Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Mød verdens mest magtfulde kvinder

Forbes' lister over verdens topfolk og mest profitable firmaer giver hvert efterår et forkromet overblik over magt- og ikke mindst kønsfordelingen i det internationale erhvervsliv, showbiz og politik. Vi stiller skarpt på fire af verdens mest magtfulde kvinder, hvis karrierer påvirker din dagligdag.

Ifølge erhvervsmagasinet Forbes er den nyslåede direktør for den internationale valutafond, Christine Lagarde, verdens niende mest magtfulde kvinde på en liste, der i 2011 også tæller Tysklands premierminister Angela Merkel på førstepladsen, USA's udenrigsminister Hillary Clinton som nummer to og sangerinden Lady Gaga, listens yngste navn på 11. pladsen.

Men hvordan rangsætter man 'magt', når puljen af indflydelsesrige kvinder rummer alt fra præsidenter til sangerinder, fra direktører til mediemoguler? I Forbes' tilfælde foregår det således:
Ud af næsten 200 kandidater fra hele verden udvælges 100 kvinder fra seks kategorier: milliardærer, erhverv, livsstil (herunder showbiz og mode), medier, non-profit-organisationer og politik. Inden for disse fastsættes rank efter tre målestokke: dollarværdi, socialmedieværdi og 'reach' (hvor langt rækker den enkelte kvindes indflydelse – påvirker hun flere forskellige sfærer ud over sit eget ekspertiseområde?). Herefter skrives den endelige liste, der i 2011 tegnede et noget andet billede af verdens mest indflydelsesrige kvinder end sidste år.

Erhvervskvinder tæsker showbiz-stjerner
2010 stod til en vis grad i underholdningsindustriens tegn. Godt nok indtog USA's førstedame Michelle Obama førstepladsen på Forbes' liste, men resten af top 10 talte hele fire showbiz-kvinder. Nemlig mediedronningen Oprah Winfrey på en tredjeplads, sangerinde Lady Gaga på syvendepladsen, kollegaen Beyonce som nummer ni og talkshow-værten Ellen DeGeneres som nummer 10. I år er entertainerne dog blevet vippet af pinden til fordel for politikere, statsledere og et par interessante højdespringere fra erhvervslivet – blandt dem førnævnte Christine Lagarde, men sandelig også Facebooks COO (Chief Operating Officer, red.) Sheryl Sandberg, 41, som indtager en imponerende femteplads. Derudover er næsten alle politiske gengangere på den samlede top 100 liste rykket op og mange nye ansigter kommet til.
Men selv om kvinder i international politik og erhverv avancerer i graderne disse år, afslører Forbes' overordnede liste over verdens 68 mest magtfulde personer, kvinder som mænd, stadig en massiv ubalance i kønsfordelingen. Således er blot fem kvinder repræsenteret på denne liste, og med det i mente er det pludselig ikke så underligt, at der ikke er behov for en separat liste over verdens mest magtfulde mænd.

"Ægte demokrati kan ikke eksistere, hvis ikke kvinders stemmer bliver hørt," sagde Hillary Clinton engang.

Og hørt, det bliver i hvert fald lige nu kvinder som Christine Lagarde og Sheryl Sandberg, hvis indflydelse på henholdsvis verdensøkonomien og verdens største sociale netværk kan medvirke til at fremme ligestillingen på Forbes' Mest magtfulde-liste.

Christine Lagarde
55, direktør for den internationale valutafond. Nr. 9 på Forbes' liste

"Hvordan håndterer du det ekstremt høje stressniveau forbundet med dit job?" spurgte en ung amerikansk tv-journalist i sommer den nyslåede direktør for den internationale valutafond, Christine Lagarde.
"Jeg trækker vejret," svarede Lagarde tørt med et stålsat blik på journalisten, som hurtigt fik travlt med at stille mere verdensorienterede spørgsmål.

Christine Lagarde, en lynende skarp og stoisk elegant parisienne, er fast overbevist om, at kvinders indflydelse i politik og erhvervslivet er essentiel for at undgå, at mændene laver rav i tingene. Hun har bl.a. udtalt, at finanskrisen i 2008 til dels blev drevet af den aggressive, grådige og testosteron-ladede stemning, der hersker i de mandsdominerede investeringslokaler.
"Kønsdominerede miljøer er ikke sunde. Særligt i den finansielle sektor, hvor der er meget få kvinder. I den slags miljøer har mænd en tilbøjelighed til at begynde at sammenligne, hvor meget hår de har på brystet i forhold til sidemanden. Helt ærligt synes jeg ikke, at der bør være for meget testosteron i ét rum," fortalte Lagarde til avisen The Independent i februar i år.

