg, min mor har haft sin opgave for med at få det til at hænge sammen derhjemme, for der blev nok givet lidt for mange omgange nede på værtshuset. Min far syntes jo, at alle skulle have lidt. Det var ret sødt, men også ret dumt. Hjemmet var fyldt med kærlighed, vi levede med offentlighedens opmærksomhed og følte os som en lille, uovervindelig kerne, min storebror,Nicolai, lillesøster, Marie, mor og far. Med vores eget morsesystem bankede min søster og jeg beskeder til hinanden på væggene mellem vores værelser: "Jeg elsker dig" var fire hurtige bank. "Godnat" var to.

LÆS OGSÅ: "Jeg har været utrolig vred, når de hårde ord og angreb er gået ud over mine børn"

– Derhjemme var der musik over det hele, men på avisruten stod jeg på egne ben, jeg var bare en avisdreng, der godt kunne lide at synge, så det var meget ægte på den måde. Mit værelse lå lige op ad min fars studie i kælderen, så indimellem listede jeg ind og sang og spillede lidt på hans keyboard. "Du skal synge igennem, for helvede," sagde han sommetider, hvis jeg gik og var lidt forsigtig med tonerne. Jeg tror i bund og grund, han syntes, jeg mindede meget om ham selv.

- Kantinen i KB-Fodboldklub, Frederiksberg, 1996 -

Da jeg droppede fodboldkarrieren


– "Er du sikker?! Det er for dumt, Rasmus!" Sådan sagde min fodboldtræner, da jeg en eftermiddag efter træning fortalte, at jeg ville stoppe. Jeg havde spillet fodbold i 11 år, på talentholdene i KB og FCK, og var på vej mod at blive professionel. Mit hår var stadig vådt efter badet, vi sad i "Kvisten", som kantinen blev kaldt, og mødet endte med at blive skelsættende for mit liv.

– Især min mor syntes dengang, det var fedt, hvis jeg blev fodboldspiller frem for musiker, for hun havde selv oplevet, hvor hårdt musikmiljøet kunne være. Fodbold betød sundhed og ordentlighed. Jeg spillede defensiv midtbane og var anfører for KB, høj og stærk i hovedspillet, men pludselig var fodbolden blevet et arbejde af en art, jeg skulle følge en diæt og kunne ikke feste, som jeg havde lyst til, fordi der altid var en vigtig kamp dagen efter. Stemningen under mødet var trykket, og min træner Johnny var ikke begejstret. Han var en mand, der havde betydet meget for mig og været mit forbillede i mange år. Han mente, at jeg kastede mit talent på gulvet, men accepterede min beslutning.

– Jeg havde ingen plan B, drømte stadig ikke for alvor om at leve af musikken, men jeg havde bare brug for friheden. At kunne fyre den af uden at bekymre mig. Jeg synes stadig, det er for fedt at feste. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan mærke, at det har jeg faktisk bare brug for. Samtidig føler jeg også, at det er noget, man snart skal vænne sig af med, men det er jeg ikke sikker på, jeg nogensinde kommer til.

– Jeg føler ikke rigtig, jeg er i farezonen for at gentage min fars mønster, og så alligevel er jeg godt klar over, at det, jeg laver, og de miljøer, jeg befinder mig i, er det samme, som han har været i. Når jeg giver koncerter, er alle andre jo til fest, så det er enormt let at blive revet med af stemningen. Derfor skal jeg lige stoppe op og tænke mig om, men lige nøjagtig det, at jeg tænker over det, gør, at jeg står rimelig stærkt. Jeg føler ikke, at det første, jeg har brug for om morgenen, er at snuppe en bajer.

– Var jeg fortsat med fodbolden dengang, var jeg måske blevet professionel fodboldspiller, jeg havde i hvert fald ikke været, hvor jeg er nu. Så den dag, jeg tog den snak med min træner, var en større dag i mit liv, end jeg anede dengang.

LÆS OGSÅ: "Forslaget om at beslaglægge flygtninges værdier er et overgreb på Danmarks værdighed som samfund"

- Hos min mor, den 28. marts 1998 -

Da min far gav mig sit KORG-keyboard

– Det kom lidt ud af det blå. Jeg havde slet ikke ønsket mig det, men det viste sig at blive den mest fantastiske gave. På min 18-årsfødselsdag troppede min far op med sit KORG Keyboard T3 under armen til mig. Det skulle jeg have.

