"Jeg kan ikke love Kim, at jeg er sammen med ham resten af livet"

Pernille Aalund er for alvor flyttet på landet. Nærmere bestemt til Hundested, hvor hun og ægtemanden Kim Boye bor i et højt beliggende alpehytteagtigt hus med udsigt over marker og Roskilde Fjord. Pernille af en af de tre kvinder, som Flemming Møldrup har ønsket sig at møde over et bål, og egentlig var tanken, at bålet i dag skulle tændes på stranden. Vejrguderne vil det dog anderledes. Der blæser en strid vind, og grå skyer vidner om, at der også godt kan komme et dryp eller to i løbet af de næste par timer. På en gåtur ud over markerne bliver Pernille og Flemming derfor enige om, at bålet skal tændes på bålpladsen foran Pernilles hus. De får bænket sig med tæpper, kaffe og morgenbrød og nyder varmen fra ilden.

Flemming: "Jeg elsker at sidde ved et bål. For det første på grund af varmen, som man kan lune sig ved sådan en dag som i dag. Og for det andet fordi, der sker noget, når man sidder ved et bål og taler sammen. Der er hele tiden noget at kigge på, og det er med til at skabe nogle pauser i samtalen. Og pauserne er næsten lige så vigtige som samtalen, synes jeg. Ilden får mig også til at tænke på menneskets udvikling. Der skete noget, da ilden kom til, og på den måde er der en direkte forbindelse tilbage til vores ophav, når vi sidder ved et bål, og samtalen opstår."

"Og Pernille, grunden til, at jeg gerne vil tale med dig, er, at jeg beundrer dig. Jeg har kendt dig som "Pernille Aalund" hele min ungdom og voksenliv. Og hver gang du er dukket op i medierne, har du været i gang med noget nyt og spændende og noget, som har været med til at påvirke dagens agenda. Det har jeg altid været meget fascineret af. Hvordan du lige pludselig har vendt det hele på hovedet og har kastet dig ud i noget nyt. Jeg er fascineret af dig som menneske, og jeg synes, du er meget klog og meget indsigtsfuld, det vil jeg gerne have lov til at sige, selvom det ikke normalt er sådan, man starter en samtale. Jeg havde egentlig forberedt en masse ting, jeg ville spørge dig om, men jeg har ladet mine spørgsmål ligge i tasken, for jeg vil hellere have, at vi griber dagen."

"Jeg kunne godt tænke mig at tale med dig om kærlighed. Både om kærligheden til et andet menneske, men også om kærligheden til noget, der er større end os selv. Men hvordan starter man egentlig en samtale om kærlighed? Jeg var jo så heldig, at jeg lige nåede at møde Kim, inden han kørte på arbejde her til morgen, og jeg hørte dig sige til ham, at du elskede ham, og jeg så, at du kyssede ham kærligt farvel. Det virker som om, at I elsker hinanden meget højt. Hvordan er I to kommet til at elske hinanden?"

"Så jeg kan godt spejle mig i ham. Vi er også ens på den måde, at vi begge har behov for at være alene. Hvis Kim siger "jeg kører i aften, og jeg tror, jeg sover der og der, og jeg kommer først hjem på mandag", så spørger jeg ikke hvorfor. Jeg siger heller ikke "hov, hvad med den fødselsdagsfest, vi har sagt ja til på søndag", for når han siger, at han er væk, så ved jeg, at han ikke deltager. At have den frihed er en del af vores "betingelsesløse kærlighed"."

Flemming: "Hvordan har I fundet frem til, at det er sådan, jeres relation skal være – ovenikøbet når I har en relation, hvor I ikke var forelskede eller begærede hinanden intimt fra begyndelsen?"

Pernille: "For det første er det noget, vi er blevet bedre og bedre til. Jeg synes, at Kim er et meget magisk og meget kærlighedsfuldt menneske, og jeg tror, at han ville sige noget lignende om mig, hvis du spurgte ham. Så vi har fra begyndelsen været ekstremt fascinerede af hinandens personligheder. Jeg har ingen ønsker om at ændre noget som helst ved ham. Og jeg tror, at han har det på samme måde med mig. Vi snakker også virkelig meget sammen. Det fine, vi har haft sammen fra begyndelsen, er noget, vi ikke har haft lyst til at forstyrre. Jeg tror også på, at man godt kan beslutte sig for at elske. Man kan beslutte sig for at gå hver dag i møde med et ønske om at dele kærlighed ud. Og det efterkommer vi. Også i forhold til vores børn, børnebørn og svigerbørn. Vi rummer forskellighederne, og vi har valgt kærligheden."

