Modeeksperterne vurderer Københavns modeuge

Modeeksperterne ser tilbage på modeugens højdepunkter

Københavns modeuge er slut, og allerede nu er mange danske modefolk rejst til udlandet for at deltage i andre modeuger. Men vi vil alligevel lige dvæle lidt ved Copenhagen Fashion Week. For hvad skiller den ud fra de udenlandske? Og hvad var ugens højdepunkter i denne omgang?

Vi har snakket med fire modeeksperter og bedt dem kaste et tilbageblik på modeugen, der gik. Læs, hvad GrenaaBuchards kreative direktør, Kim Grenaa, Eurowomans og Euromans moderedaktører, Gertrud Bønnelykke og Frederik Lentz Andersen, og kommunikations- og PR-chef for Copenhagen International Fashion Fair Janne Villadsen laver, når der er modeuge, og hvilke oplevelser fra Københavns modeuge AW14/15 de ikke glemmer foreløbig.

Læs videre på de følgende sider...

Gertrud Bønnelykke, Eurowomans moderedaktør

Hvordan ser dit arbejdsskema ud, når der er modeuge i København?

"Det er en af de travleste uger på året, det er fra tidlig morgen til langt ud på de sene nattetimer. Der er næsten ikke en eneste pause mellem de mange shows og events, og derfor er det i bilen fra show til show, at alle måltider bliver indtaget (og de består så ofte af alt for meget slik).

Hvad går dit arbejde i løbet af en modeuge ud på?

"Jeg skal se de mange forskellige shows og deltage i et væld af events. Det er her, at vi bliver præsenteret for alle de nye kollektioner og nyheder, så vi efterfølgende kan lave det bedste magasin til vores læsere."

Hvilket show var mest mindeværdigt? Og hvad gør, at et show er vellykket?

"Der var mange gode shows denne modeuge. Jeg er altid mest vild med vinterkollektionerne – måske fordi vi bor i et koldt land, hvor det kun er varmt få måneder om året. Mads Nørgaard holdt et supercool show denne modeuge. Det blev holdt på Charlottenborg og blev gået af nogle af tidens mest hippe modeller. Baggrunden var klædt med glitrende sølvpapir, og der var høj musik fra pige-rockbandet Baby in Vain, mens de smukke modeller trådte ind på catwalken en efter en, iklædt rå outfits i striber, læder og med kig til maven. Hvis et show skal være noget helt særligt, skal det skille sig ud, og det kan både være i form af en særlig location, et band eller et andet overraskende indslag."

Modeugens absolutte højdepunkt?

"Da Christina Exsteen viste sin første kollektion som chefdesigner for By Malene Birger."

Hvordan skiller CFW sig ud fra de udenlandske?

"Den er mindre og mere pakket, da det hele nærmest foregår i løbet af tre dage, hvor den i udlandet strækker sig over en helt uge. Den danske er meget hyggelig, for her kender man mange af designerne og de andre pressefolk."

De tre største tendenser ifølge CFWs designere?

"Tern, metallic og gyldne efterårsnuancer."

Så du en ting, du bare må eje?

"En smuk armygrøn silkebluse med dyb udskæring fra Bruuns Bazaar, som Caroline Brasch Nielsen havde på til deres show."

Frederik Lentz Andersen, Euromans moderedaktør

Hvordan ser dit arbejdsskema ud, når der er modeuge i København?

"Under modeugen i København er der knapt så mange shows, som når jeg fx er til herremodeuge i Paris eller Milano. Til gengæld får vi tid og mulighed for at besøge messerne CIFF og Gallery, hvor vi stand for stand går danske som udenlandske mærker igennem. Det giver os "hands on" mulighed for at danne os et overblik over, hvor de stil- og materialemæssigt er på vej hen."

Hvad går dit arbejde i løbet af en modeuge ud på?

"Jeg bruger modeugen til at blive inspireret til den kommende efterår-/vintersæson i Euroman og til at pleje vores netværk. Modeugen i København er meget social, og den uge hvert halve år hjælper ofte med at gøre vores samarbejde bedre ifht de mærker, vi løbende benytter i magasinet.

Hvilket show var mest mindeværdigt? Og hvad er det, der gør, at et show er vellykket?

"Mads Nørgaard afholdte et mindre show på Charlottenborg. Baby in Vain spillede live, og castet bestod af stort set alle Danmarks nævneværdige topmodeller. Mads Nørgaard har et meget rent og letgenkendeligt univers, så jeg blev meget positivt overrasket over at se et twist i både hans herre- og damekollektion, der balancerede mellem klassisk Mads Nørgaard, klassiske rockreferencer, noget klassisk skandinavisk og noget helt nyt."

Modeugens absolutte højdepunkt?

"Jeg har deltaget ved stort set samtlige modeuger i København, Paris og Milano de sidste 15 år, så stilmæssigt er det svært at overraske, selvom jeg stadig kan blive lige euforisk omkring et Bruuns Bazaar show, hvor Dùné spillede live, Wood Woods show på Glyptoteket i sommer, Soullands præsentation i en villa på Østerbro forrige sommer, eller dengang Sand sæson efter sæson fløj topmodeller til byen og forvandlede Københavns modemesse til en regulær modeuge. Denne sæson var mit højdepunkt dog DANSK og Group88s middag på Il Buco fredag aften. 85 branchefolk, hvoraf jeg kender de fleste rigtig godt. Det var hyggeligt, sjovt og virkelig gennemført. Den perfekte afslutning på en interessant og inspirerende uge."