– Mine forældre var blevet skilt kort før – efter 21 års ægteskab. Min fars alkoholmisbrug blev for meget for min mor. Vi unger flyttede med min mor, mens min far flyttede i en lejlighed på Frederiksberg for sig selv. Keyboardet havde været hans i lang tid, så det var lidt en ære at få det. Jeg elskede min far på godt og ondt, og selvfølgelig gav det nogle problemer og skuffelser i familien, at han drak for meget, men jeg var aldrig et sekund i tvivl om, hvor højt han elskede mig.

– På det her tidspunkt dyrkede min bror og jeg rap, så jeg var en ret sej hiphopper og hørte ikke så meget melodisk musik, som min far repræsenterede. Keyboard-et kom på den måde til at betyde enormt meget for mig, for når jeg havde lavet hiphop hele dagen, gik jeg hjem på mit værelse og fik afløb for alle de her melodier og kærlighedssange, jeg havde i mit hoved. Det banede nærmest vejen for den type musik, jeg laver i dag. Jeg dyrkede kun følsomheden, når jeg var alene. Sådan har jeg det stadigvæk lidt, sangene er min ventil, og hvis jeg ikke havde musikken, ville det være et reelt problem for mig.

– En byggeplads i Sydhavnen, mandag den 31. marts 2003 –

Da min far døde

– Min storebrors telefon ringede en mandag formiddag på byggepladsen. Vi ville gerne leve af at være sangskrivere for andre, men i starten arbejdede vi på byggepladser for at tjene penge ved siden af.

– Det var vores mor, der ringede. Vi skulle komme hjem straks, det var vigtigt, sagde hun. Ikke andet, og det gjorde hun nok klogt i, for vi skulle køre bil. Du ved, når du får det opkald, at der nok er en eller anden, der ikke er her mere. I bilen på vej hjem til hende talte vi om, at det nok var en af vores bedsteforældre. Det strejfede os ikke, at det kunne være far. Et eller andet var galt, men hvad fanden det lige var, det anede vi ikke.

– Jeg tænker indimellem på, hvor svært det må have været for min mor at give os den besked. Hun var tynget af situationen, kunne jeg se, da vi ankom, og hun sagde det ligeud: Far var død. På vej til en arbejds-
dag sank han sammen midt på Dyrehavsbakken og døde på vej til hospitalet. Min bror reagerede med det samme. Fløj op, græd. Jeg var lidt mere paf. Det var sgu heftigt. Det kom virkelig som et chok, og det er egentlig mærkeligt, for han havde haft hjertestop halvandet år før, men siden da havde han levet sundt og været rimelig clean.

– I tiden derefter flygtede jeg lidt fra det hele ved bare at holde rigtig meget fest. Jeg havde bare behov for at få det svære på afstand og endte også med at gå fra min daværende kæreste, fordi jeg ikke syntes, hun skulle trækkes med mig, jeg var så ustabil og orkede ikke at tage hensyn til andre end mig selv.

– Min far havde været en stor del af min identitet, så efter hans død måtte jeg lige stoppe op og finde mig selv. Der går ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker på eller taler til ham. Ofte løber jeg forbi kirkegården og kysser gravstenen og fortæller ham, hvordan det går i familien. Det, synes jeg, er rart.

– Man har jo sagt det til sig selv tusind gange – at intet varer evigt, men det gik først rigtig op for mig, da min far gik bort. Så er det slut.

– Vi har altid været meget tætte i vores familie, men vi er nok kommet endnu tættere derefter. Her for nogle dage siden tænkte jeg, hvad fanden gør jeg den dag, min mor ikke er her? Selvom vi er blevet voksne og kan det hele selv, så er der en eller anden ro i at vide, at man sgu altid lige kan ringe til hende. Hun binder det hele sammen, og faktisk tænker jeg meget over, at hun en dag ikke skal være her mere. Så må jeg ringe til mine søskende, og jeg er blevet meget opmærksom på, at det fandeme er om at nyde deres selskab, mens de er her.

– Jeg håber, at vores familie mødes efter døden. Min bror og jeg tog en snak med far efter hans første hjertestop, hvor han var død i otte minutter, og spurgte, hvordan døden var. "Ha, der er helt sort. Der sker ikke en skid," svarede han. Siden da har jeg altid håbet på, at han bare ikke nåede helt derover, at han bare var i en form for overgangsfase i døden, en mørk zone, hvor der så lige pludselig kommer lys. Det håber jeg på, for jeg synes, det kunne være så dejligt at mødes igen en dag.