"Jeg vil vove at påstå, at jeg med 99,9 procent sikkerhed kan få en hvilken som helst Netto-medarbejder til at få en god dag. Simpelthen ved at give kærlighed. Ved f.eks. på en sød og ikke-intimiderende måde at sige: "Hvor ser du dejlig ud." Der er altid et eller andet, der er dejligt ved et menneske. Der kommer et smil tilbage, og pludselig er vi to mennesker i kontakt. Og så kan man måske spørge, orker du det hver dag? Men det kan jo blive en livsstil. Og den livsstil deler Kim og jeg. Vi falder altid i snak med folk. Nu hilste du på Kim i dag og fik et bjørneknus på trods af, at I aldrig havde mødt hinanden før."

Flemming: "Ja, præcis. I er begge kærlige mennesker. Jeg nåede at være i jeres hus i en halv times tid, inden vi gik herud, og der blev jeg krammet flere gange, trykket kærligt på skulderen og nulret lidt i øret. Der er meget kærlighed i jeres hus."

Pernille: "Ja, men vi er også to voksne mennesker, som brugte de første tre-fire uger af vores forhold på at snakke og snakke og snakke. Om hvad der var vigtigt for os, om vores værdier og om kærlighedskonceptet. Vi talte om, at der er for lidt kærlighed i verden og for meget præstation. Der er for meget "det man skal være" og "det man skal udrette". Og der er alt for lidt "det bankende hjerte", der sidder overfor en. Der er et bankende hjerte i alle mennesker. Jeg læste på et tidspunkt om en forsvarer, som sagde, at hvis vi altid hørte den sigtedes historie, ville vi ændre vores retorik. Men vi hører sjældent den sigtedes historie. Og det gælder også i vores hverdagsliv."

"I sommer var min søn, der er i 30’erne, på besøg her hos os en dag, og en af hans gamle venner kom forbi for at aflevere noget til ham. Det var mig, der åbnede døren, og udenfor stod vennen i shorts og med nazitegn hele vejen ned ad det ene ben. "Hvorfor har du nazitegn på dit ben," spurgte jeg. Han svarede: "Der var engang...". Og så kiggede jeg ind i de varmeste, blødeste øjne – jeg bliver helt rørt bare af at sige det til dig nu. Og jeg tænkte bare: Ja, der var engang … Måske fjerner han de tatoveringer en dag. Måske vil der altid være "der var engang," og dengang vil han gerne minde sig selv om. Vi skal huske lige at høre andres historie, før vi dømmer. Også i parforholdet."

Flemming: "Ja, det er meget interessant i forhold til parforholdet. Jeg er af den opfattelse, at hvis man vil elske et andet menneske, så skal man elske uden forbehold. Man kan godt aftale, at ens sokker ikke skal ligge over det hele, men det er en aftale. Man skal ikke gøre det til et forbehold for kærligheden."

Pernille: "Nu lyder du som min mand. Han siger altid: "Skat, ingen kommandoer, ingen ordrer, men vi kan aftale en masse ting"."

Flemming: "Det er jeg enig i. Det er okay at aftale, for det er der jo en gensidig forpligtelse i. Men generelt synes jeg, at rigtig mange mennesker har så mange forbehold og forventninger til hinanden. Også i kærlighedslivet. Når du siger, at du har lært at elske Kim, så bryder du jo med en forventning om, hvordan kærlighed normalt opstår."

