Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Naja Koppels New York
Foto: Privat Naja Rosa Koppel fortæller om sine stamsteder i New York.

Naja Rosa Koppels tips til New York

Naja Rosa Koppel: "New York er et sus for sanserne"

Musiker Naja Rosa Koppel har boet i ’The Big Apple’ i 12 år. Her deler hun ud af sine lokale stamsteder, som inkluderer en særligt stemningsfuld puertoricansk restaurant, et intimt spillested og et fedt hang out spot ved floden.

Musiker Naja Rosa Koppel har boet i New York i 12 år. Hun nyder, at man på hvert gadehjørne kan opleve noget nyt, for New York rummer alt og alle.

– Jeg elsker alle de fantastiske eksistenser, der er i byen. Det er en vild by, en heftig by, og man behøver blot at træde ud på gaden for at mærke energien strømme igennem én. Det er en by med alle kulturer, alle religioner og mennesker fra alle lag, der blander sig på gaderne. Der er en fælles forståelse om, at det er mangfoldigheden, der gør byen stærk. New York er et sus for sanserne og giver mig motivation, drivkraft og lyst til at skabe ting.

Naja Rosa Koppel i New York. Foto: Anders Holm.

Mine bedste spisesteder


Jamaicanske vibes: The Islands
En af mine yndlingsrestauranter er ”The Islands” i Brooklyn. Jeg er kommet der i årevis. Det er autentisk jamaicansk mad med de to kvinder og ejere, Shawn og Marilyn, i køkkenet. Det syder og bobler af Jamaica, og man skal vide, at de tager deres tid med alting, så det er bare om at læne sig tilbage og nyde øjeblikket. Deres Calypso Shrimp er “to die for”, prøv også deres Jerk Chicken og Oxtail Stew! Prospect Heights Brooklyn.

LÆS OGSÅ: Saszeline: "Barcelona er en sjov blanding af gammel historie og moderne liv"

Fusionskøkken og herlige cocktails: Mogador
”Mogador” er en fransk/marokkansk restaurant i East Village, der laver fantastiske cocktails og superlækker mad. Der er altid pakket, så der kan godt være en del ventetid, hvor man så lige kan få en drink og en appetizer i baren. Det er et rigtig New Yorker gå-ud-sted. Prøv deres Lamb Tagine, så går du ikke galt i byen.
Cafemogador.com

Cocktails på Cafe Mogador. Foto: Privat.

Mine bedste gå-ud-steder


Intimkoncert: Bar Lunatico
”Bar Lunatico” er et superhyggeligt, lokalt sted i mit kvarter Bedstuy. De har fantastiske drinks, vin og livemusik hver aften – altid med rigtig gode bands. For nylig har Norah Jones været forbi. Det er et lillebitte sted, så det er ret fantastisk at opleve de forskellige kunstnere i så intime rammer. Om søndagen er der ”Gospel brunch”, hvor der kommer gospelsangere og musikere og optræder lige efter deres ugentlige kirke service. Der er for det meste gratis entré, men det anbefales, at man hver ligger $10 i ”donation” til bandsene.
Barlunatico.com

LÆS OGSÅ: "Paris er en fornøjelse for øjne, gane og intellekt"

Fancy bar med udsigt: Boom Boom Room
På toppen af The Standard Hotel i Meatpacking District ligger baren ”Boom Boom Room”. En fancy bar med en fantastisk udsigt og gode (men dyre) cocktails. Der er tit rigtig gode DJ’s og indimellem livemusik. Dresscoden er ”strict”, så man skal tage sit bedste outfit på, hvis man vil ind.
Standardhotels.com/new-york/features/top-of-the-standard

Mine bedste kulturelle steder


Museumsfest: Brooklyn Museum
Den første lørdag i hver måned holder Brooklyn Museum en åben ”fest”, hvor der er flere forskellige kulturelle indslag, der relaterer sig til det tema, der er valgt for den lørdag. Der er gratis indgang, og samtidig er der livemusik, film og DJ’s. På et tidspunkt var der en Basquiat udstilling, hvor hele Brooklyns seje unge troppede op i de vildeste outfits.
Brooklynmuseum.org/visit/first_saturdays

Mine bedste shopping steder: Fine loppefund i Williamsburg
Der er mange fantastiske shoppingmuligheder i Williamsburg, så det er bare om at gå på eventyr. Et par af mine yndlingsshoppesteder i Williamsburg er 19 Feet Single by Stella Dallas og Beacons Closet, som begge er vintagebutikker. Fra forår til efterår er der Brooklyn Flea, som er et fantastisk loppemarked med alt fra tøj og smykker til møbler og brugte cykler. Et virkelig hyggeligt loppemarked!

Solnedgang over New Yorks imponerende skyline. Foto: Privat.

Mine hemmelige steder


Pause fra storbyens puls: Fort Tilden Beach
Om sommeren er det skønt at komme til vandet. Fort Tilden Beach er lidt besværlig at komme til, men derfor heller ikke ligeså pakket som f.eks. Rockaway Beach. På en måde minder den lidt om en dansk strand med klitter og dejligt sand. Man kan ligge topløs, og nogle gange kan man, hvis man er heldig, se delfiner i havet. Der er ikke nogle steder, man kan købe proviant ved Fort Tilden, så man skal selv have mad og drikkevarer med. Ellers kan man gå videre over til Jacob Riis Beach, hvor der både er madboder og barer.

LÆS OGSÅ: Tag på madeventyr: 6 anderledes måltider, du skal prøve i Rom

Grillhygge ved floden: Dumbo
I Dumbo i Brooklyn er der en promenade, hvor man kan lave BBQ om sommeren. Det ligger ned til East River, og udsigten er fantastisk. Der er både udsyn til Brooklyn, Manhattan Bridge, Downtown Manhattan og Statue of Liberty. På en varm sommeraften er det virkelig skønt at grille mad, hænge ud og nyde udsigten og solnedgangen over byen. Det er ulovligt at drikke alkohol på offentlige områder, og de er ikke langsomme til at give bøder, så man må selv finde ud af, om det er risikoen værd at drikke vin til maden.

Naja Rosa Koppel

  • 37 år.
  • Musiker og sangskriver.
Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide, Sol og Drinks