– Min far er med i alt, jeg gør, og jeg tror, at jeg altid vil have ham med på en eller anden måde i alle de beslutninger, jeg skal tage fremover.

LÆS OGSÅ: 5 tegn på at du er i overgangsalderen

– Studiet i Njalsgade 21, Islands Brygge, 2009 –

Sangen "Engel" udgives

– Jeg sad ved keyboardet i mit og min brors studie på Islands Brygge. Spillede bare nogle akkorder. Vi havde været sangskrivere for andre artister i mere end ti år, og jeg var så fascineret af tanken om at leve af musikken uden selv at være i forgrunden. Alligevel brændte jeg inde med en masse følelser og ambitioner, jeg ikke kunne udleve. Hver gang en ny sang skulle præsenteres for kunstnere, lavede jeg det, man kalder en cue-vokal, hvor
jeg gik ind i boksen og indspillede vokalen selv. Nik og Jay, som sad lidt længere nede ad gangen, kunne komme og sige: "Hey, det lyder fedt, når du synger. Hvorfor synger du det ikke selv?!" Det sagde en del mennesker, faktisk. Jeg havde intet svar, men jeg trivedes egentlig meget godt med at sidde bagved og gemme mig lidt.

– Dagen, hvor jeg fik lavet hele skitsen til sangen "Engel", kunne jeg mærke, at der bare var noget over den sang. Jeg tog udgangspunkt i en stor, symfonisk, fabriksagtig synthesizerlyd, der lå programmeret på keyboardet. Da jeg satte det sammen med to trommelyde og fire meget simple, poppede akkorder, så jeg allerede melodiens forløb for mig. Det kom ret impulsivt. Bagefter tog jeg i byen, for jeg vidste bare, at jeg lige så godt kunne skåle for sangen. Den kunne virkelig noget.

– På en eller anden måde følte jeg, det var mit kald til at blive sanger. Jeg fortalte det til min bror, som sagde, "Er du klar til det?" For vi vidste jo godt, at man med vores efternavn altid vil møde en forudindtaget holdning, folk vil straks sige: "Hey, Seebachs søn er på banen, hvad sker der". Jeg har ikke været bange for, hvad folk ville sige, men jeg var klar over, at der fra den ene dag til den anden ville være meget opmærksomhed på det. Da vi fik mixet sangen helt færdig, lagde vi den op på MySpace, og efter et stykke tid fik jeg beskeder fra folk, der skrev, at min sang rørte dem. Nogle af dem havde grædt. Og jeg kunne slet ikke fatte, at min sang og min stemme havde rørt folk på den måde.

– Så der begyndte det at gå op for mig, at det måske ikke var helt dumt. Vi besøgte nogle pladeselskaber, og flere af dem troede ikke rigtig på det. Nogle pladeselskaber spurgte mig blandt andet, om det ikke var fedest, hvis vi bare kaldte mig "Rasmus," fordi "Seebach" måske sendte nogle signaler, som ikke ville gavne projektet. Det, kunne jeg mærke, generede mig. Så mødtes jeg med det mindste pladeselskab af dem alle, og de sagde, "Du hedder sgu da Seebach, for helvede, det er der ingen grund til at skjule." "Det er rigtigt," tænkte jeg – "Jeg er pissestolt af mit efternavn." Det gjorde, at jeg valgte det rigtige sted at være, og det er stadig de mennesker, jeg arbejder med i dag.

– Så fik vi udgivet sangen, med tiden strøg den til tops, og pludselig skulle jeg synge til det store Voice-arrangement i Tivoli. Det var kun mig på scenen, og så var der bare fucking mange mennesker. Over 30.000. "Skal jeg derud?" tænkte jeg for mig selv. Jeg var virkelig nervøs og presset, og adrenalinen var et helt andet sted, end når man skal ind og være grounded. Alle kunne teksten fra start til slut, det var fuldstændig overvældende. Lige dér var det klart for mig, at vi havde gang i noget, der virkede. Det er en sindssyg oplevelse at holde koncert for så mange mennesker, at vide at min musik rører dem og betyder noget for dem. Og nu, hvor der er gået så mange år, kan jeg også se det udefra og bare nyde det. Så beslutningen om at synge selv er noget af det allervigtigste, der er sket i mit liv.

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du drikker alkohol 

– Frederiksberg Have, februar 2013 –

Da jeg mødte min kæreste

– "Er du gal, hvor er hun flot, hvor ser hun bare dejlig ud," tænkte jeg om Julie, hver gang jeg så hende. Vi gik meget i byen de samme steder og var rendt ind i hinanden et par gange, men vi havde aldrig haft en dybere samtale. Faktisk tænkte jeg også, at hun var lidt uopnåelig.