Pernille: "Hør her, jeg elskede dig lidt allerede en halv time efter, at vi mødtes i dag. Det kunne jeg mærke. Og med Kim kunne jeg mærke, at ham kunne jeg komme til at elske rigtig meget, men det kunne også være, at han ville blive min bedste ven. Det vidste jeg ikke i begyndelsen. Men efter nogle uger fandt vi ud af, at vi skulle være mere end bedste venner, fordi vi havde lyst til at tilbringe vort liv samme, og vi havde lyst til at dele vores familier med hinanden. Man han kunne også godt være kommet i mit hjem som en ven, hvis han havde haft en anden kone. Jeg havde stadig valgt at elske ham, og jeg ville jævnligt have inviteret ham på kaffe i mit køkken. Og jeg ville også have inviteret hans kone med nogle gange, så hun ikke skulle være alt for bekymret."

Hun griner højt.

Pernille: "Der er mange, der bliver skeptiske, når man bruger ordet "elske", men jeg har sådan et rum indeni mig, og det åbner sig. Et godt eksempel er det dejlige team, du har med dig i dag. Fotografen Les og journalisten Marie-Louise, som jeg har mødt flere gange før, og som jeg faktisk også elsker. Nogle vil sige, at det er et stort ord at bruge om sådan en relation, men det kan jeg godt, for det er et stort rum, jeg har indeni til kærlighed. Det er er rum med mange etager. Kim er min kælder og min stueetage. Kim er mit kærlighedsfundament. Og så er der alle de her andre etager, som indeholder masser af andre mennesker. Der er ikke begrænset plads. Og for mig gælder det så vidt muligt om, at man skal fylde sit kærlighedsunivers op. Det kan også sagtens være med ham fra Netto. For næste gang, jeg er i Netto, og han får øje på mig, så ved han, at det bliver en god ekspedition – jeg ved også, at jeg får en god ekspedition hos ham."

Pernille har lavet mange forskellige ting i sit arbejdsliv. Hun har bl.a. været talkshowvært, chefredaktør, magasindirektør og innovationsdirektør. I dag er hun forfatter og foredragsholder på fuld tid og har aldrig været lykkeligere. Det er netop Pernilles mange arbejdsmæssige skift, som Flemming er så fascineret af, og Pernille fortæller, at ja, det koster også noget at slippe det store direktørjob for et usikkert liv som selvstændig og flytte på landet. Men for hende har det været det hele værd at vove eventyret.

Pernille: "Hvilke erfaringer har du, Flemming, med at tage afsked med noget for at få det liv, du har i dag? Det er mit indtryk, at du også er i nærheden af noget, du godt kan lide at være i?"

Flemming: "Ja, jeg er gift, men jeg bor ikke sammen med min hustru, det bekommer os begge to ret godt, og det kan jo ændre sig, når vi synes, at det skal det. For mig handler det i et parforhold om at give plads og rum til begge to, for jeg synes personligt, at vi har alt, alt, alt for mange forventninger til hinanden. Det er sindssygt, så mange krav man skal leve op til for at kunne være i en kærlighedsrelation, og kærlighed handler netop om det modsatte. Om at sætte hinanden fri. Da vi to gik tur, inden vi satte os her ved bålet, sagde du til mig, at man skal kigge efter det uperfekte og så finde det perfekte i det."

"Det var meget smukt sagt, synes jeg. Fordi det perfekte ligger jo netop der. Du finder aldrig kærligheden, hvis du skal kunne krydse alle rubrikker af i en kontaktannonce. Alligevel har vi ofte alt for store krav til hinanden, og så når man hurtigt til et sted, hvor man er træt af den andens sokker allevegne. Og det kan godt være, at man ikke skal være sammen hele livet, men det skal jo ikke være på grund af sokkerne. Man kan være heldig at elske et andet menneske hele livet, men man kan også risikere bare at elske hinanden i ti år, og så holder man op med at elske hinanden."

Pernille: "Jeg tror ikke, man holder op med at elske hinanden, jeg tror bare, at kærligheden får en anden karakter."

Flemming: "Ja, sådan kan man også sige det. Jeg ved godt, at kirkeritualet siger "til døden os skiller", men hvis vi holdt op med at kigge på kærligheden som noget uendeligt, så tror jeg også, at vi ville blive bedre til at acceptere, når den så går i stykker. Hvis den går i stykker. For når man bliver forladt – eller afelsket, som nogle psykologer siger – og man egentlig havde en forventning om, at kærligheden var "til døden os skiller", så bliver det jo meget sorgfuldt. Og det er også okay, at kærlighed bliver sorgfuld, men jeg tror, man ville være bedre til at håndtere det, hvis man forstod, at kærlighed er en følelse, og at følelser ikke varer evigt. Forstår du, hvad jeg mener?"