Kønsfordeling skal udjævnes
Christine Lagarde hader, at magtfulde kvinder nærmest bliver nødt til at klæde sig som mænd for at blive taget alvorligt i den mandsdominerede finansverden. Hun kan godt grine ad, at kvindelige kolleger fra tid til anden af ren vane kommer til at kalde hende "hr.", men håber, at flere kvinder med tiden vil stile efter vigtige bestyrelsesposter og stillinger i regeringer, så ubalancen mellem kønnene bliver udlignet.

"Jeg bryder mig ikke om at sige, at der er en kvindelig og en mandlig måde at håndtere magt på, for jeg tror, at vi alle har en maskulin og en feminin side. Men baseret på mine egne erfaringer vil jeg mene, at kvinder har en tendens til at være mere favnende. De rækker ud og går mere op i andre mennesker, end mænd gør," sagde Lagarde i 2009 til Forbes.

En svømmer blev minister
Den magtfulde kvinde har en fortid som synkronsvømmer for det franske landshold og var praktikant i den amerikanske regering, inden hun som 25-årig fik job hos det internationale advokatfirma Baker & McKenzie i Paris. Senere flyttede hun til Chicago og firmaets hovedkvarter, hvor hun i 1999 blev udnævnt til Baker & McKenzies første kvindelige bestyrelsesformand.

I 2005 blev Lagarde imidlertid kaldt hjem til Frankrig, da hun blev headhuntet til jobbet som først handelsminister, så finansminister i den franske regering (2007-11) og fik for alvor sin debut i de internationale medier under finanskrisen, hvor hun spillede en vigtig rolle i udformningen af de kapitalindsprøjtninger, eurolandene gennemførte for at undgå et katastrofalt økonomisk kollaps. Med sit formfuldendte engelsk og sin myndige fremtoning blev Lagarde hurtigt en af Frankrigs mest populære politikere. Det kom derfor ikke som nogen stor overraskelse, da hun denne sommer landede sin nuværende stilling, efter den tidligere direktør Dominique Strauss-Kahns opsigtsvækkende exit fra den internationale valutafond.

"Jeg er ofte den eneste kvinde ved mødebordet," fortalte Christine Lagarde til Forbes i september i år, og fortsatte:

"Jeg føler nogle gange et pres for selv at ligne en forretningsmand, men jeg stritter imod de gamle konventioner og prøver at være tro mod min egen stil."
Sheryl Sandberg
41, COO hos Facebook. Nr. 5 på Forbes' liste

I den Oscar-belønnede film om Facebooks tilblivelse, The Social Network (2010), portrætteres mændene som computergenier og kvinderne som, ja, sure kærester og halvnøgne dansemus. I virkelighedens verden arbejder der da heller ikke mange hunkønsvæsner i USA's computermekka Silicon Valley, og indtil for nylig slet ikke blandt Facebooks topfolk med stifter Mark Zuckerberg, 26, i spidsen. Men det er ikke desto mindre her, blandt nørdede programmører og menneskesky systemudviklere, at verdens femte mest magtfulde kvinde, Sheryl Sandberg, slår sine folder.

Facebooks tough cookie
Der er absolut intet nusset over Sheryl Sandberg, en karakterstærk brunette fra North Miami Beach, som i 2008 tog imod jobbet som Facebooks første kvindelige COO – og dermed en position som firmaets næstkommanderende. På blot tre år har Sandberg knækket koden til, hvordan man skaber profit igennem reklamer på Facebook – netværket, der tidligere blødte penge til trods for dets enorme popularitet. Facebook er desuden vokset fra 70 mio. brugere til næsten 700 mio. på verdensplan, og den sygeligt generte Mark Zuckerberg er mere end tilfreds med at have fået en højre hånd til at klare "alle de ting, jeg ikke bryder mig om at gøre," som han i år fortalte til The New Yorker. Herunder ansættelser, fyringer, tilrettelæggelser af reklamestrategier og håndtering af politiske emner, som Sandberg har god erfaring med fra sin baggrund som medarbejder i Clinton-administrationens Treasury Department (der administrerer føderale finanser, red.). og hos Google, hvor hun fik rockstjerne-status, idet hun fra 2001-08 opbyggede firmaets reklameafdeling fra fire til 4.000 ansatte.

"Sheryl taler lige ud af posen, også når sandheden måske er ilde hørt. Hun siger ikke det, du helst vil høre, men det, der vil hjælpe dig mest. Hun er villig til at løbe risici for at hjælpe andre," fortalte Sandbergs søster, Michelle, til amerikansk Vogue i år.

