Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten

Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten

Tag med, da ALT for damernes modekoordinator, Katrine Lund-Nielsen, helt eksklusivt fik adgang bag scenetæppet til Baum und Pferdgartens modeshow. Mød duoen bag og hør om deres tanker om efterårskollektionen, og se med, når modellerne får lagt make-up, øver sig på catwalken og meget andet.


Jeg skal ikke være bleg for at indrømme det – jeg er relativt grøn, når det kommer til modeshows. Altså jo, jeg har da været gæst ved en masse forskellige shows, men jeg har aldrig været bag kulissen og set, hvordan disse fantastiske oplevelser bliver til. Så da jeg fik det unikke tilbud om at komme med backstage hos Baum und Pferdgarten, var jeg hurtig til at takke ja.

Behind the scenes

Klokken 10:58 træder jeg derfor ind i de cool lokaler hos Desigmuseum Danmark, hvor Baum und Pferdgarten holder deres show i år. Allerede tre timer før showet starter, står catwalken klar med spotlys, tæpper, kameraer mm., mens seating-pigerne, der skal vise gæsterne over til deres pladser, lægger de sidste navneskilte på siddepladserne.

Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten

Så snorlige ser catwalken ud, inden showet går i gang.

Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten



Jeg fandt lige ALT for damernes moderedaktør, Line Hindsgaul, assisterende moderedaktør, Camilla Larsson og stylist, Louise Amstrup, blandt alle navneskiltene.

Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten



Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten

Efter at have kigget mig lidt omkring, møder jeg Baum und Pferdgartens PR Manager, Christian Skytt-Hansen, der tager mig med om bag scenetæppet, hvor modellerne gøres klar til showstart.

Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten

Smukt tøj i lange baner... På hvert stativ hænger der tøj til to-tre modeller. Det er nøje udvalgt, hvilken model, der skal have hvilket outfit på, så det er vigtigt at have fordelt tøjet rigtigt.

Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten




Selvom der er lang tid til showet starter, er hår og make-upartisterne allerede i fuld gang. Det er Marianne Jensen fra Kevin Murphy, der sætter modellernes hår og norske Live Appelland fra MAC Cosmetics, der lægger pigernes make-up - dog har begge artister en masse dygtige assistenter til at hjælpe dem.



Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten

To af de smukke modeller har allerede fået sat håret.

Modeuge: Backstage til Baum und Pferdgarten



Vinderen af Danmarks næste topmodel, Louise Mikkelsen, skal også gå under showet.



Jeg møder også Helle Hestehave, første halvdel af duoen bag mærket, der står og stryger en helt fantastisk grøn- og hvidternet læderkjole. Hun fortæller mig, at en af syningerne i kjolen ser skæv ud, så selvom det blotte øje måske ikke vil opdage det, prøver hun alligevel at stryge syningen ud, for ”alt skal jo gerne være perfekt”.

I mine øjne ser kollektionen allerede helt fantastisk ud, så jeg spørger Helle og Rikke Baumgarten, den anden del af designduoen, der netop er kommet hen til os, om inspirationen bag kollektionen. De fortæller, at det er rockmusikeren i the Rolling Stones, Mick Jagger, og hans konstante skift mellem det maskuline og feminine, der har inspireret: ”Mick Jagger har aldrig været bange for at skeje ud i sin stil. Den ene dag var han komplet rocket og den anden dag nærmest poetisk”. Og man kan også godt se den cool, engelske stil i kollektionen, der består af tern i alle afskygninger, varme materialer såsom quilt og uld samt flotte, mørke nuancer med hints af rød, lilla og grøn.

De to genier bag Baum und Pferdgarten – Rikke Baumgarten og Helle Hestehave.




Showplanen – hver model med hvert sit look fra kollektionen. Man kan mærke den spændte stemning i rummet, jo tættere på showstart, vi nærmer os. Alle arbejder hurtigt og effektivt for at få alle detaljer på plads. Men inden jeg selv smutter videre i programmet, når jeg dog lige at høre designerne, hvad de glæder sig mest til ved showet: ”Det største øjeblik er altid, når man står med de første piger, der skal ud på catwalken, og ser det første, rigtige samlede billede af kollektionen,” fortæller Helle.



For det dygtige team bag Baum und Pferdgartens AW14-show er de hårde forberedelser snart ved at være fortid: Catwalken står snorlige, modellerne er så småt ved at komme i tøjet, gæsterne er lige på trapperne og indenfor få minutter kan Helle Hestehave og Rikke Baumgarten ånde lettet op – showet er i gang!