Pernille: "Ja, men jeg er ikke enig. Jeg mener, at kærligheden er konstant eksisterende, den ændrer bare karakter. Jeg elsker stadig mine eksmænd. Men jeg elsker dem ikke nok til, at jeg skal leve sammen med dem længere. Hvis man fusionerer dit koncept med mit koncept, så kan man sige: "Jeg kan love, at jeg altid vil elske dig, men jeg kan ikke love , at jeg vil elske dig på samme måde, som jeg gør nu, om ti eller 15 år". Min kærlighed til Kim ændrer sig også. I øjeblikket er den enorm, fordi vi har haft de mest fantastiske samtaler, og jeg synes, han er fuldstændig magisk. Så kan der være andre perioder, hvor jeg synes, han er mindre magisk, men jeg elsker ham stadigvæk. Og jeg ved ikke, hvordan tingene vil være om ti eller 15 år."

"Jeg kan ikke love Kim, at jeg er sammen med ham resten af livet, og det kan han heller ikke love mig, men vi har faktisk aftalt, at vi bliver sammen uanset hvad, ha ha. Vi ved bare ikke, hvordan vi bliver sammen. Lige i øjeblikket snakker vi om, at Kim måske skal få sig en autocamper og bo i den et stykke tid. Vi må se. Folk tror fejlagtigt, at kærlighed er noget, vi kan bestemme over. Der er kvinder, der skriver til mig og fortæller, at deres mand har forladt dem, og så spørger de, hvordan de skal få ham tilbage. Og der må jeg sige, at det har jeg simpelthen ikke svar på. Han kommer jo tilbage, hvis hans kærlighed er stor nok. Men kærlighed er ikke som en hest, som vi kan putte et seletøj på og trække ind i stalden. Vi kan ikke trække kærligheden ind i stalden."

"Min mand og jeg snakkede forleden dag om, hvordan jeg kunne få mest kærlighed fra ham. Og han sagde: "Du får mest kærlighed fra mig ved at vise mig kærlighed i dine handlinger. Ved at holde om mig, kysse mig og måske lave en kop kaffe til mig". Tit glemmer vi den slags. Vi kaster bare seletøjet ud, men hesten kommer ikke. Vi skal huske på, at der er forskellige kærlighedssprog, og vi skal finde ud af, hvordan vores elskedes sprog er."

Flemming: "Det er nemlig rigtigt, og alligevel arbejder vi alle sammen så hårdt på at mødes på midten i et eller andet sindssygt setup, fordi vi skal tækkes hinandens måde at elske på. Jeg læste engang om en parterapeut, der havde haft et par i terapi, hvor hun var sur over, at når hun sagde til sin kæreste, at hun elskede ham, så sagde han ikke "jeg elsker også dig". Parterapeuten sagde, at man skal huske, at man aldrig skal sige noget i forventning om at høre det samme igen. Og det er jo fuldstændig rigtigt. Men jeg tænker, at det gør vi tit i virkeligheden. Vi lægger noget ud i vores kærlighedsrelation, og så forventer vi, at vores partner samler det op og giver det samme tilbage. Og det sker jo faktisk sjældent, netop fordi vi har forskellige måder at vise kærlighed på."

Flemming rejser sig og lægger mere brænde på bålet. Det blusser op, og røgen svider lidt ekstra i øjnene, når vinden kaster den rundt i vilkårlige retninger. Flemming elsker lugten af bål, han finder ro ved et bål, og han føler også, at et bål kan bringe en tilbage til ilden i en selv. Lige nu kan han ikke slippe tanken om, at Pernille og Kim valgte hinanden uden at være stormende forelskede.

Flemming: "Jeg sidder og undrer mig over, hvordan du kunne gå ned ad kærlighedens vej med Kim, når forelskelsen ikke brusede i din krop?"

