Styr din shopping

Mis blog: "Min læderjakke har jo kostet 25 øre"

Når jeg kigger ind i mit klædeskab, ser jeg stakkevis af uldtrøjer, toppe og andet kluns, der ikke rigtig yder lykkefølelsen i købsøjeblikket retfærdighed, men nærmere bliver et tyngende bevis på, at jeg sjældent shopper efter behov, men nærmere lyst. Shopping er mit fix.

Stik mod tidens trends, hvor fråseri og overforbrug er blevet populære fyord, og hvor der er mere og mere fokus på bevidst shopping og begrænset forbrug.

Efter at have læst om Marie, der gik på shoppestop i tre måneder (lidt for aggressivt til mig) og at have opdaget bloggen Den lille Recessionista, der er drevet af Trine Lykke, har jeg tænkt meget over mit forbrug.

Hvor mange af mine skjorter får jeg egentlig brugt? To. Hvor mange jeans kører i rotationer på mit understel over en gennemsnitlig måned? To par. Og så er der alle stakkene med toppe, striktrøjer, kjoler og læderunderdele. Sandsynligvis får jeg brugt ca. 20 procent af indeholder i mit 236 cm x 150 cm store skab – det tyder tallene fra en amerikansk undersøgelse i hvert fald på.

Så er der altså 80 procent overflødige klude, der bare ligger. Og jeg kan afsløre, at der på trods af, at jeg ikke shopper dyre mærkevarer og den slags luksus, nok er pantsat en betragtelig formue i min garderobe. Hvad der svarer til en jordomrejse, vil jeg tro.

Det er ikke første gange, jeg har overvejet mit forbrug. Jeg gad da godt have en enorm rejseopsparing. Men det argument er visnet så hurtigt, som det opstod, når kjolelynlåsen nåede nakken i prøverummet.

Efter at have gået og tygget lidt på de umiddelbare tal, var jeg ude at shoppe med en ven. En mand. En målrettet mand, som de er flest, når de har forvildet sig ind på Strøget en lørdag formiddag. Der skulle købes en ny blazer. Punktum. Ind. Prøve. Betale. Ud. Effektivt.

En ret dyr skjorte - desværre

Vi snakkede om forskellen på vores køn, når der lægges shoppestrategi. Han lægger en. Jeg gør ikke. Og så smed han et interessant regnestykke på banen.

"Har du tænkt over, hvad dit tøj ender med at koste pr. gang, du går med det?"

Gisp. Nej. Interessant! Pludselig virker den fine skjorte fra Topshop med pantertryk og koboltblå detaljer som verdens dårligste handel. Jeg har gået med den to gange. Den kostede i omegnen af 50. Det vil sige omtrent 250 kroner pr. gang jeg har gået med den!! Selvom jeg har høstet komplimenter for den begge gange, er det måske en lidt prizy fornøjelse.

Min læderjakke kostede 1.000 kr. på tilbud. Et scoop jeg var ved at lade min næse gå forbi, fordi jeg synes det var lidt for meget at betale sidst på måneden for en jakke, der altid er lidt for kold eller varm. Men jeg gjorde det. Og den har jeg brugt med en varm strik under eller suppleret med en vamset jakke over og til sommerkjolen på forårsnætter. Jeg har brugt den MEGET. Den kan maks have kostet 25 øre pr. gang og den bliver billigere og billigere med tiden.

Dropper klæd-ud-tøjet

Siden min ven ridsede regnestykket op for mig, har jeg faktisk gjort (lidt) mere velovervejede køb. Kedeligere vil nogen mene, men jeg forsøger at vurdere, hvad jeg egentlig vil komme til at gå meget med frem for, hvad der kunne være sjovt at "klæde sig ud i" et par gange. Og jeg må nok indse, at jeg er mere sort/hvid end regnebuefarvet på den lange bane. Så der er skåret ned på blomstrede toppe, kulørte print og den slags. Til gengæld har jeg investeret i mere og lækrere strik i neutrale farver, der redder hverdagens tøjkriser og giver mig en klar følelse af at være velklædt, fordi de er af god kvalitet og indrømmet har kostet lidt mere, end jeg før ville slippe for en "kedelig" klud.

Jeg shopper også sjældnere og laver lister over kommende investeringer. Jeg vil gerne ende lidt mere i samme grøft som min blazershoppende kammerat. Ind. Prøv. Betal. Ud. Fordi jeg ved, hvad jeg vil have, inden jeg slipper dankortet fri på tøjslagmarken.

Jeg har ryddet op i skabet og skiller mig af med de "dyre" køb. De skal sælges og pengene vil jeg bruge på nye favoritter. Og måske en enkelt panterprintet top. Det skal jo ikke blive kedeligt.

Tænk over dit næste køb - hvad tror du, det vil koste dig pr. gang i gennemsnit? Vil du betale den pris for udklædningstøj, eller er det tid til en langtidsinvestering?

God shopping :)

SE OGSÅ: Se 9 lækre læderjakker