"Lykken tilsmiler de modige"
Ved siden af arbejdet for Facebook er Sandberg også en aktiv foredragsholder, og en af hendes mærkesager har siden studieårene på Harvard været kvinders plads på arbejdsmarkedet. Men i stedet for at fokusere på mænds forskelsbehandling af kvinder stiller Sandberg skarpt på kvinderne selv, som hun bebrejder for ofte at være for usikre på deres egne kvalifikationer. Da Sandberg var inviteret til at holde tale for afgangsklassen på pigeskolen Barnard College i maj i år (en ære, der tidligere er tilfaldet Hillary Clinton og Meryl Streep), fortalte hun de forsamlede elever:
"Lad ikke jeres frygt overvælde jeres lyst. Lad de barrierer, I kommer til at stå over for, være eksterne og ikke interne. Lykken tilsmiler de modige, så tænk stort ... Gå hjem i aften, og spørg jer selv: "Hvad ville jeg gøre med mit liv, hvis jeg ikke var bange?" Og gør det så!"

Sandberg fortalte senere til The New Yorker, at hun efter talen fik rosende ord med på vejen af flere af de kvindelige studerende:
"En af pigerne sagde, at jeg var "den slemmeste bitch". Jeg håber, hun mente det som et kompliment – hun gav mig i hvert fald et knus," sagde Sandberg med et grin.

(I efteråret 2011, da denne artikel gik i trykken, ansatte Facebook ikke mindre end tre prominente kvinder: Erica Ega, chef med ansvar for privatlivet, Louisa Terrell, chef for juridiske områder, og Erika Mann, chef for Facebooks nyoprettede Bruxelles-kontor, red.).Lady Gaga
25, sangerinde. Nr. 11 på Forbes' liste.

Tidens ubestridte popdronning, Lady Gaga (født Stefani Germanotta), er muligvis faldet fra sin syvendeplads i 2010 til dette års 11. plads på listen over verdens mest magtfulde kvinder. Men til gengæld kan hun så bryste sig af at være 2011's mest magtfulde kendis ifølge Forbes.

Både Lady Gagas astronomiske indtjening (90 mio. dollars i 2011 alene) og hendes popularitet på de sociale medier har været medvirkende til at sikre hende de høje placeringer på Forbes' lister – fx var sangerinden i sommer den første i verden til at få flere end 13 mio. følgere på Twitter (flere end Justin Bieber og Barack Obama), ligesom hendes Facebook-side i dag tæller over 40 mio. fans.

Men Lady Gagas indflydelse rækker ud over både sociale medier og hitsange. Den 25-årige entertainer har således også indgået promoveringsaftaler med Google og spilleportalen Zynga.com, skudt penge i det upcoming it-firma Backplane i Californiens Silicon Valley og lånt sit image til kosmetikfirmaet MAC's Viva Glam-kampagner, der i skrivende stund har rejst mere end 202 mio. dollars i kampen mod hiv og aids. Ikke dårligt for en dropout fra New York University.

Fortid som go-go-danser
Lady Gaga er født og opvokset i New York som den ældste datter af arbejdsklasseforældre. Hun begyndte allerede i en alder af 13 år at komponere sine første klaverballader og var aktiv i skolemusicals som Guys and Dolls. Som 17-årig blev Lady Gaga optaget på New York University, hvor hun brugte halvandet år på at studere musik og skrive essays om alt fra sex til politik, inden hun droppede ud af skolen for at fokusere på en seriøs karriere som sangerinde. Hendes far indvilgede i at betale datterens husleje i ét år, hvis bare hun lovede at vende tilbage til skolen, hvis karrieredrømmene viste sig at briste.

"Jeg forlod min familie, fandt den billigste lejlighed, jeg kunne, og spiste lort, indtil nogen ville høre min musik," fortalte Lady Gaga til New York Magazine i 2010.

Det store gennembrud lod dog vente på sig, og da Lady Gaga i 2006 skrev kontrakt med pladeselskabet Def Jam for blot at blive droppet igen tre måneder senere, skiftede sangerinden drastisk gear. Hun begyndte at arbejde som letpåklædt go-go-danser i snuskede barer og eksperimenterede så åbenlyst med stoffer, at hendes far for en tid vendte hende ryggen.