Pernille: "I nat kunne ingen af os sove, og til sidst lagde jeg mig helt tæt ind i Kims arme, for det bliver vi begge to så dejligt trætte af. Jeg kunne med det samme mærke, at min puls faldt, og vi faldt begge hurtigt i søvn. Og det er svaret på dit spørgsmål. For lige siden Kim første gang holdt om mit ansigt med begge sine hænder, har jeg bare kunnet mærke, at jeg er kommet hjem, og den følelse er så powerfull. Og så er der alt det andet med sex og betaling af husleje, det har vi fundet ud af i fællesskab hen ad vejen."

Flemming: "Men hvordan turde I... altså hvis man er et dårligt knald, så har man ikke mange chancer her på jorden...?"

Pernille: "Kim sagde også, at hvis den del ikke havde fungeret, så..."

Flemming: "Så var du røget ud?"

Pernille: "Hvis han ikke havde haft lyst til at have sex med mig, havde det ikke fungeret for ham, har han sagt. Lige der tror jeg faktisk, at jeg var mindre kompromisløs. Jeg tænkte, at uanset hvad der er dernede mellem de ben, så er jeg bare vild med ham."

De griner begge to, og Flemming siger, at han nok er mest enig med Kim, hvad det her angår. Pernille holder fast i snakken om de forskellige kærlighedssprog og spørger Flemming, hvilket sprog der er hans.

Pernille: "Nu har jeg jo fortalt en del om Kims og mit forhold, men hvad var det for nogle karaktertræk hos din nuværende kone, der gjorde, at du valgte hende?"

Flemming: "Første gang hun holdt om mig, vidste jeg bare, at det her ville jeg ikke være foruden nogensinde. Det rørte mig så dybt. Det var en meget, meget dyb fysisk reaktion, jeg fik. Hun er også et virkelig godt menneske, og det tænder jeg utrolig meget på. Og ja, så er der jo alt det andet, som Kim også siger, skal være på plads. Jeg synes, hun er utrolig smuk og dejlig, og jeg tænder meget på hende."

Bålet er ved at brænde ud, og Pernille fortæller som noget af det sidste, at hun har en sætning, hun altid prøver at leve efter. Sætningen lyder: "Du får altid ret".

Pernille: "Prøv at tænke den sætning ind i dit kærlighedsliv, og brug den som svar. Du roder altid – du får altid ret. Du giver mig ikke kærlighed nok – du får altid ret. Du lytter ikke til mig – du får altid ret. Der er noget selvforstærkende i det. Vi er energi, og vi er energi på flere niveauer. Vi er med til at sprede den stemning, som vi giver udtryk for verbalt. Så hvis alle dialoger handler om det, man ikke gør, eller om det, man gør forkert, så sker der nærmest en kodning af hjernen. Min mand kommer ikke til at samle sine sokker op, fordi jeg siger det til ham, og derfor bruger vi ikke tid på det. Men hvis han en dag skulle finde på at gøre det, så ville det være fordi, han ville glæde mig. Og det er noget helt andet. Vores sprog er meget vigtigt, og man får ikke kærlighed, hvis man taler i bebrejdelser, ordrer og diktater."

Flemming: "Præcis. Det er også interessant at kigge på kærlighedssamtalens dramaturgiske bue, fra man møder hende eller ham, man bliver forelsket i, og så til ti år senere. Sidder man stadig og siger: "Ih, det er så fedt, at han og hans venner tager på sheltertur og drikker sig fulde"? Eller siger man: "Aj, jeg er simpelthen så træt af, at han og hans venner tager på sheltertur og drikker sig fulde, de er altså blevet 50!" Den rejse er vigtig at holde sig for øje, for man kan let blive blind på alt det, man faldt for, og kun stirre på det, der irriterer en."

Pernille: "Og så husker kroppen jo. Hvis man kan etablere noget af det rum, man var i, da det hele begyndte, så husker kroppen det. Man kan blive forelsket i sin partner igen og igen og igen."

Flemming: "Jeg er meget enig. Og Pernille, tak for en dejlig samtale. Jeg synes, du er fuldstændig lige så vidunderlig i virkeligheden, som jeg havde forestillet mig, at du ville være."

Pernille: "Tak, det var sødt sagt."

De giver hinanden en lang krammer, og inde fra dybet af Flemmings favn kigger Pernille op mod himlen.

Pernille: "Og se lige et skønt vejr, det er blevet, mens vi har siddet her."