– På det tidspunkt havde jeg ellers en plan om, at jeg skulle være fri, feste et par år og leve det vilde liv, før jeg ville slå mig ned. Alligevel vågnede jeg op en gang imellem og tænkte, hold kæft, en underlig tåge jeg lever i. Nogle gange kunne det være en anelse tomt, men det var samtidig bare så pisseskægt, at jeg ikke ønskede at sige farvel til det. Men det gav bare sig selv, da jeg mødte Julie.

– En dag, hvor hun havde ændret sit profilbillede på Facebook, kunne jeg ikke dy mig for lige at skrive: "Det må da være det smukkeste profilbillede på hele Facebook". Jeg husker ikke ordene præcist, og det var med frygt for at virke som en eller anden underlig stalker, men jeg kunne jo ikke miste noget, så hvorfor ikke bare sige det, som det var!? Jeg fik fortalt, at jeg syntes, hun virkede dejlig, og om det ikke var en god ide at stikke hovederne sammen. Så det gjorde vi. Vi mødtes på Frederiksberg Allé, ved skøjtebanen foran Frederiksberg Have. Derfra gik vi en tur og endte med at tage ud og spise noget mad. Det var meget sådan første date-agtigt, men også enormt lækkert, for det virkede rart og naturligt. Jeg fik virkelig lyst til at sige noget fedt hele tiden og mærkede den der forelskelse, som opstår meget pludseligt. Det føltes bare rigtigt. Samtidig var det rart, at det var mig, der havde opsøgt hende – og ikke omvendt – fordi det ikke gav tvivl om intentionerne. Hurtigt flyttede hun ind til mig på Frederiksberg, det virkede helt rigtigt, og det virker stadig meget rigtigt.

– Julie er virkelig exceptionelt fantastisk, det kræver en stærk kvinde at rulle med på det her ræs, og det er jeg virkelig glad for, at hun formår. Nogle gange står der ting i bladene, der er det pure opspind, og man skal være en rimelig hård pige, der hviler i sig selv, for ikke at tro for meget på det. Der er så meget opmærksomhed på mig, og mange piger synes, jeg er enormt interessant, fordi jeg har været i fjernsynet og alt det der. Når den ene part i et forhold bliver dyrket på den måde, som jeg gør, er det vigtigt, at min kæreste kan rumme det, og at hun også får fokus. Når vi er hjemme, er det fuldstændig ligegyldigt, om jeg har været i fjernsynet eller ej. Hun dyrker mig ikke og sidder ikke derhjemme og ser mig som "The Man". Hun er ikke så imponeret, og det er faktisk meget rart.

– Hun er også megasej at have med ude, jeg skal ikke være over hende og være sådan "er du o.k., skat?" Det tager hun helt selv, det er fedt, og jeg bliver enormt stolt, for hun er så skarp og god til alle mennesker. At møde Julie har klart betydet, at jeg hviler mere i nuet. Vi er begge typerne, der bestemt ikke tager noget for givet. Jeg har sommetider datet kvinder, der for eksempel tog det for givet, at vi var ude at spise på en vildt lækker restaurant. Når Julie og jeg gør det, kan vi kigge på hinanden og sige: "Fuck, hvor er vi heldige, mand. Prøv lige at se på det, vi får! Hvor er det vildt". Jeg kan godt lide, at vi sætter pris på ting, i stedet for at det bliver sådan noget highlife: "Det er jeg jo vant til". For os er det ikke naturligt at tage ting for givet. 

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: ”Så tag dog og fri til jeres kvinder!”

LÆS OGSÅ: ”Hvis jeg kunne vælge forfra, ville jeg være en mand”

LÆS OGSÅ: 20 ting der fortæller mig jeg er fyldt 30 år

Rasmus Seebach, 35 år

Sanger og komponist. Opvokset i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg sammen med sin far, Tommy Seebach, mor, Karen Sommer, storebror, Nicolai, og lillesøster, Marie.

I en årrække skrev og producerede han og broren for andre musikere under navnet Top Notch Music. Indtil 2009, hvor Rasmus følte et kald for selv at synge sangen "Engel," der blev gennembruddet til en glorværdig musikkarriere i toppen af hitlisterne. Bor i dag på Frederiksberg med sin kæreste, den 22-årige jurastuderende Julie Teglhus.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Rasmus Seebach