Million dollar baby
Det var i samme periode, at Lady Gaga også mødte performance-kunstneren Lady Starlight, som hjalp hende med at forme en unik scene-identitet. De to begyndte at optræde sammen, og efter et job på festivalen Lollapalooza fik musikanmelderne endelig øjnene op for Lady Gagas specielle talent.
Produceren Vincent Herbert tilbød den unge sangerinde en kontrakt på pladeselskabet Streamline Records, og et job som sangskriver for Sony fulgte. I 2007 forfattede Lady Gaga således sange for blandt andre Britney Spears, Fergie og Pussycat Dolls, inden rapperen Akon en dag bemærkede hendes vokal, da han arbejdede med hende i studiet. Resten er lyserød pophistorie med et sprøjt af glitrende konfetti og outrerede sceneoutfits.
Lady Gagas debutalbum The Fame fra 2008 har solgt omkring 15 mio. eksemplarer, mens sangerindens efterfølgende album, The Fame Monster (2009) og Born This Way (2011), ligeledes har væltet hitlister og prisuddelinger verden over. Sidstnævnte album slog endda salgsrekorder i både USA og England, da det i foråret solgte over 1 mio. eksemplarer i den første uge efter udgivelsen.Jill Abramson
57, chefredaktør på New York Times. Nr. 12 på Forbes' liste

I september i år tog den toneangivende avis New York Times, kendt i folkemunde som The Gray Lady, hul på et nyt kapitel i sin 160 år lange historie, da 57-årige Jill Abramson som den første kvinde nogensinde satte sig i chefstolen. Abramson, en indfødt newyorker med ironi i ærmet og en Bob Dylan-lignende snøvlen, slutter sig dermed til en magtfuld gruppe kvinder, der lige nu i høj grad styrer det internationale medielandskab. Fra direktøren for BBC i England, Helen Boaden, og chefredaktøren for ugemagasinet Newsweek og onlineavisen The Daily Beast, Tina Brown, til amerikansk Vogues bidronning Anna Wintour. Så mange kvindelige medieprofiler har over det seneste år taget imponerende spring op ad karrierestigen, at Forbes skønner, at de 10 mest indflydelsesrige nyhedskvinder tilsammen nu når et publikum på over en halv mia. mennesker verden over.

Selv om New York Times' næsten 1 mio. læsere og Nytimes.coms 50 mio. månedlige brugere synes ærefrygtindgydende efter danske standarder, har avisen dog blødt både læsertal og reklameindtægter efter de digitale mediers fremstormen. Jill Abramson står derfor over for at lede sin nyhedsredaktion på 1.200 ansatte ind i en ny og i højere grad onlineorienteret tidsalder. Nu skal der være særligt fokus på brugerbetaling og nyhedsdelingen på sociale medier som Twitter og Facebook. Abramson åbnede da også straks sin egen Twitter-profil efter udnævnelsen som chefredaktør.

Mejet ned af lastbil
Jill Abramson er født og opvokset på Manhattan som datter af jødiske forældre, der, ifølge deres datter, nærmest dyrkede New York Times som en alternativ religion i hjemmet. Hun har læst historie og litteratur på Harvard og skrev sideløbende med studierne for magasinet Time. Inden Abramson i 1997 sluttede sig til New York Times' redaktion som journalist, arbejdede bl.a. på først magasinet American Lawyer og senere avisen Wall Street Journal.

I de første år af det nye årtusind fungerede Abramson som redaktionschef for New York Times, hvor hun først og fremmest var med til at genoprette avisens gode navn efter Jayson Blair-skandalen i 2003, hvori journalisten Blair på dramatisk vis blev taget i at opdigte nyhedshistorier. Fire år senere undgik Abramson med nød og næppe at komme til at indgå i en kedelig statistik over New Yorks trafikofre, da hun blev ramt af en lastbil få gader fra New York Times' hovedkvarter – og overlevede.
"Min største fortrydelse her i livet må være, at jeg ikke krydsede gaden fem minutter efter, den lastbil kom og tromlede mig ned," fortalte Abramson til Vanity Fair i år.
Ulykken efterlod den dengang 53-årige journalist med alvorlige skader og ikke mindst betydelige psykiske ar, men med vanlig galgenhumor og intakt kampånd vendte Abramson tilbage til sit skrivebord, så hurtigt helbredet tillod det.

Tatoveret redaktør
Læsere af New York Times kender Abramson som en elegant, men bramfri og langt mindre konventionel nyhedsformidler end den forgangne chefredaktør, Bill Keller, hvis tørre udstråling og manglende humoristiske sans ikke ligefrem øgede The Gray Lady's sexappeal. Abramson er fan af alternativ rock, genlæser The Great Gatsby hvert år, har en billet fra New Yorks undergrund tatoveret på armen og skrev indtil for nylig en yderst populær klumme om sin hund, golden retriveren Scout. Selv samme Scout er i øvrigt også omdrejningspunktet for Abramsons bog om hunde, The Puppy Diaries, der udkom i oktober i år.

Denne artikel er fra Eurowomans december 2011 magasin

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Hillary Clinton