Hvordan skiller CFW sig ud fra de udenlandske?

"Under modeugerne i Paris og Milano er mit skema fyldt med shows fra morgen til aften. Du bliver sjældent budt så meget som et glas vand, og ønsker du at spise i løbet af dagen, er du nødt til at fravælge et show for at få tid. Der er masser af inspiration at hente, men under CFW er der alligevel en mere befriende afslappet tilgang til moden. Vi tager ikke os selv så højtideligt, som de gør i udlandet. Den skandinaviske presse og indkøberne kender hinanden rigtig godt, og den udenlandske presse, der kommer, falder på en måde godt ind i vores mere afslappede måde at kommunikere med hinanden på."

De tre største tendenser til mænd ifølge CFWs designere?

"Jeg tror på Soullands jordklode-print, på Mads Nørgaards stramme læderbukser og på Wood Woods peacoat."

Janne Villadsen, PR- og kommunikationsansvarlig for Copenhagen International Fashion Fair

Hvordan ser dit arbejdsskema ud, når der er modeuge i København?

"Det ser ret tætpakket ud. Mine dage starter ved 7.30-8-tiden, hvor jeg sammen med presse-teamet gennemgår dagens program – så alle ved, hvem der skal være hvor og til hvilke events og møder af dem, vi har i løbet af dagen. Dagene går så med møder, shows og forskellige events og slutter som regel meget sent efter middag med diverse pressefolk eller internationale gæster – og af og til med en lille fest."

Hvad går dit arbejde i løbet af en modeuge ud på?

"Mit primære arbejde under modeugen er at håndtere pressehenvendelser vedr. CIFF – og at sørge for, at pressen er oplyst om alt, hvad der sker. Jeg udtaler mig på platformens vegne samt hoster de internationale pressegæster, vi har på besøg under modeugen – dvs. tager dem rundt til designere, til shows og andre begivenheder, der kunne være interessante for dem. Men samtidig er jeg som kommunikationschef også overordnet ansvarlig for, at vores PR-team opdaterer alle platforme og har styr på alle de events, co-ups og produktioner, vi laver under modeugen. Så da vi fx  holdt pressebrunch sammen med MUUSE x VOGUE Talents og reception med Copenhagen Fashion Week og Den franske ambassade, var det også mit ansvar at sørge for, at alt gik, som det skulle fra CIFFs side. Sidst men ikke mindst producerer CIFF tre korte film under modeugen, som vi lancerer umiddelbart efter modeugen er slut – der er jeg ansvarlig for tilrettelægning, hvilket også tager en del af min tid i løbet af ugen."

Hvilken kollektion var mest mindeværdig?

"Jeg synes, det er et ret så svært spørgsmål – der var virkelig mange spændende og interessante kollektioner denne gang. Umiddelbart er jeg virkelig imponeret af både Ganni og Hofmann Copenhagen, som begge præsenterede de stærkeste kollektioner til dato."

Har I hos CIFF oplevet en øget international interesse for dansk mode i år?

"Det må jeg sige ja til. Vi havde virkelig mange internationale pressefolk og indkøbere, der kom på besøg denne gang. De sidste par sæsoner er antallet af internationale gæster steget stødt, hvilket også var tilfældet under den netop afsluttede messe. Specielt så vi langt flere indkøbere, bloggere og pressefolk fra Asien – bl.a. Kina, Japan og Sydkorea."

Modeugens absolutte højdepunkt?

"Det må være, da vi åbnede dørende for CIFF torsdag morgen – og indkøbere, presse og bloggere stod i kø for at komme ind. Det var en kulmination af seks måneders hårdt arbejde, som gav en rigtig god følelse i kroppen."

Så du en ting, du bare må eje?

"Den smukkeste mulepose i lysegrå vegetabilsk læder fra det Berlin-baserede taskebrand PB 0110, der udstillede i vores eksklusive Crystal Hall-område. Den er allerede bestilt!"

Kim Grenaa, Kreativ direktør hos GrenaaBuchard og stylist

Hvordan ser dit arbejdsskema ud, når der er modeuge i København?

"En skøn blanding af hardcore arbejde, show- og eventproduktion, og det selv at skulle til shows, arrangementer og fester."

Hvad går dit arbejde i løbet af en modeuge ud på?

"GrenaaBuchard står primært bag en række shows under modeugen, men events og især vores DANSK Collective-pressebrunch fredag formiddag i modeugen tager også en del tid og forberedelse i løbet af dagene. Jeg fungerer som kreativ direktør på alle de projekter, jeg er inde over."

Hvilket show var mest mindeværdigt? Og hvad gør, at et show er vellykket?

"Personligt var jeg meget stolt af Designers Remix-showet, som jeg altid laver sammen med Charlotte – det var helt klart ugens show for mig. En spektakulær location, en overordnet og gennemført idé, fantastiske modeller og selvfølgelig en superkollektion skaber et vellykket show."

Modeugens absolutte højdepunkt?

"At se Malene Birger sidde på første række til eget show var meget bevægende. I løbet af min tid i branchen har der ikke været andre, som har efterladt et lige så markant aftryk på dansk mode. (Uffe græd!!)"

Hvordan skiller CFW sig ud fra de udenlandske?

"CFW skiller sig ud fra andre modeuger ved at være en lidt skør blanding af meget kommercielle mærker og helt nye talenter. Og så ligger vores modeuge samtidig med tre store messer, som gør, at der er mange indkøbere til stede."

De tre største tendenser inden ifølge CFWs designere?

"Tern, sport og metalic."